Nu skal Danmarks kreative potentiale indfries

I oktober afleverede Erhvervsministeriets Vækstteam for Kreative Erhverv sine anbefalinger til regeringen.

Jeg havde æren og fornøjelsen af at være del af Vækstteamet, og i fællesskab udarbejdede vi 21 konkrete anbefalinger til, hvordan man fra regeringens side kan bidrage til at styrke Danmarks kreative sektor. En sektor, der understøtter 117.000 arbejdspladser, omsætter for 348 mia. kr., og som har en eksportvækst, der er næsten dobbelt så stor som den samlede danske eksport.

Den 1. maj lancerede regeringen så sin respons på Vækstteamets anbefalinger i form af 28 initiativer fordelt på seks indsatsområder, og som tilsammen kaldes Vækstplan for de kreative erhverv: Et kreativt Danmark i front.

Der er afsat 62,5 mio. kr. til at realisere initiativerne, hvilket ikke er en beløbsstørrelse, der får én til at falde nedad stolen – men det er en god begyndelse.

Det, der er mindst lige så vigtigt som størrelsen på beløbet, er den blåstempling af de kreative erhverv, som denne nye vækstplan er et entydigt tegn på.

Blandt de mest fremtrædende initiativer finder man etableringen af Laboratorium for Innovation og Kreativitet i Danmark – eller blot LINKED – som vil udgøre et innovationsmiljø, hvor virksomheder, studerende og forskere kan mødes og tværfagligt udvikle nye forretningsmodeller, produkter og services i krydsfeltet mellem kreativitet, teknologi og forretningsforståelse.

Hertil kommer etableringen af et markedsføringskonsortium, som skal understøtte eksporten af danske produkter og services gennem formidling af fortællingen om det danske kreative DNA. Desuden skal konsortiet stå for markedsføringen af den kreative sektor, ligesom det skal koordinere og afvikle besøg fra internationale forretningsfolk, politikere og mediefolk, der gerne vil se nærmere på, hvordan kreativitet udfolder sig i vores land.

Derudover finder man blandt andet vigtige tiltag for at styrke matchmaking mellem kultur og erhverv, for at øge forretningsforståelsen på de kunstneriske uddannelser og for at styrke den forskning, der vedrører de kreative erhverv.

Endelig får Vækstfonden med 17,5 yderligere mio. kr. bedre muligheder for at understøtte danske vækstvirksomheder i deres tidlige udvikling, hvilket således også tæller nystartede kreative virksomheder.

Den kreative sektor går uden tvivl en spændende tid i møde, hvor regeringen officielt støtter proaktivt op omkring sektorens udvikling og vækst. I denne forbindelse er det imidlertid afgørende, at alle typer af aktører i den mangfoldige kreative sektor griber fat i de muligheder, der vil præsentere sig i den kommende tid.

I den offentlige debat har vi for vane primært at fokusere på arkitektur, mode og design, når vi snakker om de kreative erhverv. Af og til inkluderes film- og kommunikationsbranchen. Men den kreative sektor tæller også alverdens aktører inden for musik, litteratur, billedkunst og scenekunst, og det er derfor ekstra vigtigt, at disse aktører tager ejerskab af den kreative dagsorden, der hermed sættes.

Sangskriveren, digteren, kunstmaleren og dramatikeren skal alle sammen se sig selv som afgørende dele af vores kreative DNA. Selv om de måske ofte efterlader et mindre økonomisk aftryk end eksempelvis møbeldesigneren og arkitekten, er de fuldt ud lige så vigtige, når historien om Danmarks kreative DNA skal fortælles.

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende, 13. maj 2019.

Kronik i Jyllands-Posten: Er Folketinget for ungdommeligt?

Keder Folketinget de unge? Eller er det faktisk blevet for ungdommeligt?

Kigger vi på statistikkerne for folketingsvalget i 2015, ser det ud til, at det danske demokrati har problemer med at engagere de yngre generationer på de to parametre, hvor det tæller allermest: Valgdeltagelsen og erobringen af pladserne i Folketinget.

Valgdeltagelsen var naturligt nok lavest blandt borgere over 90 år. Men dernæst var den lavest blandt de 19-21-årige – og den var ikke markant højere hos de 22-29-årige.

