Inden for de seneste uger er det gået hårdt ud over danske printmedier. Aller Media har valgt at sætte en stopper for de trykte udgaver af magasinerne Femina og Elle, ligesom det 75 år gamle og ganske legendariske Tipsbladet også vil kunne læses på tryk for sidste gang i januar.
Disse tre nedlukninger er del af den større fortælling om en kriseramt mediebranche, hvor de nødvendige nedskæringer rammer hele paletten af medier, uanset om de beskæftiger sig med nyhedsformidling, underholdning, personlige hobbies eller noget helt fjerde.
Selvfølgelig går der noget tabt, når et område ikke længere får den samme medieomtale som før. For synlighed er som bekendt eksistens, og når man mister sin synlighed, mister man således også en væsentlig del af sin eksistensberettigelse.
Men det handler ikke kun om modtagerne af den konkrete mediedækning, og hvordan de påvirkes af det, der ofte kaldes ”mediedøden”. Der er et andet aspekt, som får langt mindre opmærksomhed – og det er den betydning, som de fysiske medier har for den danske kultur og identitet.
Tænk bare på, hvor mange der har haft – og trods alt stadig har – et fast ritual søndag formiddag, der handler om at læse avisen, mens man nyder en god kop kaffe. Tænk på børnene, der gennem årtier har fået Anders And-bladet ind ad brevsprækken. Fodboldfansene, der troligt har købt Tipsbladet i den lokale kiosk.
Tænk også på de knuste hjerter, der er blevet lindret af magasinernes brevkasser. Musikelskerne, der har læst interviews og anmeldelser og fundet altafgørende inspiration til deres passion i musikbladene. Alle hobbyisterne, der har elsket at dykke ned i magasinartikler om havearbejde, fotografering, madlavning og eksotiske rejsedestinationer. Man kunne nemt blive ved, for gennem årene er der næsten ikke det interesseområde, der ikke har haft mindst ét medie tilknyttet sig.
Det er nemt at blive nostalgisk, udviklingen vil ikke vende. Tværtimod vil vi kun opleve, at flere og flere af disse medier med tiden vil uddø.
Til en start kan vi glæde os over, at der i det mindste er langt færre træer, der behøver at blive fældet, efterhånden som de trykte medier dør ud. Men set med de kulturelle briller er vi nødt til at erkende, at alle disse fysiske mediers bortgang efterlader et tomrum. Det er vel at mærke et tomrum, som lynhurtigt bliver fyldt ud af især de digitale og sociale medier.
Det er selvfølgelig af det gode, at eksempelvis de nationale dagblade alle sammen har stærke digitale udgaver at tilbyde læserne. Samtidig er der heller ikke mangel på onlinefora for entusiaster og hobbyister inden for alverdens områder. Så uanset om man er nyhedsjunkie eller hobbygartner, skal man nok kunne få sit fix på nettet.
Det er imidlertid ikke pointen her. For det handler ikke kun om at have adgang til specifikke informationer, sådan som vi selvfølgelig har via nettet – i overmål. Det handler også om ritualerne. Om samværet. Om oplevelserne. Om identiteten. Ja, om selve kulturen, der formes af danskernes medieforbrug.
Den onlineavis, hvor læseoplevelsen dikteres af klik på de mest pirrende overskrifter, frembringer ikke en rolig formiddagsstund med kaffen – og den vil heller ikke få sine læsere til at bladre alt indholdet igennem.
Det netmagasin, der udkommer flere gang i døgnet, vil aldrig skabe den samme forventningsglæde som det trykte magasin, der kun udkommer en gang om måneden.
De sociale kanaler, som næsten ethvert medie i dag har tilknyttet, er baseret på det faktum, at polarisering og shitstorms er bedre end stilfærdig refleksion og inspiration.
Udover det har de digitale enheder, hvor vi har vores medieforbrug – uanset om det er mobiltelefoner, tablets eller computere – indbyggede distraktioner: Nye e-mails. Nye notifikationer fra Instagram, Facebook og diverse nyhedsapps. Nye SMS’er. Det skaber svære vilkår for at holde fokus på dybdegående artikler og lange interviews, og så bliver det nemmere bare at læse de hurtige og polariserende historier.
Hertil kommer, at især mobiltelefonen fremkalder den velkendte og asociale positur, hvor blikket er stift rettet mod skærmen snarere end mod andre mennesker, hvilket ikke just fremmer ikke fællesskabet.
Den stoflighed, som en avis eller et magasin har, er naturligvis heller ikke til stede online, hvor alt nemt kommer til at se ens ud. Væk er den oplevelse, hvor vi passerer spise- eller sofabordet og bemærker det givne medie – og dermed elegant bliver mindet om, at der er masser af historier tilbage at læse og lade os inspirere af.
Endelig er forretningsmodellen også helt anderledes på nettet, hvor konkurrencen om opmærksomhed og clicks er nådesløs, og hvor techgiganterne suger næsten alle annonceindtægterne til sig.
Mediedøden vil uden tvivl tage til i den kommende tid, og vi har kun set toppen af den. Selvfølgelig repræsenterer den et kulturtab – og et tab af identitet. Dette er vi nødt til at erkende, for så at stille spørgsmålet: Hvad ønsker vi egentlig at udfylde dette tomrum med?
Ønsker vi virkelig at overdrage vores dyrebare tid og opmærksomhed til techgiganterne og alle de digitale og sociale medieplatforme? Og dermed lære vores børn og børnebørn at denne adfærd er værd at efterligne?
Eller gør vi mon klogt i at erkende, at vi har brug for platforme, ritualer og begivenheder, der på nye måder kan styrke vores samvær, fællesskabet og evnen til at fokusere på det, der faktisk er vigtigst her i livet?
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 13. december 2023. Illustration: Gert Ejton.