FN's 17 Verdensmål: Lad os redde verden inden 2030

Vi vil alle sammen gerne have det lidt bedre, end vi har det. Som sådan kunne vi jo bare begynde at spise sundere, gøre vores arbejde ekstra godt eller løbe en tur – og så høste de positive konsekvenser, det vil resultere i. Men der skal typisk mere til, før vi får taget os sammen.

Det kræver, at vi hæver vores bevidsthed og skuer længere frem end blot vores rutineprægede dagligdag. Når vi betragter vores liv i et større perspektiv, øges forståelsen for, at vi må tage hånd om tilværelsen på en ny måde – og den nemmeste måde at imødekomme kravet om forandringer er at sætte sig konkrete, realistiske mål.

Det betyder, at lige så snart, vi sætter os for, at vi vil tabe 5 kilo, have 2.000 kroner i lønforhøjelse eller gennemføre en halvmaraton, bliver det pludselig langt mere håndterbart for os. Samtidig ved vi, at det vil udløse en stærk tilfredsstillelse i os at indfri vores mål, hvormed vi lettere holdes til ilden.

Det er den samme målsætningsøvelse, som hele verden med FN’s 17 Verdensmål har kastet sig over. Målene dækker alt fra at afskaffe fattigdom til at bekæmpe klimaforandringerne. Fra at sikre ligestilling mellem kønnene til at mindske den sociale ulighed. Fra at sikre lige adgang til kvalitetsuddannelser til helt at udrydde hungersnød. Målene skal være indfriet i 2030. Det er noget andet end en overkommelig januarslankekur. Men psykologien bag er i sin grundform den samme. For Verdensmålene er netop realistiske.

Vi har allerede den viden og teknologi og de ressourcer, som er nødvendige for at indfri dem. Der er god grund til at tro, at vi som planet kan foretage denne bæredygtige omstilling til et globalt samfund, hvor økonomien ikke er det eneste vækstparameter. Selvom det kan virke uoverkommeligt.

Det opløftende er, at de mentale forandringsprocesser ofte finder sted hurtigere, end vi forventer. Kig eksempelvis på, hvordan man for blot få år siden kiggede noget hånligt på økologisk mad. Nu er der økologi i alt fra køledisken i Netto til burgerbarens snaskede delikatesser. Eller kig på #MeToo-bevægelsen, der på blot få måneder har løftet den globale bevidsthed om nødvendigheden af kvinders ligestilling op på et hidtil uovertruffet niveau.

Så Verdensmålene er afgjort ikke blot nogle flotte, men i øvrigt utopiske visioner. Det er reelle mål, som vi vitterligt kan opnå, inden kalenderen viser 2030. De yngre generationer forstår vigtigheden af målene på et intuitivt plan. De ved, at der ikke er megen verden at overtage, hvis vi ikke som planet strammer os gevaldigt an.

Sværere er det med de ældre generationer. Men heri ligger den helt store genistreg i verdensmålene: Det er ikke en hundredeårsplan. Målene skal netop indfries inden for en overskuelig årrække. De fleste af os, der ikke er helt unge længere, tør trods alt godt tro på at leve til og med 2030.

Så vi har al grund til at føle os motiverede. Om ikke andet, så fordi vores fælles bedrift vil være én, som de fremtidige generationer for altid vil takke os for.

Bragt i Fyens Stiftstidende, 12. februar 2018.

Velkommen til eliten – igen!

”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.”

Sådan sagde den nyvalgte statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin første nytårstale, den 1. januar 2002.

”Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst,” tilføjede Fogh.

Nytårstalen satte et varigt indtryk på det danske samfund. Debatten, som nytårstalen affødte, fokuserede på det centrale spørgsmål: Er der egentlig brug for alle disse elitære smagsdommere i samfundet? Svaret var for flertallets vedkommende et utvetydigt nej. Fogh havde ret.

Det har lige siden resulteret i fortløbende angreb på eliten, ikke mindst som den tager sig ud inden for den akademiske, kulturelle og politiske sfære. I den brede befolknings øjne blev det ildeset at hævde, at man måske vidste bedre. Som Fogh formulerede det: ”Når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter.”

