Uden et rigt kunst- og kulturliv vil fremtidens byer ikke være bæredygtige

På den nyligt overståede udgave af Kulturmødet havde jeg fornøjelsen af at interviewe Kristoffer Lindhardt Weiss. Udgangspunktet var debatbogen Kritisk by, som Weiss har været redaktør på og ligeledes ydet vigtige bidrag til.

Bogens altoverskyggende pointe er, kort fortalt, at Danmarks største byer bevæger sig væk fra at være det, som Weiss klassificerer som velfærdsbyertil i stedet at blive velstandsbyer.

Det vil sige, at vi i stigende grad har byer, hvor det ikke længere er velfærdsbegrebets retfærdighedsprincip og påbud om tilgængelighed og transparens, der dikterer, hvordan byer indrettes og udvikles. I stedet er det i stigende grad markedet, der dikterer udviklingen.

Resultatet bliver byer, der ganske vist er æstetisk flotte, med store åbne pladser og rig mulighed for rekreation – men hvor kun samfundets elite har råd til at bo.

Med andre ord dikteres udviklingen i en velstandsby af, hvad der giver det bedste return-on-investment, og ikke af, hvad der kommer almenvellet til gode.

Den medfølgende gentrificering tvinger borgere, der er mindre bemidlede på den økonomiske front, ud af byen. Dermed bliver den urbane livsstil i stigende grad forbeholdt et smalt – og rigt – segment af befolkningen.

Weiss klassificerer det fundamentale modsætningsforhold mellem velfærdsbyernes ideologiske grundlag og velstandsbyens barske realiteter som værende det 21. århundredes største urbane udfordring.

Uden at hævde, at Weiss & co. decideret har overset noget i deres imponerende og overbevisende analyse af problematikken, vil jeg imidlertid gerne bidrage med en nuancering.

Den bæredygtige byudvikling handler i allerhøjeste grad om at sikre, at byerne ikke blot bliver elitære enklaver. Det er i denne sammenhæng ikke nok at sikre billigere lejligheder, så alle, der kunne tænke sig at bo i byen, også har råd til det. Det er naturligvis et vigtigt skridt på vejen, men demografisk diversitet kan ikke egenhændigt garantere et spændende, inspirerende og pulserende byliv.

I denne forbindelse er vi nødt til at ty til et område, der er særdeles inkompatibelt med den markedsfikserede tankegang, der karakteriserer velstandsbyen, og som derfor har svære kår – netop fordi dets værdi ikke først og fremmest lader sig måle i kroner og øre: Kunsten og kulturen.

Det er netop kunsten og kulturen, der udgør enhver bys pulsåre. Det kan man også høre sig selv sige, når man kommenterer på fraværet af kunst og kultur i en by – for da siger man jo netop, at byen ikke har nogen puls.

Det, som et rigt kunst- og kulturliv bidrager med til en by, er langt mere end blot underholdning, hvor legitimt det end er, at ønske for sine borgere, at de også har det sjovt indimellem.

Kunsten og kulturen er nemlig det, der kan tilføre en by den ekstra og eksplicit menneskelige dimension, så den i sandhed bliver bæredygtig.

Med velstandsbyen har vi set, at det måske går godt på overfladen – men på de indre linjer bliver byen mindre og mindre bæredygtig. Det er kunsten og kulturen, der sikrer mangfoldigheden og kreativiteten, som inspirerer og udvikler såvel byen som helhed og menneskene, der bebor den. Det har vi allerede set med kvarterer som Soho i London, Greenwich Village i New York og Montmartre i Paris, som alle har spillet altafgørende roller for de pågældende byers udvikling.

Selvfølgelig skal vi fokusere på at sikre vores byer mod stigende vandstande og terrortrusler. Men overser vi vigtigheden af, at der også er noget, der positivt påvirker folk, så kollapser byudviklingen først. Uden kreativitet og inspiration er der ingen, der har overskud til at begynde at forstå vigtigheden af, at vi indfrier FN’s 17 Verdensmål – og så er vi lige vidt.

