Det vil i sandhed være visionært, hvis der etableres en national strategi for krydsfeltet mellem kunst- og kulturlivet og social- og sundhedssektoren. Det er en historisk mulighed, som vil redefinere kunsten og kulturens position i samfundet.
Ane Halsboe-Jørgensen nærmer sig sit halvårsjubilæum som kulturminister. I de forgangne måneder har hun modtaget et væld af gode råd og forslag til, hvad hun særligt bør fokusere på. Undervejs har hun også fået orienteret sig grundigt i kulturlivet, og hun lader til at have fundet sig godt til rette i sit ikke længere så nye ministerium.
Nu er vi imidlertid nået til et tidspunkt, hvor vi er et godt stykke ude over behovet for gode råd. I stedet er tiden inde til at være langt mere visionær på kunsten og kulturens vegne.
Ikke desto mindre er vi først nødt til at rejse et smut tilbage i tiden. Nærmere betegnet til den dag, da statsminister Mette Frederiksen i august præsenterede sin nye kulturminister på Amalienborg Slotsplads. Den dag præsenterede hun nemlig også sin ide om, at det danske kunst- og kulturliv potentielt står over for en ny guldalder.
Ny guldalder for kunst- og kulturlivet
Få uger senere inviterede hun sammen med Halsboe-Jørgensen så en bred vifte af kulturlivets aktører til en salon på Marienborg. En salon, som skulle handle om, "hvordan vi sammen kan gøre coronaeftertiden til en ny guldalder for kunst- og kulturlivet."
Sådan stod der i invitationen, og hvis vi tager de to ministre på ordet, må vi gå ud fra, at de med "guldalder" generelt mener det, som ordbogen definerer som en "periode med den højeste udvikling og de mest strålende resultater."
Med guldalderbegrebet i baghovedet bliver det således klart, at der ikke kan være tale om "business as usual". Det kan ikke bare handle om at foretage de justeringer, der holder gang i maskineriet, men som i øvrigt bevarer maskineriet i den samme grundlæggende form.
Dette ville i hvert fald ikke udløse "den højeste udvikling" eller producere "de mest strålende resultater". Skal det ske, er vi nødt til at operere på et helt andet plan.
I denne sammenhæng udgør 2022 meget heldigt et vindue, som bør være åbent for regeringen i forhold til præsentation af nye visioner: Covid-19 er langt om længe ved at slippe sit tag, og der er knap halvandet år, indtil næste folketingsvalg skal være afholdt.
Redefinition af kulturens position
Derfor er det oplagt for regeringen – ført an af kulturministeren – at gribe det spor, der fik sin begyndelse på Amalienborg Slotsplads: Nemlig at skabe fundamentet for, at denne guldalder faktisk vil materialisere sig. På en måde, som gør det muligt for alle – og især kulturlivets egne aktører – at bidrage til at få redefineret kunsten og kulturens samfundsmæssige position.
Et sådant fundament kan bestå af mange elementer, men der er et element, der i særlig grad er oplagt: Etableringen af en national strategi for, hvordan kulturlivets aktører kan indgå kreative partnerskaber med social- og sundhedssektoren.
Der er et indlysende behov for, at der bliver lagt en strategi for dette krydsfelt. Ikke kun fordi WHO (kort tid inden covid-19 blev den altdominerende faktor) udsendte sin rapport, som en gang for alle fik slået fast, hvor kæmpestort og i høj grad uudnyttet potentiale, kunsten og kulturen har inden for sundhedssektoren.
Grunden til, at behovet er så indløsende, skyldes især, at en bred vifte af aktører allerede er i fuld gang med at arbejde på tværs af kulturlivet og social- og sundhedssektoren. Ikke nok med det: De har også hver især bevist værdien af denne form for krydsbefrugtning.
Det er især værd at fremhæve Region Midtjylland, som har kultur og sundhed som et særligt fokusområde. Her har der fra 2016 og frem været projekter, som eksempelvis har handlet om livemusik på intensivafdelinger, litterær fødselsforberedelse for førstegangsfødende, korsang for lungepatienter, kunstneriske fortolkninger af hjernerystelser og musikalske besøgsvenner målrettet ensomme og sårbare borgere.
Musikkens Hus i Aalborg dannede i oktober rammen omkring et debatarrangement om netop kultur og sundhed, som jeg havde æren af at facilitere. Blandt deltagerne var kulturministeren, som begejstret delte ud af sine tanker og overvejelser.
