Interview med AJKS: Når kunst og kultur møder erhvervslivet

Du er midt i et paradigmeskifte. Kunsten flytter arena. Fra museet til fiskefabrikken. Virksomheder opdager i stigende grad, at kunst kan understøtte deres kreativitet og innovation - men har kunsten også brug for virksomhederne?

Hvordan ser de nye partnerskaber ud og hvad sker der med kunsten, når den flytter arena?

AJKS har interviewet Christian Have, debattør, foredragsholder, moderator, forfatter og kreativ direktør i Have Kommunikation. 

Han er også manden bag begrebet CCR (Corporate Cultural Responsibility), der fokuserer på at skabe nye, kreative partnerskaber mellem kulturen og erhvervslivet, som kommer begge parter til gode. 

Kunstens nye fora 

Den gode nyhed er, at kunsten lige nu finder nye rum, finder plads og boltrer sig i nye samarbejdsformer med hele byer, virksomheder og kommuner, hvis vi skal tro Christian Have. 

”Havde du spurgt mig for 5-10 år siden, havde jeg været mere pessimistisk. Kunst er i mange år blevet nedprioriteret og midler er blevet beskåret,” forklarer Christian. 

Et paradigmeskifte for kunsten 

”I dag ser vi heldigvis, at der er en række nye platforme for kunsten. Det er fx gennem byer eller kommuner, der sætter kunstnere sammen med erhvervslivet og på den måde er med til at flytte kunsten og skabe ny kunst,” forklarer Christian. 

Det sker fx i Nordjylland hvor Artbizz har faciliteret partnerskaber mellem nordjyske virksomheder og uddannelsesinstitutioner og forskellige kunstnere for at sætte fokus på alt fra bedre afstresning til medarbejderinddragelse og formidling af kommercielle produkter. 

”Det nye i forholdet mellem kunsten og erhvervslivet er, at kunsten ikke primært er bestillingsarbejde, hvor en virksomhed har brug for udsmykning af foyeren eller to nye vægmalerier. Kunsten samskaber, understøtter og igangsætter processer, der er bydende nødvendige for virksomhederne – og for alle os andre,” forklarer Christian. 

Medarbejderinddragelse via billedkunst

Et eksempel er FF Skagen A/S, der skulle fusionere med en fabrik i Hirtshals. Ledelsen ønskede at inddrage medarbejderne i processen, så derfor kom billedkunstner, Karsten Auerbach, forbi. 

I første omgang holdt han en heldags maleworkshop med alle 140 medarbejdere og herefter flyttede han ind på fabrikken med sit staffeli i en uge, hvor medarbejderne løbende fortalte ham om livet på virksomheden. 

Et ærligt og detaljeret syn med fokus på medarbejdernes holdninger

Det fysiske resultat blev 10 malede billeder, der dels viste fabrikkens fysiske rammer og dels indeholdt symboler for medarbejdernes udsagn om værdier, ønsker og visioner. På den måde fik FF Skagen et ærligt og detaljeret billede af medarbejdernes holdninger og de blev samtidig synlige for hele virksomheden.

“Det er fantastisk at få Karstens syn på vores virksomhed! Jeg er overrasket over de detaljer, han får med,” fortalte Johannes Palsson, adm. Direktør, FF Skagen. 

Kunsten skal bibeholde sin integritet og kvaliteten skal være høj 

Men selvom kunsten måske flytter sig rent fysisk, er det stadig kunsten i ren form, der er brug for. 

”Kunsten er essentiel for vores samfund og for den enkelte,” forklarer Christian. 

”Kunst tvinger os til at reflektere, til at spørge hvorfor vi er her – og når vi oplever kunst kommer vi tættere på vores indre legebarn. Det har vi brug for! Og det ved mange virksomheder, at de har brug for. Vi kan ikke bare indføre mere LEAN eller effektivisere os ud af udfordringerne; vi skal være kreative og innovative. Derfor er der ikke tale om at gå på kompromis med sin kunst, hvis man samarbejder med fx virksomheder. Kunstneren skal bevare sin integritet, sine skæve tanker og kunstneriske visioner. For virksomhederne vil gerne have bud på noget, de ikke har tænkt på før.” 

Spring ud fra vippen 

Når kunstnere og virksomhedsledere skal finde sammen er det som at lære at danse. 

”Vi skal lige mødes og lære hinanden at kende,” forklarer Christian. 

For nogle kunstnere kræver det måske et skift i perspektiv. 

”I stedet for at tænke, at man er nødt til at samarbejde med virksomheder på grund af økonomi, kan man se det som en spændende udfordring. Som noget man glæder sig til at komme i gang med – det kan give nye kunder, nye platforme og et helt nyt netværk. Mange virksomheder er i gang med et generationsskifte, og de nye ledere tænker på samme måde. De har også været på Roskilde, de er ikke nødvendigvis en art fra en fremmed planet,” mener Christian. 

Overvejer du at samskabe med virksomheder?

Hvis du overvejer at kaste dig ud i samskabelse og innovation med virksomheder, har Christian nogle gode råd: 

  1. Brug cases. Vis hvad andre har gjort og hvad de har fået ud af det. For virksomheder er cases det stærkeste argument 
  2. Når du har fået samarbejdspartnere, så få dem (altså virksomhederne) til selv at fortælle om processen, resultatet og kunsten 
  3. Start med de virksomheder, der allerede er i gang og bed om et godt råd til hvordan du kommer videre 

På CCR instituttet kan du finde cases fra eksisterende partnerskaber mellem kultur, kunst og erhvervsliv, blive klogere på hvilke virksomheder og fx kommuner der har fokus på partnerskaber og læses cases.

Dette interview blev oprindeligt bragt på AJKS.dk den 23. februar 2018.