Det er netop kunsten og kulturen, der åbner vores sind, øger vores empati og gør os mere åbne over for forandringer. En by med et højt kreativitetsniveau er således markant mere omstillingsparat, når det kommer til de udfordringer, som enhver by står over for.

I et byudviklingsperspektiv er det dermed altafgørende, at vi ikke blot levner plads til kunsten og kulturen, men i stedet proaktivt skaber fantastiske rammer for kunstnerisk og kulturel udfoldelse.

Det gælder ikke blot scener, gallerier og spillesteder. Det drejer sig i lige så høj grad om at etablere steder, der imødekommer en bred vifte af udfoldelser, lysten til at eksperimentere og krydsbefrugtningen mellem forskellige typer af aktører, der naturligt vil møde hinanden.

Det vil typisk være steder, der måske ikke er lige så flotte, som endnu en nyanlagt fortovsstrækning langs havnebassinet. Til gengæld har de langt større sandsynlighed for at være effektive hjertestartere for byens altafgørende puls.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 3. september 2019.

Trump til Danmark: USA har ændret sig – og det har omstændighederne omkring et præsidentbesøg også

Da jeg var barn, var USA det forjættede land. Jeg dagdrømte om at bo på den anden side af Atlanten - i det land, hvor alt var muligt, og hvor de store drømme så ud til at kunne indfries lettere end noget andet sted i verden.

Som ung fik jeg heldet med mig i min karriere som musiker. Mine bandkammerater og jeg greb chancen for at prøve at bo i Guds eget land bød sig, og undervejs boede vi - naturligvis - i både New York og Los Angeles, der er USA's to kulturelle hovedstæder.

Vi udlevede vores hedeste drømme, og USA levede i dén grad op til forventningerne. Alting var større, vildere og sjovere derovre, og de indtryk, jeg fik af landet, dengang for fire årtier siden, vil for evigt være indprentet i min hukommelse.

Det slægtskab, jeg føler med amerikanerne, tror jeg, er det samme, som mange danskere føler. Der er en enorm størrelsesforskel mellem de to lande, og mens Danmark er verdens ældste monarki, har USA til stadighed en forholdsvist kort historie bag sig. Ikke desto mindre har vi både historisk og på den værdimæssige front stået tæt sammen, og i fællesskab har vi kæmpet for demokratiet, for ytringsfriheden og menneskerettighederne.

Det er to lande, som begge er gået i krig for deres frihedsidealer, og som på hver deres måde repræsenterer menneskets ret til at være dén, man nu engang er. USA er blandt vores vigtigste allierede, og den gensidige forståelse og respekt de to lande imellem har altid skinnet tydeligt igennem, når landets skiftende præsidenter - Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama - gennem årene har aflagt vores land et besøg.

De seneste år har USA imidlertid forandret sig med en hastighed, som de færreste havde kunnet forudse.

Det begyndte egentlig inden valget af landets nuværende præsident, men med Trump i det Hvide Hus har USA's skyggesider taget over som det, der mere end noget andet definerer landet: Masseskyderier. Ekstrem social ulighed. Slet skjult racisme. Separation af indvandrerfamilier. Et sundhedsvæsen, der målrettet går efter at tjene styrtende med penge på borgernes svigtende helbred. En isolationistisk udenrigspolitik med større forkærlighed for Rusland og Nordkorea end de trofaste vestlige allierede.

Som den demokratiske præsidentkandidat Pete Buttigieg har udtrykt det, har republikanerne transformeret frihedsbegrebet, så det for den amerikanske højrefløj ikke længere handler om friheden til at forfølge sine drømme og være den, man er. I stedet handler det om alt det, man gerne vil være fri for - såsom skatter, afgifter, indvandrere, våbenlovgivning, særlige minoritetsrettigheder og så videre.

