Dansk film i krise: Hvor blev de store fortællinger af?

Lad os spole filmrullen tilbage til 1988. Efter 27 år uden så meget som en nominering skete det endelig: Danmark sikrede sig sit første eksemplar af verdens mest eftertragtede filmpris, og Oscar-statuetten blev tildelt Gabriel Axel for hans mesterværk, Babettes gæstebud.

Succesen skulle vise sig at være alt andet end en enlig svale. Året efter gjorde Bille August nemlig Axel kunsten efter og vandt den selvsamme pris for Pelle Erobreren. Og i 1990 modtog Kaspar Rostrup en nominering for Dansen med Regitze.

Samtidig var en ung instruktør ved navn Lars von Trier begyndt at markere sig, såvel i Danmark som på det internationale filmmarked, og med Riget fra 1994 cementerede hans unikke kunstneriske udtryk sig i den brede befolknings bevidsthed.

Med Dogme 95-manifestet fik von Trier sammen med Thomas Vinterberg gjort det klart for resten af verden, at Danmark på filmfronten var et historiefortællerland i international klasse. Væk med overdådige budgetter, filmtricks og overflødig action. Frem med det håndholdte kamera og et fokus på gribende fortællinger.

I årene siden er det på mange måder gået strygende for både dansk film og tv-fiktion. Skildringer af dansk romantik (Italiensk for begyndere), politik (Borgen) og krimi (Forbrydelsen) har alle gået deres internationale sejrsgang. I 2011 beviste Susanne Bier med Hævnen, at Danmark stadig har Oscarværdige film at byde på. Det samme gjorde nomineringerne til Efter brylluppet, En kongelig affære, Jagten, Krigen og Under sandet.

Så hvorfor er der stadig så megen snak om, at dansk film er i krise? Både filmskabere, branchefolk og kritikere udviser utilfredshed med dansk films status anno 2017. De vitale, kunstnerisk nyskabende fortællinger udebliver. Risikovilligheden er blevet mindre. Der er for lidt tid til at udvikle manuskripterne. Og således laves der hellere sikre hits end satses på unge talenter.

Den oplagte forklaring, som mange tyer til, handler – lidet overraskende – om økonomi. DVD-salget er dalet kraftigt og har efterladt et hul på en lille milliard. Samtidig har streaming skabt disruption i en branche med en mange årtier lang tradition for, hvordan nye film skal vises, ses og sælges. Der er imidlertid ikke meget vundet ved blot at anskue problematikken i et økonomisk perspektiv. For så overser man nemlig to perspektiver, som netop kan hjælpe dansk film frem mod en ny tinde.

For det første bør filmskabere erkende, at det, de skaber, ikke blot behøver være en film. Antallet af veje, der kan føre fra manuskript til publikum, er større end nogensinde før. Aldrig har der været så mange platforme, produktionsmetoder og distributionskanaler tilgængelige. Så den romantiske forestilling om kun at ville skabe film til det store lærred bør tilsidesættes.

For det andet bør problematikken vendes rundt, så økonomien ikke spiller nogen afgørende rolle i den indledende skaberproces. Den gode historie bør – uanset genre – altid have førsteprioritet.

Det betyder, at fokus fremover bør ligge på, hvordan vi som filmland kan skabe og udvikle store og relevante fortællinger, der bevæger publikum. På udvikling af både morgendagens talenter og filmbranche. På at have mod til at prioritere anderledes i de kommende forhandlinger om en ny filmlov.

Sidst, men ikke mindst, betyder det, at vi skal sætte fokus på, at publikums adfærd hele tiden ændrer sig. Og netop nu er denne adfærd inde i en mere radikal forandringsproces, end vi nogensinde har set før.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark søndag den 3. september 2017.

Kristeligt Dagblad: Talekunsten er på ny rykket ind på kulturscenen

Forskellige afskygninger af det talte ord – fra historiefortællinger til kunstnersamtaler – er markant til stede på aktuelle festivaler og kulturudbud over hele landet. I en digital og visuel tid søger vi tilbage til det, som har været der siden begyndelsen: Ordet.

