En konstruktiv dialog mellem kulturaktørerne og medierne er nødvendig, hvis kulturjournalistikken skal styrkes

Det er helt korrekt, at kulturstoffet over en bred kam er blevet nedprioriteret i løbet af den seneste tid. Det er blevet livligt debatteret, ikke mindst her i Kulturmonitor.

Derfor er det også helt relevant, at kulturlivets aktører sætter endnu mere fokus på problematikken. Præcis sådan som en bred vifte af kulturaktører fra Odense for nylig gjorde det i et fælles indlæg i Fyens Stiftstidende.

Her slog de helt konkret fast, at dækningen af kunst- og kulturlivet er forsvundet i avisen, og de kom med en klar opfordring til den:

»Få nu prioriteret kulturstoffet, som I får mediestøtten til. I svigter de professionelle udøvere i kulturlivet, men først og fremmest svigter I den demokratiske debat, sammenhængskraften i lokalsamfundet og læserne.«

I et svar på kritikken tog Poul Kjærgaard, chefredaktør på Fyens Stiftstidende, fat i den centrale udfordring, da han konstaterede, at journalistikken er værdiløs, hvis man ikke formår at fange læsernes opmærksomhed:

»En seksstjernet kulturanmeldelse eller en indsigtsfuld kritik har først rigtig værdi, når den bliver læst.«

Dialogen, der foregår mellem de to lejre, er både relevant og spændende. Men det er også en debat, der får kulturaktørerne på den ene side og medierne på den anden side til at fremstå som to grupperinger, der har mere forskelligartede ønsker og målsætninger, end de nok i virkeligheden har.

Næppe nogen modvilje

Alle ved, at medierne i denne tid er ekstremt hårdt pressede på økonomien, især på grund af techgiganterne, som har hevet tæppet væk under hele forretningsmodellen. Læg hertil truslen fra kunstig intelligens og de markant ændrede medievaner, som vi alle sammen har tillagt os i løbet af ganske kort tid.

Således er der næppe nogen egentlig modvilje overfor kulturstoffet fra mediernes side. Tværtimod er der nok redaktører og journalister over hele landet, der sidder og tænker: »Vi ville sgu gerne dække kulturen – men der er bare ikke rigtigt nogen, der hverken læser, hører eller ser stoffet«.

Hvis der faktisk var tilstrækkeligt med læsere, ville man dermed heller ikke nedprioritere kulturen som stofområde. Men hvis tiden ganske enkelt er løbet fra den traditionelle kulturdækning, samtidig med at kulturlivet bryster sig af flotte publikumstal, så er der åbenlyst et misforhold.

Borgerne rundt om i landet interesserer sig uden tvivl for kulturen – men bare ikke så meget for kulturdækningen, sådan som den lige nu tager sig ud rundt omkring hos de etablerede medier.

Dog er det ikke kun medierne, men også kulturaktørerne selv, der har et ansvar for, at den kulturformidling, der er ved at forsvinde, bliver gjort attraktiv og inspirerende på helt nye måder.

En konstruktiv dialog

Derfor bør dialogen mellem de to lejre først og fremmest handle om, hvordan man i fællesskab kan sikre de bedst mulige vilkår for den kulturjournalistik, der faktisk også er aftagere af. For så får begge parter det, de vil have: Kulturaktørerne får synlighed, og medierne får øgede læsertal.

En sådan dialog kan tages på mange måder. Hos JP i Aarhus har man demonstreret en mulig vej frem, da avisen den 19. marts inviterede en vifte af aarhusianske kulturinstitutioner til en workshop, der netop skulle gøre parterne klogere på hinandens behov og samtidig understøtte udviklingen af kulturstoffets form og indhold.

Når medierne og kulturaktørerne opfordres til at tage et fælles ansvar, betyder det ikke, at der skal slækkes på armslængdeprincippet. Armslængden skal så afgjort bevares, og de redaktionelle beslutninger skal altid træffes af medierne.

Kulturaktørerne bør dog have lov til at inspirere medierne til nye måder at udvikle kulturjournalistikken på, ligesom medierne bør have lov til at inspirere kulturinstitutionerne til at skabe oplevelser og formater, som kan frembringe helt nye muligheder og perspektiver i kulturstoffet.

