Danmark skal i førertrøjen: Sæt bæredygtighedsstempel på festivaler og kulturevents

Bæredygtighedsambitionerne har fået grundigt tag i de danske festivaler og kulturevents.

På Heartland Festival er der eksempelvis krav om, at den mad, som boderne og restauranterne serverer, skal bestå af mindst 80 procent lokale råvarer. Northside kan bryste sig af, at næsten alle festivalgæster ankommer på gåben og cykel eller via offentlig transport. Folkemødet begrænser madspild med en biologisk nedbrydelig madspildsæske. Roskilde Festival har campingområder, der opfordrer gæsterne til miljørigtig adfærd. Og på Kulturmødet bliver kulturen undervejs i de mange samtaler placeret i kontekst af netop bæredygtighed. 

Sådan lyder et ganske lille udsnit af de mange bæredygtige initiativer, man som kan støde på, når man går på festival og tager til store kulturevents i Danmark. Det er uden tvivl af det gode. Med en befolkning, der består af de største kulturforbrugere i EU, er det især på festivalerne og ved de store kulturevents, at sociale og aldersmæssige skel viger pladsen til fordel for den sande sammenhængskraft borgerne imellem.

I en bæredygtighedsmæssig sammenhæng er det særligt de yngre generationers deltagelse, der er afgørende, fordi begivenhederne dermed sår nogle vigtige frø, der efterfølgende kan vokse. Der er grund til at tro, at begivenhedernes bæredygtige takter også sætter et aftryk på danskernes adfærd resten af året. Det gælder både maden, vi spiser, hvordan vi bevæger os rundt, og bevidstheden om effekten af korrekt affaldssortering.

Danmark gør det faktisk så godt, at vi som land bør iklæde os førertrøjen og gøre, hvad vi kan for at udvikle en bæredygtighedscertificering, som alle festivaler og kulturevents – ikke blot i Danmark, men over hele verden – efterfølgende vil bestræbe sig på at opnå.

Der findes principielt set allerede en certificering målrettet bæredygtige begivenheder. Det drejer sig om certificeringen med det lidet mundrette navn, ISO 20121: Event sustainability management systems – Requirements with guidance for use, som kom til verden i perioden op til OL i London i 2012.

Den internationale standardiseringsorganisation, ISO, som Danmark og 161 andre lande er medlem af, står bag certificeringen. Idéen er, at den skal kunne favne alt fra en lokal grillfest til politiske topmøder og megaevents som De Olympiske Lege.

Det er absolut positivt, at der findes en international bæredygtighedsstandard for events. Men et udslagsgivende succesparameter for en certificering må imidlertid være, hvor motiveret den givne målgruppe er efter at opnå den.

Således vil det her blive hævdet, at en certificering, der er direkte målrettet festivaler og kulturevents, vil vække større interesse og begejstring rundt om i det danske kulturmiljø og festivallandskab end ISO 20121 så vidt har formået.

Målet er naturligvis ikke, at certificeringen skal slække på bæredygtighedskravene for dermed at blive nemmere at opnå. Tværtimod kan kravene i kraft af deres målrettethed potentielt skærpes.

Lad os forestille os, at det lykkedes at skabe en sådan certificering, og at alle de førnævnte store festivaler og begivenheder støtter op om idéen og opnår certificeringen. Efterfølgende er der grund til at tro, at mange andre blandt det bugnende udbud af danske festivaler og kulturevents vil følge trop. Med den internationale bevågenhed, der er på dansk kultur, er det naturligt, at certificeringen inden for en årrække kan blive én, som festivaler og kulturevents og hele verden vil få interesse i at opnå.

Det primære udbytte vil selvfølgelig være, at kloden får det bedre. Men der er også et sekundært udbytte, som kommer Danmark direkte til gode.

Ved at være first mover på denne front, får vi nemlig understøttet fortællingen om Danmark som et grønt og innovativt land. Et land, som demonstrerer, hvordan man udviser lederskaber og tager ansvar for den bæredygtige udvikling på en innovativ måde, der taler direkte til de yngste generationer. Til de mennesker, der skal overtage kloden efter os andre.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 16. oktober 2018. Illustration: Gert Ejton.

Er Fyn fremtidens kreative landsdel?

Fyn er som bekendt fin. Men i løbet af de seneste år er den smukke ø i midten af vort land blevet endnu finere. Der er nemlig en kreativ bevægelse i gang på Fyn, som på helt nye måder markerer og formidler alt det, øen har at byde på.

