For de fleste danskere er debatten om kunstig intelligens ofte en noget abstrakt størrelse. Vi hører om AI i alverdens sammenhænge, som i sig selv ikke har nogen åbenlys sammenhæng.
Det gælder eksempelvis det stigende antal billedgeneratorer, der på få sekunder kan skabe et billede af alt fra drømmeagtige fantasiuniverser til Donald Trump, der rider på ryggen af en gris. Chatbotter, der kan skrive jobansøgninger og eksamensopgaver. Nye sange fremført af kunstnere, der er døde for længe siden.
Flere af os har prøvet kræfter med de digitale assistenter i vores dimser, der stadig ikke er helt så kloge, som vi kunne ønske os. Samtidig benytter vi os af sociale medier, der til gengæld er blevet lidt for gode til at servere indhold, vi potentielt kunne være interesserede i.
Det er alt sammen eksempler på AI, som begynder at fylde mere i vores hverdag. Men AI er svært at forholde sig til som fænomen – både fordi AI i sig selv er en kompleks størrelse, men også fordi det for mange af os ikke påvirker vores liv på nogen virkeligt mærkbare måder.
Så hvorfor er alverdens regeringer i fuld gang med at slå AI-alarm? Hvorfor har G7-regeringerne udsendt et fælles AI-adfærdskodeks? Hvorfor har USA’s præsident Joe Biden udstedt en vidtrækkende ordre, der skal øge sikkerhedsforanstaltningerne omkring AI? Og hvorfor forsøger man på EU-niveau at ensarte AI-lovgivningen på tværs af alle medlemslandene?
To overordnede svar på disse spørgsmål træder frem: Et, der er optimistisk, og et, der er pessimistisk.
Det optimistiske svar lyder, at AI rummer et stort potentiale i forhold til et væld af udfordringer – både globalt og på niveau af de enkelte lande. Eksempelvis kan AI med sine enorme regnekræfter og evner til at knuse problemer, som intet menneske i sig selv kan overskue, spille en afgørende rolle i alt fra at bekæmpe og diagnosticere sygdomme til udviklingen af banebrydende klimaløsninger og vacciner, der kan bremse den næste pandemi.
AI kan også understøtte udviklingen af sikkerhedssystemer, der gør vores verden et mere sikkert sted at være. Endelig kan AI også være med til at gøre arbejdslivet lettere for mange, fordi flere af de knapt så morsomme opgaver kan udliciteres til den kunstige intelligens.
Det pessimistiske svar er, at AI-udviklingen meget nemt ryger ud af kontrol, fordi den går så rasende stærkt. At fjendtlige magter og terrorister også får adgang til AI-superkræfter. At alverdens samfund bliver ramt af massearbejdsløshed og – som den amerikanske børskommission allerede har advaret om – endnu en dyb finanskrise.
Baggrunden for denne frygt er, at der i praksis kun er ganske få af de såkaldte AI-modeller – tænk på dem som megahjerner – som de mange finansielle services og børser benytter sig af.
Så hvis én megahjernes måde at træffe beslutninger på er uhensigtsmæssig eller decideret fejlagtig, og alverdens tjenester er afhængige af denne megahjerne, så kan vi pludselig stå i en situation, hvor der opstår en destruktiv flokmentalitet blandt alle de AI-tjenester, vi har udliciteret opgaverne til. Herunder den altafgørende opgave, der ligger i at forudsige de globale finansmarkeders bevægelser.
I det øjeblik, at AI kommer til at forårsage en verdensomspændende finanskrise, er det noget, der vil ramme os alle sammen. Når huspriserne styrtdykker, elregningerne stiger til uanede højder og priserne i supermarkedet eksploderer, fordi den kunstige intelligens har foretaget de forkerte forudsigelser, så er det noget, der får konsekvenser for dig og mig.
Uanset om man hælder til det optimistiske eller det pessimistiske perspektiv, så bliver der en lang række situationer inden for en overskuelig fremtid, hvor man bliver nødt til at forholde sig til AI. Fordi man ikke kan undgå at møde den. Måske først til sin store overraskelse, men sidenhen som en integreret del af tilværelsen.
Derfor bliver vi også nødt til at træffe en række vigtige valg. Vi snakker eksempelvis meget om ”varme hænder” – ikke mindst i ældreplejen. Men hvor varme er de virtuelle robothænder, der vil møde mange ældre i den nære fremtid?
Når vi bliver alvorligt syge, er det så en rigtig menneskelig læge, vi får lov at snakke med – eller blot en avatar, der ligner en læge? Bliver fremtidens terapeuter blot specialiserede chatbots? Og hvis de gør, vil vi så faktisk være klar over, at det er chatbots, vi diskuterer vores livskriser med?
Det er nemlig ikke kun de økonomiske, militære og arbejdsmarkedsrelaterede aspekter af tilværelsen, som AI vil påvirke. Det er også alle de områder af vores liv, hvor vi aktuelt føler os afhængige af den menneskelige kontakt – ikke mindst, når vi som borgere er i kontakt med det offentlige, uanset om vi er syge eller raske, unge eller gamle.
Heri ligger det tredje svar på spørgsmålet om, hvorfor alverdens regeringer slår AI-alarm. Det er et svar, som hverken er eksplicit positivt eller negativt, men som blot er en erkendelse: AI’s indflydelse på verden og vores liv bliver større dag for dag.
Det er derfor, at G7-landene, den amerikanske regering og EU er i færd med at regulere og begrænse AI-udviklingen, så vi forhåbentlig får en ansvarlig og gennemsigtig udvikling af den nye teknologi. Det, som vi kan gøre hver især, er at forholde os kritisk til den kunstige intelligens. Vi skal blive gode venner med den og gøre, hvad vi kan for at forstå den bedst muligt – men vi er også nødt til at se den som slangen i paradis.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 10. november 2023. Illustration: Gert Ejton.