Så lad dette være en opfordring til, at medier og kulturaktører sætter sig sammen – midt i denne udfordrende tid – og tager en konstruktiv dialog i stedet for at skyde på hinanden.

For i fællesskab kan de to lejre skabe de allerbedste forudsætninger for en sprudlende, inspirerende og dagsordensættende dækning af kulturlivet.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 14. maj 2024.

Frigast-udvalget gambler med Danmarks særlige styrkeposition inden for oplevelsesindustrien

Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet de store og negative konsekvenser af Frigast-rapportens anbefalinger om kraftige reduktioner i investeringerne i København som turistattraktion og drivende faktor for brandingen af vores nation i udlandet.

Men det står ikke alene, og det er således ikke bare det ene strategiske ben under Danmarks ellers stærke markedsposition inden for oplevelsesindustrien, som rapporten udfordrer.

Nogle af anbefalingerne vil også skade det andet ben og dermed indsatsen på et felt, hvor Danmark i international sammenhæng er fuldstændig unik.

Turisme er i dag blevet en politisk varm kartoffel. Mange lande baserer en markant del af deres økonomi på oplevelsesindustrien, men prisen for masseturismen er begyndt at blive for høj.

Belastningen på førende turistattraktioner og generne for byernes indbyggere er overvældende, og i byer som Venedig, Firenze og Amsterdam forbyder man krydstogtskibe, laver betalingszoner med mere for at begrænse antallet af turister, der år for år vokser i antal.

Den danske succesformel

I Danmark oplever vi også vækst i turismen. Men hos os er der ikke den negative slagside.

Selv om vi i 2023 igen satte rekord, målt i kommercielle overnatninger, og samlet set kan nyde godt af tocifrede milliardindtægter fra udenlandsk turisme, flere tusinde turistskabte arbejdspladser og et kæmpe afledt boost af Danmark som brand i udlandet, er vi ikke ved at gå i knæ under presset.

Tværtimod. Og det skyldes, at vi i flere år har arbejdet med en målrettet strategi, der bringer alle Danmarks styrkepositioner i spil, sikrer en stor spredning af turismen til hele landet og dermed lader de to strategiske ben, som vores oplevelsesindustri står på, supplere og understøtte hinanden for bæredygtig vækst.

Det er denne tobenede strategi – den danske succesformel – som Frigast-rapporten udfordrer.

Konkret er rapportens anbefaling, at man skærer hele finansieringen af udviklingsfællesskabet Dansk Kyst- og Naturturisme bort. Begrundelsen er – ligesom i tilfældene med Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Wonderful Copenhagen – at man mener, dette bør ligge i de lokale budgetter.

Men som med anbefalingen om at lade Københavns Kommune overtage det økonomiske ansvar, rammer rapportens konkluderende anbefaling på dette område forbi. Her endda med endnu alvorligere konsekvenser.

Dansk Kyst- og Naturturisme er nemlig den eneste institution, der kan sikre, at vi arbejder på et samlet nationalt niveau med involvering af alle relevante aktører, hvilket er en forudsætning, hvis vi skal lykkes.

Den hellige treenighed: natur, kunst og kultur

Der bliver jævnligt lavet analyser af, hvilke elementer der er de stærkeste drivere for vækst i oplevelsesindustrien. Og i de seneste år har det været tydeligt, at lande, der kan tilbyde gæster en kombination af naturoplevelser, kunst og kultur, opfattes som de mest attraktive.

I international sammenhæng har Danmark på dette punkt en ganske særlig styrkeposition.

For samtidig med at vi har en spændende og mangfoldig hovedstad, med både en kulturarv, seværdigheder og events, der driver en stor del af brandingen af landet som et attraktivt turistmål, så står vi tilsvarende stærkt i kraft af vores natur og kultur ude i landet.

Vi har blandt andet en af verdens længste kyststrækninger i forhold til vores størrelse og lokalsamfund med ganske særlige karakteristika, som få andre lande i verden kan matche.

