Kronik i Jyllands-Posten: Derfor springer jeg Folkemødet over i år

Det hele begyndte i 2011, da 10.000 mennesker drog til den første udgave af Folkemødet for at deltage i de 250 events, som 72 forskellige arrangører havde organiseret. 

Forbilledet var Almedalsveckan i Sverige, den årligt tilbagevendende politikfestival, som fandt sted for første gang i 1968. Repræsentanter fra Bornholms Regionskommune syntes så godt om konceptet, at de – solidt bakket op af daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder – besluttede at etablere en tilsvarende begivenhed på den danske klippeø.

Begivenheden blev en stor succes. Det grundlæggende format, hvor inspirerende debatter og samtaler kombineres med en stærk folkelig deltagelse på en særlig lokation, har sidenhen udgjort vigtig inspiration for en række yderligere møder på dansk grund – herunder Kulturmødet på Mors, Ungdommens Folkemøde og senest Skivemødet.

Det at kunne mødes omkring den demokratiske dialog, gerne sat i en festlig ramme, startede naturligvis ikke med Folkemødet i 2011. Det er tværtimod en evne, der ligger dybt i den danske kultur, og som kan spores langt tilbage i historien. Et af historiens stærkeste eksempler på en af Folkemødets forløbere er Jeppe Aakjærs berømte Jenlefester. Disse var netop også med til at inspirere indholdet på Skivemødet, som blandt andet fandt sted på Jenle.

På Bornholm skete der det, at Folkemødet lynhurtigt eksploderede i størrelse. Allerede i 2012 var antallet af besøgende, arrangører og events alle sammen tredoblede. I 2017 havde alle tre parametre haft en stigning på mindst 1.000 pct. sammenlignet med det første år.

Fra begyndelsen har Folkemødet, helt som ønsket, tiltrukket en bred vifte af politikere, beslutningstagere og menige borgere. Hertil er så kommet et stigende antal af virksomheder, interesseorganisationer og mediefolk. I 2017 deltog hundredevis af nationale og internationale medier, og både DR og TV 2 opsatte studier på Folkemødet og transmitterede direkte derfra. Mediernes interesse har således nået det samme niveau som det, vi netop har oplevet ved kronprinsens 50-års fødselsdag og lignende royale begivenheder.

Med en omsætning på over 20 mio. kr. og syv år på bagen er Folkemødet blevet en betydelig indtægtskilde for Bornholm, både set i en turisme- og erhvervsmæssig kontekst. Samtidig har man erkendt, at man står med et stærkt brand. En etableret succes, der både er penge og muligheder i.

Folkemødet mener selv, at udviklingen ikke har medført en øget kommercialisering af begivenheden, og at de mange partnerskaber med forskellige kommercielt orienterede aktører, der udvikler indhold særligt til Folkemødet, blot er en del af det at sikre en bæredygtig økonomi.

Selve størrelsen af begivenheden har dog påvirket deltagernes oplevelse, som man kunne læse i den analyse, Folkemødet fik udarbejdet af Operate efter sidste års udgave. Her efterspurgte de menige deltagere – folket, om man vil – et mere overskueligt program med tværgående temaer og færre arrangementer, såvel som et reduceret kendisfokus og øget fokus på dialogen deltagerne imellem.

Folkemødet har lyttet og i år reduceret antallet af arrangementer med godt 300 i forhold til sidste års 3.200, ligesom der denne gang arbejdes med en temaopdeling af Folkemødets områder. Der er dog tilmeldt et godt stykke over de 1.000 arrangører, der deltog sidste år, og det virker sandsynligt, at man holder kadencen fra de to forgående år i forhold til antallet af besøgende, hvor 100.000 mennesker deltog.

Dog kan jeg hermed meddele, at Folkemødet i hvert fald får mindst én mindre besøgende i år: undertegnede.

Det skyldes ikke den eksplosive vækst i sig selv. Det skyldes som sådan heller ikke partnerskaberne med virksomhederne og interesseorganisationerne. Heller ikke den massive mediedækning.

