De sociale medier er uegnede til demokratisk dialog

Digitaliseringen og de sociale medier har ført os tættere på hinanden. Snart sagt ethvert andet menneske kan nu nås via en e-mail, en Facebook-besked eller et Skype-opkald.

Men digitaliseringen har også kapret store dele af den demokratiske dialog, så den nu finder sted på de sociale medier. I kommentarfeltet under statsministerens seneste Facebook-opdatering, som et re-tweet af en skarp bemærkning fra en humoristisk kendis, og gennem offentlig skiltning med hvem og hvad, man ’synes godt om’. Takket være de sociale medier er vi således mere end nogensinde bevidste om, hvor folk befinder sig på det politiske spektrum.

Men dialogen, de sociale medier afføder, er ikke en rigtig dialog. For at gå i dialog handler netop om at være imødekommende over for sine medmennesker. Om forsøget på at forstå det, man ikke allerede forstår. Om at lytte mere end at tale.

De sociale medier har givet alle og enhver – magthavere, kendisser og almene borgere – en sæbekasse, som man kan stille sig op på og ytre sig fra. Jo oftere man ytrer sig, jo højere man råber, og jo mere kontroversielt man udtaler sig, jo mere opmærksomhed får man. Denne opmærksomhed kommer til udtryk gennem ’synes godt om’-tilkendegivelser, delinger og kommentarer – hvor folk forhåbentlig strides indbyrdes, for så når man ud til endnu flere.

Fordi det handler om kommunikation mennesker imellem ligner det måske en dialog. Men det er en illusion. Den kommunikation, der finder sted, handler primært om individuelle markeringer. Om at placere sig selv for og imod specifikke sager og personer.

Resultatet bliver det stik modsatte af en egentlig dialog: I stedet for at være imødekommende over for vores medmennesker, placeres de i rollen som modstandere. I stedet for at forsøge at forstå det, vi ikke allerede forstår, bliver vi bekræftede og låst fast i vores eksisterende overbevisninger. I stedet for at lytte, forsøger vi at overdøve.

Menneskeheden er selvfølgelig ikke tvangsindlagt til at bruge de sociale medier på denne måde. Vi kunne sagtens agere langt mere civiliseret. Man kunne også vælge kun at køre 30 km/t i en Ferrari. Men præcis ligesom en Ferrari er skabt til høje hastigheder, er de sociale medier først og fremmest skabt til selvprofilering.

Når den demokratiske dialog således har spillet fallit i sin digitale form, betyder det, at vi må sætte vores lid til de institutioner, som netop er skabt til at facilitere fysiske møder, der fremmer den demokratiske dialog: Museerne. Teatrene. Højskolerne. Bibliotekerne. Folkeuniversiteterne.

Institutioner, som både kan og bør skabe modvægt til det digitale univers. Det er her, mennesker mødes, opbygger relationer, får fælles oplevelser og spejler sig i hinanden. Det er altafgørende, at disse institutioner bevarer deres fokus på det fysiske møde og ikke falder for digitaliseringens fristelser, for hverken de æstetiske oplevelser eller de menneskelige interaktioner kan nogensinde genskabes på tilfredsstillende vis i digital form.

Politikerne bør derfor være bevidste om, at det frem for alt er disse fysiske institutioner, vi skal værne om og udvikle. Det er dem, der udgør demokratiets grundpiller i en verden med fake news og endeløst reality-tv.

Hvis politikerne ikke kan se og forstå dette, er det dem, der har et eksistensproblem – ikke institutionerne.

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 20. maj 2018.

Artikel om Skivemødet: Hvad ville Blachman gøre, hvis han var borgmester i Skive?

Af Merete Just, Skive Folkeblad

- Vi kaster os allesammen ud fra syv meter-vippen og håber, at der er vand i bassinet!

Sådan siger Christian Have, der er manden bag det firma, der har udviklet opskriften på Skivemødet - Have Kommunikation.

Fredag den 18. maj står han for at »moderere« - holde debatten på sporet - når en lang række kendte danskere taler om, hvordan man opnår et Danmark i balance.

Hans hår er i dag kortere end dengang for 40 år siden, da hele Danmark lærte ham at kende som trommeslager i Mabel, der dundrede sig ind i nationens bevidsthed med nummeret »Boom Boom«.

