I dag for et år siden, den 11. januar 2017, blev det forgangne års måske mest skelsættende udtryk cementeret i den offentlige bevidsthed. Det skete, da Donald Trump – ni dage før han blev indsat som amerikansk præsident – under sin egen pressekonference kaldte CNN for ”fake news”.
Google Trends giver et overblik over, hvordan hele verden bruger søgemaskinen. Et kig herpå afslører, at søgetermen ”fake news” kun blev brugt ganske lidt indtil starten af november 2016, da Trump blev valgt. Herefter eksploderede brugen. Den primære motivation må formodes at være, at folk søgte en forklaring på, at Trump overhovedet blev valgt.
”Fake news” blev netop et begreb, der dækkede over de bevidst fejlagtige nyhedshistorier, som blev spredt med det formål at påvirke, hvor folk ville sætte deres kryds ved præsidentvalget. Med andre ord: En ganske bogstavelig definition.
Denne definition fik begrebet lov til at leve med i et par måneder. I denne periode publicerede New York Times sit studie af, hvordan en falsk nyhedshistorie spreder sig, mens Washington Post beskrev Ruslands rolle i at sprede de falske nyhedshistorier under valgkampen – samt hvordan Google og Facebook nu kæmpede for at begrænse historiernes fremkomst.
Men da Trump den 11. januar anvendte begrebet til at beskrive CNN, en hjørnesten i den amerikanske nyhedsdækning siden 1980, ændrede det karakter. CNN træder som enhver nyhedsorganisation forkert fra tid til anden – og suspenderer eller fyrer som regel også de ansvarlige medarbejdere, når det sker. Men det er i sig selv bevidst fejlagtigt at hævde, at CNN’s mission skulle være at transmittere bevidst fejlagtige nyhedshistorier.
Siden da har Trump også kaldt NBC, CBS, ABC, Washington Post og ikke mindst New York Times for ”fake news”. Den 8. oktober gik han endda så vidt som til at hævde, at han personligt havde opfundet ordet ”fake” – dog mente han sandsynligvis, at han skulle have opfundet begrebet ”fake news”. Hvilket han naturligvis ikke har. Men han er i stor stil lykkedes med at tilsløre begrebets oprindelige betydning, så historier om ”fake news” nu frem for alt handler om Trumps evindelige kritik af de medier, der vover at publicere kritiske historier om ham.
Tilliden til nyhedsmedierne har efterfølgende været for nedadgående – også herhjemme. Jyllands-Posten kunne sidste år fortælle, at hver fjerde dansker stoler mindre på medierne efter den massive diskussion om ”fake news” – og at problemet var størst blandt de 18-29-årige. Hvis dén historie ellers er til at stole på (den blev endda bragt den 1. april), slår den en streg under den primære udfordring, som hele denne problematik rummer.
Selvfølgelig skal nyhedsmedierne kigge selv grundigt efter i sømmene og sørge for, at de leverer journalistik af allerhøjeste kvalitet. Selvfølgelig er det positivt, at de altoverskyggende teknologigiganter forsøger at bekæmpe falske konti og spredere af misinformation. Selvfølgelig er den offentlige debat – som dette indlæg er en del af – altafgørende for, at den brede bevidsthed om problemets opfang øges. Men den helt store udfordring består i at lære børn og unge om vigtigheden af at have en stærk, uafhængig og kritisk presse.
De ældre generationer, for hvem public service-kanalernes nyhedsudsendelser og den daglige avislæsning (på tryk eller skærm) er velintegrerede dele af tilværelsen, er ikke problemet. Vi skal nok sørge for at holde os selv nogenlunde oplyste, indtil vi en dag ikke er her længere. Det kan vi dog ikke sige med nogen form for sikkerhed om vores børn og børnebørns generationer. Her er medieforbruget radikalt anderledes og mistilliden til de gamle medier større, mens den intuitive forståelse af værdien af den publicistiske tradition er langt mindre.
Derfor er tiden i allerhøjeste grad inde til, at vi som samfund erkender hvilken udfordring, vi står over for. Det nemmeste, vi kan gøre, at skrue gevaldigt op for mediestøtten. I år er den på 352 millioner kroner. Selv en fordobling ville være en beskeden pris at betale for at styrke og bevare såvel demokratiet og den publicistiske tradition, der alt for nemt kan smuldre i kynisk kapitalisme og klikbar lokkemad, hvis ikke vi passer gevaldigt på.
Hertil kommer naturligvis nødvendigheden af at sætte ind på den uddannelsesmæssige front. Den kritiske sans, vi søger at opøve hos alle børn og unge, skal gøres så skarp, at ingen føler trang til at erstatte demokratisk oplysning med totalitær formørkelse. Den formørkelse, som Trump uden tvivl er den altoverskyggende men langt fra eneste repræsentant for.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 11. januar 2018.