Vilnius Film Festival: Interview om markedsføring af film

On March 27–29, film industry professionals from Lithuania and all of Europe will focus their attention on the international industry conference Meeting Point – Vilnius. Lectures, Coming Soon sessions, and private film screenings are just some of the events planned for the three-day conference.

This year’s conference will include a presentation on film marketing from Christian Have, one of the leading voices on arts and culture in Denmark. As the Creative Director of Have Communications, which he founded in 1983, he has worked with celebrated artists and world-renowned stars. His agency’s list of clients includes Disney, Universal (Universal Music Group), European Film Academy, 20th Century Fox and other film companies.

Christian Have’s presentation at Meeting Point – Vilnius is introduced by the Embassy of Denmark in Lithuania and the Danish Cultural Institute in Estonia, Latvia and Lithuania.

Mr. Have, you have been working in the culture and arts field since 1983. You are the author of eight books, communication futurology expert, film marketing specialist. Could you tell us about the most remarkable cinema-related projects you remember? 

– The first that comes to mind is Gabriel Axel’s Babette’s Feast from 1987. I had the honor of being part of the process from a very early stage – when the script was still being developed. The film featured a lot of completely unknown actors, so we applied a unique food theme for its launch, which was a pretty original approach. The film was shown at Cannes, and it ended up being the first Danish Oscar winner ever. I’ve had the pleasure of working with the promotion of the only other two Danish movies that have won Oscars in the Best Foreign Language  Film category – Bille August’s Pelle the Conqueror from 1988 and Susanne Bier’s In A Better World from 2010 – and both of these were of course remarkable experiences, too.

Your communication agency’s client list includes such big names as Disney, Universal, Zentropa Productions, 20th Century Fox. Could arthouse cinema with smaller promotion budgets learn anything from these companies’ productions? 

– Whether you’re Universal or an arthouse production company, the same basic rules of storytelling apply. It’s all about telling a story that excites and engages your audience – and your budget does not limit how good a story you’re able to tell. The budget only affects how far and easily you can distribute it. So, when you have fewer resources, you have to prioritize your efforts. One thing that smaller production companies can learn from the American giants, however, is how to make use of content marketing and how to really engage audiences on social media. They are generally really good at that, and there’s a lot we can be inspired by and apply in countries like Denmark and Lithuania.

Is there a big difference in how and by which means to promote high-budget and low-budget movies? If so, what measures or techniques are crucial for the promotion strategies for both types of movies? 

– Again, having a smaller budget should not affect your ability to tell a really good story. But of course, it increases the importance of truly having a great story to tell – and that you’re telling it in the best way possible. In some ways, however, there is an advantage to having a small budget, because with the promotion of high-budget movies, people tend to stick to what they always do. With low-budget movies, you are freer to do whatever you want. Also, there is a huge market for movies and filmmakers that are brave and unpredictable, and this is definitely to the advantage of low-budget movies.

Denmark in its size is like Lithuania, but the Danish film industry is much more remarkable and competitive in the global cinema market. What successful steps, in your opinion, where made in Danish culture policy to achieve such a result? 

– In Denmark, it is a public priority that the Danish film industry should produce films of the highest international quality, so the field is generally met with a lot of support and has a sizable amount of public funds to distribute. Through the Danish Film Institute, the subsidies are distributed to a wide variety of productions and projects, including fiction and non-fiction, script and talent development, marketing and partnerships, regional support and support for international co-productions – and so on. The arm’s length principle is all-important, as it helps ensure artistic freedom and harmonious collaborations between public and private partners in the film industry.

How do you see the change happening in film promotion tools? And what would be your predictions for viewer behaviour in the future? Will people stop watching films in cinemas? 

– Of course digitization, streaming and social media affect how films are marketed and experienced. But the cinema definitely still has an appeal. It’s important, however, that movie theaters understand that they must provide experiences that differ from what people can experience at home. This means, of course, picture and sound of impeccable quality, combined with great comfort and delicious snacks and drinks. But it also means that movie theaters should embrace their potential of being a social meeting place – somewhere you can meet new people, attend events and have a variety of movie-related experiences beyond the movie-watching experience itself.