Selvom Trump og hans republikanske følgesvende og millioner af fans ikke bør få lov til endegyldigt at definere USA, er det blevet svært at holde fast i troen på den såkaldte amerikanske drøm.

Som CNN's Fareed Zakaria har påpeget, er den amerikanske drøm faktisk nemmere at realisere i Skandinavien end i USA, takket være den markant større sociale mobilitet, vi kan bryste os af på disse kanter.

Ikke mindst derfor er min ungdoms udlængsel og fascination af USA blevet udskiftet med en udpræget stolthed over at kunne kalde mig dansker. Jeg er glad for at bo i et land, hvor en kvindelig statsminister står i spidsen for den grønneste regering nogensinde. At vi holder fanen højt i kampen for at beskytte ytringsfriheden, pressen og vores individuelle rettigheder såvel som de kollektive rettigheder for seksuelle og etniske minoriteter. At vi bevarer den gensidige respekt for hinanden, selv når vi er uenige.

Når Trump den 2. og 3. september kommer til Danmark, er det således ikke ligefrem en forbilledlig amerikansk præsident, vi får på besøg. Det er ikke med stolthed, at vi kommer til at betragte Trump i samme rum som Dronning Margrethe ved den stort anlagte statsmiddag, og mødet mellem Donald Trump og Mette Frederiksen vil ikke være et møde mellem to statsledere, hvor det værdimæssige overlap vil være udslagsgivende.

Både Dronningen og Mette Frederiksen har derfor en opgave på vegne af hele den danske befolkning: De skal plante et frø, der kan spire i hjertet på Trump og hans følge på over tusind personer.

Vi ved, at vi i den internationale diplomatiliga er en David, der er oppe mod Goliat. Men vi er nødt til at gøre vores til, at USA genopfinder sig selv og finder tilbage til fordums generøsitet, ansvar og åbenhed over for resten af verden.

Der skal på ny etableres en respekt for andre mennesker og anderledes tænkende i USA. For seksuelle og etniske minoriteter. For raske såvel som syge personer, der har behov for et sundhedsvæsen, der er til for at hjælpe dem, frem for at tjene penge på dem.

Det er ting, vi har herhjemme, og som vi betragter som en selvfølge - men som man bestemt ikke kan tage for givet i dagens USA.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 14. august 2019. Illustration af Gert Ejton.

Sådan kan den nye regering styrke den kreative sektor

En af de sidste vigtige handlinger, som den foregående regering foretog sig, inden den overdrog magten til Socialdemokratiet, var lanceringen af sin vækstplan for de kreative erhverv, Et kreativt Danmark i front.

Planen blev præsenteret 1. maj, og den fulgte direkte op på det arbejde, som vi i Erhvervsministeriets Vækstteam for Kreative Erhverv udførte i 2018, og som i oktober mundede ud i 21 anbefalinger til regeringen.

Disse blev konverteret til de 28 konkrete initiativer, der udgør regeringens vækstplan.

Planen fik følgeskab af 62,5 millioner kroner. Det er et relativt beskedent beløb, men symbolværdien er stor, for planen repræsenterer en blåstempling af Danmarks kreative sektor, som understøtter 117.000 arbejdspladser, omsætter for 348 milliarder kroner, og som har en eksportvækst, der er næsten dobbelt så stor som den samlede danske eksport.

Klik på billedet for at downloade vækstplanen.

Klik på billedet for at downloade vækstplanen.

Fortællingen om det kreative Danmark

Nu, hvor den nye regering er trådt til, er det altafgørende, at vækstteamets hårde arbejde og den foregående regerings vækstplan ikke blot går i glemmebogen.

Tværtimod bør den nye regering gribe fat i den enestående mulighed, der er, for at Kulturministeriet, Erhvervsministeriet og Udenrigsministeriet i fællesskab tager initiativ til at forbedre og styrke Danmarks brand og position i det globale samfund.