Det skyldes derimod, at Folkemødet har bevæget sig længere og længere væk fra det, der er formuleret som det erklærede mål med begivenheden: at styrke demokratiet og dialogen i Danmark.

Stor folkelig deltagelse, et stærkt engagement fra virksomheder og interesseorganisationer kombineret med mediernes massive tilstedeværelse behøver ikke at være modstridende med dette mål. Tværtimod er alle disse essentielle ingredienser i et sundt og bæredygtigt demokrati.

Folkemødets altoverskyggende problem er derimod, at de deltagende aktører i stor stil har gennemskuet, hvordan Folkemødet som platform kan udnyttes til at præsentere præfabrikerede budskaber og sætte forudbestemte dagsordener – og at Folkemødet accepterer dette i alt for høj grad.

Det hele forklædes som demokratisk debat, men i praksis præsenteres der indhold, som svarer til det, man allerede kan opleve på alverdens messer og konferencer. I sådanne sammenhænge er det naturligvis helt legitimt først og fremmest at ville formidle de budskaber, man har forberedt på forhånd – netop fordi man her ikke foregiver at ville styrke demokratiet. 

Men på Folkemødet er det i stigende grad blevet åbenlyst, at interesseorganisationerne og virksomhederne fokuserer mere på deres egne dagsordener end den egentlige borgerdrevne dialog. Det medfører konceptuelle debatter, som sjældent har plads til at bevæge sig i en anden retning end den, der er bestemt på forhånd.

Jeg har det svært med at blive gjort til del af de koncepter, som mine kolleger fra kommunikations- og reklamebranchen nøje har udviklet hjemmefra. Jeg har det tilsvarende svært med at gå ind i telt efter telt, hvor resultatet af den givne debat er givet på forhånd, grundet den strategiske sammensætning af debattørerne på scenen.

I alt for mange tilfælde reducerer Folkemødet folket til blot at være publikum ved de professionelle aktørers strategisk udtænkte sommershow.

Det reducerer den demokratiske værdi af Folkemødet betragteligt, og hele begivenheden kommer derfor til i højere grad at gavne de professionelle aktørers politisk eller økonomisk funderede dagsordener.

Med andre ord dukker aktørerne ofte ikke op på Folkemødet for selv at blive klogere – de dukker op for at gøre publikum og de øvrige aktører klogere på den medbragte dagsorden.

Den demokratiske indpakning og det selvpromoverende indhold stemmer således ikke overens.

I 2017 flød bægeret over, og det blev for meget, selv for en rutineret kommunikationsaktør som mig. Autenticiteten, overraskelsesmomentet, den ikkeiscenesatte dialog og det ikkeminutiøst tilrettelagte koncept fyldte alt, alt for lidt. Så derfor er der behov for et pusterum.

Jeg ser frem til i løbet af forhåbentlig kort tid at vende tilbage til et Folkemøde, der i højere grad er sin dna og sit erklærede mål bevidst. Hvor virksomhederne og interesseorganisationerne i mindre grad får lov at styre debatterne. Hvor de dukker op for at lytte til deltagerne, snarere end blot at tale til dem. For vitterligt at møde folket. 

Der er nok emner at tage fat på under et Folkemøde, hvor befolkningens stemmer får lov at spille en hovedrolle, og hvor den demokratiske dialog således er i højsædet. Det kunne eksempelvis være realiseringen af FN’s 17 verdensmål, styrkelse af befolkningens tiltro til nyhedsmedierne, modernisering af public service-begrebet, afdigitalisering af hverdagen og – ikke mindst – hvordan vi kan etablere flere demokratiudviklende platforme, nu hvor vi må sande, at den vestlige verdens foretrukne styreform ikke kan tages for givet.

Med få, men altafgørende, ændringer kunne Folkemødet således – igen – blive en fantastisk platform for at diskutere spørgsmål, hvor vi ikke kender svarene på forhånd. Hvor vi i allerhøjeste grad har brug for den gensidige inspiration og dialog, hvis vi skal komme disse svar betydeligt nærmere. Behovet for en sådan platform er endnu større i dag end for syv år siden, da Folkemødet fandt sted for første gang.