Vi har den formidable kystlinje, der går fra det brusende Vesterhav til billedskønne fjorde med havblik. Samtidig er vi uden for byerne et land, hvor blikket kan hvile på høje horisonter, skove og enge.

I kombination med dette har vi en scene for kunst og kultur, der ikke kun er centraliseret omkring de store byer, men kan findes i hele landet med unik lokal forankring i egnens historie og egenart. For et land af vores størrelse er diversiteten og rigdommen i de mange forskellige oplevelser af natur, kunst og kultur bemærkelsesværdig.

Misser målet

Uanset hvor man kommer i landet, vil man kunne opleve kombinationen af disse tre elementer.

Frigast-rapporten er overordnet set en velkommen analyse og evaluering af erhvervsstøtten, og der er mange gode pointer og anbefalinger. Zoomer man ind på området oplevelsesindustri, misser den imidlertid målet.

Anbefalingerne vil nemlig underminere den tobenede danske strategi, der leverer solide økonomiske afkast. For at realisere det fulde potentiale må vi nemlig både arbejde målrettet med hovedstaden som drivende faktor til branding af landet og samtidig styrke og koordinere en samlet national indsats.

Det er en betingelse, hvis vi skal bringe Danmarks særlige styrkeposition, der kombinerer natur, kunst og kultur i spil, og dermed forudsætningen for de tocifrede milliardindtægter, generering af tusindvis af jobs og en bæredygtig vækst, der løfter hele landet og mindsker uligheden mellem land og by.

Det er dette, Frigast-rapporten gambler med i sine anbefalinger.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 25. april 2024.

Frigast-udvalget mangler fornemmelse for kulturen og oplevelsesturismens værdi

Frigast-rapportens kommissorium var at gennemgå statens erhvervsstøtte, der yder tilskud eller giver skattemæssige lempelser til udvalgte aktører i forskellige erhverv og sektorer. Frigast-udvalget havde en bunden opgave om at sanere flere ordninger blandt andet med henblik på besparelser.

Overordnet set er udvalgets gennemgang og i nogle tilfælde sanering af de mange forskellige støtteordninger fornuftig. At institutioner og aktører inden for kultur, turisme og oplevelsessektoren indgår og bliver underkastet et eftersyn på linje med og efter de samme principper som andre sektorer, vidner desuden om, at disse bliver taget alvorligt som investeringer, som det forventes vil generere afkast til gavn for samfundsøkonomien eller understøtte andre samfundshensyn af vital karakter.

Forudsætning for, at dette kan gøres meningsfuldt, er imidlertid, at det sker med en grundlæggende forståelse af netop de samfundsøkonomiske mekanismer, og hvilken rolle kulturen spiller for dem. Og her misser udvalgets eksperter nogle væsentlige pointer.

Kulturens betydning

Ekspertgruppens forslag til helt eller delvist at fjerne støtten til store institutioner inden for arkitektur, design og oplevelsesturisme, herunder Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center, Wonderful Copenhagen og en række turismeudviklingsselskaber viser, at de ikke har den nødvendige indsigt.

Dels er ekspertudvalget fanget i en forældet opfattelse af, hvilken rolle kultur spiller. Om noget, var det det, vi lærte under pandemiens nedlukning. I en tid med fremmedgørelse, bekymringer og frygt var det kulturen og dens institutioner befolkningen søgte. De søgte fællesskaber – nye fællesskaber – via kulturen. Kulturen blev sammenhængskraften i en tid, hvor hjemsendelser og mundbind skabte afstand. Og det er kun fortsat i årene efter.

Se på billederne fra da Tour de France havde etaper i Danmark. Befolkningen søger mod de fælles kulturelle oplevelser. Det er her, vi finder mening og oplever den sammenhængskraft, der ellers er udfordret i en digitaliseret og polariseret tid, hvor ensomhed og den mistrivsel, den medfører, efterhånden er ved at blive et problem, der også trækker negative samfundsøkonomiske spor.

