Den vestlige verden er i fuld gang med at straffe Rusland med en vifte af sanktioner, efter landet invaderede Ukraine og dermed startede den første europæiske landkrig siden 2. verdenskrig.
Omstændighederne er åbenlyst dybt tragiske og uacceptable. Samtidig er det dog vigtigt at hæfte sig ved, hvordan så mange vestlige lande har formået at stå side om side i kampen mod Ruslands aggressive fremfærd – og i forsvaret for demokratiet, ytringsfriheden og freden. Især i denne tidsalder, som ellers har haft antidemokratiske strømninger og øget splittelse som nogle af sine primære kendetegn.
Når det kommer til nyhedsdækningen – både i Danmark og internationalt – er det uden tvivl de politiske og økonomiske sanktioner, som har den allerhøjeste prioritet og dermed får størst opmærksomhed. Men der er grund til at tro, at de kulturelle og andre bløde sanktioner faktisk vil vise sig at være lige så afgørende som de økonomiske og politiske.
For det er én ting at blive afskåret økonomisk og politisk. Det er noget helt andet at få sine værdier, sin identitet og sin kultur afvist.
Det er netop det, der er sket, når russiske kunstnere og kulturaktører fra statslige institutioner enten boykottes eller decideret har fået deres aktiviteter aflyst.
Det er også det, der sker, når Rusland udelukkes fra deltagelse i store sportsbegivenheder. Som når FIFA smider Rusland ud af VM i fodbold, mens UEFA har udelukket alle russiske hold fra at deltage i de internationale klubturneringer. Det Internationale Ishockeyforbund har også forvist russerne, Formel 1 har aflyst det russiske grandprix, og russerne er endvidere blevet ekskluderet på forskellige vis inden for sportsgrene som skøjteløb, skiløb, basketball og tennis.
De økonomiske og politiske sanktioner skal nok få deres plads i den kollektive erindring og historiebøgerne, og de vil få en betydning i mange årtier fremover. At Rusland fik frataget Champions League-finalen, så den vil blive afholdt i Paris i stedet for Skt. Petersborg, vil næppe få den samme plads i historiebøgerne. Men det er noget, som vil blive husket og forstået af på en helt anden måde af den menige befolkning.
Det betyder også, at de såkaldt bløde sanktioner er markant mere betydningsfulde for de menige russere. Når deres kunstnere, kulturaktører og sportsudøvere bliver afvist, så rammer det russerne på det menneskelige plan – på en langt mere direkte måde. For så bliver de holdt ude af det kulturelle fællesskab, som befolkningen naturligt identificerer sig med og har været en fast del af.
Det er på denne måde, at disse sanktioner bliver afgørende for, at den russiske befolkning forstår konsekvenserne af deres præsidents handlinger. Dette er særligt vigtigt, da det er umuligt at forestille sig, at de russiske medier nogensinde vil fortælle den sande historie om invasionen af Ukraine.
Heldigvis kan vi se, at store dele af den russiske befolkning er modstandere af krigen, hvilket vi har set gennem de talrige demonstrationer, hvor modige russere er gået på gaden for at protestere. Regningen for at demonstrere kan være stor, og derfor er det selvfølgelig kun toppen af isbjerget, der faktisk tør at gå på gaden.
Parallelt med sanktionerne mod Rusland, er det uhyre vigtigt, at den kulturelle dialog mellem Ukraine og resten af den demokratiske verden holdes åben. At ukrainerne – hvad der end sker med deres land – får givet alle muligheder for at fastholde sit fundament, sine værdier og sin kulturelle identitet. At de inkluderes i det internationale kulturudvekslingsarbejde, sådan som det eksempelvis er sket på Moesgaard Museum, hvor ukrainske museer har været blandt de tætteste samarbejdspartnere omkring den fantastiske udstilling, RUS – Vikinger i øst.
Lige så snart, det bliver muligt, er det netop også kulturen og idrætten, der skal være med til at genopbygge relationen mellem ukrainerne og den russiske befolkning – eller i hvert fald den del af befolkningen, der er imod krigen.
I skrivende stund vides det ikke, om Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj overhovedet vil være i live, når denne kronik trykkes. Men han er allerede på nuværende tidspunkt blevet et globalt symbol på kampen for frihed og demokrati.
Det var der næppe mange, der for ganske få år siden, ville have forventet. Zelenskyjs professionelle baggrund er komiker og skuespiller. Zelenskyj indtog endda rollen som Ukraines præsident i en tv-serie få år før, han indtog denne rolle i virkeligheden. Tv-serien, som han også selv var skaberen bag, hed Folkets tjener. Det er samme navn, som Zelenskyjs politiske parti i dag bærer.
Det potentiale, han viste som komiker, er dermed det, som nu er blevet indfriet i helt anderledes regi, og han er et usædvanligt stærkt eksempel på hvilke kræfter, som kunsten og kulturen rummer.
Zelenskyj står i skærende kontrast til de mange antidemokratiske strømninger rundt omkring i den vestlige verden, der er opstået i løbet af de seneste år. Dermed er han også et symbol på, hvor vigtigt det er, at ethvert demokratisk land – og således også Danmark – kæmper for, at lige præcis det demokratiske fundament og de tilhørerne værdier bevares.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 6. marts 2022. Illustration: Gert Ejton.