Det talte ord. Det er temaet for en hel festival, der i disse dage finder sted i Odense. Spoken Word Festival, som begivenheden hedder, hylder det talte ord gennem blandt andet samtaler, historiefortælling, rap, talekunst og poesi.

H.C. Andersens fødeby er ikke ene om at sætte fokus på det talte ord. Også Kulturmødet Mors og kunstfestivalen Copenhagen Art Week, der begge finder sted i den kommende uge, har samtaler med kulturpersonligheder på programmet. Gennem sommeren har også flere andre kulturtilbud på den ene eller den anden måde dyrket det talte ord. Det gælder ikke mindst festivalen Heartland på Egeskov Slot på Fyn, som netop sælger sig selv på være en festival, der kombinerer live-samtaler og samtidskunst.

Arrangementerne er en del af en større bølge, der har været med til at fastslå det talte ords genkomst i samfundet og ikke mindst på kulturscenen. En tendens, som også er blevet bemærket af en af kulturlivets markante observatører og stemmer, ChristianHave, der er kreativ direktør for Have Kommunikation og engageret i det samtaleorienterede Kulturmødet Mors.

- Det står helt klart, at det talte ord er i fremgang. Talks og debatter skyder frem alle steder både i de mindste formater ude på biblioteker og lignende i kommunerne og helt oppe på festivalniveau. Det er en stor tendens, som startede for nogle år siden, men som nu virkelig begynder at brede sig for alvor, siger Christian Have.

Og hvad der kan forklare den øgede interesse for den mundtlige tale og samtale, har han også et bud på.

- Den tiltagende digitalisering betyder, at vi taler meget ikke-fysisk med hinanden. Der vil altid komme en form for modbølge eller opstå et andet behov, og jeg ser det her som en naturlig konsekvens af en øget digitalisering. Vi bliver for så vidt mere og mere interesserede og optagede af det talte ord, og vi har måske også brug for en form for fysisk samvær og sociale relationer til at give os mening i en dagligdag, der stadig er mere digital, siger Christian Have.

Arrangører af forskellige kulturelle arrangementer har opdaget og forstået folkets behov for at mødes, tale og lytte, mener Christian Have, og derfor er de trådt til med en platform, hvor ordene kan leve og føre den efterspurgte mening og berigelse med sig.

- Forståelsen for det talte ord og området omkring bliver større og større, og flere og flere mennesker kommer til arrangementer, hvor ordet er i centrum. Vi ser i dag en fantastisk tilstrømning til noget, hvor man for 10 år siden ville have tænkt, "hvem gider at komme til det?".

I dag er der nemlig mange, der søger arrangementer, hvor der er mulighed for at lytte og blive klogere, mener Christian Have.

- Det er et stort ønske om og interesse for at gå bagved og få mere at vide om, hvad det egentlig er, der har bevæget en kunstner til at udtrykke sig på en bestemt måde.-

- Der har været en tendens til, at debatter har været et spørgsmål om, hvem der vinder. Det har været konfrontationsdebatter, hvor den ene tryner den anden, og det tror jeg, mange er trætte af, for vi bliver hverken beriget eller klogere af at lytte til det. Derfor opstår et behov for mere berigende, talte ord fra nogen, der gerne vil gøre os klogere og har noget på hjerte, siger han.

Læs resten af artiklen på Kristeligt-Dagblad.dk, hvor den oprindeligt blev publiceret den 19. august 2017.

Kulturmødet 2017: Årets vigtigste begivenhed for Danmarks kulturliv

Fra den 24. til 26. august afholdes Kulturmødet på Mors for femte gang. Via temaet 'At lukke op' sættes der i højere grad end nogensinde fokus på kunsten og kulturens rolle i at sikre og udvikle den globale sammenhængskraft.