Det er også de kulturelle værdier, der er forudsætningen for, at vi kan tiltrække den internationale arbejdskraft, vi har så meget brug for. Det er ikke et tilfælde at begrebet ’hygge’ har gået sin sejrsgang internationalt, og at noget af det første udlændinge fremhæver, når talen falder på Danmark, er vores lange tradition for godt design og kvalitet. Det er kulturelle produkter, der bærer opfattelsen af, hvordan man ser os som nation og grunden til, at udlændinge vælger Danmark som kommende arbejdsplads frem for andre.

Danmark som et brand og hovedstadens rolle

Det andet punkt, hvor ekspertgruppen misser målet, kan man udlede af deres forslag til at fjerne støtten til Wonderful Copenhagen (WoCo). Og man kan paradoksalt nok finde grunden i dens eget argument for, at der kan gives statslig støtte til turisme og oplevelseskultur: »… turismeproduktet – modsat andre produkter – er sammensat af en meget forskelligartet portefølje af tilbud, som tilsammen udgør det danske turismebrand, hvilket kræver en koordineret indsats at opbygge«.

Det har ekspertgruppen fuldstændig ret i, hvorfor det kan forekomme mystisk, at de anbefaler, at støtten til WoCo fjernes med henvisning til, at det ikke er en statslig opgave. Måske er det fordi, de – trods kendskabet til begrebet branding – ikke har forstået, hvordan det fungerer, og hvilken rolle en hovedstad spiller for et land.

Et lands hovedstad er uden sammenligning det stærkeste kort til branding af hele nationen. Paris er Frankrig, London er England, Sydney er Australien. Og København er Danmark. At promovere og vise København trækker også turister til feriehuse på Vestkysten og festivaler på Fyn. Det er i høj grad gennem promoveringen af hovedstaden, vi bliver bevidste om et land og nysgerrige efter at vide mere.

Til det er de store kultur- og oplevelsesevents, som varetages af WoCo, en fantastisk national platform til international promovering og branding af Danmark. Det er events, som tiltrækker turister og skaber begejstring og engagement i hele befolkningen.

Mange af de events, der ligger under WoCos resort er desuden internationale events, der også afholdes i andre lande. Dette er en oplagt mulighed for at promovere danske værdier. Vi gør det på vores måde, og billederne, der går verden rundt, er ikke bare billeder af vores smukke hovedstad med brosten, moderne og klassisk arkitektur og smilende politibetjente. Det er danskerne og det særlige danske islæt kendetegnet af tryghed, lighed og humor. Vores kulturelle dna.

Erhvervsstøtte skal gives så målrettet og omkostningseffektivt som muligt. Det er samfundets penge, og samfundet skal derfor have gavn af de investeringer, der laves. Og kunst, kultur og turisme skal naturligvis måles og vejes på lige fod med andre erhverv. Men vi må fastholde, at det skal ske på et fagligt grundlag og med forståelse for, hvordan netop disse bidrager.

Det er muligt, at ekspertudvalget ikke har haft adgang til eller har benyttet sig af de data, der ligger, fordi man skal se andre steder end for mange andre erhverv, men selvom vi skal blive bedre til netop at indsamle disse data, så findes der både i Danmark og internationalt mange gode kilder. I den videre politiske behandling af anbefalingerne, må man håbe, at disse bliver inddraget.

Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 20. marts 2024. Illustration: DALL-E & Adobe Photoshop.

Kulturpasset til unge har enormt potentiale – men for en helt anden målgruppe

Regeringen har præsenteret en ældrepakke, der efter signede vil revolutionere den danske måde at tage hånd om samfundets seniorer. Fokus er på mere selvbestemmelse, værdighed og livskvalitet.

Mere forebyggelse skulle også være et fokuspunkt, selvom det ikke bliver konkretiseret nævneværdigt. Hvis regeringen kiggede i sin finanslov for 2024, kunne den imidlertid få et redskab, som international forskning har fastslået kan levere netop dette, samtidig med reformens øvrige mål.

For på finansloven 2024 er der et initiativ til at teste et kulturpas til landets udsatte unge, der hverken er i job eller uddannelse.