En stor glæde

Slagfærdig er han stadig - og Christian Have er begejstret ved tanken om de samtaler, han skal have med kendte danskere på Jeppe Aakjærs Jenle i Østsalling.

- Det er et stort privilegium og en stor glæde for mig, men det er også kun til Skivemødets absolutte fordel, at demokratiske samtaler om et Danmark, der kan komme i bedre balance med sig selv, kan foregå netop på Jenle, fastslår Christian Have.

Han er ikke i tvivl om, at der vil komme mange svar - nogle mere brugbare end andre - og helt overordnet set mener Christian Have, at vi som danskere skal blive bedre til at forstå hinanden.

Og er der noget, der bringer danskerne sammen for den korte stund, de har sat hinanden stævne, er det en sang.

- Det er et godt afsæt for snak. Jeg har bedt gæsterne vælge en sang, som vi skal synge. Det må gerne være en sang af Aakjær, men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at gæsten forklarer, hvorfor den symboliserer et Danmark i balance, forklarer Christian Have.

Mange svar

For publikum bliver det spændende at høre, hvilke budprominente politikere og kulturpersonligheder har på,hvad de ville gøre for at sikre sammenhæng mellem by og land - med udgangspunkt i Skive-egnen.

- Egnen har taget initiativet. Erhvervs- og kulturfolk har erkendt, at de ikke bare kan vente på politikerne. De har selv et ansvar for, hvordan egnen udvikler sig, og arrangørerne har taget opgaven på sig. Der vil komme mange svar, og jeg skal sikre den røde tråd. Men svarene vil bliver mange - og de vil blive overraskende, inspirerende og især vidt forskellige. Hvad ville for eksempel Thomas Blachman mon gøre som det første, hvis han fik Skives borgmesterkæde på?, spørger Christian Have.

Det er også tanken om at bidrage til en samtale, som mange finder meget vigtig, der har fået gæsterne til at takke ja.

- I udgangspunktet ville det ikke være det letteste at lokke store kulturpersonligheder til Skive en fredag, men fælles for dem er blandt andet, at de finder debatten vigtig. Og så siger de »fedt, at Skive-egnen har taget det initiativ«. Men det er også værdibårne folk, der er meget engagerede, og på hver deres felt er de det ypperligste, forklarer Christian Have.

Ved folk det?

Når samtalerne, som også inkluderer mediernes rolle i et Danmark i balance, er slut, bliver det også Christian Haves opgave at opsummere dem - og sammen med arrangørerne vurdere, hvilke ideer, der er værd at arbejde videre med.

- Noget af det, vi også bør se nærmere på er det faktum, at Skive-egnen er præget af en helt fantastisk natur og en meget spændende kulturhistorie. Ved folk i de øvrige dele af landet det? Vi må spørge os selv, om folk udenfor Skive-egnen kender egnen, og måske kan andre kommuner lære af Skive?, vurderer Christian Have.

Han var i sin tid også med til at løbe Kulturmødet på Mors i gang, men i Christian Haves branche kan man ikke udstede garantier for, hvordan det går.

- Noget af det vigtigste er, at vi må operere med, er uforudsigelighed. Vi aner ikke, hvordan det kommer til at gå, og vi kaster os alle ud i det. Uforudsigeligheden er vigtig. Når du rejser til folkemøde på Bornholm er indholdet efterhånden til at forudsige, men det skal samtalerne på Jenle ikke være. Og det har de faktisk aldrig været. Tidligere kunne der også blive sat dagsordener og sagt mærkelige ting på Jenle. Og folk må gerne sige, at det lyder mærkeligt. Bare de giver det en chance og kommer, fastslår Christian Have.

For ham personligt er der også lidt af en udfordring i vente på Jenle. Christian Have har aldrig tidligere modereret så mange samtaler på én dag. Mange har allerede sat dagen af, og det betyder, at arrangørerne opfordrer til, at man gør som til Jenle-festerne - og selv medbringer en stol eller et tæppe.

Oprindeligt bragt i Skive Folkeblad, 8. maj 2018.

Kronik i Jyllands-Posten: Afliv kulturlivets støttebegreb

Hvis man virkelig vil styrke almenvellet, skal man væk fra, at kultur er noget, der skal have almisse, til, at det er noget, man investerer i.

