Giv os lyttekulturen tilbage

Den anerkendte italienske ekspert i bæredygtig udvikling, Ernesto Sirolli, har gennemskuet, hvorfor et utal af velmenende mennesker fejler i deres forsøg på at hjælpe andre. Hvorfor talrige projekter i udviklingslande ikke går som forventet.

Løsningen er næsten frustrerende simpel: Ønsker man at hjælpe nogen, skal man først og fremmest lytte. Ikke tale, ikke handle, men ganske enkelt klappe i og lytte til, hvad man får fortalt.

I sin berømte TED-talk – med titlen Want to help someone? Shut up and listen! – skildrer han, hvordan hans tilgang til NGO-arbejde blev transformeret. Han beskriver, hvordan vi i den vestlige verden altid enten er paternalistiske (faderlige) eller patroniserende (nedladende) over for personer fra ikke-vestlige kulturer. Enten ser vi dem som vores børn, der skal hjælpes, eller også ser vi dem som vores tjenere.

I ingen af tilfældene behandler vi dem med den respekt, de fortjener. Vi føler, at vi ved bedre. At vi på forhånd har de idéer, der kan føre dem og deres kultur et bedre sted hen. At vi således ikke behøver at lytte til dem.

Da Sirolli fik sin altafgørende erkendelse, forandrede alting sig for ham. Han besøgte lokalsamfund uden at have konkrete idéer eller projekter på forhånd. Desuden undgik han at afholde store gruppemøder, da sådanne generelt ikke er tiltalende for et samfunds mest innovative borgere.

I stedet indledte han én-til-én-samtaler med de mest passionerede entreprenører i det givne lokalsamfund og lyttede til deres behov, idéer og ønsker. Frem for at se sig selv som en udefrakommende frelser, der skulle løse samfundets problemer, så han i stedet sig selv som en tjener. Det, han tjente, var den eksisterende lidenskab og idérigdom, der allerede findes i ethvert samfund.

Det, at Sirolli begyndte at lytte, gjorde hele forskellen, og han har sidenhen hjulpet titusindvis af virksomheder i gang i hundredevis af lokalsamfund.

Sirollis erkendelse gør sig naturligvis ikke kun gældende i forhold til NGO-arbejde i udviklingslande. Tværtimod kan den overføres til enhver sammenhæng, hvor mennesker aktivt prøver på at forbedre andre menneskers vilkår. Det gælder de folkevalgte politikere over for borgerne. Virksomheder over for deres kunder og samarbejdspartnere. Ledere over for deres ansatte. Den ene ven over for den anden.

Det altafgørende er, at vi skal lytte aktivt.

At lytte aktivt betyder, at vi ikke blot overlader taletiden til en anden, mens vi utålmodigt venter på, at det igen bliver vores tur. At lytte aktivt betyder, at vi udviser en oprigtig nysgerrighed omkring det, et andet menneske fortæller os. At vi gerne vil udvide vores horisont og blive klogere på det, vi ikke allerede forstår. At vi møder vores medmennesker med en ydmyghed og en bevidsthed om, at de rummer viden, perspektiver og indsigter, vi ikke selv rummer, og at vi således altid har noget at lære af hinanden.

Det kunne transformere enhver organisation, hvis alt, der hedder Lean, New Public Management og systematiske medarbejderevalueringer, blev erstattet af den eksisterende erkendelse af, at alle folk er forskellige – og at det således krævede, at enhver leder aktivt lyttede til sine medarbejdere for herigennem at indse, hvordan den bedst mulige trivsel og efterfølgende arbejdsglæde og effektivitet kan opnås.

Det kunne transformere ethvert offentligt bevillingssystem, hvis uddelingen af de dyrebare kroner først og fremmest fandt sted på baggrund af en aktiv lytten til de konkrete idéer og ønsker hos de potentielle modtagere – og ikke på baggrund af et mere eller mindre fastlåst og ofte forældet system, der opstiller næsten lige så mange forhindringer, som det åbner døre.

Det kunne transformere det politiske miljø, hvis politikerne aktivt lyttede til de personer, de enten repræsenterer eller håber på, vil stemme på dem – frem for aktivt at overdøve sine politikerkolleger og journalisterne.