Folkemødet har til fulde bevist sit værd, når det kommer til kvantiteten. Nu er udfordringen at sikre kvaliteten.

Sker dette, kan vi på ny gøre os forhåbninger om, at fire dage på Bornholm kan spille en udslagsgivende rolle i kampen for at styrke demokratiet og dialogen i Danmark.

Bragt i Jyllands-Posten den 13. juni 2018. Illustration: Rasmus Sand Høyer.

Danskerne er europamestre i kulturforbrug: Vi er gået festival-amok

Ingen europæere elsker kulturen højere end danskerne. Det påviste januar måneds opgørelse fra Eurostat, som er Europakommissionens statistikbureau. I Bulgarien og Rumænien er det mindre end hver tredje borger, der i løbet af et år deltager i mindst én kulturel aktivitet. Gennemsnittet for hele EU er 63,7 procent af borgerne. Danmark snupper førstepladsen med hele 85,3 procent.

Danskernes forkærlighed for kulturen kommer i høj grad til udtryk i det store udbud af festivaler, som finder sted på dansk grund. År efter år samler festivalerne glade og engagerede festivalgængere foran de mange scener for at blive underholdt, beriget og ofte også intellektuelt udfordret.

Gennem de sidste mange år har festivaler som Grøn, Copenhagen Jazz Festival, Tønder Festival, Smukfest og Roskilde Festival etableret sig som traditionsrige kulturflagskibe, og de har fået følgeskab af så forskellige festivaler som Northside Festival, Copenhell, Haven, Tinderbox, Copenhagen Opera Festival og Heartland Festival – og lige om hjørnet venter Det Kongelige Teaters første udgave af den stort anlagte Balletfestival.

Festivalerne, der kalder sig selv ’møder’, stortrives desuden i disse år – herunder Kulturmødet, Folkemødet og Ungdommens Folkemøde, og i Skive er Skivemødet netop veloverstået. Hertil kommer et utal af yderligere festivaler, der har alt fra kogekunst til upcoming bands og eksperimenterende billedkunst som omdrejningspunkt.

Hvorfor er Danskerne så passionerede omkring det at tage på festival? Er det i festivalrammerne, at vi bedst omfavner og udtrykker vores nu verdensberømte sans for at hygge os? Er vi ualmindeligt store festaber, der kræver parallel action fra adskillige scener på én gang, før vi synes, det for alvor er sjovt at være til?

Er det i festivalernes ramme, at vi nemmest kommer ind på livet af hinanden og får skabt den medmenneskelige kontakt med nye venner og potentielle kærester?

Eller er sommerfestivalernes popularitet simpelthen én kæmpestor, kollektiv protest mod det depressive vintermørke?

Kombinerer vi alle disse parametre, får vi i hvert fald ét bud. Men tager vi et mere dybdegående blik på, hvad festivalerne har at tilbyde os, er der ingen tvivl om, at de danner grobund for en stærk fællesskabsfølelse.

Den følelse, som vi som mennesker og sociale væsener helt grundlæggende higer efter. Det gælder både fællesskabet med de venner, man tager afsted med, og det større fællesskab med alle de øvrige festivalgængere, der opstår, når titusindvis af personer forenes i den samme energi og begejstring.

Derudover leverer festivalerne vigtige byggesten til vores individuelle identitetsarbejde. Den person, der tager til Heartland for at lytte til en snak mellem Slavoj Žižek og Adam Holm, har med al sandsynlighed en anden opfattelse af sig selv, end den person, der sammen med vennerne tager til Grøn for at skåle med på ”Bad Craziness” med en Tuborg-fadøl i hånden.

Den festival, vi tager til, har netop potentiale til at blive en væsentlig del af den identitet, vi både bevidst og ubevidst iklæder os selv.