Et af de stærkeste eksempler er Odense International Film Festival – eller blot OFF – som er ved at etablere sig som en af de mest betydningsfulde kortfilmfestivaler i verden.

Fra og med i år er alle fire kategorier i festivalens traditionsrige prisuddeling Oscar-kvalificerende. Samtidig er der et stort udviklingspotentiale i festivalen, der med sine fortællinger i de korte formater yder et væsentligt bidrag til den store fortælling om Odense.

Sammen med den regionale filmfond FilmFyn og Svend Prisen i Svendborg, der også nyder større og større bevågenhed, har OFF således gjort, at Fyn er rykket adskillige ligaer op i filmbranchen. 

Et andet stærkt eksempel er Heartland Festival, der i løbet af sine foreløbigt tre år har fået skabt en festival, der i dén grad er med til at løfte de danske festivalstandarder. 

Heartland er ikke den eneste festival, hvor man kan få store musikalske oplevelser, og ej heller den eneste, hvor udsøgt mad, berigende talks eller inspirerende samtidskunst er på programmet. Men det er uden tvivl den festival, der bedre end nogen anden integrerer alle fire i én samlet oplevelse – og så endda med formidable Egeskov Slot som kulisse. I sådan en grad, at både nyligt opstartede festivaler og gamle giganter som Roskilde og Smukfest må tage sig selv i jævnligt at skele til, hvordan de egentlig bærer sig ad i Kværndrup.

Et tredje stærkt eksempel er Odense Robotics StartUp Hub, der i dén grad har bevist, at Fyn kan være med i forreste række i den teknologiske udvikling og den udvikling af erhvervslivet, der naturligt følger med. Som en topmoderne erhvervsklynge udgør Odense Robotics et højteknologisk hjemsted for enhver virksomhed, der opererer inden for dette felt – et felt, som de færreste af os umiddelbart forstår omsiggribende vigtighed af.

Dette er blot tre eksempler. Der er naturligvis mange flere, og den igangværende revitalisering af Odense by er en hel klumme værd i sig selv. Det samme er den fornyede satsning på H.C. Andersen – særligt i form af det nye museum, som vil åbne i 2020, såvel som den store årlige festival i nationaldigterens navn.

Det, der er sikkert, er, at Fyn netop nu er i gang med at etablere sig som et særdeles stærkt eksempel på, hvordan fremtidens kreative landsdel kan tage sig ud.

Udefra er det tydeligt, hvad der er ved at ske. Forhåbentlig er det også så tydeligt indefra, at såvel det offentlige som erhvervslivet og fondene vil investere endnu mere i Fyns igangværende udvikling.

Det afgørende er, at der ikke blot bliver fokuseret på en udvikling af den fysiske infrastruktur. Mursten kan være udmærkede, men som Tom Waits synger: ”If there’s love in a house, it’s a palace for sure – but without love, it ain’t nothing but a house”.

Der skal, kort sagt, kærlighed til, hvis potentialet i Fyns udvikling skal indfries til fulde. Når den værdimæssige infrastruktur således er på plads, kan alting gå op i en højere enhed.

Som det forholder sig nu, er der ikke kun talt for. Sangen om Fyns fremtid er også forbi det første vers og godt i gang med det andet. Nu handler det om at nå frem til et omkvæd, som alle kan synge med på.

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 15. oktober 2018.

Sådan kan kulturen løfte borgerne uden for byerne

Med sine omtrent 300 indbyggere er Selde ikke et oplagt kulturcentrum. Med sin placering i Skive Kommune kunne den endda have været et klassisk eksempel på en landsby i afvikling.

Men Selde har trodset de vilkår, som så mange små byer i det såkaldte ’Udkantsdanmark’ ligger under for, og byen har brugt kulturen til at revitalisere sig selv.

Nærmere betegnet har Selde kastet sig over skulpturkunsten, så byen efter flere års opbygning nu er kendt i såvel resten af landet som i internationale kunstmiljøer som Skulpturlandsby Selde. Nu er der professionelle kunstnere fra ind- og udland, som både besøger og bor i byen, hvor de arbejder og udstiller.