Der ligger en arrogance i som leder at tro, at man altid ved bedste, når det kommer til at sikre arbejdsglæden hos sine medarbejdere. Som forvalter af offentlige midler i at afvise de projekter, der ikke passer ind i bevillingssystemets firkantede kategorier. Som politiker i, at hæve sig op over borgerne og træffe beslutninger på deres vegne, før man for alvor har lyttet til, hvad der egentlig kunne gøre deres liv og hverdag bedre.

Med højskolebevægelsen, foreningsdanmark og frivilligheden har vi historisk set haft en stærk lyttekultur i Danmark. Man kan ligefrem hævde, at det er denne kultur, som hele vores samfund er skabt på. I løbet af de seneste årtier er vi imidlertid blevet dårligere og dårligere til at lytte til hinanden.

Heldigvis er der tegn på, at en lyttetrend på ny er ved at brede sig i Danmark.

Uanset hvad man måtte mene om Mette Bocks politiske synspunkter, er det forbilledligt, at Kulturministeren med Antennerne Ude drog landet rundt for at lytte til danskernes ønsker til fremtidens medieindhold, ligesom hun inviterede scenekunstens aktører og alle øvrige interesserede til at formulere, hvordan teaterområdet kunne forbedres. Det er initiativer, som Bocks kolleger på Christiansborg såvel som rundt om i regionerne og kommunerne gerne må lade sig inspirere af.

Et andet tydeligt tegn på denne nye lyttetrend finder vi i form af Kulturmødet på Mors som med dette års tema – At bygge bro – har gjort den aktive lytning til et altafgørende element. Man kan ikke bygge en bro, hvis man ikke ved eller forstår, hvad der venter på den anden side, og derfor må vi lytte til alle dem, vi ikke er enige med eller ikke forstår. Herudaf opstår den konstruktive dialog, som er Kulturmødets varemærke, og som er nødvendig, hvis vi ønsker at forene Danmark bag en fælles vision om et stærkt, kreativt tænkende, tolerant, økonomisk stærkt og kulturelt inspirerende samfund.

Men der skal endnu mere til, og vi kan alle gøre det bedre.

Så her kommer en opfordring: Når du har læst disse ord til ende, så læg avisen ned, find et menneske du holder af – din ægtefælle, dit barn, en god ven eller en kollega. Få vedkommende til at fortælle dig om sine drømme og ønsker for livet – og spørg så, hvordan du kan hjælpe med at realisere disse ønsker og drømme.

Lyt grundigt efter.

Så lover jeg dig, at du vil berige den, du holder af, på en måde, som ingen materiel gestus nogensinde ville kunne konkurrere med.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 10. august 2018.

Kronik i Berlingske: Er tiden inde til at nationalisere de sociale medier?

Har de sociale medier uigenkaldeligt mistet deres uskyld?

Vil Facebook være i stand til at genopfinde sig selv, så vi ikke længere forbinder virksomheden med spredning af falske nyhedshistorier og en lemfældig, kommercielt motiveret omgang med brugernes private data?

Kan Twitter genopfinde sig selv, så vi ikke straks tænker på platformens millioner af falske brugerkonti, virksomhedens manglende evne til at bekæmpe dem og på det faktum, at tjenesten er den foretrukne kommunikationsplatform for den aktuelle beboer af Det Hvide Hus?

Og hvad med YouTube? Kan videogiganten bekæmpe sit omdømme som den tjeneste, der med uhørt effektivitet lader konspiratorisk, ekstremistisk og hadefyldt videoindhold spredes til hele verden?

Det er nemt at drømme sig tilbage til platformenes barndom for omtrent et årti siden, da Facebook først og fremmest handlede om hyggesnak med glemte bekendte, Twitter om kendissernes kamp om at levere de bedste oneliners, og YouTube om fjollede katte og amatøroptagelser fra koncerter.

Måske er der stadig mange herhjemme, der oplever de sociale medier på denne måde. Det kaos, de spreder, udspringer trods alt først og fremmest fra USA, og behovet for at gribe til politisk og juridisk handling fremstår ikke nær så akut, som det gør andre steder i verden.

