Kunstig intelligens er et begreb, som næsten ingen almindelige mennesker talte om for bare et år siden – men nu støder man på det i alverdens sammenhænge.
For tiden er det næsten, som om vi hver eneste uge læser eller hører om nye tjenester og påfund, som tilsyneladende vil ændre fuldkommen på verden, som vi kender den.
Tilbage i november sidste år, da ChatGPT blev lanceret, blev jeg straks ramt af en stærk trang til at forstå fænomenet så godt som muligt. Jeg blev nødt til at gå i dybden med det, for det er en vigtig del af mit arbejde at formidle de faktorer, der påvirker vores samfund – og medielandskabet i særdeleshed.
Desuden mener jeg, at det er det bedst mulige træk at gøre, hvad man kan for at begribe den kunstige intelligens og gøre sig konkrete erfaringer med den – snarere end at bekæmpe, ignorere eller løbe skrigende bort fra den.
Min indsats for at forstå kunstig intelligens førte til, at jeg skrev en bog, som nu er udkommet. Den bærer titlen ’Kunstig intelligens: Kunstens storhed eller fald?’, og med særligt fokus på kunsten og kulturen er den en sammenfatning af alt det, jeg så vidt har lært, forstået og erkendt om kunstig intelligens.
Særligt hastigheden, som udviklingen finder sted med, er med til at gøre AI til så kompleks en størrelse, at det bliver svært for mange mennesker at forholde sig til fænomenet. Men hvis vi undlader at fordybe os i alle de teknologiske detaljer og i stedet betragter AI-udviklingen fra et helikopterperspektiv, begynder vi at se konturerne af en meningsfuld måde at forstå AI på.
Her vil jeg således præsentere tre overordnede betragtninger, som jeg personligt mener er afgørende for at kunne forstå dette fænomen, som kun vil fylde mere og mere i vores hverdag og verden.
For det første er det vigtigt at have for øje, at AI både rummer faldgruber og potentialer. Udviklingen er dermed hverken entydigt negativ eller positiv. Det er nemt – og ofte også velbegrundet – at lade alarmklokkerne ringe. Vi er nødt til at forstå risikoen for, at AI kommer til at overtage mange menneskers arbejde og måske endda køre hele brancher i grus.
Tilsvarende er der god grund til at hæfte sig ved risikoen for, at de superkræfter, som AI rummer, vil falde i de forkerte hænder og blive brugt til alverdens skadelige formål. Det er også en udbredt frygt, at AI vil underminere uddannelsessystemet, fordi ChatGPT allerede i dag kan skrive – eller i hvert fald assistere skrivningen af – selv komplekse akademiske afhandlinger.
Men AI har også potentiale til at skubbe tingene i den modsatte retning. Selvfølgelig vil jobmarkedet blive påvirket af AI, men i den bedste af alle verdener vil AI blive brugt til at gøre arbejdet, vi som mennesker udfører, både lettere og bedre – præcis ligesom alt fra bogtrykkerkunsten til computere i alverdens afskygninger har gjort det gennem historien.
AI kan også sætte turbo på forskningen inden for alt fra klimaforandringer til kræftbehandlinger og dermed muliggøre videnskabelige gennembrud, vi aldrig havde forestillet os. På samme måde kan vi håbe på, at AI snarere end at underminere uddannelsessystemet vil fremprovokere en gennemgribende reform af det, så studerende vurderes på parametre, som giver mening i en fremtid fyldt med AI-tjenester.
For det andet er AI kommet for at blive, om vi vil det eller ej. Historien viser, at mennesket aldrig har formået at bremse den teknologiske udvikling, hvilket nok heller ikke vil ske denne gang. Derfor er det så afgørende, at vi forstår AI, snarere end at blive grebet af frygt og angst.
Hvis man som medarbejder i en virksomhed føler sig truet af AI, så har man to primære muligheder: Enten kan man kæmpe for at det bliver helt forbudt at anvende AI – både i den enkelte virksomhed, i hele branchen eller i samfundet generelt. Eller også kan man prøve at forstå, hvad man kan gøre for proaktivt at implementere AI i sit arbejde.
Det handler ikke om at påbegynde en proces, der resulterer i, at man bliver erstattet af AI. I stedet er pointen, at man bør udnytte det store potentiale, der ligger i AI, og vende det til egen fordel, så man kan levere endnu bedre resultater, end man før var i stand til.
For det tredje rummer menneskets reaktion på og tilgang til AI sandsynligvis en større risiko, end AI gør i sig selv. Såfremt vi tillægger AI en storhed og magt, som den ikke i realiteten har, kan resultatet blive katastrofalt. Vi har imidlertid stadig mulighed for at afgøre, om AI skal placeres på en piedestal langt over det enkelte menneske – eller om den kunstige intelligens snarere skal ses som noget, vi netop selv har skabt, så vi dermed kan forblive herre i eget hus.
Fordi AI allerede nu kan så ufatteligt mange ting, som vi som mennesker ikke kan, er der en risiko for, at vi bliver så fascinerede af den kunstige intelligens, at vi begynder at dyrke den som en afgud.
Vi mennesker kan heller ikke flyve som flyvemaskiner, som i sig selv udgør store og mægtige tekniske vidundere – men det betyder ikke, at vi dyrker dem som afguder. Det bør vi heller ikke gøre med AI.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark 6. juni 2023. Illustration: Gert Ejton, ved hjælp af Midjourney, kunstig intelligens.