Analyse skal bane vejen for vidensenhed på kulturområdet

Når Altingets kulturpolitiske netværk 6. marts offentliggør sin store kulturanalyse, udført i samarbejde med Tænketanken Mandag Morgen, er det i sig selv et skelsættende øjeblik.

For første gang får vi nemlig et dybdegående indblik i den værdi og betydning, som kulturen har for danskerne.

Samtidig bliver kulturen til en afveksling analyseret på sine egne præmisser. Som regel bliver kulturen som bekendt sat op imod eksempelvis uddannelses-, social- eller sundhedsområdet, der til enhver tid kan få kulturen placeret i en nedprioriteret position, fordi de fleste folk foretrækker kræftoperationer eller en velfungerende folkeskole over en tur i teatret.

Et vigtigt indspark i debatten

Denne komparative tilgang gør den kommende analyse op med, og i stedet får vi serveret danskernes perspektiv på kunst og kultur i alle tænkelige sammenhænge – herunder den rolle som kulturen spiller for dannelsen, lokalområderne, den offentlige debat og børns udvikling.

Det er en viden, som alle aktører, der beskæftiger sig med kunst og kultur til hverdag, har ønsket sig i mange år. Der er ingen tvivl om, at analysen vil fungere som et vigtigt indspark i den offentlige kulturdebat, der i dén grad har manglet den nuanceringsgrad, som analysen nu giver os.

Det er imidlertid afgørende, at vi som samfund ikke opfatter publiceringen af denne enkeltstående kulturanalyse som et facit.

Kulturlivet skal tages langt mere alvorligt

Analysen repræsenterer nemlig ikke målstregen.

Den repræsenterer derimod startskuddet til, at vi generelt begynder at tage kulturlivet langt mere alvorligt og begynder at opbygge et videnskabeligt fundament med forskning, viden og dokumentation, der kan sikre den dybdegående forståelse af området.

Det er et greb, som en vifte af andre brancher helt naturligt benytter sig af. Idrætten har eksempelvis sit eget analyseinstitut, og der er al grund til at skabe en tilsvarende vidensenhed på kulturområdet.

Når der skal træffes beslutninger – om alt fra fordelingen af offentlige midler til rammeaftaler, fra vidensdeling til partnerskaber med andre sektorer, fra eksportfremstød til kulturturisme, fra arbejdsvilkår for kunstnere til udvikling af nye bæredygtige forretningsmodeller – vil en samlende vidensenhed være en vigtig forudsætning for, at vi som samfund kan træffe de mest begavede og langsigtede beslutninger.

Til gavn for hele samfundet

Kulturlivet bugner med potentiale, men den eneste måde, hvorpå vi kan udnytte det maksimalt, er ved at forstå dets mange parametre langt mere tilbundsgående, end vi aktuelt gør.

De fleste aktører og borgere mener nok, at kulturlivet allerede trives ganske pænt. Men netop derfor er der brug for, at vi udnytter og opskalerer det potentiale, der tydeligvis findes.

Således bør de relevante ressortministerier hurtigst muligt afsætte midler til etableringen af en sådan vidensenhed.

Det vil naturligvis være et vigtigt initiativ for hele kulturområdet og den kreative sektor, men det vil i praksis komme hele det danske samfund til gavn. Både æstetisk, økonomisk og menneskeligt.

Oprindeligt publiceret på Altinget.dk den 5. marts 2019.

Gør kulturen til et centralt emne i valgkampen

Hvis holdning er den vigtigste, når de offentlige kulturkroner skal diskuteres?

Man kunne argumentere for, at det er politikernes, for det er dem, der til syvende og sidst bestemmer, hvordan pengene fordeles.

Man kunne også argumentere for, at det er kulturaktørernes, for det er dem, der omdanner de tildelte beløb til kulturelle oplevelser, produkter og services.

Men politikerne er valgt af folket, og det, kulturaktørerne frembringer, skal – i kraft af den offentlige finansiering – være til gode for folket. Desuden er det folkets skattekroner, der kommer ind i den ene af maskineriet, så der kan komme kultur ud i den anden ende.

