Medieomtale, mærkesager og krigerisk værdikamp. Det er, hvis man skal følge logikken i Poul Aarøe Pedersens analyse i Politiken (”Hvor er den kulturpolitiske dagsorden, Jelved?”, bragt den 31. marts 2015) de kriterier, som en god kulturminister skal måles på. Man skal være meget i medierne, helst de store morgenaviser, hvor Brian Mikkelsen åbenbart opnåede 1.528 omtaler i april 2004-05, mens Marianne Jelved ”kun” har opnået 684 omtaler i samme tidsrum i 2014-15.
Det er et problem, ifølge analysen, fordi ”man ikke kommer uden om” at der er en sammenhæng mellem ”mængden af presseomtale og evnen til at sætte en kulturpolitisk dagsorden”. Den manglende omtale kan – stadig ifølge analysen – føres tilbage til, at Jelved ikke for alvor har markeret sig i værdidebatten og ikke har skabt sig nogle kulturpolitiske mærkesager.
Analysen er sikkert rigtig på sine egne præmisser. Men den beror på en noget snæver definition af, hvad det vil sige at være kulturminister og hvad der er kulturministerens opgave. Brian Mikkelsen var dygtig til at formulere og debattere de store, ideologiske spørgsmål – til at tage slåskampene om vores grundlæggende værdier og om, hvad vi i det hele taget skal og vil med vores kultur. Han var en meget udadvendt og kommunikerende minister – og hatten af for det.
Marianne Jelved er en anden type kulturminister, som i højere grad arbejder under radaren. Og i kulturlivet er oplevelsen af hende en anden end den, Poul Aarøe beskriver. Her opfattes hun som en minister, der har gjort meget for at få kulturlivet til at fungere – få aktører til at arbejde sammen på kryds og tværs, og det er vel at mærke ikke nogen helt let sag i en kulturverden af store egoer. Hun har deltaget – deltaget, og ikke blot åbnet – i et utal af konferencer, været i dialog, kæmpet for den kunstneriske ytringsfrihed, for kulturformidling i øjenhøjde, for børn og unges adgang til kunst og kultur, for det evigt omblæste armslængdeprincip, og ikke mindst for udviklingen af fremtidens kulturforbruger.
Det lyder ikke så flot som at være en værdikriger, specielt ikke i en tid, hvor kulturdebatten er enormt politiseret. Men det er et vigtigt, dagligt arbejde i kulturlivets tjeneste – og et arbejde som andre kulturministre er blevet beskyldt for at forsømme. Man kan godt være en god kulturminister uden at opnå mange presseklip. Det afgørende er som bekendt resultaterne, og dem må historien dømme om er gode nok.