Af Michael Christiansen (formand for DR’s Bestyrelse, Black Box Theatre, Sort/Hvid og Jazzhus Montmartre) og Christian Have

Som samfund skylder vi Viggo Kampmann og Julius Bomholt en stor tak. Med oprettelsen af Ministeriet for Kulturelle Anliggender i 1961 fik den daværende statsminister og landets første kulturminister sat kulturen på den nationalpolitiske dagsorden.

Det, at offentlige kroner skulle gå til kulturelle formål, blev med tiden bredt accepteret. I så høj grad, at vi – trods nedskæringer – stadig er enige om, på tværs af alle Folketingets partier, at Kulturministeriet har sin berettigelse.

Vi skylder imidlertid ikke d’herrer Kampmann og Bomholt den samme taknemmelighed for introduktionen af støttebegrebet i kontekst af kunst og kultur.

I mere end et halvt århundrede har støttebegrebet nemlig domineret debatten om, hvad de offentlige kulturkroner skal gå til. Retorisk har begrebet fastlåst både fortalere og skeptikere i en diskurs, der gør kulturen til en størrelse, der modtager almisser fra det offentlige. Som en énvejstransaktion, hvor det offentlige giver, og kulturen modtager.

Det skaber et fordrejet billede af, hvad det i praksis er for en transaktion, der finder sted. Kultur er netop noget, man investerer i. Og når man investerer på en kompetent og strategisk velovervejet måde, får man sine investeringer mange gange igen. Både menneskeligt og økonomisk.

Støttebegrebet har desuden den altoverskyggende ulempe, at det giver smagsdommen en central placering i debatten. Hvor tit har vi ikke hørt gennem årene, at en politiker eller menig skatteyder er imod støtten til en given kulturaktør, fordi man ganske enkelt ikke bryder sig om den kultur, som vedkommende frembringer?

Stort set hver eneste smagsbetonede debat overser den pointe, at Kulturministeriets fordeling af de offentlige kulturkroner aldrig handler om at tilgodese de æstetiske præferencer hos enkeltpersoner. Kulturministeriets mission er den samme som hos alle andre ministerier: At styrke almenvellet.

Det er svært at argumentere for, at man styrker almenvellet, hvis det opfattes, som om man uddeler almisser. Det bliver straks nemmere, lige så snart man melder ud, at man investerer i kulturen.

Lad os kigge nærmere på nogle konkrete eksempler.

I 2013 blev Cisternerne relanceret og integreret i Frederiksbergmuseerne, som modtager kulturkroner fra både staten og Frederiksberg Kommune. Der blev investeret i at give udstillingerne et løft og integrere dem i de unikke rammer. Fra at have haft 15-20.000 besøgende om året i et årti eksploderede stedets popularitet, så der nu årligt tiltrækkes omkring 100.000.

I Helsingør Kommune er der også blevet investeret massivt i kulturen. Blandt andet er det kulturelle landskab blevet udvidet med imponerende institutioner som M/S Museet for Søfart og Kulturværftet, som hjælper med at trække de 2,1 millioner årlige turister til byen, som tilsammen bruger 1,6 mia. kr. i kommunen.

Overalt i Jylland er der desuden stærke eksempler på kulturinvesteringer, som på vidt forskellig vis demonstrerer, hvordan enkelte kommuners styrkepositioner kan omdannes til stærk branding, store oplevelser og samfundsøkonomisk fortjeneste.

Det gælder ikke mindst Hjørring Kommunes investering på 60 mio. kr. i det nye Vendsyssel Teater, som er det første nye teater i provinsen i 100 år. Skivemødet, hvor det lokale erhvervsliv sammen med kommunen har taget initiativ til den stort anlagte kulturbegivenhed, der sætter ”Danmark i balance” på dagsordenen. Og Morsø Kommune og Region Nordjyllands mangeårige satsning på Kulturmødet på Mors, der har sikret øen en plads i den nationale bevidsthed.

I Viborg har det, der i 1988 startede med en investering i et aktiveringssted for kreative arbejdsløse, udviklet sig til et af verdens bedste animationsmiljøer. The Animation Workshop udklækker dimittender, der animerer for Disney og vinder Oscars, mens Arsenalet samler animationsvirksomheder i et fælles miljø.