Revitalisering af Gellerupparken

Den kulturelle opblomstring i den lille landsby kan i høj grad tilskrives Skive Kommunes kulturpolitik, Kultur med vilje, der på forbilledlig vis opererer ud fra følgende mantra: ”I Skive læner vi os ikke tilbage og venter på, at oplevelserne dumper ned fra himlen – vi er selv med til at opsøge, udforske og skabe.”

En ganske anden, men tilsvarende inspirerende fortælling, finder vi i landets næststørste by – og nærmere betegnet i Gellerupparken, der i mange år har døjet, og stadig døjer, med et negativt omdømme.

I 2016 opstod der et nyt teater på den gamle Gellerupscene, der var blevet lukket ned en håndfuld år tidligere. Med Eutopia Stage blev Gellerups multikultur vendt væk fra de negative ghettokonnotationer og gjort til fundament for noget markant mere positivt.

Eutopias vision var at skabe et inkluderende mødested for borgere, besøgende og kreative, som ønskede at udforske grænserne mellem teater, musik, nycirkus, dans og visuel performance.

Visionen var samtidig, at omdrejningspunktet skulle være det multietniske samfund, og at kulturen skulle fungere som løftestang og bærende kommunikativ kraft.

Kulturen blev bindeleddet

Eutopia var et projekt under Aarhus 2017’s kulturhovedstadsparaply. Det vakte begejstring fra begyndelsen, ligesom det skabte lokal stolthed, da Gellerup blev gjort til omdrejningspunkt for nogle af de mere interessante og skelsættende kulturoplevelser i 2017.

Det skete i særlig grad under Eutopia International Festival, der kombinerede forestillinger med samtaler og kunstneriske møder – både på Eutopia Stage og i det omkringliggende område.

Med festivalen demonstrerede Eutopia, hvordan projektets vision kunne indfries netop ved at skabe et mødested, der muliggjorde borgermødet mellem Gellerup og det øvrige Aarhus, der normalt ikke ville besøge til bydelen.

Kulturen blev på bindeleddet for den nødvendige dialog, der kunne danne fundamentet for den fremtidige udvikling af Gellerupparken.

Eutopia blev en så markant succes, at projektet blev forlænget med et halvt år i forhold til den oprindelige plan – det vil sige indtil juli i år, da Eutopia som 2017-projekt egentlig skulle have været lukket ned samtidig med resten af kulturhovedstadsåret.

Projektets afslutning affødte mange kommentarer: ”Kulturlivet forarmes, hvis Eutopia lukkes”, ”Helt uforståeligt at smadre det kulturelle guldæg”, ”Kulturelt løftebrud, hvis Eutopia lukker”.

Sådan lød en række af overskrifterne på debatindlæggene i Århus Stiftstidende tidligere på året, da avisen også kunne rapportere, at de lokale kulturforeninger ærgrede sig over lukningen og frygtede, at der ville opstå et tomrum.

Forhåbningen er nu, at den kommende Gellerup Art Factory, der er sat til at åbne i 2022, kan fortsætte det arbejde, Eutopia påbegyndte.

Fem tommelfingerregler

Der findes mange eksempler rundt om i landet foruden Skulpturlandsby Selde og Eutopia, som viser, hvordan kulturen kan fungere som løftestang i områder, der trænger til en revitalisering.

Når kulturen inddrages i øjenhøjde og på den rette måde, har den potentiale til at skabe en helt ny form for dialog mellem borgerne.

Skulpturlandsby Selde og Eutopia er to vidt forskellige tiltag. Der er ikke desto mindre så mange fællestræk imellem dem, at man kan udlede fem vigtige tommelfingerregler, som man altid bør være bevidst om, når man forsøger at anvende kulturen som løftestang.

For det første skal der være en dedikeret indsats fra det offentlige, hvis indsatsen skal lykkes. Meget gerne suppleret af fondsmidler og et engagement fra private virksomheder i det givne område.

Opgaven for det offentlige er først og fremmest at skabe de praktiske og økonomiske rammer omkring indsatsen, ligesom der bør være fokus på at minimere det bureaukrati, som potentielt kan spænde ben for kreative fremstød.

For det andet skal borgerne involveres. Importløsninger uden borgerinddragelse skaber modstand, hvorimod projekter med borgerinddragelse sikrer ejerskab og aktiv deltagelse. Derfor skal lokale ildsjæle og frivillige kræfter engageres og stimuleres, så der tages ansvar for initiativet helt ned på niveau af den enkelte borger.