I denne forbindelse er det særligt vigtigt at styrke eksporten af de kreative produkter og ydelser, som vi er blandt de bedste i verden til at levere, foruden det danske kunst- og kulturliv som helhed.

Som en del af vækstteamets arbejde blev der udarbejdet en ny fortælling om det kreative Danmark, og denne hænger netop uløseligt samen med vores mangfoldige kunst- og kulturliv og de mange attraktive tilbud, som oplevelsessektoren og kulturlivet året rundt tilbyder både borgere, turister, forretningsrejsende og internationale studerende.

Hvis den kreative sektor skal have optimale forudsætninger for vækst, er det vigtigt, at vækstteamets anbefalinger og vækstplanens initiativer følges til dørs. Det gælder ikke mindst etableringen af LINKED – Laboratorium for Innovation og Kreativitet i Danmark – som er en tværfaglig platform for virksomheder, studerende og forskere.

Hertil kommer blandt andet øgningen af forskningsmidlerne på området og oprettelsen af det markedsføringskonsortium, som skal styrke eksporten gennem formidling af fortællingen om det kreative Danmark.

Ikke nok blot at afskaffe nedskæringerne

For kunst- og kulturlivet er det nødvendigt med en generel opprioritering af hele området. Heldigvis ser det ud til, at det betændte omprioriteringsbidrag – de årlige nedskæringer på to procent – bliver afskaffet. Det er et vigtigt skridt på vejen, men der skal andet og mere til.

Der bør tilføres øgede midler til de kunstneriske uddannelser, som er første led i fødekæden for hele den kreative og kulturelle sektor. Derudover er det også oplagt at etablere en række incitamentsordninger, som kan stimulere udviklingen af gensidigt udbytterige partnerskaber mellem kultur- og erhvervslivet.

Hertil kommer, at vi som samfund bør sikre, at kreativitet, leg og kunstnerisk udfoldelse på hele børne- og ungeområdet – og i uddannelsessektoren som helhed – får en langt mere markant position. Det er i særdeleshed på denne måde, at vi sikrer fremtiden for det kreative Danmark.

Endelig bør både kunstnere, kulturaktører og kreative virksomheder forpligte sig på at inkorporere FN’s 17 verdensmål i deres virke. Ikke hvert eneste af dem, men de af dem, som er relevante og giver mening for hver enkelt. Det er netop herigennem, at de store fortællinger, den øgede forståelse og det stærke engagement sikres.

Den nye regering har således en god og solid affyringsrampe i forhold til at få fyret raketten af – og alle involverede aktører er parate til at stige ombord.

Oprindeligt publiceret på Altinget den 9. august 2019.

Hele pakken skal være der, hvis det skal fungere: Lokalområdernes liv er nøglen til balance

Når den offentlige debat med jævne mellemrum stiller skarpt på, hvordan vi får et Danmark i bedre balance, er omdrejningspunktet som oftest fordelingen af arbejdspladser. Udvides perspektivet herfra, er det typisk uddannelsesmulighederne eller afstanden til nærmeste sygehus, der medtages.

Det er selvfølgelig ganske logisk at fokusere på erhvervs-, uddannelses- og sundhedsområdet som vigtige parametre for, hvorvidt et samfund er i balance.

Men det gode job bliver markant mindre tiltalende, hvis man samtidig skal bo i en meget lidt inspirerende betonblok. En given uddannelsesmæssig mulighed trækker mindre i én, hvis den ikke akkompagneres af indbydende sociale udfoldelsesmuligheder. Den korte afstand til hospitalet betyder mindre, hvis man samtidig frygter at gå til, fordi der slet ikke er noget liv i éns lokalområde.

Det er således ikke kun samfundet som helhed, der skal i bedre balance. Det er i lige så høj grad de enkelte byer og lokalområder, og deres attraktionsværdi vurderes ikke kun på antallet af jobmuligheder og uddannelser eller hospitalsvæsenets tilstedeværelse. De vurderes i lige så høj grad på, om de har et levende og inspirerende kulturliv. Om der findes aktiviteter, faciliteter og steder, der stimulerer den hverdagslige trivsel og øger borgernes mentale sundhed.

