Interview med AJKS: Når kunst og kultur møder erhvervslivet

Du er midt i et paradigmeskifte. Kunsten flytter arena. Fra museet til fiskefabrikken. Virksomheder opdager i stigende grad, at kunst kan understøtte deres kreativitet og innovation - men har kunsten også brug for virksomhederne?

Hvordan ser de nye partnerskaber ud og hvad sker der med kunsten, når den flytter arena?

AJKS har interviewet Christian Have, debattør, foredragsholder, moderator, forfatter og kreativ direktør i Have Kommunikation. 

Han er også manden bag begrebet CCR (Corporate Cultural Responsibility), der fokuserer på at skabe nye, kreative partnerskaber mellem kulturen og erhvervslivet, som kommer begge parter til gode. 

Kunstens nye fora 

Den gode nyhed er, at kunsten lige nu finder nye rum, finder plads og boltrer sig i nye samarbejdsformer med hele byer, virksomheder og kommuner, hvis vi skal tro Christian Have. 

”Havde du spurgt mig for 5-10 år siden, havde jeg været mere pessimistisk. Kunst er i mange år blevet nedprioriteret og midler er blevet beskåret,” forklarer Christian. 

Et paradigmeskifte for kunsten 

”I dag ser vi heldigvis, at der er en række nye platforme for kunsten. Det er fx gennem byer eller kommuner, der sætter kunstnere sammen med erhvervslivet og på den måde er med til at flytte kunsten og skabe ny kunst,” forklarer Christian. 

Det sker fx i Nordjylland hvor Artbizz har faciliteret partnerskaber mellem nordjyske virksomheder og uddannelsesinstitutioner og forskellige kunstnere for at sætte fokus på alt fra bedre afstresning til medarbejderinddragelse og formidling af kommercielle produkter. 

”Det nye i forholdet mellem kunsten og erhvervslivet er, at kunsten ikke primært er bestillingsarbejde, hvor en virksomhed har brug for udsmykning af foyeren eller to nye vægmalerier. Kunsten samskaber, understøtter og igangsætter processer, der er bydende nødvendige for virksomhederne – og for alle os andre,” forklarer Christian. 

Medarbejderinddragelse via billedkunst

Et eksempel er FF Skagen A/S, der skulle fusionere med en fabrik i Hirtshals. Ledelsen ønskede at inddrage medarbejderne i processen, så derfor kom billedkunstner, Karsten Auerbach, forbi. 

I første omgang holdt han en heldags maleworkshop med alle 140 medarbejdere og herefter flyttede han ind på fabrikken med sit staffeli i en uge, hvor medarbejderne løbende fortalte ham om livet på virksomheden. 

Et ærligt og detaljeret syn med fokus på medarbejdernes holdninger

Det fysiske resultat blev 10 malede billeder, der dels viste fabrikkens fysiske rammer og dels indeholdt symboler for medarbejdernes udsagn om værdier, ønsker og visioner. På den måde fik FF Skagen et ærligt og detaljeret billede af medarbejdernes holdninger og de blev samtidig synlige for hele virksomheden.

“Det er fantastisk at få Karstens syn på vores virksomhed! Jeg er overrasket over de detaljer, han får med,” fortalte Johannes Palsson, adm. Direktør, FF Skagen. 

Kunsten skal bibeholde sin integritet og kvaliteten skal være høj 

Men selvom kunsten måske flytter sig rent fysisk, er det stadig kunsten i ren form, der er brug for. 

”Kunsten er essentiel for vores samfund og for den enkelte,” forklarer Christian. 

”Kunst tvinger os til at reflektere, til at spørge hvorfor vi er her – og når vi oplever kunst kommer vi tættere på vores indre legebarn. Det har vi brug for! Og det ved mange virksomheder, at de har brug for. Vi kan ikke bare indføre mere LEAN eller effektivisere os ud af udfordringerne; vi skal være kreative og innovative. Derfor er der ikke tale om at gå på kompromis med sin kunst, hvis man samarbejder med fx virksomheder. Kunstneren skal bevare sin integritet, sine skæve tanker og kunstneriske visioner. For virksomhederne vil gerne have bud på noget, de ikke har tænkt på før.” 

Spring ud fra vippen 

Når kunstnere og virksomhedsledere skal finde sammen er det som at lære at danse. 