Formålet er, at de med mulighed for at kunne udnytte forskellige kulturelle aktiviteter vil opnå en større tilknytning til samfundet, indgå i fællesskaber og således blive motiveret til at komme videre med deres liv. Kulturpasset skal gives til omkring 46.000 udsatte unge med et samlet budget for 2024-2026 på 140 millioner kroner.

Kulturpassets endelige udformning er imidlertid ikke kommet på plads endnu. Det er stadig til forhandling.

Lav et seniorkulturpas

Jeg har ikke et fagligt grundlag til at komme med en vurdering af, om kulturpasset til udsatte unge vil indfri målsætningen. Men det har jeg til gengæld, hvis man introducerede et kulturpas til en hel anden gruppe i samfundet.

Der ligger et enormt potentiale for forebyggelse, bekæmpelse af ensomhed, bedre fællesskaber og mere livskvalitet, hvis man sætter målrettet ind og sørger for, at et lands borgere har adgang til at udnytte kunst- og kulturtilbud.

Det er der internationale studier, som tydeligt viser. Et eksempel på dette er det globale metastudie fra WHO, som blev offentliggjort i 2019 og viste, at kunsten og kulturen i forskellige former rummer klare gevinster for folkesundheden, især i forhold til trivsel og forebyggelse.

Der er allerede stort fokus i mange af landets kommuner på kultur og sundhed. Og mange kulturinstitutioner er i fuld gang med spændende projekter. Vi har også haft en del politiske initiativer som eksempelvis ’Kultur på recept’, men vi mangler den del af befolkningen, som et seniorkulturpas ville omfatte.

Et seniorkulturpas skulle være for alle landets seniorer. Ingen visitation eller diagnose. Passet skulle som det, der er planlagt for de unge, give adgang til udnyttelse af en bred vifte af kulturelle og kunstneriske tilbud.

For mange seniorer kan økonomien være en begrænsende faktor, og at besøge et museum eller blive medlem af en forening ligger langt nede på deres prioriteringsliste. Et seniorkulturpas kunne således aktivere en stor gruppe af seniorer, der ellers aldrig ville komme i nærheden af disse institutioner og fællesskaber og dermed indfri potentialet for både forebyggelse, bekæmpelse af ensomhed, mere sammenhørighed og bedre livskvalitet.

Udarbejdelse i samråd med institutionerne

Det er klart, at en endelig udformning af et seniorkulturpas skal ske i tæt samarbejde med de forskellige politiske lag, kunst- og kulturinstitutionerne og foreningslivet. Og man vil formentlig også med fordel kunne begynde med nogle testkommuner. Der skal ses på kompensationsmodeller, hvilke områder der skal prioriteres og naturligvis måles på effekt. Selvom vi har et solidt datagrundlag, så skal vi blive klogere og løbende tilpasse vores arbejde.

Men jeg er ikke i tvivl om, at pengene vil være givet godt ud. For en investering i et seniorkulturpas er en investering i fremtiden, da velfungerende samfund er betinget af trivsel og livskvalitet for alle generationer.

Oprindeligt bragt på Kulturmonitor 5. marts 2024.

Iværksættere i den kreative branche har stort potentiale for vækst – og Erhvervsministeriet ved det godt

I forbindelse med udarbejdelsen af regeringens nye iværksætterstrategi, skal der også ses på, hvordan vi definerer iværksættere og iværksætteri, for dermed at få alle brancher med et vækstpotentiale med.

Det er et meget velkomment initiativ. Men for én branche behøver ministeren ikke vente på nye input.

Det store uudnyttede vækstpotentiale er nemlig allerede blevet dokumenteret, og anbefalingerne til indsatser ligger i hans eget ministeriums arkiv.

Skiftende regeringer og øvrige politiske beslutningstagere har historisk haft svært ved at forholde sig til kunst, kultur og den kreative, skabende branche. Hvor ligger den i det store makroøkonomiske system? Er den en bidragyder eller en omkostning?

Den usikkerhed har selvfølgelig betydning i forbindelse med prioriteringen af landets offentlige budget, hvor andre områder er nemmere at finde ressourcer til.

Man mangler håndfaste data og evidens som beslutningsgrundlag, hvis ressourcer skal allokeres i den retning.

