Digitaliseringen og de sociale medier har ført os tættere på hinanden. Snart sagt ethvert andet menneske kan nu nås via en e-mail, en Facebook-besked eller et Skype-opkald.
Men digitaliseringen har også kapret store dele af den demokratiske dialog, så den nu finder sted på de sociale medier. I kommentarfeltet under statsministerens seneste Facebook-opdatering, som et re-tweet af en skarp bemærkning fra en humoristisk kendis, og gennem offentlig skiltning med hvem og hvad, man ’synes godt om’. Takket være de sociale medier er vi således mere end nogensinde bevidste om, hvor folk befinder sig på det politiske spektrum.
Men dialogen, de sociale medier afføder, er ikke en rigtig dialog. For at gå i dialog handler netop om at være imødekommende over for sine medmennesker. Om forsøget på at forstå det, man ikke allerede forstår. Om at lytte mere end at tale.
De sociale medier har givet alle og enhver – magthavere, kendisser og almene borgere – en sæbekasse, som man kan stille sig op på og ytre sig fra. Jo oftere man ytrer sig, jo højere man råber, og jo mere kontroversielt man udtaler sig, jo mere opmærksomhed får man. Denne opmærksomhed kommer til udtryk gennem ’synes godt om’-tilkendegivelser, delinger og kommentarer – hvor folk forhåbentlig strides indbyrdes, for så når man ud til endnu flere.
Fordi det handler om kommunikation mennesker imellem ligner det måske en dialog. Men det er en illusion. Den kommunikation, der finder sted, handler primært om individuelle markeringer. Om at placere sig selv for og imod specifikke sager og personer.
Resultatet bliver det stik modsatte af en egentlig dialog: I stedet for at være imødekommende over for vores medmennesker, placeres de i rollen som modstandere. I stedet for at forsøge at forstå det, vi ikke allerede forstår, bliver vi bekræftede og låst fast i vores eksisterende overbevisninger. I stedet for at lytte, forsøger vi at overdøve.
Menneskeheden er selvfølgelig ikke tvangsindlagt til at bruge de sociale medier på denne måde. Vi kunne sagtens agere langt mere civiliseret. Man kunne også vælge kun at køre 30 km/t i en Ferrari. Men præcis ligesom en Ferrari er skabt til høje hastigheder, er de sociale medier først og fremmest skabt til selvprofilering.
Når den demokratiske dialog således har spillet fallit i sin digitale form, betyder det, at vi må sætte vores lid til de institutioner, som netop er skabt til at facilitere fysiske møder, der fremmer den demokratiske dialog: Museerne. Teatrene. Højskolerne. Bibliotekerne. Folkeuniversiteterne.
Institutioner, som både kan og bør skabe modvægt til det digitale univers. Det er her, mennesker mødes, opbygger relationer, får fælles oplevelser og spejler sig i hinanden. Det er altafgørende, at disse institutioner bevarer deres fokus på det fysiske møde og ikke falder for digitaliseringens fristelser, for hverken de æstetiske oplevelser eller de menneskelige interaktioner kan nogensinde genskabes på tilfredsstillende vis i digital form.
Politikerne bør derfor være bevidste om, at det frem for alt er disse fysiske institutioner, vi skal værne om og udvikle. Det er dem, der udgør demokratiets grundpiller i en verden med fake news og endeløst reality-tv.
Hvis politikerne ikke kan se og forstå dette, er det dem, der har et eksistensproblem – ikke institutionerne.
Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 20. maj 2018.