Det startede i 2013 med 7.000 engagerede deltagere, der forstod vigtigheden af at sætte kulturen højt på den nationale dagsorden.

Både menige danskere og meningsdannere som Clement Kjersgaard, Thomas Blachman, Sørine Gotfredsen, Jørgen Leth, Elsebeth Gerner Nielsen og Michael Christiansen tog turen til Mors og sikrede en stærk og mindeværdig første udgave af Kulturmødet.

Siden da har det grebet om sig. Sidste år var der hele 20.000 deltagere, og når Kulturmødet i år afholdes for femte gang – fra den 24. til 26. august – vil der være mere end 400 oplevelser og begivenheder på det tætpakkede program.

Det består af en nøje kurateret kombination af samtaler med en bred vifte af kunstnere, kulturaktører, politikere, erhvervsfolk og andre meningsdannere samt en stort anlagt kulturfestival med masser af oplevelser og aktiviteter. Over 100 medier forventes at dække Kulturmødet.

Fokus på den globale sammenhængskraft

Årets tema er At lukke op, og i højere grad end nogensinde før vil Kulturmødet have et internationalt fokus.

Det skyldes frem for alt den globale udvikling, der med Brexit og amerikanernes valg af Donald Trump netop har gjort verden mindre åben. Og ifølge arrangørerne er der således et særligt stort behov for, at vi diskuterer kunsten og kulturens rolle i at sikre og udvikle den globale sammenhængskraft.

Temaet vil udfolde sig under de følgende fem overskrifter:

· Det nære og det fjerne
Verden bliver større og større – og mindre og mindre. Forstået sådan, at det enkelte menneskes oplevelsespotentiale og mulighederne for samarbejde og sameksistens bliver større, medens afstanden til dem bliver mindre.

· At kommunikere = at gøre fælles
Den gode, gammeldags samtale er igen – i nye former - kommet på mode som middel til samarbejde og sameksistens. Hvordan kan vi udvikle samtalen – også̊ globalt – så den bliver mere og andet end ord og gode viljer? Hvordan overskrides sproglige og kulturelle grænser? Hvilke midler kan tages i brug eller opfindes til at gøre samtalen til handling og holdning?

· Kunst som medskaber
Uanset hvordan man mener at verden er blevet til, er dens 7.000.000.000 beboere til stadighed medskabere af den – og mennesker har været gode til at opfinde redskaber til overlevelse og udvikling. Ud over ild og hjul har dét, vi i dag kalder kunst og religion, åndelige eller ”bløde” værdier, været blandt de tidligste redskaber. Først senere kom politik, som vi kender det i dag, til.

· Kultur som drivkraft
I en tid og i et land, hvor meninger og holdninger brydes mere end i årtier og hvor det kan være vanskeligt at få øje på sammenhængene, burde man måske se kulturen som en drivkraft for samfundet, mere end en cementerende faktor. Hvordan kan kulturen nyttes bedre i samfundsudviklingen? Kan kulturen hente inspiration i kunsten og dens grænseløse og ofte revolutionerende udtryk? Er kulturen blevet global, mere end national?

· Kulturmødet lukker op – til kulturlivet, til internettet, til kunstnerne
Hvor skal vi hen? Og hvordan kommer vi der? er to af de grundlæggende spørgsmål for Kulturmødet. Kulturmødet er holdning der fører til handling. Derfor indbyder Kulturmødet alle interesserede til Optakt-møder, til deltagelse i Facebook-gruppen Kulturlaboratoriet, og gennem et open call alle kunstnere til at forholde sig til årets hovedtema.

De unge har en særlig plads på Kulturmødet

Foruden den globale udvikling vil Kulturmødet desuden også sætte fokus på emner som Corporate Cultural Responsibility og det forestående kommunalvalg – samt de seneste strømninger inden for kunst og kultur.