Endelig har festivalerne en uovertruffen evne til at få os til at føle os levende – her og nu. Modsat en enkeltstående koncert eller anden form for kulturbegivenhed har selve festivalstrukturen en evne til at skabe en totaloplevelse, der er helt unik.

Det mangefacetterede udbud fascinerer os og sikrer et kontinuerligt flow af æstetiske, kulinariske og sociale oplevelser. Festivallivet har det med at sætte sit fysiske præg på kroppen, men følelsen af virkelig at have været i live varer ved længe efter, at kroppen atter er normaliseret. Dén følelse er særligt attraktiv i en verden, hvor digitaliseringen i høj grad har taget styringen og reduceret så mange aspekter af vores dagligdag til kølige klik og al for megen af skærmtid.

At tage på festival i en håndfuld dage er, kort sagt, en af de mest effektive måder at skabe modvægt til den digitale hverdags distancerede trummerum.

I 2016 identificerede Politiken hele 32 nye festivaler, der var opstået i løbet af de foregående fem år – i København alene. Det tegner et godt billede af den ivrighed, kulturentreprenørerne har efter at skabe udendørsbegivenheder, der kan samle folk omkring forhåbentligt mindeværdige oplevelser.

13 af festivalerne lukkede imidlertid ned igen inden for den samme femårsperiode, hvilket understreger, hvor stor en udfordring det kan være at trække publikum til.

De festivaler, der spås de bedste overlevelsesmuligheder på et – må man sige – noget overfyldt marked, er uden tvivl dem, der demonstrerer et klart værdigrundlag og tager stilling til verden omkring dem og det samfund, de er en del af. Ikke at enhver festival skal have som mål at frelse verden fra sin egen udslettelse, men det hjælper uden tvivl på tiltrækningskraften, når der er en relevant og meningsfuld forbindelse mellem det, der foregår på scenerne, og det aftryk, som festivalen har en vision om at få sat.

Som Tuborg og Muskelsvindfonden med Grøn. Som Kulturmødet med sin ambition om i løbet af 48 timer at levere den mest substantielle debat om kunsten og kulturens vilkår i Danmark.

Som Balletfestivalen, der ikke blot handler om at vise formidel ballet for et i forvejen balletinteresseret publikum, men derimod om at udbrede danseglæden over det ganske land og herigennem revidere og udvide forståelsen for en ofte miskendt kunstform.

Nøgleordet er impact.

Jo tydeligere et positivt aftryk en festival kan sætte – lokalt, regionalt og gerne nationalt – jo stærkere er dens tiltrækningskraft. Vel at mærke når det, der er sat på programmet, samtidsig er af højeste kvalitet, og man dertil kan feste i trygge rammer og nyde tillokkende fortæring.

Når disse parametre er på plads, er danskerne ivrige efter at hengive sig til festivallivet.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 30. maj 2018. Illustration: Gert Ejton.

De sociale medier er uegnede til demokratisk dialog

Digitaliseringen og de sociale medier har ført os tættere på hinanden. Snart sagt ethvert andet menneske kan nu nås via en e-mail, en Facebook-besked eller et Skype-opkald.

Men digitaliseringen har også kapret store dele af den demokratiske dialog, så den nu finder sted på de sociale medier. I kommentarfeltet under statsministerens seneste Facebook-opdatering, som et re-tweet af en skarp bemærkning fra en humoristisk kendis, og gennem offentlig skiltning med hvem og hvad, man ’synes godt om’. Takket være de sociale medier er vi således mere end nogensinde bevidste om, hvor folk befinder sig på det politiske spektrum.

Men dialogen, de sociale medier afføder, er ikke en rigtig dialog. For at gå i dialog handler netop om at være imødekommende over for sine medmennesker. Om forsøget på at forstå det, man ikke allerede forstår. Om at lytte mere end at tale.