I Fredericia har kommunen spillet en proaktiv rolle i Fredericia Teaters enestående opblomstring. Dette har gjort, at byen nu huser et teater, der er med til at sætte den internationale standard inden for musicalproduktion. Kommunens opbakning blev ikke mindst styrket, da analyser i 2015 fastslog, at teatret havde en brandingværdi for byen på 22 mio. kr. om året og en samlet samfundsmæssig effekt på hele 65 mio. kr.

Endelig bør Holstebro fremhæves, da denne kommune har markeret sig som en af Danmarks mest progressive, når det kommer til kulturinvesteringer.

Her har man slået dørene op for Dansk Talentakademis banebrydende nye Campus, hvor 44 elever kan bo sammen og befrugte deres kreativitet på tværs af akademiets mange fagligheder. Det er blevet til i et visionært partnerskab mellem Holstebro Kommune, Færchfonden og Realdania, og resultatet er uden europæisk sidestykke.

Talentudvikling er det klareste eksempel på, at man ikke blot uddeler støtte, men konkret investerer i det, der i fremtiden vil berige kulturlivet og samfundet som helhed. Det nye Campus er langt fra Holstebros eneste eksempel på en progressiv kulturinvestering. Dem er der masser af, og de strækker sig helt tilbage til 1960’erne, da man foretog det kontroversielle indkøb af Giacometti-statuen og indgik særaftalen med Statens Kunstfond, der gjorde Holstebro til modelkommune for fondens arbejde.

Musikteatret Holstebro er et af kommunens kulturelle flagskibe, og teatret er en del af en tendens blandt jyske musikhuse, hvor man med et relativt lille offentligt tilskud har formået at skabe både en fantastisk udvikling og en bæredygtig økonomi. Foruden Musikteatret ses dette blandt andet også hos Musikhuset Aarhus, Aalborg Kongres & Kultur Center, Vejle Musikteater og MCH i Herning.

En dugfrisk Rambøll-rapport bestilt af Danske Koncert- og Kulturhuse giver os med udgangspunkt i Musikteatret Holstebro et detaljerigt eksempel på, hvordan kulturinvesteringer kommer igen. I 2016 investerede kommunen, staten og fonde knap 15 mio. kr. i Musikteatret Holstebro. Dette muliggjorde først og fremmest, at der blev solgt billetter for 27 mio. kr. og skabt yderligere indtægter – bl.a. gennem teatrets café, bar og restaurant samt udlejning og sponsoraftaler – på yderligere 16 mio. kr.

Derudover har Musikteatret også skabt en omsætning på ca. 70 mio. kr. i lokalområdet, hvoraf de 30 millioner udspringer af selve teatret, mens de øvrige godt 40 millioner udspringer af det forbrug, som de 200.000 besøgende har haft i forbindelse med en tur i teatret. Endelig sikrer teatret lokal beskæftigelse svarende til godt 100 fuldtidsstillinger med det deraf afledte skatteprovenu.

Isoleret set havde Musikteatret et underskud på 212.000 kr. i 2016, men set i dette større perspektiv kan der ikke herske tvivl om, at investeringen i teatret er kommet mange gange igen. Dette sker samtidig med, at Musikteatret har præsenteret hundredetusindvis af besøgende for det, som et markant flertal ifølge rapporten klassificerer som et alsidigt og bredtfavnende program fyldt med kulturelle kvalitetsoplevelser. Musikteatret tydeliggør endvidere, hvorfor den enkeltes smag bliver underordnet i debatten om de offentlige kulturkroner:

Selv den person, der ikke bryder sig om det, som Musikteatret måtte have på programmet, er næppe modstander af at bo i samme by som en populær kulturinstitution, der tiltrækker 200.000 besøgende, tilfører lokaløkonomien 70 mio. kr. og øger beskæftigelsen med 100 fuldtidsstillinger.

Ingen af eksemplerne handler om kulturaktører, der skal have en økonomisk indsprøjtning for at overleve. I alle tilfælde er der tale om fremsynede initiativer, der tydeliggør, at der vitterligt er tale om investeringer, som både beriger borgernes ånd og den samlede samfundsøkonomiske bundlinje.

