“Du vil jo gerne være med i hulen, ik’, Mulle?”
Denne klassiske replik fra Bille Augusts Zappa er for os danskere den altoverskyggende kulturelle reference, når det kommer til at lokke folk til at gøre noget, de egentlig ikke har lyst til – men som de gør alligevel, fordi de ikke vil gå glip af det, de har fået stillet i udsigt.
Mulle bukker som bekendt under og spiser en skovsnegl, så han kan få lov at blive i Stens hule – og i øvrigt få sin nyvundne Marokkopude tilbage, efter Sten kort forinden havde neglet den fra ham.
I TV 2’s dokumentarserie De misbrugte filmbørn fortælles det, hvordan en næsten identisk vending blev brugt af instruktør Lasse Nielsen, som seksuelt misbrugte en hel række af de mindreårige drenge, der medvirkede i hans ungdomsfilm i 70’erne – herunder Du er ikke alene og Måske ku’ vi:
”Du har vel lyst til at være med i min film?”
De unge drenge skulle ikke spise en skovsnegl, sådan som Mulle blev tvunget til at gøre. I stedet skulle de have seksuelt samkvem med instruktøren, som på rutinebasis inviterede drengene hjem til sin private bolig. Brugen af denne vending, når en ung dreng modsatte sig hans fremturen, afslører det parameter, der gør Lasse Nielsens handlinger så utilgivelige: Han var fuldt ud bevidst om, at drengene handlede mod deres vilje, og at han således begik overgreb på dem.
I dokumentarseriens andet afsnit sættes der fokus på Ernst Johansen, en af Lasse Nielsens samtidige instruktørkollegaer – bedst kendt for Krigernes børn, ligesom han var medinstruktør på Du er ikke alene. Mens Lasse Nielsen systematisk misbrugte drenge, misbrugte Ernst Johansen piger.
Susanne B. Storm, der medvirkede i Krigernes børn, blev som 14-årig voldtaget af Ernst Johansen, og som hun formulerer det, var Ernst Johansen præcis lige så bevidst om sine handlinger som Lasse Nielsen var:
”Det var jo en tilrettelagt, strategisk manipulationsproces.”
Begge instruktører har således på groveste vis udnyttet den magt og autoritet, som de havde i kraft af deres positioner som filmskabere.
Stine Olsen, der som 14-årig undergik samme tragiske skæbne som Susanne B. Storm i forbindelse med Krigernes børn, kalder TV 2’s afdækning af Ernst Johansens handlinger for ”en hemmelig historie, der er kommet frem”. Det samme kan siges om afdækningen af Lasse Nielsens handlinger.
Historierne var nok hemmelige, men de var langt fra enestående. Tværtimod kommer de som bekendt midt i det, vi nu kan kalde #MeToo-æraen.
Det er for tidligt at afgøre, om det er en global tsunami, som er ved at indtage sin slutfase, eller om det er et mangeårigt højvande, vi kun har set begyndelsen af. Uanset hvad vil #MeToo-bevægelsen lade flere og flere seksuelle krænkere lide deres karrieremæssige druknedød.
Det hele tog fart med Hollywood-producenten Harvey Weinstein i det forgangne efterår. Men selvom bevægelsen så ofte beskrives i kontekst af filmbranchen, har vi set, at magtfunderede seksuelle krænkelser findes i snart sagt enhver samfundsmæssig kontekst – herunder den politiske verden og det private erhvervsliv. Så fællesnævneren blandt krænkerne er naturligvis ikke, at de er filmfolk.
Fællesnævneren er derimod, at de befinder sig i en særlig magtposition. Denne magt kan bruges på to måder: Enten bruges den til at styrke andre mennesker og hjælpe dem med et indfri deres potentiale. Eller også bruges den til at krænke og udnytte dem. Til at få dem til at gøre dette eller hint – spiser en skovsnegl, lader sig befamle eller det, der er endnu værre – mod at de til gengæld får et ønske opfyldt.
Hvis vi skal komme disse seksuelle krænkelser til livs, er det derfor altafgørende, at vi gør, hvad vi kan for at frembringe en helt ny kultur omkring det at have magt.
Vi kan skrive nok så mange nye personalepolitikker, stramme HR-afdelingens beføjelser og måske revidere lovgivningen, så vi på alle tænkelige måder har det sort på hvidt, at en sådan udnyttelse af magt er fuldkommen utilstedelig. Det ved vi jo imidlertid allerede godt.
Det, der er brug for, er derfor, at vi ændrer synet på, hvad det vil sige at have magt.
Tænk, hvis vi kunne leve i en kultur, hvor det at indtage en magtposition ikke først og fremmest udløser en følelse af øget status over sine medmennesker, men i stedet en følelse af ydmyghed. Hvor magt kun er noget, man søger, når man oprigtigt tror på, at man kan gøre en positiv forskel i verden. Hvor der vitterligt sættes lighedstegn mellem øget magt og øget moralsk ansvar. Ikke kun som floskel i tiltrædelsestalen, men i praksis i ethvert menneskes gøren og laden.
En sådan kultur vil uden tvivl styrke tilliden mellem medarbejdere og deres chefer. Mellem skuespillere og deres instruktører. Mellem befolkninger og deres regeringer.
Vejen fremad er simpel: Det eneste, vi behøver gøre, er at insistere på, at vi i fremtidens samfund ikke tolererer nogen former for magtmisbrug.
Publiceret i avisen Danmark den 23. marts 2018.