Men Danmark er blandt de lande i verden, der udviser den allerstørste begejstring for de sociale medier – ikke mindst Facebook, som mere end to tredjedele af danskerne er på. Samtidig fastslog sidste års rapport fra Kulturministeriet, »Globalisering af den danske mediebranche«, at journalister på de danske nyhedsmedier mener, at de sociale medier forstærker det sensationelle og følelsesladede langt mere end den demokratiske debat. Hele 97 procent meddeler desuden, at Facebook har påvirkning på, hvordan den journalistiske produktion finder sted.

Den altoverskyggende konklusion i rapporten er, at danske medievirksomheder ikke længere selv har kapacitet til at definere de teknologiske, distributionsmæssige eller forretningsmæssige standarder, de benytter sig af, når de leverer dansk indhold til de danske mediebrugere. Disse standarder defineres i stedet af amerikanske giganter – som Facebook og Google, der ejer YouTube.

Kort sagt: Vilkårene for de danske nyhedsmedier og den frie, offentlige debat er placeret i hænderne på amerikanske teknologigiganter, såvel som hos kræfter, der har gennemskuet, hvordan man udnytter de sociale medier til at fremme antidemokratiske dagsordener.

Hadefulde beskeder skal lokaliseres

Når teknologigiganterne besidder så uhørt megen magt, er det altafgørende, hvordan de forvalter den – i ethvert land, hvor de er tilgængelige.

Facebook har spillet den absolutte hovedrolle i den seneste tids skandaler, og derfor er det i særlig grad relevant at kigge nærmere på denne gigant. New York Times skildrede i oktober virksomhedens dybt utilstrækkelige forsøg på at bremse spredningen af det hadfyldte indhold, som i Myanmar bliver brugt i forfølgelsen af rohingya-muslimerne.

I april skildrede avisen så, hvordan spredningen af falske historier på Facebook spiller en afgørende rolle i nedsmeltningen af forholdet mellem Sri Lankas buddhister og dets muslimske mindretal. Et land med fem millioner mennesker, hvor Facebook ingen fysisk tilstedeværelse har.

Sri Lanka er et land med et hovedsprog – singalesisk – som stort set ingen af Facebooks moderatorer forstår. Dermed kan indholdet på platformen ikke monitoreres på noget, der ligner en meningsfuld fremgangsmåde. Dette er imidlertid afgørende, når der postes indhold som eksempelvis »dræb alle muslimer – red end ikke et spædbarn«.

I hjemlandet USA var Mark Zuckerberg i april en tur i den amerikanske kongres, hvor han besvarede politikernes 600 spørgsmål, der særligt fokuserede på Cambridge Analytica-skandalen, som førte til, at millioner af brugeres private data var endt i hænderne hos en tredjepart, der arbejdede for Donald Trumps valgkampagne.

Politikernes manglende førstehåndserfaring med Facebook betød imidlertid, at deres mange spørgsmål ikke affødte nogen klarhed om, hvordan den amerikanske regering lovgivningsmæssigt kunne bidrage til at transformere Facebook – eller i hvert fald bevirke, at den lemfældige behandling af data ophører.

Zuckerberg slap i det store og hele af sted med at give endnu en af sine famøse undskyldninger og et løfte om at gøre det bedre fremover. Konkret meddelte han, at Facebook inden for fem-ti år vil have udviklet værktøjer med kunstig intelligens, som mere præcist kan lokalisere hadefulde budskaber. Det er en næsten absurd tidshorisont at arbejde med, når man husker på, at Facebook kun har været en offentligt tilgængelig platform i cirka 12 år. Både virksomheden og det globale samfund har et behov for forandringer her og nu.

Medlemmerne af Kongressen kunne med fordel have lyttet til Sandy Parakilas, der fra 2011 til 2012 hos Facebook var ansvarlig for at monitorere privatlivsovertrædelser blandt tredjepartsudviklere. I marts lod han sig, i rollen som Facebook-whistleblower, interviewe af en bred vifte af medier, og han forklarede, hvordan tredjepartsudviklere kunne få adgang til de ufattelige mængder af brugerdata med ganske få begrænsninger. Hvordan hans advarsler blev ignoreret af virksomhedens ledere, da det var vigtigere for Facebook at øge brugerantallet og annonceindtægterne.