Bragt i Jyllands-Posten den 11. maj 2018. Tegning: Rasmus Sand Høyer.

Tiden er den dyrebareste ressource af alle: Tag dig noget planlagt nedetid

Vi har digitaliseret vores kommunikation. Vores kalender. Vores arbejdsliv. Vores ferieminder. Musikken, vi lytter til, filmene, vi ser, og spillene, vi spiller. Selv samværet med hinanden kan, takket være Skype og FaceTime, foregå digitalt.

Den absolut vigtigste ressource, vi har, kan vi imidlertid ikke digitalisere: Tiden.

Hver eneste gang, der sker et teknologisk fremskridt, lægges vægten altid på, hvordan en given aktivitet nu er blevet hurtigere, nemmere og smartere. Jovist, e-mailen når hurtigere frem end det fysiske brev, og det er nemmere at følge med i, hvad der sker rundt omkring i verden ved at kigge på sin smartphone, end ved at købe og læse en gammeldags avis.

Den kollektive overbegejstring har det imidlertid med at sætte ind. Pludselig får vi hundrede gange så meget post, som vi gjorde før, og vores smartphones er blevet en besættelse, som vi konstant kaster et blik på, hvad enten vi tænker over det eller ej.

Samlet set tegner den teknologiske udvikling således et billede af, at menneskeheden igen og igen spænder ben for sig selv. Motivationen bag de teknologiske landvindinger er stort altid, at vi gerne vil have det lidt lettere. Men i praksis har vi tydeligvis en trang til at gøre alting sværere for os selv, end vi på nogen måde behøver.

Åbner der sig et tidsrum i vores evigt travle hverdag, er vores intuitive reaktion ikke at lade det stå åbent. Tværtimod. Vi fylder det blot ud med mere af det, der overvælder os. Vi øger vores tilgængelighed og vores ambitionsniveau i forhold til jobbet, familien og vennerne. Vi fortæller os selv, at fordi vi kan nå mere, så skal vi også opnå mere.

Det er særligt grelt på den professionelle front, og antropolog Dennis Nørmark udtrykte klart problematikken i et interview med Politiken den 14. april:

“For 100 år siden forudsagde store økonomer og tænkere, at vi i dag kun ville arbejde 15 timer om ugen. De mente, at den teknologiske udvikling ville gøre os mere og mere effektive, så vi gradvis kunne skrue ned for arbejdstiden og få mere tid til at nyde livet. De havde fuldstændigt ret – vi er blevet meget effektive. Men hver gang vi har haft muligheden for at gå ned i arbejdstid og få mere tid til os selv, har vi bare fyldt mere ligegyldigt arbejde ind i tilværelsen. I dag er mange af os jo til grin for vores egen tid.”

Der er ingen tvivl om, at et mere hensigtsmæssigt forbrug af vores tid ville gøre vores daglige liv lettere. Samtidig kan vi dog også trække en forbindelseslinje mellem en forbedring af vores egen sindstilstand og vores muligheder for at forbedre det globale samfund, vi er en del af.

Lad os træde et stort skridt tilbage og kigge på verden, som den ser ud netop nu: Antidemokratiske verdensledere. Flygtningekriser. Teknologigiganternes misbrug af vores private data. Klimaforandringer. Der er ikke mangel på årsager til at bekymre sig for verdens fremtid eller kampe, vi kan påtage os for at forbedre den.

Når vi føler os pressede fra alle sider, kommer de fleste af os imidlertid til at mangle overskud til andet end blot at komme gennem hverdagen. Og så bliver det svært også at skulle kæmpe for klimaet, almenvellet og demokratiet.

Så hvis vi virkelig vil gøre en forskel, er vi nødt til først at bringe os selv i balance og kæmpe for at få den tid, vi har mistet, tilbage igen. 

Der er mange måder hvorpå, man kan hjælpe sig selv med at få livet og hverdagen mere i balance. Her foreslås blot én overordnet idé: Planlagt nedetid.

Det er pudsigt nok et udtryk fra den digitaliserede verden. Det henviser til et tidsrum, hvor eksempelvis en server skal have sin software opdateret, og hvor et website eller en anden onlinetjeneste midlertidigt ikke kan tilgås. Professionelle serviceudbydere annoncerer altid denne planlagte nedetid, så brugerne har fået en advarsel på forhånd.