”Vi skal lige mødes og lære hinanden at kende,” forklarer Christian. 

For nogle kunstnere kræver det måske et skift i perspektiv. 

”I stedet for at tænke, at man er nødt til at samarbejde med virksomheder på grund af økonomi, kan man se det som en spændende udfordring. Som noget man glæder sig til at komme i gang med – det kan give nye kunder, nye platforme og et helt nyt netværk. Mange virksomheder er i gang med et generationsskifte, og de nye ledere tænker på samme måde. De har også været på Roskilde, de er ikke nødvendigvis en art fra en fremmed planet,” mener Christian. 

Overvejer du at samskabe med virksomheder?

Hvis du overvejer at kaste dig ud i samskabelse og innovation med virksomheder, har Christian nogle gode råd: 

1. Brug cases. Vis hvad andre har gjort og hvad de har fået ud af det. For virksomheder er cases det stærkeste argument 
2. Når du har fået samarbejdspartnere, så få dem (altså virksomhederne) til selv at fortælle om processen, resultatet og kunsten 
3. Start med de virksomheder, der allerede er i gang og bed om et godt råd til hvordan du kommer videre 

På CCR instituttet kan du finde cases fra eksisterende partnerskaber mellem kultur, kunst og erhvervsliv, blive klogere på hvilke virksomheder og fx kommuner der har fokus på partnerskaber og læses cases.

Dette interview blev oprindeligt bragt på AJKS.dk den 23. februar 2018.

Artikel på Altinget: Derfor har FN's Verdensmål vind i sejlene

Det følgende er et uddrag fra en netop publiceret Altinget-artikel om FN's 17 verdensmål. Altinget konkluderer efter en undersøgelse, at "danske ulandsorganisationer knuselsker verdensmålene og bruger dem aktivt i strategiarbejdet". Jeg giver her min forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan.

Det forretningsmæssige aspekt i verdensmålene er samtidig én af forklaringerne på, at de har fået så massiv vind i sejlene. Det vurderer Christian Have, der er kreativ direktør i Have Kommunikation.

"Det er ikke længere bare noget med, at nu skal vi hjælpe og/eller dulme vores dårlige samvittighed," siger han.

Det skyldes blandt andet, at de 17 verdensmål fra 2015 har en radikalt anderledes anatomi end forgængeren. Man har ikke kun sat mål for fremgang i udviklingslandene – det er globale mål. Samtidig har man tænkt virksomhederne ind som en central del af løsningen.

"Verdensmålene rummer nogle nye dimensioner. Det vil sige, at du som virksomhed kan indgå nogle partnerskaber med en en ngo, som skaber værdi for dig selv. Så det bliver ikke kun en envejs-donationsmentalitet, men man siger i stedet: Nu går vi sammen om at opnå nogle bestemte verdensmål," siger Christian Have.

Han peger samtidig på, at det er helt logisk, at ulandsorganisationerne bakker så massivt op om verdensmålene. Dels har man af dem et formål, som flugter fuldstændig med værdierne i verdensmålene. Og dels er de 17 FN-mål også med til at styrke deres position.

"De senere år er der blevet sat spørgsmålstegn ved deres administrationsprocenter. Samtidig er de påvirket af nogle folkestemninger, som peger i retning af, at man hellere vil hjælpe herhjemme. Og der tror jeg, verdensmålene kan være med til at give organisationerne legitimitet, fordi det bliver rigtig interessant at indgå partnerskaber med dem for en række aktører," siger Christian Have.

Læs hele artiklen her.

FN's 17 Verdensmål: Lad os redde verden inden 2030

Vi vil alle sammen gerne have det lidt bedre, end vi har det. Som sådan kunne vi jo bare begynde at spise sundere, gøre vores arbejde ekstra godt eller løbe en tur – og så høste de positive konsekvenser, det vil resultere i. Men der skal typisk mere til, før vi får taget os sammen.

Det kræver, at vi hæver vores bevidsthed og skuer længere frem end blot vores rutineprægede dagligdag. Når vi betragter vores liv i et større perspektiv, øges forståelsen for, at vi må tage hånd om tilværelsen på en ny måde – og den nemmeste måde at imødekomme kravet om forandringer er at sætte sig konkrete, realistiske mål.