På sin vis var det i udgangspunktet en konstruktiv og ganske nødvendig selvransagelse, vi som samfund blev kastet ud i. Når tilslutningen til en anti-elitær udmelding som Foghs var så stor, var der naturligvis noget om snakken. Der lå noget bag. Danmark var i ubalance, og respekten og forståelsen for det folkelige manglede.

Nu er tiden imidlertid kommet til, at vi byder eliten inden for i varmen igen.

Et Danmark i balance er netop ikke hverken et anti-elitært eller et anti-folkeligt samfund. Det er i stedet et samfund, hvor vi forstår, at vi fuldt ud har behov for begge dele.

Vi har både brug for de professionelle fodboldspillere i Superligaen og amatørerne rundt i landets sportsklubber. Det Kongelige Teater og Vild med dans. Noma og pizzeriaet nede på hjørnet. Den innovative entreprenør og den lokale tømrer. Kunst på højeste internationale niveau og keramikkurser, som alle kan deltage i. Filosoffen og VVS-manden. Politikere, der kan forhandle med Macron, May og Merkel, og politikere, der kan bjergtage ethvert forsamlingshus.

Det folkelige er naturligvis fuldt ud lige så værdiskabende som det elitære. Men det er værdiskabende på forskellige præmisser.

Det, vi kalder folkeligt, er det, der kan begejstre bredt, samle borgerne, og som er lettilgængeligt – både praktisk, økonomisk og intellektuelt. Man behøver ikke at befinde sig et bestemt sted, udstyret med en bugnende pengepung og en kandidatgrad for at kunne værdsætte Vild med dans, søndagsserien på DR eller Melodi Grand Prix.

Den samfundsmæssige forståelse af, hvad det vil sige, at noget tilhører ”eliten”, har imidlertid brug for at blive revideret, da vi først og fremmest fokuserer på folks attitude som værende elitær. Med andre ord: Snobbet, bedrevidende og nedladende. En attitude, som på ingen måder skal forsvares her.

Vores frustrationen over personer med en sådan attitude har dog fået os til som samfund at udvikle en nærmest kategorisk afvisning af personer, der på forskellig vis måtte stikke snuden lidt for langt frem og hævde, at vedkommende har en indsigt, der kunne komme alle os andre til gode. Tro mod Janteloven skal en sådan person ikke tro, at han eller hun er noget. Vi ved bedst selv.

Lad os her stoppe op og få indkredset, hvad det egentlig vil sige, at tilhøre en elite.

Det betyder, kort og godt, at man er blandt de bedste inden for sit område. Dér er man typisk endt gennem en blanding af naturtalent, mange års øvelse og målrettet dedikation. Det gør sig gældende for både den professionelle fodboldspiller og billedkunstneren. For toppolitikeren og balletdanseren. For videnskabsmanden og forfatteren.

Det, som alle disse – med enkelte markante undtagelser – har tilfælles, er, at de udgør samfundsmæssige forbilleder. Lilleputspilleren drømmer om at spille i Superligaen. Den spirende krimiforfatter drømmer om at blive den næste Jussi Adler Olsen. Og den lokale ungdomspolitiker drømmer om at blive statsminister. Med andre ord er den egentlige elite de personer, som vi på forskellig vis lader os betage og inspirere af. Som vi ser op til, og som vi derfor gerne vil lære en hel masse af.

Lad os derfor skifte fokus, når vi snakker om eliten, så vi vender blikket væk fra de personer, der opfører sig elitært. De udgør ikke eliten – de er blot bedrevidende. Lad os i stedet fokusere på de personer, der har opnået ting og er nået steder hen i verden og livet, som kun de allerfærreste har. Og lad os give dem en ny chance, når de åbner munden for at dele ud af deres viden og indsigter.

Insisterer vi som samfund på at være anti-elitære og i stedet dyrke det folkelige for det folkeliges skyld, trækker vi os selv i den gale retning.