De sociale medier har givet alle og enhver – magthavere, kendisser og almene borgere – en sæbekasse, som man kan stille sig op på og ytre sig fra. Jo oftere man ytrer sig, jo højere man råber, og jo mere kontroversielt man udtaler sig, jo mere opmærksomhed får man. Denne opmærksomhed kommer til udtryk gennem ’synes godt om’-tilkendegivelser, delinger og kommentarer – hvor folk forhåbentlig strides indbyrdes, for så når man ud til endnu flere.

Fordi det handler om kommunikation mennesker imellem ligner det måske en dialog. Men det er en illusion. Den kommunikation, der finder sted, handler primært om individuelle markeringer. Om at placere sig selv for og imod specifikke sager og personer.

Resultatet bliver det stik modsatte af en egentlig dialog: I stedet for at være imødekommende over for vores medmennesker, placeres de i rollen som modstandere. I stedet for at forsøge at forstå det, vi ikke allerede forstår, bliver vi bekræftede og låst fast i vores eksisterende overbevisninger. I stedet for at lytte, forsøger vi at overdøve.

Menneskeheden er selvfølgelig ikke tvangsindlagt til at bruge de sociale medier på denne måde. Vi kunne sagtens agere langt mere civiliseret. Man kunne også vælge kun at køre 30 km/t i en Ferrari. Men præcis ligesom en Ferrari er skabt til høje hastigheder, er de sociale medier først og fremmest skabt til selvprofilering.

Når den demokratiske dialog således har spillet fallit i sin digitale form, betyder det, at vi må sætte vores lid til de institutioner, som netop er skabt til at facilitere fysiske møder, der fremmer den demokratiske dialog: Museerne. Teatrene. Højskolerne. Bibliotekerne. Folkeuniversiteterne.

Institutioner, som både kan og bør skabe modvægt til det digitale univers. Det er her, mennesker mødes, opbygger relationer, får fælles oplevelser og spejler sig i hinanden. Det er altafgørende, at disse institutioner bevarer deres fokus på det fysiske møde og ikke falder for digitaliseringens fristelser, for hverken de æstetiske oplevelser eller de menneskelige interaktioner kan nogensinde genskabes på tilfredsstillende vis i digital form.

Politikerne bør derfor være bevidste om, at det frem for alt er disse fysiske institutioner, vi skal værne om og udvikle. Det er dem, der udgør demokratiets grundpiller i en verden med fake news og endeløst reality-tv.

Hvis politikerne ikke kan se og forstå dette, er det dem, der har et eksistensproblem – ikke institutionerne.

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 20. maj 2018.

Artikel om Skivemødet: Hvad ville Blachman gøre, hvis han var borgmester i Skive?

Af Merete Just, Skive Folkeblad

- Vi kaster os allesammen ud fra syv meter-vippen og håber, at der er vand i bassinet!

Sådan siger Christian Have, der er manden bag det firma, der har udviklet opskriften på Skivemødet - Have Kommunikation.

Fredag den 18. maj står han for at »moderere« - holde debatten på sporet - når en lang række kendte danskere taler om, hvordan man opnår et Danmark i balance.

Hans hår er i dag kortere end dengang for 40 år siden, da hele Danmark lærte ham at kende som trommeslager i Mabel, der dundrede sig ind i nationens bevidsthed med nummeret »Boom Boom«.

En stor glæde

Slagfærdig er han stadig - og Christian Have er begejstret ved tanken om de samtaler, han skal have med kendte danskere på Jeppe Aakjærs Jenle i Østsalling.

- Det er et stort privilegium og en stor glæde for mig, men det er også kun til Skivemødets absolutte fordel, at demokratiske samtaler om et Danmark, der kan komme i bedre balance med sig selv, kan foregå netop på Jenle, fastslår Christian Have.

Han er ikke i tvivl om, at der vil komme mange svar - nogle mere brugbare end andre - og helt overordnet set mener Christian Have, at vi som danskere skal blive bedre til at forstå hinanden.

Og er der noget, der bringer danskerne sammen for den korte stund, de har sat hinanden stævne, er det en sang.