Alle lokalområder er unikke

For det tredje skal der tages udgangspunkt i et potentiale, der allerede eksisterer.

Mange gode idéer er gået i vasken, fordi man har forsøgt sig med et initiativ, der har fungeret i én sammenhæng, men som så ikke har de samme forudsætninger for at spire frem i en anden.

Ethvert lokalområde har sin egenart, der er lige så unik som et fingeraftryk, og derfor skal ethvert initiativ tilsvarende have sin egen unikke udformning.

Hvor godt det end har fungeret at gøre Selde til en skulpturlandsby, betyder det ikke, at man kunne gøre præcis det samme i hvilken som helst anden by med få hundrede indbyggere. Men man kan med al sandsynlighed gøre noget andet, der kunne få tilsvarende gennemslagskraft.

På tilsvarende vis var Gellerupscenens mangeårige historie og fysiske lokalitet naturligvis udslagsgivende for, at Eutopia Stage blev en realitet.

Se på de varige effekter

For det fjerde skal man tænke langsigtet. Hvis man blot tænker i at skabe en enkeltstående event, udebliver de varige effekter.

I stedet skal man tænke sin indsats som en længerevarende proces, da det altid tager tid at udvikle projekter, sikre borgerinddragelsen og etablere den grundfinansiering, der vil udgøre det bæredygtige fundament for indsatsen.

For det femte skal man huske at fokusere på omverdenen. Dialogen, der opstår på tværs af kommuner, regioner og endda landegrænser, er den ofte oversete ingrediens i sådanne indsatser.

Når revitaliseringen bygges op indefra, opstår der udadtil en fortælling om processen, som omverdenen kan forstå og tage ejerskab af. Dette resulterer i en selvforstærkende effekt, som typisk afføder gevinsten – både på det menneskelige og samfundsøkonomiske plan.

Bevidstheden om disse fem tommelfingerregler vil muliggøre, at man kan revitalisere landdistrikter og ghettoområder på en måde, hvor samskabelsen mellem borgerne, kunstnerne og kulturaktørerne kan finde sted.

Oprindeligt publiceret på Altinget den 8. oktober 2018.

Fremtiden tilhører de kreative klynger: Provinsen er god til at få kreativiteten til at yngle

Danmark har en stolt tradition for historiefortælling. Takket være forfattere som Andersen, Kierkegaard og Blixen, filmskabere som Dreyer, August og von Trier og tv-serier som Borgen,Broen og Forbrydelsener vi kendt over hele verden for vores evne til at iscenesætte livets store og små spørgsmål i fiktive fortællinger, der vækker universel genklang.

Heldigvis har vi som land anerkendt vores eget særlige potentiale og gennem de forgangne årtier fået opbygget mange stærke miljøer omkring de visuelle brancher. Miljøer, der ikke blot er forsamlinger af individuelle historiefortællere, men i stedet organiserede klynger af virksomheder og aktører, som kombinerer det kreative arbejde med en imponerende erhvervsmæssig indsigt og tæft. 

Et stærkt eksempel herpå er Filmby Aarhus, der naturligvis har filmproduktion som omdrejningspunkt, men som samtidig huser mere end 80 medievirksomheder i en erhvervspark på 12.000 kvadratmeter. Hertil kommer Ideas Lab, der huser startups og specialestuderende, ligesom Filmby Aarhus også er initiativtager til en vifte af brancherelaterede udviklingsprojekter, der netop har fokus på den brede samfundsudvikling.

Et andet stærkt eksempel finder vi i Viborg, hvor det, der startede som et beskæftigelsesprojekt for ledige, kreative unge, blev kimen til et samspil mellem uddannelsessektoren, det offentlige, kulturen og erhvervslivet.

Oprettelsen af aktiveringstilbuddet The Animation Workshop i slut-80’erne udviklede sig til en decideret uddannelse, som i 2003 blev en SU-berettiget professionsbacheloruddannelse til karakteranimator. I dag er skolen en af Europas førende animationsskoler, og den er blevet en del af VIA University College.

Det særligt interessante i fortællingen om Viborg er alt det, der er vokset op rundt omkring The Animation Workshop.

Det gælder frem for alt Arsenalet, som er Viborgs animationsklynge med omtrent 40 virksomheder, hvoriblandt man eksempelvis finder Nørlum, der står bag den Oscar-nominerede film Song of the Sea og Disney-serien Big Hero 6.