Det betyder, at lige så snart, vi sætter os for, at vi vil tabe 5 kilo, have 2.000 kroner i lønforhøjelse eller gennemføre en halvmaraton, bliver det pludselig langt mere håndterbart for os. Samtidig ved vi, at det vil udløse en stærk tilfredsstillelse i os at indfri vores mål, hvormed vi lettere holdes til ilden.

Det er den samme målsætningsøvelse, som hele verden med FN’s 17 Verdensmål har kastet sig over. Målene dækker alt fra at afskaffe fattigdom til at bekæmpe klimaforandringerne. Fra at sikre ligestilling mellem kønnene til at mindske den sociale ulighed. Fra at sikre lige adgang til kvalitetsuddannelser til helt at udrydde hungersnød. Målene skal være indfriet i 2030. Det er noget andet end en overkommelig januarslankekur. Men psykologien bag er i sin grundform den samme. For Verdensmålene er netop realistiske.

Vi har allerede den viden og teknologi og de ressourcer, som er nødvendige for at indfri dem. Der er god grund til at tro, at vi som planet kan foretage denne bæredygtige omstilling til et globalt samfund, hvor økonomien ikke er det eneste vækstparameter. Selvom det kan virke uoverkommeligt.

Det opløftende er, at de mentale forandringsprocesser ofte finder sted hurtigere, end vi forventer. Kig eksempelvis på, hvordan man for blot få år siden kiggede noget hånligt på økologisk mad. Nu er der økologi i alt fra køledisken i Netto til burgerbarens snaskede delikatesser. Eller kig på #MeToo-bevægelsen, der på blot få måneder har løftet den globale bevidsthed om nødvendigheden af kvinders ligestilling op på et hidtil uovertruffet niveau.

Så Verdensmålene er afgjort ikke blot nogle flotte, men i øvrigt utopiske visioner. Det er reelle mål, som vi vitterligt kan opnå, inden kalenderen viser 2030. De yngre generationer forstår vigtigheden af målene på et intuitivt plan. De ved, at der ikke er megen verden at overtage, hvis vi ikke som planet strammer os gevaldigt an.

Sværere er det med de ældre generationer. Men heri ligger den helt store genistreg i verdensmålene: Det er ikke en hundredeårsplan. Målene skal netop indfries inden for en overskuelig årrække. De fleste af os, der ikke er helt unge længere, tør trods alt godt tro på at leve til og med 2030.

Så vi har al grund til at føle os motiverede. Om ikke andet, så fordi vores fælles bedrift vil være én, som de fremtidige generationer for altid vil takke os for.

Bragt i Fyens Stiftstidende, 12. februar 2018.

Velkommen til eliten – igen!

”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.”

Sådan sagde den nyvalgte statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale, den 1. januar 2002.

”Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst,” tilføjede Fogh.

Nytårstalen satte et varigt indtryk på det danske samfund. Debatten, som nytårstalen affødte, fokuserede på det centrale spørgsmål: Er der egentlig brug for alle disse elitære smagsdommere i samfundet? Svaret var for flertallets vedkommende et utvetydigt nej. Fogh havde ret.

Det har lige siden resulteret i fortløbende angreb på eliten, ikke mindst som den tager sig ud inden for den akademiske, kulturelle og politiske sfære. I den brede befolknings øjne blev det ildeset at hævde, at man måske vidste bedre. Som Fogh formulerede det: ”Når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.”

På sin vis var det i udgangspunktet en konstruktiv og ganske nødvendig selvransagelse, vi som samfund blev kastet ud i. Når tilslutningen til en anti-elitær udmelding som Foghs var så stor, var der naturligvis noget om snakken. Der lå noget bag. Danmark var i ubalance, og respekten og forståelsen for det folkelige manglede.

Nu er tiden imidlertid kommet til, at vi byder eliten inden for i varmen igen.

Et Danmark i balance er netop ikke hverken et anti-elitært eller et anti-folkeligt samfund. Det er i stedet et samfund, hvor vi forstår, at vi fuldt ud har behov for begge dele.