Kigger vi dernæst på gennemsnitsalderen blandt medlemmerne i Folketinget, kan vi se, at der ved sidste valg skete et markant knæk på den statistiske kurve. Efter at være faldet støt ved de foregående fire folketingsvalg, steg gennemsnitsalderen i 2015 med 1 år til præcis 45 år. Det lyder måske ikke af meget, men det var ikke desto mindre den største stigning i 38 år.

Disse tal peger således på, at selve den demokratiske proces ikke er så top-of-mind hos de unge, som man kunne ønske sig, hvis man ser en afgørende demokratisk værdi i høj valgdeltagelse og stor diversitet blandt de folkevalgte.

Spørger man imidlertid Folketingets alderspræsidenter, hvordan de fornemmer udviklingen – sådan som Avisen.dk gjorde det den 28. december sidste år – udtrykker de bekymring over det, som Holger K. Nielsen (SF) kalder ”en ungdomskultur i dansk politik”, mens Bertel Haarder (V) advarer om, at Folketinget ”nødig skulle blive et ungdomsparlament”.

Haarder kritiserer ligeledes den manglende arbejdslivserfaring blandt de yngre medlemmer, og Nielsen kalder det ”forkasteligt, hvis man kun går ind i politik for at få en ministertitel på cv'et”.

Men hvor ligger sandheden? I de kolde statistikker over det seneste folketingsvalg? Eller hos de bekymrede veteraner?

Det lyder umiddelbart selvmodsigende, men Folketinget er på én og samme gang blevet både for ungdommeligt for de ældre politikere og for kedsommeligt for de unge.

Den ungdommelighed, som de ældre politikere kritiserer, er i praksis et fænomen, som ikke er forbeholdt de unge, men som ganske rigtigt synes mere udbredt blandt medlemmer af de yngre generationer:

Den svigtende evne til at holde fokus. Den manglende dedikation til sine værdier og viljen til at tage de nødvendige ideologiske kampe. Den selviscenesatte karriere, der sættes over almenvellet. Drømmen om at blive en kendis i nyhedsflowet, gerne via kontroversielle udmeldinger, så man via sin mediemæssige starpower kan optimere sin egen platform.

Det, de ældre politikere efterspørger hos de yngre, er med andre ord et øget samfundsansvar. At de prioriterer transparens over spin, almenvellet over personlig vinding, ideologi over opportunisme, retorisk viljestyrke over medievenlige one-liners.

Det er det svigtende samfundsansvar og det øgede fokus på sig selv, der opfattes som værende ”ungdommeligt”, og denne form for ungdommelighed er der i demokratiets navn al grund til, at vi gør, hvad vi kan for at reducere.

Men vil en sådan venden tilbage til de gamle demokratiske dyder tiltrække flere unge kandidater og vælgere i sig selv? Måske, men det er kun halvdelen af ligningen.

Den anden halvdel handler om den politiske substans, der udgør stridspunkterne i den demokratiske debat. Hvis debatten rummede flere fremsynede perspektiver, som de yngre generationer af naturlige årsager fatter stor interesse for – og handlede om emner som den grønne omstilling, uddannelsesområdet og kulturen – er der grund til at tro, at de yngre generationers engagement ville stige markant.

Men når omdrejningspunkterne i debatten i stedet er emner som grænsekontrol, fiskerikvoter, forsvarsudgifter og skattepolitik, er det ikke overraskende, at mange unge stempler ud. Hvor centrale disse områder end er for vores velfærdssamfund, så bliver debatten om dem til syvende og sidst en forudsigelig kamp om nuancerne mellem ’rød og blå blok’, hvis eksistens efterhånden er et postulat.

Skal vi således have mere af den fremsynede og ansvarlige ungdommelighed (den, der engagerer de unge) og mindre af den apatiske og selvcentrerede (den, der kaster de gamle demokratiske dyder overbord), kunne løsningen være følgende: Unge politikere, der sætter de politiske emner, de yngre generationer prioriterer højest, på dagsordenen – og som rummer de demokratiske værdier og opererer efter det forbillede, de ældre politikere har skabt.

Med kynismen i front vil mange nok mene, at sådanne politikere ikke findes. Men er det ikke netop denne specifikke kombination, der udgør idealet for fremtidens politikere?