- Det er et godt afsæt for snak. Jeg har bedt gæsterne vælge en sang, som vi skal synge. Det må gerne være en sang af Aakjær, men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at gæsten forklarer, hvorfor den symboliserer et Danmark i balance, forklarer Christian Have.

Mange svar

For publikum bliver det spændende at høre, hvilke budprominente politikere og kulturpersonligheder har på,hvad de ville gøre for at sikre sammenhæng mellem by og land - med udgangspunkt i Skive-egnen.

- Egnen har taget initiativet. Erhvervs- og kulturfolk har erkendt, at de ikke bare kan vente på politikerne. De har selv et ansvar for, hvordan egnen udvikler sig, og arrangørerne har taget opgaven på sig. Der vil komme mange svar, og jeg skal sikre den røde tråd. Men svarene vil bliver mange - og de vil blive overraskende, inspirerende og især vidt forskellige. Hvad ville for eksempel Thomas Blachman mon gøre som det første, hvis han fik Skives borgmesterkæde på?, spørger Christian Have.

Det er også tanken om at bidrage til en samtale, som mange finder meget vigtig, der har fået gæsterne til at takke ja.

- I udgangspunktet ville det ikke være det letteste at lokke store kulturpersonligheder til Skive en fredag, men fælles for dem er blandt andet, at de finder debatten vigtig. Og så siger de »fedt, at Skive-egnen har taget det initiativ«. Men det er også værdibårne folk, der er meget engagerede, og på hver deres felt er de det ypperligste, forklarer Christian Have.

Ved folk det?

Når samtalerne, som også inkluderer mediernes rolle i et Danmark i balance, er slut, bliver det også Christian Haves opgave at opsummere dem - og sammen med arrangørerne vurdere, hvilke ideer, der er værd at arbejde videre med.

- Noget af det, vi også bør se nærmere på er det faktum, at Skive-egnen er præget af en helt fantastisk natur og en meget spændende kulturhistorie. Ved folk i de øvrige dele af landet det? Vi må spørge os selv, om folk udenfor Skive-egnen kender egnen, og måske kan andre kommuner lære af Skive?, vurderer Christian Have.

Han var i sin tid også med til at løbe Kulturmødet på Mors i gang, men i Christian Haves branche kan man ikke udstede garantier for, hvordan det går.

- Noget af det vigtigste er, at vi må operere med, er uforudsigelighed. Vi aner ikke, hvordan det kommer til at gå, og vi kaster os alle ud i det. Uforudsigeligheden er vigtig. Når du rejser til folkemøde på Bornholm er indholdet efterhånden til at forudsige, men det skal samtalerne på Jenle ikke være. Og det har de faktisk aldrig været. Tidligere kunne der også blive sat dagsordener og sagt mærkelige ting på Jenle. Og folk må gerne sige, at det lyder mærkeligt. Bare de giver det en chance og kommer, fastslår Christian Have.

For ham personligt er der også lidt af en udfordring i vente på Jenle. Christian Have har aldrig tidligere modereret så mange samtaler på én dag. Mange har allerede sat dagen af, og det betyder, at arrangørerne opfordrer til, at man gør som til Jenle-festerne - og selv medbringer en stol eller et tæppe.

Oprindeligt bragt i Skive Folkeblad, 8. maj 2018.

Kronik i Jyllands-Posten: Afliv kulturlivets støttebegreb

Hvis man virkelig vil styrke almenvellet, skal man væk fra, at kultur er noget, der skal have almisse, til, at det er noget, man investerer i.

Af Michael Christiansen (formand for DR’s Bestyrelse, Black Box Theatre, Sort/Hvid og Jazzhus Montmartre) og Christian Have

Som samfund skylder vi Viggo Kampmann og Julius Bomholt en stor tak. Med oprettelsen af Ministeriet for Kulturelle Anliggender i 1961 fik den daværende statsminister og landets første kulturminister sat kulturen på den nationalpolitiske dagsorden.