Hertil kommer, at animation i 2011 blev udpeget til at være en særlig styrkeposition i kommunen, som så fra 2014 har haft en decideret animationsstrategi – blandt andet med særligt fokus på anvendelsen af animation i formidlingen til borgerne.

Som invitation til omverdenen afholdes der hvert år Viborg Animationsfestival, der med sit omfangsrige program både er henvendt sig til offentligheden og animationsbranchen. 2018-udgaven er netop afviklet, og i år var der særligt fokus på Frankrig i anledning af den treårig kulturindsats i landet, som kulturminister Mette Bock lancerede den 29. august. 

I Fredericia er der ikke officielt tale om en klynge på samme måde som i Aarhus og Viborg, men i praksis er der tale om en konstellation, der har en tilsvarende effekt. Fredericias helt store attraktionsværdi er naturligvis de mange succesfulde musicals, som byens teater har produceret og præsenteret i og uden for Fredericia i løbet af de sidste seks år.

Der er mange parametre, der ligger til grund for succesen, men et af de allermest afgørende er, at man i Fredericia har etableret den fulde fødekæde. Med etableringen af Det Danske Musicalakademi i 2000 og dernæst det særlige udviklingscenter for musicals, Uterus, er der skabt et fundament for frembringelsen af både nye talenter og nye værker, som understøtter det arbejde, teatret gør i forhold til selve produktionerne.

Samtidig har både kommunen og det lokale erhvervsliv taget ejerskab af musicalsuccesen og gør deres til, at den kan fortsætte. Det skyldes sandsynligvis, at en rapport har slået fast, at teatret brander byen til en værdi af 22 mio. kroner og genererer en samlet samfundsmæssig effekt på 65 mio. kroner.

Uanset om det drejer sig om film, animation eller musicals, har Aarhus, Viborg og Fredericia alle haft den samme erkendelse: Fremtiden tilhører de kreative klynger – også i provinsens metropoler. Det er, kort sagt, langt mere befordrende for kreativiteten, når adgangen til den professionelle partner blot kræver, at man banker på hos naboen.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 30. september 2018.

Slut med skåltalerne: Mere kunst og kultur på skoleskemaet

Kulturmødet på Mors var i år en regnfuld og blæsende omgang. Ikke desto mindre blev det med mere end 24.000 deltagere den mest velbesøgte version nogensinde. De 170 arrangementer fordelt på 18 scener – kombineret med deltagelse fra alle landets partiledere og en bred vifte af prominente kultur-, medie- og erhvervsfolk – sikrede samtidig, at det også var den hidtil mest markante udgave af Kulturmødet.

I den brede vifte af substantielle ordudvekslinger om kunsten og kulturens potentialer og fremtidige samfundsmæssige rolle, er der særligt ét spor, der efterfølgende står tydeligt tilbage: Børn og unges møde med kunsten og kulturen.

På forbilledlig vis præsenterede Kulturmødet sammen med Frontløberne den særlige scene for unge, KulturFjorden, som dannede rammen om samtaler med temaer som Kultur med (ud)kantDigitaliseringog Ungdommens rolle i fremtidens demokrati.

Scenen og samtalerne var en fantastisk succes og demonstrerede med al tydelighed, hvilken værdi der ligger i at inddrage de yngre generationer i debatten. Frem for blot at blive talt om, blev de unge talt med, ligesom de også fik lov til selvat tale. Resultatet var, at de unge som samlet enhed udgjorde en af Kulturmødets absolut vigtigste stemmer. Det gjorde en altafgørende forskel og understregede et stort potentiale for at udvikle Kulturmødet i endnu mere spændende retninger.

Det gennemgående fokus i debatten om børn og unge var, hvordan børn og unge møder kunsten og kulturen i uddannelsessystemet – både i folkeskolen såvel som senere hen. Igen og igen blev det understreget i Kulturmødets debatter og samtaler, at skåltalernes tid bør være forbi blandt politikerne. Det er tid til handling.

Der er frem for alt to ting, der bør ske:

For det første skal lærerne modtage videreuddannelse i de musiske fag, så deres kompetencer øges, ikke blot i forhold til enkeltstående discipliner, men også i forhold til at blive bedre til at inddrage musiske elementer på tværs af de forskellige fag.

