Nej, Thunbergs FN-tale var ikke et selvmål

Det er naturligvis lige tidligt nok at fælde dom over en enkelt persons globale gennemslagskraft, hvis denne person blot er 16 år gammel. I dén alder vidste de fleste af os knapt nok, hvem vi selv var.

Men hvad nu, hvis man allerede som 16-årig er blevet en superstjerneaktivist, som har skabt verdensomspændende opmærksomhed omkring sit budskab, optrådt i alverdens tv-programmer, mødt Paven og Obama og holdt en skelsættende tale ved FN’s klimatopmøde efter at have krydset Atlanterhavet i en båd?

Så er situationen en ganske anden, og selv hvis vi aldrig hørte fra Greta Thunberg igen – hvilket vi dog utvivlsomt kommer til – har hun allerede sat så et så markant aftryk på verden, at hun har sikret sig en plads i historiebøgerne. Hun har allerede opnået mere end de fleste individuelle aktivister opnår i løbet af et helt liv.

Thunberg er nemlig ikke blot sin generations førende klimaaktivist, men også den første, der har haft held med effektivt at italesætte konsekvenserne af den manglende handlekraft, som de tidligere generationer repræsenterer.

Det har hun gjort med en kombination af frygtløshed og følelsesladet retorik, og hun deler konsekvent vandene – præcis ligesom enhver prominent aktivist gennem verdenshistorien har gjort det, fra Mahatma Gandhi til Martin Luther King.

Dramaturgien om Thunbergs entré på den globale scene har stort set fulgt det, der burde udgøre første kapitel i celebrityhåndbogen for begyndere: Først bygger de dig op – og så piller de dig ned igen.

I starten var hun et kuriosum, og så var hun en modig pige, som vakte bred begejstring. Så voksede hendes platform og fanbase sig større og større, og efter en lang række taler ved forskellige klimademonstrationer – herunder den i København den 25. maj – fik hun så mulighed for at tale direkte til verdens ledere ved FN’s klimatopmøde den 23. september.

Fordi denne tale var så følelsesladet, som den var – med brug af den nu så berømte vending ”How dare you!” – har forskellige eksperter, politikere og andre meningsdannere haft travlt med at karakterisere talen som et selvmål. Men det skyldes først og fremmest den optik, som Thunberg betragtes igennem.

I en verden, hvor spindoktorer og konsulenter har etableret et relativt rigidt regelsæt, der dikterer, hvordan man skal begå sig som offentligt kendt person, brød Thunberg selvfølgelig med alle reglerne. Især set i kontekst af den ramme, som FN og verdenspressens rullende kameraer udgør.

Selv den ellers så tøjlesløse præsident Trump forstår, at man her kun må anvende den allermest kontrollerede del af følelsesregistret. Det endda i en sådan grad, at han næsten ikke er til at kende, når han befinder sig på generalforsamlingens talerstol.

Fordi Thunberg gav pokker i, hvad man bør gøre som et trænet mediedyr, blev hendes gennemslagskraft netop tilsvarende større. 

Det er svært at forestille sig, at en venlig, rolig, smilende og høfligt underspillet tale på tilsvarende vis ville have skabt den samme gennemslagskraft. Det gælder ikke kun i forhold til, hvor mange overskrifter, hun genererede i alverdens sensationshungrende medier, men i endnu højere grad i forhold til, hvor mange mennesker, hun inspirerede med sine direkte, skarpe og følelsesladede formuleringer.

Thunberg har netop demonstreret over for hele verdens befolkning – og i særlig grad hendes egen generation – at det giver mening at være klimaaktivist. At man kan påvirke den globale dagsorden og få en audiens hos nogle af de mest magtfulde mennesker på planeten. At håbet ikke er ude, hvis blot man bruger den stemme, man nu engang er født med.

Det er netop en hovedpointe i fortællingen om Greta: Hun har opnået så megen slagkraft, fordi hun så fuldt ud er sig selv, med hvad det end indebærer af fordele og ulemper. Hun er en autentisk og værdibåret aktivist, og det er dét, som frem for alt har gjort hende til et verdensomspændende ikon for klimakampen.

Blandt de mange unge klimaaktivister, som Thunberg har inspireret, vil det netop være dem, som tilsvarende er 100% sig selv, der vil få mest held med at skabe opmærksomhed omkring deres sag.

Jo flere af disse unge og autentiske aktivister vi ser, jo bedre. Det kan nemlig være noget af det, der får allermest betydning for, om vi rent faktisk lykkes med at få skabt den bæredygtige udvikling, der er nødvendig for at sikre planetens og menneskehedens fortsatte overlevelse.

Man kan naturligvis mene, hvad man vil om Greta Thunberg. Men det er indiskutabelt, at det er denne store stemme fra det kolde nord, som har sat den aktuelle bevægelse i gang, og at hun har formået at indgyde et altafgørende håb – særligt blandt de yngre generationer – når det kommer til de altoverskyggende klimaudfordringer, vi står overfor.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 29. oktober 2019.

Artikel i Magisterbladet: I London tjener de milliarder på kultur og kreative fag – i Danmark diskuterer vi kun besparelser

Magisterbladet interviewede Christian Have om den markante forskel, der er på tilgangen til kultur og den kreative sektor i London og Danmark.

Som artikler skildrer, bidrog de kreative erhverv i Englands hovedstad i 2017 med 101,5 milliarder pund til den engelske økonomi, hvoraf de 52,2 milliarder pund blev genereret i selve London, hvor mange af de kreative forretninger og virksomheder er samlet. Desuden oplevede andre brancher og industrier en vækst på cirka 40 milliarder pund om året. Og hvert job i Londons kreative branche understøtter yderligere tre fjerdedele af et job i andre industrier.

Londons borgmester, Sadiq Khan, har blandt andet udtalt:

“Fra designere, der har brug for revisorer, til filmstudier, der har brug for tømrere, er virkningen af vores kreative industrier vidtgående, hvilket hjælper mennesker og virksomheder i hele hovedstaden og Storbritannien.”

Christian Have udtaler blandt andet følgende om den danske debat af den værdi, som kultur og kreativitet bidrager med til det danske samfund:

“Diskussionen handler udelukkende om, hvorvidt vi fortsat skal spare eller ej. Vi er ikke engang nået til en nulstilling og til en diskussion af, hvor vigtigt det er at investere i kulturlivet, og det er helt absurd. En forøgelse af kulturbudgetterne og opprioritering af kulturen med målrettet værdiskabelse for borgerne ville for mig at se være helt naturligt at fokusere på for en ny regering med de udfordringer omkring blandt andet digitalisering og pres på vores demokratiske værdier, som vi står overfor.”

Læs artiklen i sin fulde længde her.