Det, at offentlige kroner skulle gå til kulturelle formål, blev med tiden bredt accepteret. I så høj grad, at vi – trods nedskæringer – stadig er enige om, på tværs af alle Folketingets partier, at Kulturministeriet har sin berettigelse.

Vi skylder imidlertid ikke d’herrer Kampmann og Bomholt den samme taknemmelighed for introduktionen af støttebegrebet i kontekst af kunst og kultur.

I mere end et halvt århundrede har støttebegrebet nemlig domineret debatten om, hvad de offentlige kulturkroner skal gå til. Retorisk har begrebet fastlåst både fortalere og skeptikere i en diskurs, der gør kulturen til en størrelse, der modtager almisser fra det offentlige. Som en énvejstransaktion, hvor det offentlige giver, og kulturen modtager.

Det skaber et fordrejet billede af, hvad det i praksis er for en transaktion, der finder sted. Kultur er netop noget, man investerer i. Og når man investerer på en kompetent og strategisk velovervejet måde, får man sine investeringer mange gange igen. Både menneskeligt og økonomisk.

Støttebegrebet har desuden den altoverskyggende ulempe, at det giver smagsdommen en central placering i debatten. Hvor tit har vi ikke hørt gennem årene, at en politiker eller menig skatteyder er imod støtten til en given kulturaktør, fordi man ganske enkelt ikke bryder sig om den kultur, som vedkommende frembringer?

Stort set hver eneste smagsbetonede debat overser den pointe, at Kulturministeriets fordeling af de offentlige kulturkroner aldrig handler om at tilgodese de æstetiske præferencer hos enkeltpersoner. Kulturministeriets mission er den samme som hos alle andre ministerier: At styrke almenvellet.

Det er svært at argumentere for, at man styrker almenvellet, hvis det opfattes, som om man uddeler almisser. Det bliver straks nemmere, lige så snart man melder ud, at man investerer i kulturen.

Lad os kigge nærmere på nogle konkrete eksempler.

I 2013 blev Cisternerne relanceret og integreret i Frederiksbergmuseerne, som modtager kulturkroner fra både staten og Frederiksberg Kommune. Der blev investeret i at give udstillingerne et løft og integrere dem i de unikke rammer. Fra at have haft 15-20.000 besøgende om året i et årti eksploderede stedets popularitet, så der nu årligt tiltrækkes omkring 100.000.

I Helsingør Kommune er der også blevet investeret massivt i kulturen. Blandt andet er det kulturelle landskab blevet udvidet med imponerende institutioner som M/S Museet for Søfart og Kulturværftet, som hjælper med at trække de 2,1 millioner årlige turister til byen, som tilsammen bruger 1,6 mia. kr. i kommunen.

Overalt i Jylland er der desuden stærke eksempler på kulturinvesteringer, som på vidt forskellig vis demonstrerer, hvordan enkelte kommuners styrkepositioner kan omdannes til stærk branding, store oplevelser og samfundsøkonomisk fortjeneste.

Det gælder ikke mindst Hjørring Kommunes investering på 60 mio. kr. i det nye Vendsyssel Teater, som er det første nye teater i provinsen i 100 år. Skivemødet, hvor det lokale erhvervsliv sammen med kommunen har taget initiativ til den stort anlagte kulturbegivenhed, der sætter ”Danmark i balance” på dagsordenen. Og Morsø Kommune og Region Nordjyllands mangeårige satsning på Kulturmødet på Mors, der har sikret øen en plads i den nationale bevidsthed.

I Viborg har det, der i 1988 startede med en investering i et aktiveringssted for kreative arbejdsløse, udviklet sig til et af verdens bedste animationsmiljøer. The Animation Workshop udklækker dimittender, der animerer for Disney og vinder Oscars, mens Arsenalet samler animationsvirksomheder i et fælles miljø.

I Fredericia har kommunen spillet en proaktiv rolle i Fredericia Teaters enestående opblomstring. Dette har gjort, at byen nu huser et teater, der er med til at sætte den internationale standard inden for musicalproduktion. Kommunens opbakning blev ikke mindst styrket, da analyser i 2015 fastslog, at teatret havde en brandingværdi for byen på 22 mio. kr. om året og en samlet samfundsmæssig effekt på hele 65 mio. kr.

