Myten om hvorvidt ledelsen af vores kulturinstitutioner reelt har styr på butikken, er en klassiker i debatten. Ofte sort/hvid og med lettere tabloid, forlystelsessyg udeladelse af fakta. Måske er det fair og på tide med en mere nuanceret fremstilling af de ledelsesmæssige udfordringer, som vores institutioner står i? De er i øvrigt identiske med resten af erhvervslivets.
»Vi har at gøre med en branche, der over år er blevet helt utroligt presset på at præstere på markedsvilkår, og i iveren for at gøre det godt, har vi glemt at kultivere ledelse som disciplin.«
Facebook- citatet, tidligere gengivet her på sitet, tilhører direktør for Enigma, Jane Sandberg, og er en kommentar til debatten om kvaliteten af ledelsen i danske kulturinstitutioner.
Jane Sandberg ved bestemt, hvad hun taler om. Hun har gennem sin karriere oparbejdet en helt unik indsigt i ledelseslaget af kulturen, er selv aktiv kulturleder og faktisk også nyt medlem i Have Kommunikation & PR’s bestyrelse. Valgt netop på grund af ledelsesmæssig kompetence og store erfaring.
Tillad mig alligevel at udfordre citatet. Simpelthen fordi det nager mig. Fordi vi som branche ikke adskiller os væsentligt fra det øvrige erhvervsliv, når der gælder om at skulle præstere på markedsvilkår og fordi vi ikke nødvendigvis gør det hverken bedre eller dårligere end så mange andre pressede brancher. Og hvilke brancher er ikke det, efter års restriktioner og nedlukninger?
Kulturen har klaret sig både godt og skidt
Kulturen lever og ånder i farver. Ofte befolket af offentligt kendte ansigter. Ofte delvist eller helt finansieret af offentlige midler. Og på forsiden. Vi elsker en god røverhistorie fuld af følelser og drama. Intet kan samle, som den lille fælles forargelse. Det er ’desværre’ bare slet ikke den sande historie om vores institutioner. De har klaret sig godt og skidt gennem krisen, har truffet fantastiske og elendige forretningsmæssige beslutninger, opført sig eksemplarisk eller elendigt.
Fuldstændig ligesom resten af erhvervslivet og vores offentlige institutioner.
Netop nu står myter for fald, som aldrig før. Forældede systemer, usunde kulturer og negativ adfærd på arbejdspladsen, er på såvel den politiske som den folkelige dagsorden. Arbejdsmiljø, ligestilling, diversitet, inklusion og bæredygtighed står ikke længere under ’eventuelt’ på bestyrelsens dagsorden. Det er en del af forretningsudviklingen og det at kunne forestå transformationerne i virksomhederne, er del af den kultiverede, moderne leders værktøjskasse. På kulturinstitutionerne, på uddannelserne, i de private og offentlige virksomheder og organisationer. Alle vegne hvor der udøves ledelse.
Det er svært. For mange ledere er det helt nyt farvand – og hvor der forvandles, der spildes.
Aros, Arken, kunstskolerne, teatre og de nationale scener. Der er bestemt eksempler på spild og turbulent ledelse og almindelig elendighed på kulturens institutioner. Kunsten og dens mangeartede aktører har bestemt fortjent at få kultiveret sine ledere og bannerfører. På lige fod med bankverdenen, sundhedsvæsenet og mediearbejdspladserne og så videre.
Alle skal lære, alle skal blive bedre – alle medarbejdere, skal behandles med respekt og værdighed på arbejdspladsen. Uanset om de arbejder på museum, skole, fabrik eller sygehus.
Kunstnere kan sagtens tåle de barske realiteter
Hver eneste dag er erhvervssiderne fulde af historier om mangelfuld ledelse og om handling og konsekvens i den forbindelse. Men det er som om, at grus i kulturledelse altid er minimum en forside værd. Sjældent ser vi det store erhvervsportræt om den veldrevne kulturvirksomhed. For eksempel den lange række succesfulde teatre i provinsen, Det Kongelige Teater, mange af de store nationale museer og festivaler, som gennem årtier har udviklet og moderniseret deres tilbud og begejstret publikum, udviklet lokalsamfund, i kraft af veldrevne tydelige og elskede organisationer.
Alligevel er det som om myten om at kulturen ikke har forstand på penge, at dramaet raser efter tæppefald og at store ego’er skaber arbejdsmiljømæssige tragedier og katastrofer, lever i bedste velgående. At kunstnere er sarte sjæle, der ikke tåler virkelighedens barske realiteter.
Intet kunne være længere fra den virkelighed jeg, i kraft af mit virke, møder hver dag.
At drive en kulturvirksomhed kræver mod, innovationsevne, forandringsvillighed og visionær tænkning. Det kræver samtidig forretningsforståelse, markedsindsigt, økonomisk og juridisk erfaring, marketingsviden og human ressource skills.
Den moderne kulturforretning er ofte baseret på en kompleks forretningsmodel med afsæt i en variabel økonomi, sammensat af såvel offentlige som private midler. Det kræver hårdt og kvalificeret ledelsesarbejde i årevis. Nøjagtigt de samme kompetencer, som efterspørges i alle andre succesfulde virksomheder.
Med andre ord, man er ikke en særlig tosset, passioneret, emotionelt drevet gøglersjæl, når man bruger sin erhvervsmæssige kompetence, for eksempel i bestyrelse og ledelse af kulturens institutioner.
Kulturdrift er ikke en hobby
Faktisk er nogle af Danmarks mest succesfulde forretningsmænd og kvinder dybt engageret i at arbejde i kulturens tjeneste. I at drive den succesfulde forretning, som kulturen også er. At tro, at disse erfarne erhvervsledere ikke stiller de samme krav til ledelse af en kulturinstitution, som de ville stille til enhver anden virksomhedsledelse, er tæt på en fornærmelse.
Kulturdrift er ikke ’golf med gutterne’ eller en hobby. Det er professionelt og ansvarsfuldt arbejde, som udføres i langt de fleste organisationer med en passion og et engagement, som mange andre brancher med fordel kunne lære af. Derfor adskiller ledelse og bestyrelsesarbejdet i vore kulturinstitutioner sig ikke fra arbejdet med at drive enhver anden virksomhed. På godt og ondt.
Myter er der nok af. Om dårligt drevne kulturinstitutioner og mangel på ledelse af kulturen.
Men det er kun en del af det samlede billede og jeg vil gerne slå på tromme for lidt mere balance i dækningen. Hvorfor ikke lade kulturen præge erhvervssiderne, når de gode historier er der? Hvorfor ikke citere en legende og vild erhvervskvinde og kunstner, nemlig Dolly Parton, når hun siger “it’s a business doing pleasure for you“ og fokusere på den lange række veldrevne kulturinstitutioner og deres ledere lidt oftere end vi gør nu.
Det kunne jo være at kulturens institutioner kunne inspirerede ledere i helt andre brancher til at se nye muligheder i deres eget lederskab.
Oprindeligt publiceret på Kulturmonitor den 12. april 2022.