Det drejer sig ikke mindst om kulturbegivenheder, idrætsstævner og kreative udfoldelsesmuligheder. Om foreninger, klubber og netværk, der samler borgerne om det, de har tilfælles på den interessemæssige og demografiske front. 

Hertil kommer vigtigheden af at have en detailhandel, der formår at tage kampen om mod nethandelen ved at gøre det til en underholdende, social og kulturel oplevelse at shoppe efter både det nødvendige og det sjove. Den samme type oplevelser skal caféer, barer og restauranter kunne levere, blandt andet ved at byde på alt fra klassiske indslag på menukortet til mere unikke kulinariske oplevelser.

Både detailhandelen og restaurationsbranchen skal netop se sig selv som leverandører af oplevelser, for det er på dette område, de har en unik fordel i forhold til den digitale verden.

Samtidig er det afgørende, at man som by tager den grønne dagsorden til sig. At byen prioriterer bæredygtige løsninger og tilbyder en infrastruktur, der gør det nemt og sikkert at komme rundt via offentlig transport og ideelt set på cykel og gåben, så den firhjulede kan få lov at blive hjemme i garagen en stor del af tiden. At der er åbne pladser, flotte parker og større naturområder, hvor som giver borgerne et frirum til at udfolde det gode liv.

Endelig er det vigtigt, at en betragtelig andel af de jobs, der er tilgængelige, er inden for den kreative sektor, som vokser sig større og stærkere hele tiden, og som ofte er med til at definere en by langt skarpere end nogen anden sektor. Et teater, der uge efter uge spiller forestillinger for tusindvis af borgere, har typisk et noget større brandingpotentiale end en klassisk industrivirksomhed.

Kort sagt er det trekløveret bestående af kultur, kreative erhverv og bæredygtighed, der skaber balance i et lokalsamfund – uanset om det er hjemsted for 1.000 eller 100.000 borgere.

Det er denne balance, der gør en by attraktiv for tilflyttere, og som giver de eksisterende beboere lyst til at blive, frem for at flytte til en større by. Som sikrer stoltheden, det lokale ejerskab og energien, der kan gøre et lokalsamfund endnu bedre.

I det store billede betyder det således, at det er balancen rundt om i byerne og lokalområderne, der ultimativt skal sikre den samlede samfundsmæssige balance.

Det betyder samtidig, at den nytiltrådte regering burde nedsætte det, man kunne kalde et ’balanceudvalg’ bestående af kulturminister Joy Mogensen, erhvervsminister Simon Kollerup og klimaminister Dan Jørgensen. Et udvalg, som skal have til opgave at iværksætte initiativer og udvikle incitamentstrukturer, der på sigt kan sikre den bæredygtige balance, både lokalt og nationalt.

Er man nysgerrig efter, hvordan sådan et initiativ kan tage sig ud, kan man med fordel vende blikket mod Skive, der nu har afholdt sin nye og årligt tilbagevendende begivenhed, Skivemødet, to gange.

I Skive har en række erhvervsaktører med Thise Mejeri i front formået at samle kultur- og erhvervslivet og kommunen i en fælles indsats, som gør en reel forskel. Skivemødet formår nemlig på én og samme gang at skabe lokal stolthed, at vise lokalområdet frem fra sin smukkeste side, og at sætte en national dagsorden for, hvordan man i praksis skaber et Danmark i balance.

Der findes ikke et entydigt svar på, hvad Danmarks byer og lokalområder hver især skal gøre, men én ting er sikkert: Det kræver viljestyrke i hver eneste af dem, for afvikling kan ikke vendes til udvikling uden en strategisk og ambitiøs indsats.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 14. juli 2019. Illustration: Gejt Ejton.