Restriktionerne i samfundet og i kulturen er borte. Endelig kan vi igen lade viften af tilbud, indtryk og oplevelser, svale vores frustrerede sind.
Men det er som om, en skrøbelighed har fæstnet sig i det fælles. At vi skal lede efter modet og evnen til at gå videre, nu hvor alt er muligt igen. For med mulighed følger ansvar.
For at der træffes beslutninger og ageres.
For at alt det, som den nationale nedlukning fratog os ansvaret og muligheden for, da pandemien var på sit højeste, kan vindes tilbage.
Corona var og er ganske forfærdelig for verden. På såvel det personlige som på det samfundsmæssige plan. Lokalt, nationalt og globalt. Pandemien blev den fælles fjende, som måtte angribes og besejres. Et negativt samlingspunkt som, på trods af vild debat, ulykke og uenighed, skabte en ny gryende følelse af sammenhold - sammen, hver for sig. Med hinanden, mod corona.
Hver især prøvede vi at holde balancen i en fundamentalt anderledes hverdag. I blodig digital holdnings-krig om vaccine, konspirationsteorier, adfærd og regler med de nærmeste og de fjerneste. Alt sammen i forsøget på at navigere i mørke.
Nu åbner verden igen. Foran os venter et spirende forår og et flor af muligheder for veje videre i det værdigrundlag, som vi deler gennem den levende kultur, kunsten, de religiøse samlingspunkter og i vores foreningsliv.
I de nationale definerende fællesskaber, der gør os til os.
Det er tid til, at vi hver især tager ansvar ikke bare for os selv og de nærmeste, men for det fælles igen. Mere end nogensinde, er der brug for alle i den kulturelle genopbygning, vi står overfor. Krigstrusler mod øst, ulighed, racisme, polarisering og en særlig ond, ny form for fakta-immun verdensopfattelse og fanatisme, kræver vores fulde opmærksomhed og fælles handlekraft.
Man siger, at den bedste hævn er at klare sig godt. Lad os vende " hævnen" over pandemien til handling. Lad os tro på fremtiden.
Når man tror, vælger man at tage ansvar.
For sig selv, for omverdenen og for fremtiden. Det er med fundament i det fælles ansvar, at vi nu kan og skal handle på kulturens vegne.
Det er i troen på fremtiden, at vi skal fortsætte vores fortælling som folk. Det er gennem vore fælles værdier, at vi finder vej. Og det er i kunsten, at vi finder inspirationen og modet til at tage ansvar for det levende kulturelle forår, som nu endelig kan spire igen.
Lad os vise pandemien, at den samlede os som nation. At vi tog ansvar. At corona, i historisk perspektiv, lærte os at navigere i modvind, finde vej og komme styrkede ud på den anden side. Lad os hver især tage ansvar for at pandemien ikke går over i historien som " dengang verden stod stille" og sammen tage ansvar for, at alt det vi lærte, diskuterede og længtes efter, nu bliver ført ud i livet i det mest farvestrålende, nysgerrige og mangfoldige forår i årevis.
Lad generobringen af det individuelle ansvar være den positive kulturelle senfølge, vi beslutter os for at leve videre med.
Oprindeligt publiceret i Kristeligt Dagblad den 28/2 2022.