Når vi diskuterer bæredygtighed, fokuserer vi som oftest på produkter og virksomheders evne til at gøre mere gavn end skade på verden omkring os. Men bæredygtighed handler i allerhøjeste grad også om det enkelte menneskes evne til at opretholde og videreudvikle sin livskvalitet til gavn for både sig selv og almenvellet.
Her spiller kulturen en altafgørende rolle, for det er dén, der giver os vores identitet, udfordrer vores intellekt og øger vores åbenhed og vilje til forandring. Kimen til det stimulerende kulturforbrug lægges, når vi er ganske små, og således spiller børnekulturen en exceptionelt vigtig og ofte overset rolle i samfundet.
I Danmark har vi heldigvis god grund til at være stolte af den kultur, vi tilbyder vores børn. Årti efter årti har vi præsenteret de yngste borgere iblandt os for begavede og dybt originale fortællinger om figurer som Rasmus Klump, Hr. Skæg, Bamse & Kylling, Gummi-Tarzan, Cirkeline, Kaj & Andrea og Cykelmyggen Egon – både på tryk, på tv-skærmen, på noder og på de skrå brædder.
Måske er det arven fra H.C. Andersen, der har gjort Danmark til en nation af opfindsomme historiefortællere: Ole Lund Kirkegaard, Hanne Hastrup, Povl Kjøller, Sigurd Barrett, Cecil Bødker, Bjarne Reuter, Signe Lindkvist, Sebastian Klein, Halfdan Rasmussen, Martin Strid, Jørgen Clevin og Anders Morgenthaler. For nu blot at nævne nogle få.
Den gode historie vil aldrig gå af mode. Stod det til de ældre generationer, ville den klassiske børnebog og Fjernsyn for digbestå til evig tid og således heller aldrig gå af mode. Men tiderne skifter som bekendt, og det samme gør forbrugsmønstrene.
Kigger vi netop på børnebøgerne, afslører der sig imidlertid en interessant tendens. Ifølge Danske Forlags årsstatistik blev der solgt flere fysiske børnebøger i 2016 end i nogen af de forgangne tre år. Der er i samme periode blevet udgivet et større antal fysiske romaner og noveller for børn, og den andel af forlagenes omsætning, som børne- og ungdomsbøger udgør, er tilsvarende steget.
Det er alle sammen relativt beskedne stigninger, der har fundet sted, men det, at der overhovedet er tale om stigninger, er bemærkelsesværdigt. Især i den tid, vi nu lever i, hvor dagbladene skiftes til at diskutere farerne ved. at danske børn bruger for megen tid med diverse digitale dingenoter. Ikke mindst iPad’en får hyppigt skældud.
Politiken har advaret om, at ”spil på iPad kan bremse børns udvikling”, og Kristeligt Dagblad har beskrevet, hvordan ”vi digitaliserer børn og unge i blinde”, mens Berlingske har stillet det retoriske spørgsmål: ”Hvor skræmmende er det, at Steve Jobs ikke ville lade sine egne børn bruge iPad’en?”
Samtidig lever vi i en tid, hvor også de voksne danskeres forbrug ændrer sig ganske markant. Dagbladenes læsertal falder, og kigger vi på de voksnes lyst til at læse skønlitteratur, er denne også faldende. Samtidig er anvendelsen af smartphones og tablets parallelt støt stigende.
Så hvordan hænger det stigende salg af fysiske børnebøger sammen med den øgede digitalisering?
Et bud kunne være, at forældre og bedsteforældre samlet set er bekymrede for, hvordan de kære små vil klare sig i den digitale verden. Da det er de voksne, der foretager indkøbene af børnebøgerne, synes det plausibelt, at de i stor udstrækning gør dette for at skabe en form for modgift mod digitaliseringen.
Spørgsmålet er imidlertid, hvad børnene egentlig ville vælge, hvis de selv fik valget: En fysisk bog eller et spil på iPad’en? En tur i teatret eller et par timer på YouTube?
DRs seneste undersøgelse af børns medievaner viser, at YouTube-forbruget er steget fra 17 til 31 procent blandt de 3-6-årige på bare to år. Samme aldersgruppe bruger godt halvanden time om dagen i selskab med en skærm, mens de 7-12-årige bruger over tre timer. Det giver god grund til at tro, at børnene naturligt hælder i retning af den form for kultur, der udfolder sig digitalt, snarere end den fysisk funderede.
Samlet set kunne det tyde på, at de mere traditionelle former for børnekultur, først og fremmest består, fordi de ældre generationer holder liv i dem. Før eller siden bliver den såkaldte iPad-generation imidlertid også voksen og får selv børn, og så er det måske ikke Ole Lund Kirkegaard og Rasmus Klump, de prioriterer at introducere deres børn for.
Udfordringen er klokkeklar: Hvordan sikrer vi, at de platforme, som børnene naturligt foretrækker, fyldes ud med berigende og inspirerende kvalitetsindhold? Vi kan ikke blive ved med at godtage, at børnene ser de samme intetsigende YouTube-videoer igen og igen, bare fordi vi så med godnatlæsningen giver dem en god dosis modgift i form af Cykelmyggen Egon.
Vi er nødt til at sørge for, at fremtidens børnekulturformidlere bliver bedre til at forstå det digitale univers og hvordan deres fortællinger og fantasifuldhed kan udfolde sig i de nye formater.
Der er brug for det 21. århundredes svar på skikkelser som Povl Kjøller og Jørgen Clevin. Med Sigurd Barretts Danmarkshistorie og populære Ramasjang-skikkelser som Hr. Skæg og Onkel Reje har vi heldigvis allerede set de første stærke eksempler på, hvordan kulturformidling til børn kan foregå på tværs af nye og gamle platforme.
Er der brug for inspiration i forhold til, hvordan fremtidens bæredygtige børnekultur kan tage sig ud, kan man kigge nærmere på frontløbere som Kulturprinsen og Bibiana Danmark.
Med ’mod til kreativitet’ som nøglebegreb udvikler Kulturprinsen nye, innovative kulturtilbud til børn og unge – i fællesskab med både kunstnere, kulturaktører og forskere. Samtidig afholdes der hos Bibiana workshops for børn, hvor de skaber kunst i et virtual reality-univers, og som en kombination af videnscenter og sejlende dannelsesskib er Bibiana et forbilledligt eksempel på morgendagens børnekulturinstitution.
Jo stærkere en børnekultur vi har, jo bedre kan vi sikre, at vi også i fremtiden har et bæredygtigt samfund med borgere, der tager ejerskab og engagerer sig i demokratiet.
Så lad os gøre alt, hvad vi kan for at indfri vores potentiale. Det skylder vi vores børn.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 24. april 2018.