Da Zuckerberg i maj så drog til høring i Europa-Parlamentet, lykkedes det ham at få indført spørgeregler, som sikrede ham, at han ikke i praksis behøvede at besvare politikernes kritiske spørgsmål på nogen reel måde.

Ikke et nobelt ærinde

I en årrække kunne man lade tvivlen komme Mark Zuckerberg til gode, når han hævdede, at Facebooks ærinde var nobelt. Ville nogen virkelig være i stand til at administrere først millioner og sidenhen milliarder af brugere og deres indbyrdes adfærd? Næppe.

Men som årene og især de forgangne måneder er gået, er det blevet umuligt at have en reel tiltro til, at ærindet skulle være nobelt. Tværtimod er det blevet tydeligt, at Facebook er en 100 procent kommercielt motiveret, konfliktfremmende, ansvarsfralæggende platform, der fokuserer mere på aktionærernes tilfredshed end på at fremme almenvellet rundt om på kloden.

Så vi må vende tilbage til det indledende spørgsmål: Kan det lykkes virksomheden at skabe en ny fortælling om Facebook, som kan genvinde vores tillid til platformen?

Det ser det ikke ud til – og det må danske politikere og beslutningstagere tage til efterretning.

I april skrev Tim Wu, juraprofessor ved Columbia University, en klumme i New York Times. Her argumenterede han for, at Facebook hverken skal eller kan repareres:

»Facebook er grundlæggende en overvågningsmaskine, og en forventning om, at dette vil ændre sig, er fejlplaceret optimisme.«

I stedet argumenterer han for, at Facebook helt skal erstattes. Hans bedste bud på, hvem der skal stå bag alternativet, er en offentligt støttet nonprofitorganisation som eksempelvis Wikimedia, der bestyrer Wikipedia.

Man kunne dog også tage skridtet helt ud.

Flere forskere, herunder Philip N. Howard fra Washington University og Blayne Haggart fra Brock University, har foreslået at nationalisere Facebook, præcis som det gennem de forgangne århundreder er sket med TV- og radiosignalerne, tog-, telefon- og internettet. I resten af verden bør fundamentet under alle sociale medier – de individuelle borgeres private data – så nationaliseres af hvert enkelt land.

Vi har altid grund til at være skeptiske over for en nationalstats evne til at håndtere vores private data. Men hellere fordele ansvaret blandt alle nationalstaterne, end at overlade milliarder af verdensborgeres private oplysninger til ganske få gigantvirksomheder.

Vores demokrati har vist sig at være mere sårbart, end vi troede.

Inden længe er der valg både herhjemme og i Sverige. Det kan blive et wake-up-call uden lige og en skræmmende anledning til at få tæt ind på livet, hvad den manglende kontrol med de sociale medier kan betyde for det frie valg, der er selve kernen i demokratiet.

Med mindre, selvfølgelig, at politikerne inden da får samlet sig sammen til at gribe til handling.

Men mon dog.

Oprindeligt publiceret i Berlingske den 16. juli 2018.

Det amerikanske ”low tech”-koncept bør inspirere den danske folkeskole

I 2010 lancerede Apple et banebrydende produkt: iPad.

I 2011 advarede Jeppe Bundsgaard, ph.d. og forsker i digitale læremidler hos Aarhus Universitet, mod indkøb af iPads til de danske skoleelever i en artikel i Folkeskolen.

”Vi må hele tiden spørge, hvilke mål, vi vil nå med undervisningen. Derfor skal vi ikke begynde med teknologien,” udtalte han.

I 2012 slog en PISA-undersøgelse fast, at elever, der bruger iPad, klarer sig dårligere i skolen end dem, der ikke gør. DR interviewede Bundsgaard, der her udtalte:

”Min pointe har været, at teknologien ikke alene gør nogen forskel i undervisningen. Men det gør den jo så – til det værre.”