Det har vi i allerhøjeste grad set i USA, hvor kløften mellem folket og eliten er blevet så stor, at Det Hvide Hus nu bebos af en populistisk tv-stjerne og forretningsmand. Af en person, som netop nåede hele vejen til verdens mest magtfulde embede ved at markedsføre sig selv som anti-elitær. Og hvis vore ambition er at skabe et samfund i balance, er der aktuelt intet vestligt demokrati, der gør sig bedre som skrækeksempel end Amerikas Forenede Stater.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark, 26. januar 2018.

Frels de unge fra ”fake news”

I dag for et år siden, den 11. januar 2017, blev det forgangne års måske mest skelsættende udtryk cementeret i den offentlige bevidsthed. Det skete, da Donald Trump – ni dage før han blev indsat som amerikansk præsident – under sin egen pressekonference kaldte CNN for ”fake news”.

Google Trends giver et overblik over, hvordan hele verden bruger søgemaskinen. Et kig herpå afslører, at søgetermen ”fake news” kun blev brugt ganske lidt indtil starten af november 2016, da Trump blev valgt. Herefter eksploderede brugen. Den primære motivation må formodes at være, at folk søgte en forklaring på, at Trump overhovedet blev valgt.

”Fake news” blev netop et begreb, der dækkede over de bevidst fejlagtige nyhedshistorier, som blev spredt med det formål at påvirke, hvor folk ville sætte deres kryds ved præsidentvalget. Med andre ord: En ganske bogstavelig definition.

Denne definition fik begrebet lov til at leve med i et par måneder. I denne periode publicerede New York Times sit studie af, hvordan en falsk nyhedshistorie spreder sig, mens Washington Post beskrev Ruslands rolle i at sprede de falske nyhedshistorier under valgkampen – samt hvordan Google og Facebook nu kæmpede for at begrænse historiernes fremkomst.

Men da Trump den 11. januar anvendte begrebet til at beskrive CNN, en hjørnesten i den amerikanske nyhedsdækning siden 1980, ændrede det karakter. CNN træder som enhver nyhedsorganisation forkert fra tid til anden – og suspenderer eller fyrer som regel også de ansvarlige medarbejdere, når det sker. Men det er i sig selv bevidst fejlagtigt at hævde, at CNN’s mission skulle være at transmittere bevidst fejlagtige nyhedshistorier.

Siden da har Trump også kaldt NBC, CBS, ABC, Washington Post og ikke mindst New York Times for ”fake news”. Den 8. oktober gik han endda så vidt som til at hævde, at han personligt havde opfundet ordet ”fake” – dog mente han sandsynligvis, at han skulle have opfundet begrebet ”fake news”. Hvilket han naturligvis ikke har. Men han er i stor stil lykkedes med at tilsløre begrebets oprindelige betydning, så historier om ”fake news” nu frem for alt handler om Trumps evindelige kritik af de medier, der vover at publicere kritiske historier om ham.

Tilliden til nyhedsmedierne har efterfølgende været for nedadgående – også herhjemme. Jyllands-Posten kunne sidste år fortælle, at hver fjerde dansker stoler mindre på medierne efter den massive diskussion om ”fake news” – og at problemet var størst blandt de 18-29-årige. Hvis dén historie ellers er til at stole på (den blev endda bragt den 1. april), slår den en streg under den primære udfordring, som hele denne problematik rummer.

Selvfølgelig skal nyhedsmedierne kigge selv grundigt efter i sømmene og sørge for, at de leverer journalistik af allerhøjeste kvalitet. Selvfølgelig er det positivt, at de altoverskyggende teknologigiganter forsøger at bekæmpe falske konti og spredere af misinformation. Selvfølgelig er den offentlige debat – som dette indlæg er en del af – altafgørende for, at den brede bevidsthed om problemets opfang øges. Men den helt store udfordring består i at lære børn og unge om vigtigheden af at have en stærk, uafhængig og kritisk presse.