Which films should our audience watch before hearing your presentation in Meeting Point – Vilnius? And what expectations do you have for this conference? 

– There are no specific requirements in terms of films that must be seen in order to understand my presentation. But among the films I will be talking about, you will find A Horrible Woman, Darkland and Team Hurricane. I’m looking forward to the conference a great deal, and I’m excited to get to experience the blooming Lithuanian film industry up close.

Oprindeligt publiceret den 23. marts 2018 på Vilnius Film Festivals website.

Tre tanker om den eventyrlige fødselar

I dag fylder Odenses berømte bysbarn H.C. Andersen 213 år.

Som altid er sådan en årsdag en god anledning til at reflektere over den vidtfavnende betydning for vores kultur, som Andersen har haft og til stadighed har – herhjemme og over hele verden.

En sådan refleksion leder mig hen til særligt tre ting.

For det første må vi erkende, at det aldrig er lykkedes nogen i de sidste to århundreder at manifestere sig ved siden af – endsige over – H.C. Andersen, når det kommer til at formidle de store narrativer om det at være menneske. Især ikke på en måde, der så elegant appellerer til både børn og voksne over hele verden.

Andersen kan som verdens mest oversatte forfatter læses på over hundrede sprog. Herunder naturligvis engelsk, tysk, fransk og spansk, men også arabisk, kinesisk og endda esperanto. Det er fantastisk at hæfte sig ved, at det lige præcis er Andersen, som hele verden tyer til, når den gerne vil gøre sig klogere på de helt store tematikker i livet.

Kærlighed og had. Magt og misundelse. Hovmod og armod. Ondskab og godhed. Fantasifuldhed og snilde. Andersen har skildret dem alle, og måske er det netop denne intimiderende spændvidde, der gør, at ingen har bevæget sig op på siden af ham.

For det andet står det i en kaotisk tid som denne klart og tydeligt frem, hvorfor Andersens stedsegrønne fortællinger er så evigtgyldigt relevante.

Den fattigdom og ulighed, som skildres i Den lille pige med svovlstikkerne er virkelighed for millioner af børn, og der er ikke just mangel på selvudnævnte kejsere. Har man først stiftet bekendtskab med Kejserens nye klæder, er det svært ikke instinktivt at tænke om folkeforføriske statsledere som Donald Trump, Vladimir Putin og Kim Jong-un, at de ikke har noget tøj på.

Hvis man ønsker en poetisk perspektivering over tingenes tilstand i de Forenede Stater, kan man kaste sig over Skyggen: De gode og lærde kræfter i det amerikanske samfund er blevet tvunget til at underkaste sig de kræfter, der tidligere udgjorde USA's skyggeside, men som nu dominerer Guds eget land. Med Trump er skyggen vendt tilbage for fuld kraft. Med en hovmodig insisteren på at blive behandlet med respekt.

Grundet påsken fejres H.C. Andersen den 3. april på Odense Teater.

Her vil Christian Have sammen med Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel og kulturminister Mette Bock overrække H.C. Andersen Prisen til musikeren Sebastian (billedet), den schweiziske professor og dr. phil Klaus Müller-Wille og den vietnamesiske Andersen-formidler Tran Thi Minh Tam.

For det tredje er der ingen bedre hyldest til kreativiteten og fantasien end H.C. Andersen. I denne digitale tidsalder har vi hårdt brug for en påmindelse om værdien af at udfolde vores forestillingsevne og skabe noget, der kan glæde andre, inspirere dem og måske endda gøre verden til et lidt bedre, smukkere eller sjovere sted at være.

Næste gang vi er på nippet til at lægge lidt for mange kræfter i en Facebook-opdatering, et Instagram-billede eller en tredje form for selvfremstilling, der kan høste masser af ’likes’, bør vi stoppe op og spørge os selv: Kunne energien ikke bruges på en bedre måde?

H.C. Andersen var selv teknologibegejstret, men der kan næppe herske tvivl om, at han næppe ville være begejstret ved tanken om de algoritmer, der i højere og højere grad ikke blot styrer, hvad vi ser, hører og læser, men også selve udformningen af indholdet.