Vi har både brug for de professionelle fodboldspillere i Superligaen og amatørerne rundt i landets sportsklubber. Det Kongelige Teater og Vild med dans. Noma og pizzeriaet nede på hjørnet. Den innovative entreprenør og den lokale tømrer. Kunst på højeste internationale niveau og keramikkurser, som alle kan deltage i. Filosoffen og VVS-manden. Politikere, der kan forhandle med Macron, May og Merkel, og politikere, der kan bjergtage ethvert forsamlingshus.

Det folkelige er naturligvis fuldt ud lige så værdiskabende som det elitære. Men det er værdiskabende på forskellige præmisser.

Det, vi kalder folkeligt, er det, der kan begejstre bredt, samle borgerne, og som er lettilgængeligt – både praktisk, økonomisk og intellektuelt. Man behøver ikke at befinde sig et bestemt sted, udstyret med en bugnende pengepung og en kandidatgrad for at kunne værdsætte Vild med dans, søndagsserien på DR eller Melodi Grand Prix.

Den samfundsmæssige forståelse af, hvad det vil sige, at noget tilhører ”eliten”, har imidlertid brug for at blive revideret, da vi først og fremmest fokuserer på folks attitude som værende elitær. Med andre ord: Snobbet, bedrevidende og nedladende. En attitude, som på ingen måder skal forsvares her.

Vores frustrationen over personer med en sådan attitude har dog fået os til som samfund at udvikle en nærmest kategorisk afvisning af personer, der på forskellig vis måtte stikke snuden lidt for langt frem og hævde, at vedkommende har en indsigt, der kunne komme alle os andre til gode. Tro mod Janteloven skal en sådan person ikke tro, at han eller hun er noget. Vi ved bedst selv.

Lad os her stoppe op og få indkredset, hvad det egentlig vil sige, at tilhøre en elite.

Det betyder, kort og godt, at man er blandt de bedste inden for sit område. Dér er man typisk endt gennem en blanding af naturtalent, mange års øvelse og målrettet dedikation. Det gør sig gældende for både den professionelle fodboldspiller og billedkunstneren. For toppolitikeren og balletdanseren. For videnskabsmanden og forfatteren.

Det, som alle disse – med enkelte markante undtagelser – har tilfælles, er, at de udgør samfundsmæssige forbilleder. Lilleputspilleren drømmer om at spille i Superligaen. Den spirende krimiforfatter drømmer om at blive den næste Jussi Adler Olsen. Og den lokale ungdomspolitiker drømmer om at blive statsminister. Med andre ord er den egentlige elite de personer, som vi på forskellig vis lader os betage og inspirere af. Som vi ser op til, og som vi derfor gerne vil lære en hel masse af.

Lad os derfor skifte fokus, når vi snakker om eliten, så vi vender blikket væk fra de personer, der opfører sig elitært. De udgør ikke eliten – de er blot bedrevidende. Lad os i stedet fokusere på de personer, der har opnået ting og er nået steder hen i verden og livet, som kun de allerfærreste har. Og lad os give dem en ny chance, når de åbner munden for at dele ud af deres viden og indsigter.

Insisterer vi som samfund på at være anti-elitære og i stedet dyrke det folkelige for det folkeliges skyld, trækker vi os selv i den gale retning.

Det har vi i allerhøjeste grad set i USA, hvor kløften mellem folket og eliten er blevet så stor, at Det Hvide Hus nu bebos af en populistisk tv-stjerne og forretningsmand. Af en person, som netop nåede hele vejen til verdens mest magtfulde embede ved at markedsføre sig selv som anti-elitær. Og hvis vore ambition er at skabe et samfund i balance, er der aktuelt intet vestligt demokrati, der gør sig bedre som skrækeksempel end Amerikas Forenede Stater.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark, 26. januar 2018.

Frels de unge fra ”fake news”

I dag for et år siden, den 11. januar 2017, blev det forgangne års måske mest skelsættende udtryk cementeret i den offentlige bevidsthed. Det skete, da Donald Trump – ni dage før han blev indsat som amerikansk præsident – under sin egen pressekonference kaldte CNN for ”fake news”.

Google Trends giver et overblik over, hvordan hele verden bruger søgemaskinen. Et kig herpå afslører, at søgetermen ”fake news” kun blev brugt ganske lidt indtil starten af november 2016, da Trump blev valgt. Herefter eksploderede brugen. Den primære motivation må formodes at være, at folk søgte en forklaring på, at Trump overhovedet blev valgt.