De ældre generationer, for hvem public service-kanalernes nyhedsudsendelser og den daglige avislæsning (på tryk eller skærm) er velintegrerede dele af tilværelsen, er ikke problemet. Vi skal nok sørge for at holde os selv nogenlunde oplyste, indtil vi en dag ikke er her længere. Det kan vi dog ikke sige med nogen form for sikkerhed om vores børn og børnebørns generationer. Her er medieforbruget radikalt anderledes og mistilliden til de gamle medier større, mens den intuitive forståelse af værdien af den publicistiske tradition er langt mindre.

Derfor er tiden i allerhøjeste grad inde til, at vi som samfund erkender hvilken udfordring, vi står over for. Det nemmeste, vi kan gøre, at skrue gevaldigt op for mediestøtten. I år er den på 352 millioner kroner. Selv en fordobling ville være en beskeden pris at betale for at styrke og bevare såvel demokratiet og den publicistiske tradition, der alt for nemt kan smuldre i kynisk kapitalisme og klikbar lokkemad, hvis ikke vi passer gevaldigt på.

Hertil kommer naturligvis nødvendigheden af at sætte ind på den uddannelsesmæssige front. Den kritiske sans, vi søger at opøve hos alle børn og unge, skal gøres så skarp, at ingen føler trang til at erstatte demokratisk oplysning med totalitær formørkelse. Den formørkelse, som Trump uden tvivl er den altoverskyggende men langt fra eneste repræsentant for.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 11. januar 2018.

Danmark bør få en børnekulturminister

Vi er alle enige om, at den kunst og kultur, vi møder som børn, sætter sig i os på en helt særlig måde.

Det gælder bøgerne vi får læst højt af vores forældre, historierne vi digter i danskundervisningen, instrumenterne vi lærer at spille på, sangene vi synger i kor, teaterforestillingerne vi ser og måske endda medvirker i – og ikke mindst mesterværkerne vi frembringer i formningslokalet.

På hver deres måde bidrager disse oplevelser til at forme os som mennesker, og kulturelle og kunstneriske oplevelser har – for alle og i særdeleshed for børn – to overordnede og altafgørende effekter:

For det første frisætter de vores skaberkraft og evne til at frembringe kreative løsninger. For det andet styrker de vores evne til at sætte vores liv i perspektiv og forstå de følelser, situationer og endda universer, som vi ikke har førstehåndserfaring med.

Kort sagt: Kunsten og kulturen gør os mere kreative og empatiske.

Uanset om man iklæder sig et humanistisk eller samfundsøkonomisk perspektiv, må det siges at være to stærkt attraktive kvaliteter. Den kreative og empatiske person er ikke blot et bedre menneske end den mentalt fastlåste og uempatiske person. Den kreative og empatiske person har også styrkede forudsætninger for at bidrage positivt til samfundet gennem sin udvikling af innovative løsninger og sin intuitive lyst til at gøre noget godt for andre mennesker.

Der er således al grund til at sørge for, at vi stiller den bedst mulige kunst og kultur og de bedst mulige kreative udfoldelsesmuligheder til rådighed for Danmarks børn. Det bør ske i folkeskolen – gennem en nedprioritering af PISA-fiseringen og en opprioritering af de kreative fag – såvel som i resten af samfundet.

Der kunne iværksættes en lang række løsrevne initiativer, som tilsammen kunne håbes at styrke børnekulturen. Men vi kunne også tage et langt mere proaktivt og fremsynet skridt, som demonstrerer, at vi som samfund tager dette område seriøst: Vi kunne oprette et dedikeret børnekulturministerium.

Oprettelsen af et sådant ministerium ville muliggøre italesættelsen af områdets vigtighed på en helt anden måde, end det er muligt i dag. Aktuelt er børne- og ungeområdet blot én blandt mange, langt større og mere markante poster i Kulturministeriets budget. Et budget, der som bekendt i forvejen er sendt på slankekur af regeringen.

Med en børnekulturminister i spidsen for området ville vi få mulighed for at forene de mange gode initiativer, projekter og begivenheder, der allerede findes over hele landet, i en samlet, national vision. I international sammenhæng har Danmark sammen med de øvrige skandinaviske lande netop udgjort den børnekulturelle fortrop i mange år – især takket være børnetv, -litteratur og -teater i absolut verdensklasse.