Endelig bør Holstebro fremhæves, da denne kommune har markeret sig som en af Danmarks mest progressive, når det kommer til kulturinvesteringer.

Her har man slået dørene op for Dansk Talentakademis banebrydende nye Campus, hvor 44 elever kan bo sammen og befrugte deres kreativitet på tværs af akademiets mange fagligheder. Det er blevet til i et visionært partnerskab mellem Holstebro Kommune, Færchfonden og Realdania, og resultatet er uden europæisk sidestykke.

Talentudvikling er det klareste eksempel på, at man ikke blot uddeler støtte, men konkret investerer i det, der i fremtiden vil berige kulturlivet og samfundet som helhed. Det nye Campus er langt fra Holstebros eneste eksempel på en progressiv kulturinvestering. Dem er der masser af, og de strækker sig helt tilbage til 1960’erne, da man foretog det kontroversielle indkøb af Giacometti-statuen og indgik særaftalen med Statens Kunstfond, der gjorde Holstebro til modelkommune for fondens arbejde.

Musikteatret Holstebro er et af kommunens kulturelle flagskibe, og teatret er en del af en tendens blandt jyske musikhuse, hvor man med et relativt lille offentligt tilskud har formået at skabe både en fantastisk udvikling og en bæredygtig økonomi. Foruden Musikteatret ses dette blandt andet også hos Musikhuset Aarhus, Aalborg Kongres & Kultur Center, Vejle Musikteater og MCH i Herning.

En dugfrisk Rambøll-rapport bestilt af Danske Koncert- og Kulturhuse giver os med udgangspunkt i Musikteatret Holstebro et detaljerigt eksempel på, hvordan kulturinvesteringer kommer igen. I 2016 investerede kommunen, staten og fonde knap 15 mio. kr. i Musikteatret Holstebro. Dette muliggjorde først og fremmest, at der blev solgt billetter for 27 mio. kr. og skabt yderligere indtægter – bl.a. gennem teatrets café, bar og restaurant samt udlejning og sponsoraftaler – på yderligere 16 mio. kr.

Derudover har Musikteatret også skabt en omsætning på ca. 70 mio. kr. i lokalområdet, hvoraf de 30 millioner udspringer af selve teatret, mens de øvrige godt 40 millioner udspringer af det forbrug, som de 200.000 besøgende har haft i forbindelse med en tur i teatret. Endelig sikrer teatret lokal beskæftigelse svarende til godt 100 fuldtidsstillinger med det deraf afledte skatteprovenu.

Isoleret set havde Musikteatret et underskud på 212.000 kr. i 2016, men set i dette større perspektiv kan der ikke herske tvivl om, at investeringen i teatret er kommet mange gange igen. Dette sker samtidig med, at Musikteatret har præsenteret hundredetusindvis af besøgende for det, som et markant flertal ifølge rapporten klassificerer som et alsidigt og bredtfavnende program fyldt med kulturelle kvalitetsoplevelser. Musikteatret tydeliggør endvidere, hvorfor den enkeltes smag bliver underordnet i debatten om de offentlige kulturkroner:

Selv den person, der ikke bryder sig om det, som Musikteatret måtte have på programmet, er næppe modstander af at bo i samme by som en populær kulturinstitution, der tiltrækker 200.000 besøgende, tilfører lokaløkonomien 70 mio. kr. og øger beskæftigelsen med 100 fuldtidsstillinger.

Ingen af eksemplerne handler om kulturaktører, der skal have en økonomisk indsprøjtning for at overleve. I alle tilfælde er der tale om fremsynede initiativer, der tydeliggør, at der vitterligt er tale om investeringer, som både beriger borgernes ånd og den samlede samfundsøkonomiske bundlinje.

Bragt i Jyllands-Posten den 11. maj 2018. Tegning: Rasmus Sand Høyer.