Udøvende kunstnere og andre kulturfolk kan ikke behandles ens, når det kommer til ligestilling i kulturverdenen.
Hvordan reduceres mændenes dominans i kulturlivet? Sådan lyder et centralt spørgsmål i den aktuelle kulturdebat, hvor kulturminister Marianne Jelved nu også har meldt sig på banen.
Udgangspunktet for debatten er musikbranchen, som på de ledende poster stort set udelukkende har mænd.
Musikselskabernes brancheorganisation IFPI har blot to kvindelige pladeselskabsdirektører blandt de 36 medlemmer, og på landets 19 regionale spillesteder kan man kun finde én kvindelig leder.
Af KODA-pengene - som går til kunstnere, der bliver spillet i radioen og på spillestederne - udbetales 83 procent til mandlige kunstnere.
Kulturministeren lægger blandt andet op til, at spillestederne både skal redegøre for, hvad de har gjort for at få kvindelige musikere til at optræde, og hvad de har gjort for at få kvinder ind i ledelsen.
Således lægges der umiddelbart lige vægt på det administrative og det kunstneriske aspekt. Men der er stor forskel på disse to aspekter.
Der er naturligvis ingen tvivl om, at der er en overvægt af mænd i begge dele af musikbranchen. Og vi bør afgjort arbejde for at sikre så lige muligheder som muligt for begge køn. Her kan man eksempelvis lade sig inspirere af symfoniorkestrene, hvor optagelsen af nye musikere altid foregår bag en skærm, så bedømmelseskomitéen ikke kan se vedkommende - og dermed ikke kan basere sin bedømmelse på hverken køn, alder eller hudfarve. Det handler udelukkende om at finde den bedst mulige musiker.
Det er imidlertid en ganske specifik situation, hvor netop denne usynliggørelse af kønnet -og de øvrige parametre -lader sig gøre. Det er ikke en løsning, der generelt kan eksporteres til de forskellige former for kunstnerisk udøvelse. For kunsten er pr. definition og af natur anarkistisk og ofte dybt hierarkisk og udemokratisk.
Filminstruktøren ynder at have final cut. Dirigenten forlanger ofte total lydighed af sine musikere. Og inden for murene på museet er kuratoren gerne enehersker.
Begynder vi at stille krav eller ligefrem lovgive omkring den kunstneriske udøvelse, vil det ramme os som en boomerang. Sådan har det altid været, for et forsøg på at demokratisere selve det kunstneriske arbejde kan kun reducere kvaliteten af kunsten.
Kunstens formål er at stræbe efter det excellente og det enestående. Når professionelle aktører vurderer kunstnere og deres kunstneriske virke, bør det altid være baseret på en solid faglig vurdering af kvalitet. Ikke på kunstnerens køn, alder eller hudfarve.
Så vidt det kunstneriske. Når vi taler det administrative aspekt, er snakken en anden.
Her er der bestemt god grund til at skærpe opmærksomheden omkring en mere balanceret kønskvotering, når det kommer til ledelsen af landets kulturinstitutioner og rekrutteringen af deres bestyrelsesmedlemmer.
Det gælder i øvrigt også inden for idræts- og medieverdenen, som ligeledes hører under Kulturministeriets ressortområde.
Men kunsten og kunstnerne selv? Dem skal vi nok frede.
Indlæg bragt i Fyens Stiftstidende , Sektion 4 (Kultur), 27. marts 2015.