Derfor må det netop være folkets holdning, der er den vigtigste.

Kigger man på den offentlige kulturdebat, er det imidlertid stærkt begrænset, hvor meget folkets holdning til den offentligt subsidierede kunst og kultur fylder. Når folket udtrykker sin holdning, sker det typisk på én af to måder.

Fra tid til anden hører vi idiosynkratiske smagsdomme fra borgere, der typisk repræsenterer en protest mod et givent kunstværk eller kulturprojekt, som de ikke bryder sig om. Det være sig da Mindeparken i Aarhus blev malet rød af Katharina Grosse, eller da Københavns Kommune købte Jakob Jakobsens værk Dødsfald, der blandt andet erklærede, at ”Lars Løkke er død”.

Derudover har vi de klassiske meningsmålinger, der beder borgerne om at vælge mellem kulturen og et andet område, som skattekronerne går til – ofte sundhedsvæsenet – i spørgsmålet om, hvad der er vigtigst. Fordi borgerne har det med at sætte kræftoperationer over kulturoplevelser på den samfundsmæssige prioriteringsliste, konkluderer medierne gang på gang, at danskerne derfor må være relativt ligeglade med kulturen.

Det seneste eksempel var Norstats meningsmåling for Altinget og Jyllands-Posten, hvor danskerne i kontekst af besparelserne på kulturområdet blev bedt om at vurdere, hvad der var vigtigst – kulturen eller ”fx sundhed og uddannelse”. 48 procent af danskerne svarede, at de anså sådanne områder for at være vigtigere end kultur. Derfor blev konklusionen præcis som forventet: Danskerne bakker op om kulturbesparelserne.

For os, der arbejder med kultur til hverdag, er det kilde til en vis frustration. Især fordi kulturforbrugsstatistikkerne taler deres tydelige sprog om, hvor glade vi danskere er for kultur: Vi har ifølge Europakommissionens statistikbureau Eurostat det største kulturforbrug i EU: Hele 85% af borgerne deltager i løbet af et år i mindst én kulturaktivitet, og 5,5% af vores årlige forbrug går til kulturaktiviteter og -produkter. 

Frustrationen går imidlertid også på selve måden, der spørges på. Bare fordi, man måtte mene, at X er vigtigere end Y, er det ikke ensbetydende med, at Y så er fuldkommen uvigtigt. Erstat eksempelvis X og Y med mad og sex, eller dit eget helbred og din nabos.

Det fælles problem for de idiosynkratiske smagsdomme og den evindelige komparative tilgang er, at ingen af dem siger noget konstruktivt om, hvordan danskerne egentlig ser på den offentligt støttede kultur.

Det er derfor et godt tiltag, når Altingets Kulturpolitiske Netværk i starten af marts offentliggør den kulturanalyse, som er udført af Tænketanken Mandag Morgen. Jeg har via en plads i styregruppen haft mulighed for at følge processen på tæt hold. For første gang får vi et nuanceret perspektiv på danskernes forhold til selve kulturbegrebet, de nationale kulturinstitutioner, deres lokale kulturforbrug, værdien af de forskellige kulturtilbud, og hvad danskerne særligt mener, at de offentlige kulturmidler skal gå til.

Forhåbningen er naturligvis, at analysen én gang for alle vil opkvalificere og nuancere den danske kulturdebat.

Ambitionen er imidlertid ikke blot at hjælpe kulturlivet på vej ved at sikre en øget saglighed i debatten omkring, hvordan de offentlige kulturkroner bruges. Ambitionen er således, at analysen kan bidrage til at give kulturområdet en ydmyg plads i valgkampen op til folketings- og Europa-Parlamentsvalget.

De to valg, som i dén grad falder midt i en opbrudstid, handler netop mere end noget andet om kultur og værdier. Om kulturforskelle mellem rig og fattig, højre og venstre, øst og vest. Om selve det demokratiske fundament og den retning, vi som samfund ønsker at bevæge os i. 