Så vi har mere end nogensinde brug for Andersen. Vi har brug for at lade os inspirere af ham og huske på, at det er vores egen unikke skaberkraft, der står bag alt, der virkelig er eventyrligt i denne verden. Så lad os skænke ham en varm og taknemmelig tanke – ikke blot på hans fødselsdag, men hele året igennem.

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 2. april 2018.

Magten og det moralske ansvar

“Du vil jo gerne være med i hulen, ik’, Mulle?”

Denne klassiske replik fra Bille Augusts Zappa er for os danskere den altoverskyggende kulturelle reference, når det kommer til at lokke folk til at gøre noget, de egentlig ikke har lyst til – men som de gør alligevel, fordi de ikke vil gå glip af det, de har fået stillet i udsigt.

Mulle bukker som bekendt under og spiser en skovsnegl, så han kan få lov at blive i Stens hule – og i øvrigt få sin nyvundne Marokkopude tilbage, efter Sten kort forinden havde neglet den fra ham.

I TV 2’s dokumentarserie De misbrugte filmbørn fortælles det, hvordan en næsten identisk vending blev brugt af instruktør Lasse Nielsen, som seksuelt misbrugte en hel række af de mindreårige drenge, der medvirkede i hans ungdomsfilm i 70’erne – herunder Du er ikke alene og Måske ku’ vi:

”Du har vel lyst til at være med i min film?”

De unge drenge skulle ikke spise en skovsnegl, sådan som Mulle blev tvunget til at gøre. I stedet skulle de have seksuelt samkvem med instruktøren, som på rutinebasis inviterede drengene hjem til sin private bolig. Brugen af denne vending, når en ung dreng modsatte sig hans fremturen, afslører det parameter, der gør Lasse Nielsens handlinger så utilgivelige: Han var fuldt ud bevidst om, at drengene handlede mod deres vilje, og at han således begik overgreb på dem.

I dokumentarseriens andet afsnit sættes der fokus på Ernst Johansen, en af Lasse Nielsens samtidige instruktørkollegaer – bedst kendt for Krigernes børn, ligesom han var medinstruktør på Du er ikke alene. Mens Lasse Nielsen systematisk misbrugte drenge, misbrugte Ernst Johansen piger.

Susanne B. Storm, der medvirkede i Krigernes børn, blev som 14-årig voldtaget af Ernst Johansen, og som hun formulerer det, var Ernst Johansen præcis lige så bevidst om sine handlinger som Lasse Nielsen var:

”Det var jo en tilrettelagt, strategisk manipulationsproces.”

Begge instruktører har således på groveste vis udnyttet den magt og autoritet, som de havde i kraft af deres positioner som filmskabere.

Stine Olsen, der som 14-årig undergik samme tragiske skæbne som Susanne B. Storm i forbindelse med Krigernes børn, kalder TV 2’s afdækning af Ernst Johansens handlinger for ”en hemmelig historie, der er kommet frem”. Det samme kan siges om afdækningen af Lasse Nielsens handlinger.

Historierne var nok hemmelige, men de var langt fra enestående. Tværtimod kommer de som bekendt midt i det, vi nu kan kalde #MeToo-æraen.

Det er for tidligt at afgøre, om det er en global tsunami, som er ved at indtage sin slutfase, eller om det er et mangeårigt højvande, vi kun har set begyndelsen af. Uanset hvad vil #MeToo-bevægelsen lade flere og flere seksuelle krænkere lide deres karrieremæssige druknedød.

Det hele tog fart med Hollywood-producenten Harvey Weinstein i det forgangne efterår. Men selvom bevægelsen så ofte beskrives i kontekst af filmbranchen, har vi set, at magtfunderede seksuelle krænkelser findes i snart sagt enhver samfundsmæssig kontekst – herunder den politiske verden og det private erhvervsliv. Så fællesnævneren blandt krænkerne er naturligvis ikke, at de er filmfolk.