I Viborg Kommune benytter man sin styrkeposition inden for animation til alt fra patientformidling og forbedret tandhygiejne hos børn til afhjælpning af ensomhed blandt ældre.
I Helsingør har Lauritzen Fonden støttet projektet Aspiranterne med fem millioner kroner over en femårig periode. Projektet sammenkobler udsatte unge med kommunens kulturinstitutioner som en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen.
Aalborg Universitets Nordjysk Center for Kultur og Sundhed er en forskningsenhed, som ikke blot forsker, men også arbejder for at forbedre den konkrete implementering af den viden, der findes på området – og i øvrigt for at øge det udbytte, som samfundet som helhed får ud af forskningen.
Hertil kommer projekter som Kulturvitaminer, der bekæmper stress, angst og depression, og organisationen Turning Tables, som har iværksat en bred vifte af såkaldt psykosociale projekter, der øger de kreative kompetencer hos børn og unge.
Man kunne nemt blive ved. Det korte af det lange er, at det bugner med initiativer på både lokalt og regionalt plan, og både kommuner, regioner, ngo'er, private aktører, fonde, kunstnere og kulturaktører er engagerede i krydsfeltet.
Uden en national strategi risikerer vi imidlertid, at der bliver tale om spredt fægtning uden en rød tråd, og at vi dermed kun får indfriet en brøkdel af det svulmende potentiale, der med al tydelighed er til stede.
Behov for national strategi
En klassisk udfordring ved krydsbefrugtninger på tværs af sektorer er, at man selvfølgelig taler forskellige sprog. I social- og sundhedssektoren taler man for eksempel generelt om klienter og patienter. Det giver en noget anden forståelsesramme end i kulturlivet, hvor man snakker om publikum.
Derfor er det opløftende at se i hvor høj grad, denne sprogbarriere med stor succes er blevet nedbrudt i de mange vellykkede partnerskaber, der allerede er blevet etableret.
Den nationale strategi bør dog tage hånd om denne udfordring og høste al den viden, der i forvejen findes om kommunikation på tværs af sektorerne. Så det bliver lettere for andre aktører at indgå i partnerskaber på en måde, hvor ingen behøver at gå på kompromis med sin faglighed.
En national strategi, som den her skildrede, vil selvfølgelig komme kunstnerne og kulturaktørerne til gode. De får helt nye udfordringer, roller og samarbejdspartnere, og der tilføres dimensioner til deres arbejde, som mange kunstnere og kulturaktører aldrig eller kun sjældent kommer i berøring med.
Samtidig ved vi, at sådanne tværgående partnerskaber beriger social- og sundhedssektoren på et væld af måder, fordi man får tilført kreative energier og etableret innovative projekter, der historisk set ikke har haft hjemme her.
Det er imidlertid ikke kun for hverken kunstnerne og kulturaktørernes eller social- og sundhedssektorens skyld, at denne nationale strategi bør etableres. Det er naturligvis ultimativt for borgernes skyld – for det er dem, der skal have glæde af de nye løsninger, som strategien vil understøtte.
Det handler om prioritering
Der skal naturligvis foretages økonomiske justeringer, så den nationale strategi kan akkompagneres af en sund økonomi. Men pengene bør kunne findes inden for de rammebevillinger, der allerede er etablerede inden for de givne sektorer.
Det handler nemlig ikke altid om at skulle have flere penge. I dette tilfælde ville det give mening at omprioritere de midler, man allerede har fået tildelt.
Det vil i sandhed være visionært, hvis der etableres en national strategi for krydsfeltet mellem kunst- og kulturlivet og social- og sundhedssektoren. Fordi så mange aktører allerede er i fuld gang, er der samtidig grund til at tro på, at strategien vil udløse både "den højeste udvikling" og producere "de mest strålende resultater."
Det er en historisk mulighed, som netop vil redefinere kunsten og kulturens position i samfundet. Befolkningens forståelse for dens værdi vil blive stærkt øget, og det vil blive tydeligt for enhver, at kunst og kultur rummer potentiale til så meget mere end blot at underholde borgerne i deres fritid.
Sker det, kan vi for alvor snakke om den nye guldalder for kunsten og kulturen, som stats- og kulturministeren vovede at italesætte.
Bolden er allerede spillet op af de to ministre selv. Selvfølgelig skal de så også selv gribe ud efter den – men det skal både kulturlivet og social- og sundhedssektoren så sandelig også.
Oprindeligt publiceret på Altinget: Kultur den 28. februar 2022.