I 2013 kørte debatten, blandt andet i Berlingske og Folkeskolen, om forældrenes utilfredshed med at skulle stå til ansvar for de dyre iPads, som skolen så ivrigt stak i hænderne på børnene.

I 2014 slog et pilotprojekt i Rødovre Kommune fast, at selv om iPad’en øgede motivationen blandt eleverne (og via lommeregneren fik dem til at regne bedre og via stavekontrollen til at stave bedre), så virkede iPad’en også distraherende. Teknologien i sig selv fjernede nemlig elevernes fokus fra det egentlige indhold, de gerne skulle lære noget af.

I 2015 slog en OECD-rapport fast, at digitaliseringen af undervisningen ikke øger elevernes færdigheder.

DR skildrede i denne forbindelse, hvordan Danmark sammen med Australien lå helt i top på digitaliseringsfronten. Over 80% af eleverne brugte internettet ugentligt, hvilket næsten er det dobbelte af gennemsnittet blandt alle OECD-landene. Elevernes færdigheder inden for læsning, matematik eller naturvidenskab lå imidlertid under OECD-gennemsnittet.

DR havde igen fat i Bundsgaard:

”Man har haft en naiv forestilling om, at IT løser problemet for os. Men det er ikke en teknisk udfordring at få teknik i klasselokalet. Den virkelige udfordring er at få ændret didaktikken bag undervisningen.”

I 2016 opfordrede IT-lektor Jesper Balslev fra Københavns Erhvervsakademi i en artikel i Version2 folkeskolelærerne til at droppe deres ”iPad-fix”.

I stedet efterspurgte han en målsætning om at ”udvikle vores evner til at tænke abstrakt, kritisk, kreativt, paradoksalt og komplekst, som World Economic Forum i en rapport i år mener er de kompetencer, vi får brug for i fremtiden?”

I 2017 kunne Politiken fortælle, at børns tegnefærdigheder var dalende. Skylden blev placeret hos iPad’en. 2 ud af 3 børnehavebørn meddelte desuden, at de foretrak iPad’en fremfor at lege med deres kammerater.

I marts i år kom Balslev så igen på banen. Efter at have sammenholdt ikke mindre end 120 rapporter fra ind- og udland om effekten af iPads kunne han konkludere følgende over for DR:

”Man kan se, at de effekter, man havde håbet, ville indtræffe, ikke er indtruffet, og man kan se, at der i stedet er nogle kontraeffekter.”

I samme artikel interviewede DR socialdemokraten Lone Jacobi Sørensen fra Odder Kommune, som ganske godt opsummerer, hvorfor det, Balslev kaldte ”iPad-fixet” ikke er blevet droppet for længst. Hun påpeger, at de 8 millioner kroner, kommunen har brugt på iPads, er givet godt ud:

”Det er nu engang sådan, at den digitale og teknologiske udvikling er der, og det er noget, de unge anvender i deres fritidsliv, og derfor er det også vigtigt, at vi tager den med ind i vores skoler.”

Det stærkeste eksempel på, hvad det gør ved undervisningen at droppe iPad’en og andre teknologiske hjælpemidler, finder vi desværre ikke herhjemme.

I stedet må vi en tur til USA, hvor BASIS Independent Schools skaber opsigtsvækkende resultater, og der findes både charterskoler (gebyrfri) og privatskoler i BASIS-systemet.

Et af de grundlæggende principper er her, at iPads, computere og andre teknologiske hjælpemidler er erstattet med blyanter og notesbøger, ligesom ForældreIntra er erstattet med hæfter, hvor lektier og kommunikationen med hjemmet nedfældes i hånden.

TV 2 besøgte i april en BASIS-skole på Manhattan, og engelsklærer Sarah Moriarty udtalte blandt andet følgende:

”Børnene er vokset op i en teknologisk verden, og er jo allerede bedre til at begå sig på computere og iPads end os voksne. Så det er slet ikke der, vi skal lære dem noget. Det, vi skal fokusere på, er at gøre dem til kritisk tænkende individer, og vi ved, at man bedre optager information, når man skriver det ned i hånden.”