Fællesnævneren er derimod, at de befinder sig i en særlig magtposition. Denne magt kan bruges på to måder: Enten bruges den til at styrke andre mennesker og hjælpe dem med et indfri deres potentiale. Eller også bruges den til at krænke og udnytte dem. Til at få dem til at gøre dette eller hint – spiser en skovsnegl, lader sig befamle eller det, der er endnu værre – mod at de til gengæld får et ønske opfyldt.

Hvis vi skal komme disse seksuelle krænkelser til livs, er det derfor altafgørende, at vi gør, hvad vi kan for at frembringe en helt ny kultur omkring det at have magt.

Vi kan skrive nok så mange nye personalepolitikker, stramme HR-afdelingens beføjelser og måske revidere lovgivningen, så vi på alle tænkelige måder har det sort på hvidt, at en sådan udnyttelse af magt er fuldkommen utilstedelig. Det ved vi jo imidlertid allerede godt.

Det, der er brug for, er derfor, at vi ændrer synet på, hvad det vil sige at have magt.

Tænk, hvis vi kunne leve i en kultur, hvor det at indtage en magtposition ikke først og fremmest udløser en følelse af øget status over sine medmennesker, men i stedet en følelse af ydmyghed. Hvor magt kun er noget, man søger, når man oprigtigt tror på, at man kan gøre en positiv forskel i verden. Hvor der vitterligt sættes lighedstegn mellem øget magt og øget moralsk ansvar. Ikke kun som floskel i tiltrædelsestalen, men i praksis i ethvert menneskes gøren og laden.

En sådan kultur vil uden tvivl styrke tilliden mellem medarbejdere og deres chefer. Mellem skuespillere og deres instruktører. Mellem befolkninger og deres regeringer.

Vejen fremad er simpel: Det eneste, vi behøver gøre, er at insistere på, at vi i fremtidens samfund ikke tolererer nogen former for magtmisbrug.

Publiceret i avisen Danmark den 23. marts 2018.

Hvornår bliver en historie for gammel?

Har du 2 minutter, så hør Christians svar her.

Fra arrangementet den 28. februar 2018 om PR og personlig branding, som Jonathan Løw & Listen Louder lagde hus til.

Facebook er et umodent produkt med 2 milliarder forsøgskaniner

De sociale mediers globale samfundsmæssige påvirkning er ude af kontrol.

»I Myanmar er Facebook så altoverskyggende, at det for mange mennesker er selve internettet. Og der er exceptionelt høje risici forbundet med det, der optræder på tjenesten, fordi misinformation, såvel som eksplicit fjendtligt sprogbrug, forværrer den mangeårige etniske splittelse og øger volden mod den etniske gruppe, rohingya«.

Sådan skildrede New York Times i oktober effekten af verdens mest udbredte sociale medieplatform i Myanmar. Det var under rohingya-muslimernes masseflugt mod Bangladesh, som begyndte i august, og siden da er omkring 700.000 af dem flygtet til nabolandet.

Den buddhistiske regering i Myanmar anerkender ikke rohingya-muslimerne som borgere, og med Facebook har såvel regeringen som militæret og befolkningen som helhed fået et stærkt våben i forfølgelsen af rohingya-muslimerne. Facebook bruges således til hadefuld propaganda og misinformation såvel som til kædebreve via Facebook Messenger, hvori der advares om opdigtede angreb fra rohingya-muslimerne.

I 2014 reducerede regeringen de sim-kort-restriktioner, som militærjuntaen havde indført. Det betød, at mobiltelefoner pludselig blev tilgængelige for befolkningen i en helt anden grad. Nye telefoner sælges typisk med Facebook præinstalleret. På bare tre år eksploderede antallet af brugere fra 2 til 30 millioner ud af et samlet indbyggertal på 54 millioner.

Facebook forsøger på må og få at begrænse spredningen af det hadfyldte indhold, men det er tydeligvis mere, end tjenesten kan magte. Indsatsen er inkonsekvent, og forsøgene på at håndhæve tjenestens egne regler medfører også, at rohingya-muslimer censureres, når de bruger Facebook til at dokumentere undertrykkelsen og de talrige brud på menneskerettighederne.