For det andet skal kunstnerne, der tilknyttes undervisningen, tilsvarende videreuddannes i pædagogik, så deres evne til at videreformidle deres særlige færdigheder, perspektiver og tilgange forøges markant.

Dette vil bane vejen for, at lærere og kunstnere langt bedre kan samarbejde, fordi begge parter vil få en forøget indsigt i hinandens felter og måde at arbejde på. Målet er – som det blev udtrykt på Mors – et partnerskab med gensidig respekt.

På den enkelte skole er det også afgørende, at ledelsen sætter sig for at prioritere de musiske fag højere. Der er naturligvis specifikke rammer og stramme krav, der skal opereres indenfor, men det betyder ikke, at der slet intet råderum er. Særligt inden for udbuddet af valgfag, herunder de såkaldt kommunale valgfag, kan den individuelle skole både oprette nye valgfag og løfte ambitionsniveauet og attraktionsværdien hos de eksisterende valgfag – og hermed vise vejen frem for andre skoler med tilsvarende ambitioner.

Det bør give sig selv, at det naturligvis skal være kunst og kultur af højeste kvalitet, som børn og unge skal møde. Sat lidt på spidsen, som det skete under Kulturmødet, er det næsten bedre, at de slet ikke møder kunst og kultur, end at de skal spilde tid på noget, der er af så lav kvalitet, at det ikke rummer de æstetiske og pædagogiske potentialer, der producerer et læringsmæssigt udbytte af nogen egentlig værdi.

Både Erland Høyersten fra ARoS og Lasse Andersson fra Utzon Center i Aalborg slog under Kulturmødet fast, at kulturinstitutionerne har et ansvar og en unik mulighed for at påtage sig en kuraterende rolle, der kan sikre det fornødne kvalitetsniveau. Samtidig vil dette sikre en øget legitimitet hos den enkelte kulturinstitution, som hermed kan demonstrere sin samfundsmæssige værdi og rolle i dannelsen og uddannelsen af borgerne. Dette kan endvidere åbne op for øgede bevillinger og nye partnerskabsmuligheder på den uddannelsesmæssige front.

Mads Langer gav også et vigtigt besyv med i denne debat. Han satte fingeren på det, der frem for alt står i vejen for, at vi får givet det danske uddannelsessystem det fornødne løft på den musiske front: Den evige akademisering, hvor vi skriver den ene rapport efter den anden og udviser markant større forkærlighed for teori end praksis.

Vi skal ikke hævde, at vi ved altom dette område. At vi ikke kan blive klogere. Det kan vi naturligvis. Pointen er, at vi ved noktil at gå i gang.

Vi ved, at børn, der udfolder sig kreativt som børn, har det med at blive mere innovative som voksne. Vi ved, at PISA-fiseringen i mange sammenhænge gør mere skade end gavn, fordi den reducerer den menneskelige udvikling til simple, målbare parametre og dermed hæmmer nysgerrigheden, kreativiteten og villigheden til at eksperimentere. Vi ved, at mødet med kunsten og kulturen har en helt særlig evne til at udvikle vores empati og øge evnen til at forstå det, der ligger uden for vores umiddelbare forståelsesramme.

I sin mest frustrerende version rummer diskussionen om værdien af de musiske fag udtalelser om, at man jo altså ikke ”bare kan lade eleverne sidde og tegne hele dagen” – og ”hvad får vi ud af, at de kan spille guitar, hvis de ikke kan regne og skrive?”

Når debatten indledes på dette niveau, er det klart, at vi spænder ben for os selv. Det er på høje tid, at vi indser, at den ene form for menneskelig udvikling ikke behøver være på bekostning af den anden. At det tværtimod handler om at anlægge et holistisk perspektiv på vores udvikling, hvor alle de forskellige parametre påvirker og understøtter hinanden.

Således kunne man netop vende de frustrerende udtalelser rundt og i stedet spørge: Hvad nytter de sproglige og matematiske færdigheder, hvis de ikke bringes i samspil med evnen til at tænke kreativt og lysten til at udforske verden omkring os?

Som bekendt har Danmark skrevet under på FN’s Børnekonvention, hvori der står, at børn har ret til ”fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv”, og at der bør være ”passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse”. Det er vel at mærke an traktat, som vi har forpligtet os på at efterleve. Så lad os hurtigst muligt få givet vores uddannelsessystem det løft, der sikrer, at dette også rent faktisk finder sted.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 7. september 2018.