Den faglige leder Mike Scionti udtalte desuden:

”Vi tror på, der er noget meget magisk i forholdet mellem lærer og elev, ansigt til ansigt, og det kan ikke komme til udtryk på samme måde, hvis der er en skærm mellem dem.”

Hvis BASIS-skolerne var et land, ville det ligge nr. 1 på OECD-landenes rangliste – langt over både USA og Danmark.

Skulle man tro, at det skyldtes særligt strikse, resultatorienterede og ikke specielt behagelige lærere, kan man roligt tro om. BASIS-skolerne scorer nemlig også højere end alle andre skoler, når det kommer til elevernes forhold til lærerne og følelsen af, at de interesserer sig for elevernes velbefindende, behandler dem rimeligt og yder den nødvendige hjælp, når behovet opstår.

BASIS har også en skole i Silicon Valley, informationsteknologiens hovedstad, og selv her nyder ”low tech”-konceptet stor succes. Målet er at skabe den rette balance mellem de digitale og fysiske aspekter af tilværelsen.

Det har således intet at gøre med teknologiforskrækkelse.

Tværtimod handler det om, præcis som Jeppe Bundsgaard påpegede det tilbage i 2011, at spørge sig selv om, hvad det egentlig er, man gerne vil opnå. Dernæst kan man så gruble over, hvordan man opnår dette, og hvilken rolle teknologien bør spille heri.

Vil man gerne frembringe næstekærlige, kompetente, kreative og kritisk tænkende skolebørn, er løsningen således ikke at stikke en iPad i hovedet på dem. Det har vi vidst fra begyndelsen, og gennem de forgangne er vi blevet mindet om dette gang på gang – på gang. 

Forhåbentlig er 2018 året, hvor den danske folkeskole endelig dropper sit ”iPad-fix” og lader sig inspirere grundigt af det amerikanske ”low tech”-koncept. Det ville være til gavn for både elever, forældre og samfundet som helhed.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 10. juli 2018.

Drop nærigheden, påskøn dine medmennesker – og giv drikkepenge

6 ud af 10 danskere mener ikke, at man bør give drikkepenge, når man er ude at spise. Det afslørede en måling, som Megafon lavede for TV 2 i maj.

Som TV 2 også gjorde det i sin artikel, er det nemt at forklare, hvorfor et flertal af danskerne har et anstrengt forhold til drikkepenge: Siden 1969 har danske tjenere takket være en overenskomst fået en regulær løn, hvormed drikkepengene formelt blev afskaffet.

"Vi har ikke en belønningskultur", udtaler ekspert i forbrugeradfærd Dorthe Wimmer fra Retail Institute Scandinavia i samme artikel. Hun forklarer videre:

"Danskerne er som nation snusfornuftige. Holdningen er, at personalet får løn, og hvis man giver drikkepenge, skal man have noget ekstraordinært."

Jeg vil hævde, at det ikke handler om snusfornuft.

Uanset, om man hører til de 60 procent, der ikke bryder sig om drikkepenge, eller de 16 procent, der gør, så ved vi alle sammen godt, hvornår en tjener fortjener drikkepenge. Så det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt store dele af befolkningen er ude af stand til at opsnappe, hvornår en tjener har gjort en markant og medmenneskelig indsats.

Det er derimod et spørgsmål om, hvorvidt vi som mennesker ønsker at anerkende denne indsats. Og i de tilfælde, hvor dette ønske udebliver, er der ikke tale om snusfornuft. Der er i stedet tale om nærighed. Om den form for selvtilstrækkelighed, der ligger i gerne at ville opvartes - ofte i flere timer - af et andet menneske og så bevidst undlade at anerkende vedkommende, når besøget er omme.

Sociolog Emilia Van Hauen påpeger i TV 2's artikel, at danskerne har det dårligt med drikkepenge, fordi vi har en lighedskultur, hvor man ikke må eje hinanden.

Men er det ikke netop i den situation, hvor den ene part serviceres af den anden, for så herefter at springe den afsluttende anerkendelse over, at uligheden opstår? Skulle tjener og gæst virkelig blive mere menneskeligt lige af, at anerkendelsen udebliver, mens de ekstra 10-15 procent forbliver i lommen på gæsten?