Potentialet er således særligt stort, og vi har dermed alle muligheder for igen at træde et skridt foran resten af verden. Ikke at oprettelsen af et børnekulturministerium med ét ville udløse mirakler. Men det ville være en altafgørende platform i arbejdet med at få dem til at opstå.

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 26. december 2017.

Danmark har skrevet under på, at børn har ret til et liv med kunst og kultur

Børn har ret til "fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv", og der bør være "passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse".

Sådan står der skrevet i FN's Børnekonvention. Med 196 lande som medunderskrivere - alle lande undtagen evigt genvordige USA - er det den mest udbredte menneskerettighedstraktat i verden. Det er ikke blot en erklæring om gode intentioner, som man som underskrivende land så vil prøve at efterleve. Det er en traktat, som man forpligter sig på at efterleve.

Det er, naturligt nok, retten til mad, sundhed, skolegang og beskyttelse mod vold, som folk typisk kan huske, når de skal liste elementer fra Børnekonventionen. Men netop derfor er det ekstra vigtigt at hæfte sig ved kunsten og kulturens plads i traktaten.

Det er et område, som for nemt bliver overset - og som man i praksis kan fornemme bliver overset, når kunsten og kulturens rolle i børn og unges liv og ikke mindst folkeskolen bliver diskuteret herhjemme.

PISA-fiseringen af folkeskolen har markant forringet vilkårene for de kreative fag, hvor elevernes præstationer ikke lader sig sammenligne på samme måde, som når de har en matematikprøve eller diktat. Og rundt omkring i landets kommuner er kunsten og kulturen ofte gjort til et område, som man kan vælge til eller fra, alt efter hvordan prioriteringerne nu er.

I ingen af tilfældene anses kunsten og kulturen som en grundlæggende menneskerettighed, og især ikke som noget, der sikrer vores yngste generationer "fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv".

Det er den velkendte og udbredte kortsigtethed, der er forklaringen på situationen. Det er mere åbenlyst, hvad retstavning og matematik afstedkommer af brugbare evner, så som samfund har vi tendens til at prioritere disse højere end undervisning i eksempelvis musik og billedkunst.

Det bliver vi åbenbart ved med, selv efter det for længst er blevet påvist, at børn, der udfolder sig kreativt som børn har det med at blive mere innovative som voksne (jf. f.eks. Rex LaMore, Michigan State University, 2013). Og det er naturligvis godt for samfundsøkonomien at have masser af borgere, der kan udvikle nye løsninger, produkter og services - hvis vi nu skal holde os til de let målbare parametre.

De allervigtigste parametre er imidlertid ikke nær så målbare.

Danmark har netop været vært for den internationale konference Children, Art & Culture + Sustainability, som fandt sted i Silkeborg og Aarhus den 15.-17. november. Jeg havde fornøjelsen af at være moderator, og ved konferencen satte prominente aktører som professor Anne Bamford fra University of Arts London og Lone Belling fra Liv og Lederskab problematikken omkring kunst og kultur til børn og unge i perspektiv af FN's Verdensmål.

Disse 17 mål adresserer ikke i sig selv kunst og kultur eksplicit, men som det blev gjort tydeligt på konferencen, er det netop kunsten og kulturen, der kan spille en altafgørende rolle i kampen for at nå dem.

Uanset om vi taler klima, ligestilling, fattigdomsbekæmpelse eller ansvarligt forbrug, er det kunsten og kulturen, der kan udvikle det, som Lone Belling kalder vores etiske kompas. Det er netop vores grundlæggende evne til at forstå vores medmennesker, deres baggrunde, udfordringer og kulturer, der kommer til at være udslagsgivende for, hvordan vi løser verdens udfordringer.

Det er naturligvis fint, at vi kan stave til "sustainability", og at vi kan udregne, hvor mange børn, der hvert år dør af fattigdom. Men det er naturligvis ikke disse evner, der udvikler vores empati - vores evne til at forstå med hjertet, hvorfor vi i fællesskab bør skride til handling og gøre verden til et bedre sted.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 2. december 2017.