Begrebet er en af de få ting, vi virkelig kan lade os inspirere af fra den ellers så tidsrøvende digitale verden, når det kommer til at genvinde vores dyrebare tid.

Vi bør, kort sagt, planlægge nedetid for os selv. Ikke kun i form af den årlige sommerferie og juledagene, og heller ikke kun i form af at tage en velfortjent fridag i ny og næ. Nej, den planlagte nedetid bør være et dagligt tilbagevendende fænomen.

Lige så vel som vi indplacerer møder på jobbet og kaffeaftaler med venner og bekendte i vores kalender, bør vi målrettet planlægge et tidsrum hver dag, som vi helliger os selv og det, der beriger os, fornyer vores energi og styrker vores lyst til livet. Måske drejer det sig blot om en halv time om dagen. Det kan være om morgenen, efter fyraften, eller når børnene er lagt i seng.

Uanset hvad bør denne planlagte nedetid respekteres i lige så høj grad, som vi respekterer alle de aftaler, vi indgår med andre mennesker.

Ligesom de digitale serviceudbydere, kan vi fint lade vores omverden vide, hvornår vi er utilgængelige. Andre mennesker har det som bekendt med at tilpasse sig den tilgængelighed, som vi selv beslutter os for at have.

Det er naturligvis op til hver enkelt, hvad nedetiden skal fyldes ud med.

Måske er det vitterligt ingenting. Bare at sidde for sig selv med tid til at tænke over tilværelsen er en luksus, som de færreste under sig selv.

Måske er det kvalitetstid med børnene eller ægtefællen, hvor man virkelig får snakket og hygget sig sammen.

Måske er det at gøre noget godt for et andet menneske, fordi man ved, at det føles godt og altid er meningsfuldt at gøre noget godt for andre.

Eller måske er det at dedikere sig selv til den idé eller det projekt, som man i årevis har omtalt for enden af sætningen ”hvis bare jeg havde tid til…”.

Hvad man end beslutter sig for, bør fokus være at tilbageerobre den tabte tid, som mennesket utvivlsomt har brug for, men som digitaliseringen har fået os til at bruge på alt muligt overflødigt.

Hvis det lykkes at etablere en kollektiv bevidsthed om nødvendigheden af at genvinde tiden, både lokalt, nationalt og internationalt, har det potentiale til at blive en transformativ bevægelse, der kan åbne op for positive forandringer – over hele kloden.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 6. maj 2018.

Tre ting, der inspirerer mig i mit professionelle virke

Kulturturismen

OECD har meddelt, at kulturturismen er den sektor inden for turismeerhvervene, hvor væksten er allerstørst, og vi har alle muligheder for at udnytte dette store potentiale langt bedre, end vi aktuelt gør.

Der er heldigvis masser af aktører, der allerede er godt i gang, og der er rig inspira- tion at hente i f.eks. LEGO House, Vadehavsmuseet, Klitmøller, Kulturmødet på Mors, Cisternerne, Golden Days og Copenhagen Jazz Festival. 

 

Partnerskaber mellem kultur og erhverv

De nye, kreative og værdibaserede partnerskaber mellem kulturaktører og erhvervsliv finder jeg også stor inspiration i. De kan nemlig ikke blot styrke bundlinjen hos begge parter, men også selve den menneskelige udvikling.

Især inden for sundheds- og socialsektoren er potentialet stort, og når erhvervslivet udviser Corporate Cultural Responsibility resulterer det også i innovative og ofte bedre produkter, som sikrer markedets trivsel. 

 

Teknologigiganterne, der drages til ansvar

Nu, hvor teknologigiganter som Google, Apple og ikke mindst Facebook endelig drages markant til ansvar, er der fornyet håb forude, når det kommer til menneskets møde med teknologien. Giganterne har naturligvis et ansvar for, hvordan deres platforme bruges, og at de ikke stiller værktøjer til rådighed, der nemt kan bruges til antidemokratiske formål.

Lad det være starten på et nyt kapitel, hvor etik, moral og samfundsmæssig ansvarlighed ikke blot er ‘mission statements’, men i stedet noget, der implementeres gennem konkrete handlinger.

 

Oprindeligt bragt i Erhverv København, 30. april 2018.