Skal vi finde de nye svar på demokratiets udfordringer, som vi i dén grad har brug for i denne tid, er vi derfor nødt til at tage kunsten og kulturen markant mere alvorligt – og insistere på, at de folkevalgte tager seriøst stilling til de kulturelle og værdimæssige spørgsmål, der i langt højere grad er definerende for politikernes position end deres syn på finans- eller sundhedssektoren.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 17. februar 2019.

Indlæg i Helsingør Dagblad: Fire veje til et forbilledligt kulturliv i 2030

Den kommende vision for Helsingør Kommune, Vision 2030, skal sikre, at kommunen bliver et bedre sted at leve, arbejde og besøge. Et vitalt kulturliv bør være en af hovedbestanddelene i enhver kommune, der ønsker at fastholde sine borgere, trække nye til og sikre et inspireret og innovativt erhvervsliv.

Heldigvis er Helsingør allerede på forkant med udviklingen, ikke mindst takket være topmoderne institutioner som Kulturværftet og M/S Museet for Søfart, banebrydende initiativer som CATCH og CLICK Festival og det exceptionelt stærke kulturhistoriske fundament i kraft af Kronborg.

Med mere end 2 millioner årlige turister, som tilsammen bruger mere end halvanden milliard kroner i kommunen, er Helsingør godt kørende og på mange måder et forbillede for, hvordan man som kommune kombinerer fortid, nutid og fremtid i sin kulturelle profil.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at Helsingør ikke kan gøre det endnu bedre frem mod 2030, og som jeg ser det, er der særligt fire punkter, hvor man bør sætte ind.

For det første bør man fortsætte med at udvikle på de institutioner og begivenheder, der allerede har vist sig at være succeser. Det er fristende for enhver at hvile på laurbærrene, når man føler, at succesen er i hus. Men selv det at bevare en succesmæssig status quo er hårdt arbejde – og skal man løfte sig højere op, end man allerede er, er det endnu hårdere.

Derfor bør Helsingør i høj grad fokusere på de elementer, der allerede fungerer – såsom de ovennævnte – og overveje, hvordan disse kan optimeres og videreudvikles, så de også har succes, når kalenderen viser 2030.

For det andet bør kommunens kulturaktører fokusere på, hvordan de i øget grad kan legitimere deres eksistens over for såvel det kommunale niveau som borgerne. Dette kan oplagt gøres ved at indtænke spor, hvor kulturen kombineres med et sundhedsmæssigt eller socialt formål.

Ved på denne måde at sammenkoble kulturen med noget, der entydigt kommer kommunen og borgerne til gode, sikres opbakningen til institutionerne – såvel den menneskelige som den økonomiske – i langt højere grad. Her er Toldkammeret med sin fællesspisning i hverdagene allerede på forkant og bør tjene som et eksempel for kommunens øvrige institutioner.

For det tredje bør Helsingør satse markant på krydsfeltet mellem kunst, kultur, forskning og teknologi, da dette utvivlsomt vil blive et markant vækstområde i de kommende år. CATCH og CLICK er allerede forbilledlige eksempler, men der kan gøres endnu mere på denne front.

For det fjerde bør der gøres en strategisk indsats fra kommunens side for at stimulere den folkelige medskabelse i udviklingen af Helsingørs kulturliv. Ved at inddrage borgerne og sørge for, at de bliver hørt undervejs, sikres det bedst mulige ejerskab af det lokale kulturliv.

Begejstringen og stoltheden vil i så fald kunne mærkes blandt alle, der besøger kommunen. Dette er særligt vigtigt, når man som by nyder godt af national og international bevågenhed, og det gør Helsingør i høj grad.

Hvis Helsingør tager hånd om disse fire punkter, har kommunen alle forudsætninger for at have et forbilledligt og inspirerende kulturliv – også i 2030.

Oprindeligt bragt i Helsingør Dagblad den 15. februar 2019.