Det blevet et ambitiøst politisk initiativ i 2018 iværksat for at tilvejebringe. Initiativet blev døbt Vækstteamet for Kreative Erhverv.

En branche med enormt vækstpotentiale

Vækstteamet blev nedsat af Erhvervsministeriet og var en gruppe bestående af administrerende direktør i Fritz Hansen A/S, Jacob Holm, som formand og 12 repræsentanter fra den kreative sektor. Jeg var også selv så heldig at være en del af gruppen.

Vækstteamets opdrag var meget klart: "Danmark skal i 2025 være et internationalt førende vækstmiljø for kreative erhverv, hvor innovation skabes med mennesket og kloden i centrum".

Dets arbejde bestod dels i at indsamle og analysere alle relevante data vedrørende den kreative sektor, for afslutningsvis at formulere en række anbefalinger.

Og der var ingen tvivl.

Danmark stod potentielt med en branche, der kunne sikre Danmark en vækst, ingen andre kunne matche.

Væksttoget efterlader os på perronen

Blandt de vigtigste nøgletal i Vækstteamets redegørelse var:

• I 2016 beskæftigede den kreative sektor 79.000, svarende til seks procent af den samlede danske arbejdsstyrke.

• Den årlige omsætning var 234 milliarder kroner med en værditilvækst på 63 milliarder kroner.

• Inklusiv afledte effekter understøttede den kreative sektor 117.000 arbejdspladser, bidrog med en værditilvækst på 93 milliarder kroner og omsatte for 348 milliarder kroner.

• Den kreative sektor havde eksportindtægter på 43 milliarder kroner i 2009, men hele 92 milliarder kroner i 2016. En vækstrate, der for den pågældende periode var dobbelt så stor som væksten af den samlede danske eksport.

Imponerende tal. Men det var tydeligt, at potentialet var langt større.

Hvis man så på vækstrater og omsætning i globale underholdnings- og mediemarkeder, lå Danmark for eksempel langt efter både Tyskland, Italien, UK, Japan og USA.

Vi kunne således allerede dér konstatere, at et internationalt væksttog var godt på vej til at efterlade os på perronen. Og i kombination med, at World Economic Forum i 2016 udpegede de kreative erhverv som de hurtigst voksende, og de kreative kompetencer som de globalt set tredje mest efterspurgte i 2020 mod en tiende plads i 2015, var der ikke langt til at konkludere, at dette var et område, der repræsenterede et enormt potentiale, men samtidig at der skulle en målrettet indsats til.

Fem indsatser skal følges til dørs

Konkret udpegede Vækstteamet fem indsatsområder:

• Kreative kompetencer og tværfaglighed skal styrke innovation.

• Adgang til risikovillig kapital skal øge investeringer i nye og digitale forretninger.

• Offentlig-privat samarbejde skal sikre innovative udviklingsmiljøer.

• Håndhævelse af immaterielle rettigheder skal fremme et velfungerende marked for kreativt indhold.

• Internationalisering og en fælles fortælling om Danmarks kreative dna skal skabe international synlighed og øget eksport.

Disse brugte regeringen i maj 2019 til en række forpligtende mål og initiativer.

Det kom dog ikke til at gå, som man havde kunnet håbe. For på trods af de lovende tilløb, blev disse aldrig rigtig fulgt til dørs.

Derfor er erhvervsministerens invitation meget velkommen. Den betyder nemlig, at vi igen kan få den kreative branche og dens enorme innovative økosystem af iværksættere i spil. For selvom potentialet kun er blevet større, så er udfordringerne de samme. Særligt når det kommer til iværksættere og iværksætteri.

For selvfølgelig kan Danmark blive "et internationalt førende vækstmiljø for kreative erhverv", og den kreative branche og dens innovative iværksættermiljø kan levere vækstrater og velstand og bidrage til de offentlige finanser, som få andre brancher.

Men der skal handles nu, og derfor skal branchen naturligvis inkluderes i den nationale iværksætterstrategi.

Oprindeligt publiceret på Altinget 1. marts 2024.