Facebook og Myanmar er naturligvis langtfra enestående som eksempel på, at de sociale mediers samfundsmæssige påvirkning er ude af kontrol. Men det illustrerer knivskarpt, hvad det er for udfordringer, vi som globalt samfund står over for.

Mark Zuckerberg kan hævde, at han med Facebook gør verden til et bedre sted, men der er grund til at så tvivl om, hvorvidt han som selvudnævnt indvarsler af globale forbedringer er lykkedes med sit forehavende.

Oprindeligt bød Facebook på en fascination af, hvordan man kunne forbinde sig med alle mulige mennesker, hvis liv man pludselig fik et helt nyt indblik i. Dette fik følgeskab af, at tjenesten sammen med andre sociale medier gav folket en ny slags magt, som blandt har givet Facebook en del af æren for, at Obama blev valgt, og at det arabiske forår fandt sted.

Undervejs opstod følelsen af, at Facebook var en for voldsom distraktion – foranlediget af lidt for mange kattevideoer og billeder af folks måltider. Dette blev kombineret med en dalende hipfaktor, efterhånden som de unge brugeres forældre også begyndte at oprette profiler.

Endelig fulgte den ekstreme kommercialisering og følelsen af, at Facebook allermest handler om at udnytte folks brugerdata til salg af produkter med en hidtil uset målrettethed.

I dag er vi så i en situation, hvor vi med al rimelighed kan sige, at Facebook er en platform for spredningen af ’fake news’, propaganda og politisk indblanding fra antidemokratiske kræfter. At Facebook er med til at forværre forfølgelsen af rohingya-muslimer i Myanmar. At Facebook spillede en afgørende rolle i såvel Brexit som i valget af Donald Trump.

Vi ved, at det sker, netop fordi platformen prioriterer indhold, der skaber drama, splittelse og følelsesmæssigt oprør, højere end det, der oplyser, beriger og forener os.

Med inspiration fra den amerikanske økonom Raymond Vernons klassiske måde at tale om et produkts livscyklus på kan vi identificere en af hovedudfordringerne ved Facebook.

Vernon beskriver de tre første stadier som henholdsvis introduktion, vækst og modenhed. Facebook blev introduceret på Harvard University i 2004. Det tog otte år – indtil 2012 – at nå op på 1 milliard aktive brugere, og blot yderligere fem at nå de 2 milliarder, hvilket skete sidste sommer.

Væksten fortsætter hastigt, og så længe det er tilfældet, vil modenhedsstadiet aldrig blive nået.

Facebook er, kort sagt, et umodent produkt.

Det er en tjeneste, som ikke er voksen nok til at begribe sin egen indflydelse eller til at leve op til det ansvar, som følger med denne indflydelse. Den fuldkommen enestående omstændighed er, at dette produkt har to milliarder forsøgskaniner til rådighed.

Når Facebook prøver nye tiltag af – såsom januar måneds reviderede tidslinjealgoritme – berører disse eksperimenter mere end hver fjerde person på hele kloden.

Forhåbningen er, at det vil skabe positive konsekvenser. Realiteten er, at ingen ved, hvad der sker.

Først når eksperimenterne kaster negative resultater af sig, kan man så forsøge at rette op og gøre det bedre. Præcis som det skete efter præsidentvalget i 2016, hvor Facebook efter indledende tøven måtte erkende sit ansvar for udbredelsen af falske nyhedshistorier og den russiske indblanding i valget.

Det er åbenlyst ikke væsentlighedskriterierne eller interessen for almenvellet og de demokratiske grundprincipper, der er styrende for, hvilket indhold Facebooks brugere får at se. Tværtimod repræsenterer Facebook den ultimative markedsgørelse af medierne, hvor de junglerå kapitalkræfter styrer showet.

De, der har pengene, har også magten til at sætte dagsordenen. Og på denne dagsorden er demokratiet rykket ned under det punkt, der hedder ’Eventuelt’.

Bragt i Politiken den 2. marts 2018.