“Shitstorm.”
Det var tilbage i 2010, at danskerne stiftede bekendtskab med dette ord og fænomenet, det dækker over: Et stormvejr af negativ opmærksomhed – først og fremmest på de sociale medier.
Ordet vandt især udbredelse i 2014, da Jensens Bøfhus lagde sag an mod Jensens Fiskerestaurant: Den danske restaurantbranches svar på dysten mellem David og Goliat.
Bøfhuset vandt retten til navnet ”Jensens”, men den furore, som kæden oplevede, da danskerne protesterede voldsomt og valgte at boykotte den, medførte et årsregnskab med et tocifret millionbeløb i underskud.
Historien blev et ikonisk eksempel på, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem det, der juridisk set er i orden, og det, som menige borgere synes er etisk og moralsk i orden.
Siden da er antallet af shitstorms eksploderet, og med tiden er det kun blevet tydeligere, at det langt fra er nok at holde sig inden for lovens rammer, hvis man vil bevare sit gode omdømme.
Ja, faktisk er shitstorms blevet så hyppigt og normalt et fænomen, at vi alle bør lære at håndtere dem. Uanset om man er menig borger, forretningsdrivende, politiker eller popstjerne.
Der er en tiltagende stor risiko forbundet med at udtale sig om en bred vifte af polariserende emner. Det gælder for eksempel kønsidentiteter og seksualiteter. Klimaforandringer og udlændingepolitik. Vacciner og Corona-restriktioner. Statuer og kunst i det offentlige rum. #MeToo og Black Lives Matter.
Er en shitstorm først under opsejling, er der samtidig alle muligheder for, at den tager til i styrke. Stort set alle danskere er nemlig på nettet, og omkring to tredjedele bruger Facebook hver eneste dag. Samtidig har de danske dagblade mistet 36% af sine læsere fra 2010 til 2019, mens mere end 4 ud af 10 danskere nu bruger de sociale medier som decideret nyhedskilde.
Med hastigheder, vi aldrig har set før, kan en historie eller en udtalelse dermed komme særdeles vidt omkring – inden hovedpersonen nærmest selv opdager det.
Det afføder helt naturligt, at mange bliver mere nervøse for at deltage i den offentlige debat. Især på de sociale medier, som ellers havde potentiale til faktisk at styrke den offentlige debat i kraft af, at de demokratiserede debatten ved at lade alle komme til orde.
Denne frygt medfører en indskrænkning af ytringsfriheden. Ikke juridisk set – for loven beskytter stadig retten til at ytre sig frit – men i praksis, fordi flere og flere ganske enkelt er bange for at sige noget forkert.
Der er mange ting, der kan udløse en shitstorm. Ofte vil den voldsomme reaktion, folk oplever, have sin oprindelse i ønsket om mere tolerance, mindre diskrimination, mere lighed og en øget bevidsthed om konsekvenserne af vores handlinger. Det har vi ikke mindst set udspille sig med shitstorms, der handler om #MeToo-sager.
Andre gange lykkes det dog også folk at iværksætte shitstorms, som først og fremmest handler om at gå til angreb på personer, de ganske enkelt er politisk uenige med eller simpelthen ikke kan lide. I disse tilfælde kan det komme til at handle mere om mobning end om at udtrykke en potentielt legitim indignation.
I begge tilfælde er der dog behov for at gøre shitstorms til at mindre problematisk og frygtfremkaldende fænomen. Hvis vi i fællesskab skal opnå dette, er der en række ting, vi hver især kan gøre.
Frem for alt bør man bruge kræfter på at gå i dialog, selvom det kan være drøjt. Det er afgørende for den offentlige diskurs i et demokratisk samfund som vores, at man ikke blot tyer til vredesudbrud og aggressive modangreb.
I stedet bør man forklare, hvorfor man føler, at man både juridisk og moralsk har fat i den lange ende. Såfremt dette altså er tilfældet. Hvis ikke, gør man naturligvis klogest i at lægge sig fladt ned, bekende sine synder og i øvrigt tage ansvar for sine ytringer og handlinger.
Hvis vi generelt kan formå at reagere mindre følelsesladet på små og store angreb, vi måtte blive udsat for på de sociale medier, kan vi i stedet gå mere strategisk til værks. I forhold den dialog, vi indgår i, men også i forhold til at tage ved lære af oplevelsen.
Hvis man husker på, at den reaktion, man udsættes for, ofte har sin oprindelse i den føromtalte legitime indignation, er der basis for faktisk at blive klogere på sig selv og sin omverden. Der ligger uden tvivl en vigtig lektie gemt i det modsætningsforhold, der eksisterer mellem de holdninger, man har givet udtryk for, og de modsatrettede holdninger, man bliver mødt med.
Udviser vi på denne måde en velvillighed i forhold til at lære af vores fejltagelser, afmonterer vi effektivt de mekanismer, der ellers kan få stormen til at tage til i styrke.
Det er altid en god start at lytte nysgerrigt til de mennesker, man ikke er enige med. Hvis man lykkes med dette, flytter man ikke blot sig selv fremad – man bidrager også til at gøre den offentlige debat langt mere konstruktiv og medmenneskelig.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 4. maj 2022. Illustration: Gert Ejton.