”Fake news” blev netop et begreb, der dækkede over de bevidst fejlagtige nyhedshistorier, som blev spredt med det formål at påvirke, hvor folk ville sætte deres kryds ved præsidentvalget. Med andre ord: En ganske bogstavelig definition.

Denne definition fik begrebet lov til at leve med i et par måneder. I denne periode publicerede New York Times sit studie af, hvordan en falsk nyhedshistorie spreder sig, mens Washington Post beskrev Ruslands rolle i at sprede de falske nyhedshistorier under valgkampen – samt hvordan Google og Facebook nu kæmpede for at begrænse historiernes fremkomst.

Men da Trump den 11. januar anvendte begrebet til at beskrive CNN, en hjørnesten i den amerikanske nyhedsdækning siden 1980, ændrede det karakter. CNN træder som enhver nyhedsorganisation forkert fra tid til anden – og suspenderer eller fyrer som regel også de ansvarlige medarbejdere, når det sker. Men det er i sig selv bevidst fejlagtigt at hævde, at CNN’s mission skulle være at transmittere bevidst fejlagtige nyhedshistorier.

Siden da har Trump også kaldt NBC, CBS, ABC, Washington Post og ikke mindst New York Times for ”fake news”. Den 8. oktober gik han endda så vidt som til at hævde, at han personligt havde opfundet ordet ”fake” – dog mente han sandsynligvis, at han skulle have opfundet begrebet ”fake news”. Hvilket han naturligvis ikke har. Men han er i stor stil lykkedes med at tilsløre begrebets oprindelige betydning, så historier om ”fake news” nu frem for alt handler om Trumps evindelige kritik af de medier, der vover at publicere kritiske historier om ham.

Tilliden til nyhedsmedierne har efterfølgende været for nedadgående – også herhjemme. Jyllands-Posten kunne sidste år fortælle, at hver fjerde dansker stoler mindre på medierne efter den massive diskussion om ”fake news” – og at problemet var størst blandt de 18-29-årige. Hvis dén historie ellers er til at stole på (den blev endda bragt den 1. april), slår den en streg under den primære udfordring, som hele denne problematik rummer.

Selvfølgelig skal nyhedsmedierne kigge selv grundigt efter i sømmene og sørge for, at de leverer journalistik af allerhøjeste kvalitet. Selvfølgelig er det positivt, at de altoverskyggende teknologigiganter forsøger at bekæmpe falske konti og spredere af misinformation. Selvfølgelig er den offentlige debat – som dette indlæg er en del af – altafgørende for, at den brede bevidsthed om problemets opfang øges. Men den helt store udfordring består i at lære børn og unge om vigtigheden af at have en stærk, uafhængig og kritisk presse.

De ældre generationer, for hvem public service-kanalernes nyhedsudsendelser og den daglige avislæsning (på tryk eller skærm) er velintegrerede dele af tilværelsen, er ikke problemet. Vi skal nok sørge for at holde os selv nogenlunde oplyste, indtil vi en dag ikke er her længere. Det kan vi dog ikke sige med nogen form for sikkerhed om vores børn og børnebørns generationer. Her er medieforbruget radikalt anderledes og mistilliden til de gamle medier større, mens den intuitive forståelse af værdien af den publicistiske tradition er langt mindre.

Derfor er tiden i allerhøjeste grad inde til, at vi som samfund erkender hvilken udfordring, vi står over for. Det nemmeste, vi kan gøre, at skrue gevaldigt op for mediestøtten. I år er den på 352 millioner kroner. Selv en fordobling ville være en beskeden pris at betale for at styrke og bevare såvel demokratiet og den publicistiske tradition, der alt for nemt kan smuldre i kynisk kapitalisme og klikbar lokkemad, hvis ikke vi passer gevaldigt på.

Hertil kommer naturligvis nødvendigheden af at sætte ind på den uddannelsesmæssige front. Den kritiske sans, vi søger at opøve hos alle børn og unge, skal gøres så skarp, at ingen føler trang til at erstatte demokratisk oplysning med totalitær formørkelse. Den formørkelse, som Trump uden tvivl er den altoverskyggende men langt fra eneste repræsentant for.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 11. januar 2018.