Sidstnævnte sker ikke mindst via det store antal unge mennesker, der deltager i Kulturmødet, og som ved Kulturfjorden skaber deres helt egen unikke område, hvor de vil give deres bud på, hvordan Kulturmødet kan tage sig ud i fremtiden.

Selv har jeg fornøjelsen af at være blandt årets moderatorer – side om side med blandt andre Ane Cortzen, Helle Solvang, Clement Kjersgaard, Hassan Preisler og Mette Walsted Vestergaard. Og herfra skal lyde en stor opfordring til alle danskere om at tage turen til Mors.

Jo større mangfoldighed, jo stærkere bliver debatten.

Oprindeligt bragt på DenOffentlige den 14. august 2017.

Medieforlig handler om magt: Vi har brug for en fri og kritisk presse

Public service-debatten bør ikke blot handle om, hvilket medieindhold danskerne bedst kan lide. Det altafgørende spørgsmål er, hvorvidt der i befolkningen stadig er opbakning til en fri, kritisk og uafhængig presse – med massiv offentlig støtte.

I Danmark kan vi godt lide at diskutere public service. Det gælder såvel borgerne som politikerne. Kulturministeren er endda på rundrejse i det ganske land – under overskriften ’Antennerne ude’ – for at indsamle kvalitativt input til medieforligsforhandlingerne, der venter i det nye år.

Som sådan et positivt og aldeles demokratisk initiativ. For naturligvis skal borgerne høres.

Det er imidlertid afgørende, hvilket spørgsmål borgerne bliver stillet. Og det overordnede spørgsmål, som ministeren søger svar på, er: ”Hvad er dine ønsker til dansk medieindhold?”

Når de kvalitative svar så efterfølgende skal kvantificeres, kommer hovedkonklusionerne med al sandsynlighed til at handle om, hvor mange, der gerne vil have flere dokumentarer, sat over for, hvor mange, der gerne vil have bedre lørdagsunderholdning. Hvor stor efterspørgslen er på mere superligafodbold sammenlignet med flere debatprogrammer.

Det vil – vover jeg at spå – resultere i en offentlig debat, der vil ligge naturligt i forlængelse af den årligt tilbagevendende diskussion af, hvor stort public service-niveauet er i X Factor, og om DR bør sende udsendelsen eller ej. Det er en del af den samme offentlige debat, der også gerne kører i cirkler rundt om, hvorvidt Koncerthuset eventuelt skal udskilles fra DR sammen med ensemblerne. Om licensen bør placeres på finansloven eller ej. Og om licensmidlerne i mindre grad skal gå til DR og i højere grad til eksempelvis Radio24syv og Zetland.

Det er nok så vigtige detaljer at få på plads. Men det er, når alt kommer til alt, blot detaljer. Den egentlige public service-debat bør nemlig handle om noget helt andet.

Det altafgørende spørgsmål er, hvorvidt der i befolkningen stadig er opbakning til en fri, kritisk og uafhængig presse, som er massivt støttet af offentlige bevillinger. Om der – blandt borgere såvel som politikere – er en forståelse og accept af, hvor nødvendig den frie presse er for opretholdelsen af vores demokrati.

Set i et større perspektiv handler public service-debatten netop om, hvilken diskurs, der skal føres i det offentlige rum. Hvilke præmisser, der gør sig gældende for at påvirke folkestemningen i forskellige begejstrede og opildnede retninger. Og i sidste ende om, hvem der vil få nøglerne til Statsministeriet og dermed magten på Christiansborg.

Hvis vi glemmer at fokusere på spørgsmålet om opbakningen til den frie presse, kommer vi for nemt til blot at diskutere, om vi bedst kan lide Clement Kjersgaard, Sisse Fisker, Mads Brügger eller Thomas Blachman. Og dermed gør vi os selv en bjørnetjeneste.

Lad os håbe, at kulturministeren er bevidst om dette. Uanset hvad vil de kommende måneders debat vise hvilken vej, vi som samfund ender med at vælge, når dette skæbnesvangre medieforlig skal indgås.

