Hvis holdning er den vigtigste, når de offentlige kulturkroner skal diskuteres?
Man kunne argumentere for, at det er politikernes, for det er dem, der til syvende og sidst bestemmer, hvordan pengene fordeles.
Man kunne også argumentere for, at det er kulturaktørernes, for det er dem, der omdanner de tildelte beløb til kulturelle oplevelser, produkter og services.
Men politikerne er valgt af folket, og det, kulturaktørerne frembringer, skal – i kraft af den offentlige finansiering – være til gode for folket. Desuden er det folkets skattekroner, der kommer ind i den ene af maskineriet, så der kan komme kultur ud i den anden ende.
Derfor må det netop være folkets holdning, der er den vigtigste.
Kigger man på den offentlige kulturdebat, er det imidlertid stærkt begrænset, hvor meget folkets holdning til den offentligt subsidierede kunst og kultur fylder. Når folket udtrykker sin holdning, sker det typisk på én af to måder.
Fra tid til anden hører vi idiosynkratiske smagsdomme fra borgere, der typisk repræsenterer en protest mod et givent kunstværk eller kulturprojekt, som de ikke bryder sig om. Det være sig da Mindeparken i Aarhus blev malet rød af Katharina Grosse, eller da Københavns Kommune købte Jakob Jakobsens værk Dødsfald, der blandt andet erklærede, at ”Lars Løkke er død”.
Derudover har vi de klassiske meningsmålinger, der beder borgerne om at vælge mellem kulturen og et andet område, som skattekronerne går til – ofte sundhedsvæsenet – i spørgsmålet om, hvad der er vigtigst. Fordi borgerne har det med at sætte kræftoperationer over kulturoplevelser på den samfundsmæssige prioriteringsliste, konkluderer medierne gang på gang, at danskerne derfor må være relativt ligeglade med kulturen.
Det seneste eksempel var Norstats meningsmåling for Altinget og Jyllands-Posten, hvor danskerne i kontekst af besparelserne på kulturområdet blev bedt om at vurdere, hvad der var vigtigst – kulturen eller ”fx sundhed og uddannelse”. 48 procent af danskerne svarede, at de anså sådanne områder for at være vigtigere end kultur. Derfor blev konklusionen præcis som forventet: Danskerne bakker op om kulturbesparelserne.
For os, der arbejder med kultur til hverdag, er det kilde til en vis frustration. Især fordi kulturforbrugsstatistikkerne taler deres tydelige sprog om, hvor glade vi danskere er for kultur: Vi har ifølge Europakommissionens statistikbureau Eurostat det største kulturforbrug i EU: Hele 85% af borgerne deltager i løbet af et år i mindst én kulturaktivitet, og 5,5% af vores årlige forbrug går til kulturaktiviteter og -produkter.
Frustrationen går imidlertid også på selve måden, der spørges på. Bare fordi, man måtte mene, at X er vigtigere end Y, er det ikke ensbetydende med, at Y så er fuldkommen uvigtigt. Erstat eksempelvis X og Y med mad og sex, eller dit eget helbred og din nabos.
Det fælles problem for de idiosynkratiske smagsdomme og den evindelige komparative tilgang er, at ingen af dem siger noget konstruktivt om, hvordan danskerne egentlig ser på den offentligt støttede kultur.
Det er derfor et godt tiltag, når Altingets Kulturpolitiske Netværk i starten af marts offentliggør den kulturanalyse, som er udført af Tænketanken Mandag Morgen. Jeg har via en plads i styregruppen haft mulighed for at følge processen på tæt hold. For første gang får vi et nuanceret perspektiv på danskernes forhold til selve kulturbegrebet, de nationale kulturinstitutioner, deres lokale kulturforbrug, værdien af de forskellige kulturtilbud, og hvad danskerne særligt mener, at de offentlige kulturmidler skal gå til.
Forhåbningen er naturligvis, at analysen én gang for alle vil opkvalificere og nuancere den danske kulturdebat.
Ambitionen er imidlertid ikke blot at hjælpe kulturlivet på vej ved at sikre en øget saglighed i debatten omkring, hvordan de offentlige kulturkroner bruges. Ambitionen er således, at analysen kan bidrage til at give kulturområdet en ydmyg plads i valgkampen op til folketings- og Europa-Parlamentsvalget.
De to valg, som i dén grad falder midt i en opbrudstid, handler netop mere end noget andet om kultur og værdier. Om kulturforskelle mellem rig og fattig, højre og venstre, øst og vest. Om selve det demokratiske fundament og den retning, vi som samfund ønsker at bevæge os i.
Skal vi finde de nye svar på demokratiets udfordringer, som vi i dén grad har brug for i denne tid, er vi derfor nødt til at tage kunsten og kulturen markant mere alvorligt – og insistere på, at de folkevalgte tager seriøst stilling til de kulturelle og værdimæssige spørgsmål, der i langt højere grad er definerende for politikernes position end deres syn på finans- eller sundhedssektoren.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 17. februar 2019.