Næppe.

Et restaurantbesøg handler ikke blot om køb af varer og udveksling af ydelser. Tværtimod. Et restaurantbesøg er en oplevelse. Maden, der serveres, er selvfølgelig det altafgørende parameter.

Men efter maden er restaurantbesøgets vigtigste parameter uden tvivl den service, man får. Og som det nu engang er indrettet, er en tjeners opgave ikke blot at transportere tallerkener fra køkkenet til gæsternes bord. Opgaven består i allerhøjeste grad i at kunne læse et virvar af forskelligartede sociale situationer og sørge for, at alle og enhver har en god oplevelse. Dét fortjener anerkendelse. Måske mundtligt, men også i form af drikkepenge. Det tilfører samtidig en ekstra dimension til éns oplevelse som gæst.

Når 6 ud af 10 danskere ikke bryder sig om at give drikkepenge, er det et tydeligt tegn på, at selvtilstrækkeligheden har taget over. At vi har glemt, at det altid føles godt at give. Samtidig lærer vi også en hel generation, at nærighed er normen i den danske kultur. At vores interaktion med tjenere ikke er en medmenneskelig affære, men derimod blot en mekanisk interaktion. En ydelse, der absolut kun kan være inkluderet i den pris, der står på menukortet.

Lad os komme denne tendens til livs og i stedet skabe en kultur, hvor vi forstår værdien af at påskønne hinandens arbejde. Det vil motivere hele samfundet.

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 9. juli 2018.

Kulturens værdi er ikke kun økonomisk

Det vil nok overraske de færreste: Der er generelt flere penge i at have en virksomhed fyldt med IT-konsulenter end én fyldt med økologiske mejerister.

Netcompany – virksomheden, der blandt andet står bag Borger.dk og Maersk Lines kundeportal – kom igennem 2017 med et overskud på 142 millioner kroner. Til sammenligning havde Thise Mejeri et overskud på knap 25 millioner, cirka en femtedel af det Netcompany præsterede. 

Det piller imidlertid ikke ved, at begge er imponerende overskudsforretninger.

Mange vil hurtigt gøre sig den indvending, at det ikke er rimeligt at sammenligne IT-løsninger med mejeriprodukter. Brancherne er vidt forskellige, og det samme er forretningspotentialerne dermed. Således er det næppe svært at finde personer, der vil argumentere for, at Thises resultat faktisk er endnu flottere end Netcompanys, når blot man sætter resultatet ind i sin rette forretningsmæssige kontekst.

Det, som ingen er uenige om, er, at så længe noget giver overskud, ser vi det som værende værdiskabende. Det afslører bundlinjen jo med al tydelighed. Den økonomiske værdi er uomtvistelig.

Den markant sværere diskussion omkring værdiskabelse opstår, når vi ikke har lige så entydigt målbare parametre, som dem vi finder i en virksomheds årsregnskab. Det er ikke fordi, vi er uenige om, at der findes andre værdiparametre end de rent økonomiske. Vi har bare ualmindelig svært ved at finde fælles fodslag, når disse parametre skal defineres.

Intet sted er dette tydeligere, end når vi diskuterer kunst og kultur.

Det kan virke åbenlyst, at kunst og kultur som samlet hele bibringer samfundet altafgørende værdi på en lang række parametre, der intet har direkte med økonomi at gøre: Rent æstetisk giver kunsten og kulturen os oplevelser, der sætter tilværelsen i nye perspektiver. Vores evne til at få kreative idéer og forholde os kritisk til omverdenen udvikles, ligesom den samfundsmæssige dannelse og sammenhængskraft understøttes.

Derfor burde det være tilsvarende åbenlyst, at kunsten og kulturen ikke først og fremmest bør betragtes i et økonomisk funderet perspektiv. Det er imidlertid dette perspektiv, der til stadighed er altdominerende.

Uanset om vi snakker om Det Kgl. Teater, de statslige museer, filmbranchen, symfoniorkestrene eller egnsteatrene, fokuserer den offentlige debat i langt de fleste tilfælde på de forskellige aktører og institutioners budgetter og billetsalg. På antallet af offentlige kroner, de modtager, sammenholdt med evnen til at generere egenindtægt. På det kommercielle potentiale frem for det kunstneriske.