Oprindeligt bragt på DenOffentlige den 10. august 2017.

Den demokratiske debat er blevet et tilløbsstykke

Demokratiet er under pres. En cocktail bestående af falske nyheder, de nye mediers konflikthunger og en stigende skepsis over for den politiske elite og samfundsmæssige status quo har sat verden i forunderlige svingninger.

Storbritannien ønsker at forlade det europæiske fællesskab, en fascistoid tv-stjerne og byggematador er blevet amerikansk præsident, og tilliden til de etablerede medier som samfundets vagthund er i frit fald.

Der er, kort sagt, grund til bekymring.

Men der er også grund til at lade et fornyet håb spire. For midt i dette antidemokratiske virvar er der nemlig vokset en særdeles demokratisk forkærlighed for dialog frem.

Den kommer til udtryk på flere forskellige måder. Men vi ser den allertydeligst ved de store folkelige forsamlinger, hvor folket ikke blot vil underholdes som passive publikummer. I stedet vil de forundres og beriges. De vil udveksle tanker og idéer, stille spørgsmål og søge svar. De vil, med andre ord, have deres eksistentielle higen efter mening stimuleret.

På dansk grund manifesterede denne tendens sig med al tydelighed i 2011, da Folkemødet på Bornholm blev afholdt for første gang. Siden 2013 har Kulturmødet på Mors været en årligt tilbagevendende begivenhed, og samme år blev Ungdommens Folkemøde lanceret – først afholdt på Christiansø, efterfølgende på Frederiksberg.

Trods forskelligt fokus er den entydige fællesnævner mellem disse tre møder, at de forener folk i dialog. Ingen tager til dem med en følelse af allerede at have svar på alt. Folk tager til dem en klar forhåbning om at blive klogere, udfordret og inspireret til at forny sit perspektiv. Til at tænke nyt.

Samtidig er det møder, hvor borgerne kan møde magthaverne i øjenhøjde. Hvor hierarkiet – i hvert fald til en vis grad – udlignes for en stund, og hvor malermesterens ord tæller lige så meget som ministerens.

Det er imidlertid ikke kun ved dedikerede møder som disse, at vi ser denne tendens manifestere sig. Også rundt omkring i det mere klassiske festival-Danmark kan vi se, hvordan debatter, Q&A’s og foredrag bliver mere og mere prominente programpunkter.

På denne front tager Heartland Festival aktuelt førertrøjen med sit dedikerede ’Talks’-program, som har løftet det intellektuelle niveau adskillige trin opad i forhold til, hvad man normalt kan forvente på – i øvrigt glimrende – musikorienterede festivaler.

Lad os gøre holdt og glæde os over den demokratiske triumf det er, at noget så gammeldags som at diskutere verdens tilstand, på konstruktiv vis endda, er gået hen og blevet eftertragtede kulturbegivenheder. Ja, tilløbsstykker ligefrem.

Folkemødet har haft op til 60.000 deltagere, og i løbet af sine første fire år er Kulturmødets deltagerantal vokset fra 7.000 til 20.000 sidste år. Et antal, som Ungdommens Folkemøde matcher.

Den primære risiko, der er forbundet med denne tendens, er, at politikerne og den øvrige elite får transformeret de demokratiske platforme til kommercialiserede og iscenesatte forestillinger for sig selv og medierne, hvor borgerne blot reduceres til staffage. 

Særligt Folkemødet har modtaget megen kritik på denne front, fra såvel politikere som forskere, der har sået tvivl om det demokratiske potentiale i begivenheden.

Uden imidlertid at afvise denne kritik, må man dog hæfte sig ved at kritikken i sig selv er et eksempel på demokratisk dialog. Og så længe kritikken tages til efterretning, er der grund til at tro på, at det demokratiske potentiale – i såvel Folkemødet som de øvrige begivenheder – både vil bestå og udvikle sig. Til gavn for os alle.

Oprindeligt bragt i avisen Danmark den 7. august 2017.