Det er ikke fordi det økonomiske perspektiv ikke fra tid til anden er fuldt ud berettiget. Der er budgetter, der skal lægges, og der er er udgifter og indtægter med størrelser, der kan diskuteres på alle mulige leder og kanter.

Men på samme måde som vi uden videre accepterer, at Netcompanys og Thises respektive brancher og forretningspotentialer er vidt forskellige, burde vi acceptere, at kulturområdet rent fundamentalt ikke er udstyret med et forretningspotentiale, der gør det rimeligt at forvente, at dets aktører generelt formår at generere imponerende overskud. Mange kulturinstitutioner er ligefrem markante underskudsforretninger, hvis de offentlige midler pilles ud af regnestykket.

Denne accept havde Viggo Kampmann og Julius Bomholt, da de oprettede Ministeriet for Kulturelle Anliggender i 1961 og Statens Kunstfond i 1964. Den grundlæggende erkendelse, at kunsten og kulturen – med sin manglende økonomiske formåen – har så stor værdi for samfundet, at alle borgere gennem skatten skal betale til dens trivsel og udvikling, blev udgangspunktet for oprettelsen af det offentlige system omkring kulturen, som stadig består i dag.

I de mere end fem årtier, der sidenhen er gået, er den brede accept af det offentliges opbakning til kulturområdet gået både op og ned. I dag er der ikke nogen af Folketingets partier, der argumenterer for, at Kulturministeriet helt skal nedlægges, men i sparetider som vores bliver der stillet ekstra skarpt på de offentlige midler, der tilgår kunstnere og kulturinstitutioner.

Det ses med al tydelighed i debatten på scenekunstområdet, hvor Kulturminister Mette Bock har meldt ud, at hun ønsker, at teatrene skal sælge flere billetter og øge deres egenindtægt, så de gør sig mindre afhængige af de offentlige midler. En økonomisk funderet tilgang, der får scenekunsten til at handle en hel del mindre om kunst og langt mere om dens kommercielle potentiale.

Aalborg Teaters direktør, Hans Henriksen, har i et indlæg i Altinget advaret mod denne kommercialisering af teatrene:

”Visionen for statens mæcenrolle bør ikke være at agere iværksætterinkubator, så teatrene bliver bedre til at tjene penge. Visionen bør altid være at frisætte teatrene, så vi som samfund kan få glæde og gavn af den mest sublime scenekunst, der kan frembringes.”

Denne pointe kan naturligvis udvides til kulturområdet som helhed. Det giver ikke mening at betragte kunst og kultur som noget, der er sat i verden for at generere indtægt. Det er ofte en ret dårlig forretning helt fra begyndelsen, og der er uden tvivl lettere måder at tjene penge på. 

Værdien af at have et samfund med et rigt, alsidigt, nyskabende og inspirerende kulturliv er ikke først og fremmest økonomisk.

Dermed ikke sagt, at kunst og kultur ikke kan give overskud. Det er der masser af eksempler på. Vi har i Danmark en imponerende vifte af kunstnere og kulturinstitutioner med succes på både den kunstneriske og økonomiske front.

Men uanset om man er succesfuld forfatter, filmskaber, kommunal kulturstrateg eller egnsteaterdirektør, så er tommelfingerreglen, at succesen er opstået, fordi der er frembragt værker, projekter og oplevelser, der opererer på kunsten og kulturens egne præmisser – og ikke først og fremmest på de økonomiske.

Kulturområdet skal ikke have særforplejning. Der argumenteres ikke her for, at kunstnerne og kulturaktørerne skal have lov til bare at gøre, som de vil.

Som alle andre områder, der modtager offentlige kroner, skal vi som samfund opstille ønsker og krav til, hvad vi gerne vil have ud af kulturkronerne.

Men vi skyder os selv i foden, hvis disse ønsker og krav først og fremmest er økonomisk motiverede. For så har vi misforstået, hvorfor vi som samfund overhovedet støtter kunsten og kulturen.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 29. juni 2018.