Der er sikkert en del af de 44 nuværende folketingsmedlemmer under 40 år, der vil mene, at de allerede repræsenterer denne kombination, og man kan se de første eksempler pible frem herhjemme. Det stærkeste og mest forbilledlige eksempel på en sådan politiker finder vi imidlertid ikke i Danmark, men i stedet i USA, hvor et stigende antal Demokrater har meldt sig på banen som den kandidat, der kan slå Trump ved præsidentvalget i 2020.

Blandt disse finder man den 37-årige borgmester fra South Bend, Indiana, ved navn Pete Buttigieg. Som en ung politiker, hvis primære politiske erfaring har bestået i at lede en by på 100.000 mennesker, blev han indledningsvist næsten ignoreret af medierne.

Men så inviterede CNN ham til en af sine ’town halls’, hvor han fik mulighed for at give svar på tiltale. CNN’s stjernejournalist Jake Tapper præsenterede Buttigieg som en kandidat, hvis sejr ved præsidentvalget ville skabe historie på tre fronter: Buttigieg ville for det første være den yngste præsident nogensinde. Dernæst ville han være den første åbent homoseksuelle præsident. Endelig ville han også være den første ’commander-in-chief’, som er veteran fra krigen i Afghanistan.

Undervejs præsenterede Buttigieg tålmodigt sine budskaber, visioner og konkrete idéer én-for-én, sådan som han sidenhen har gjort det i et væld af andre interviews, nu hvor han er blevet en af mediernes mest efterspurgte gæster. CNN har eksempelvis døbt ham ’the hottest candidate in the 2020 race’, og Joe Scarborough fra MSNBC’s Morning Joe har sagt, at han ikke har fået så positiv respons på en gæst i studiet siden en vis Barack Obama besøgte Morning Joe for tolv år siden.

Fascinationen af Buttigieg består netop i, at han udviser et oprigtigt samfundsansvar med en modenhed, som mange dobbelt så gamle politikere endnu ikke har opnået. At han tålmodigt giver substantielle og detaljerede svar, i stedet for blot at afværge spørgsmålene, han bliver stillet. At han formår at vende sin ungdommelighed til et aktiv – særligt når han snakker om uddannelsesområdet, når han påpeger, at det er hans generation, der er ’on the business end of climate change’, og når han kortlægger, at han, i kraft af sine syv måneder i Afghanistan som løjtnant i flåden, har mere militær erfaring end alle præsidenter siden George H. W. Bush.

Hertil kommer, at han er uddannet fra Harvard og Oxford, har arbejdet i en årrække for den internationale konsulentvirksomhed McKinsey, spiller klaver, taler otte sprog (herunder norsk og arabisk) og, ikke mindst, at han har fået vendt krisetilstanden i South Bend, som ellers var blevet udråbt af Newsweek i 2011 til at være en af USA’s ’døende byer’.

Med Pete Buttigieg har ethvert demokrati – herunder det amerikanske såvel som det danske – fået et levende bevis på, at man på én og samme gang godt kan være under 40, erfaren og politisk relevant for de yngre generationer samtidig med, at man bevarer de klassiske demokratiske værdier og dyder.

Forhåbningen er således, at alverdens yngre politikere – både de allerede valgte og de spirende kandidater – lader sig inspirere af det eksempel, som Buttigieg har sat.

Hertil kommer naturligvis forhåbningen om, at Buttigieg bliver Demokraternes kandidat og efterfølgende slår Trump i november 2020.

Lad mig vove pelsen: Det gør han. For Buttigieg tilhører fremtiden og ikke fortiden. Som han selv ynder at sige med henvisning til Trumps valgslogan, Make America Great Again:

”Man kan ikke føre en ærlig politik, hvis omdrejningspunkt er ordet ’igen’.”

Oprindeligt publiceret i Jyllands-Posten den 26. april 2019. Tegning: Rasmus Sand Høyer.

Kulturen er en brændende platform – også selvom kulturaktørerne ikke har fået fortalt os det

I marts kom kulturanalysen fra Altingets Kulturpolitiske Netværk og Tænketanken Mandag Morgen, der kortlagde den værdi og betydning, som kulturen har for danskerne.

Analysen slog fast, at markante flertal er enige i, at kulturen sætter fokus på vigtige emner i den offentlige debat (63%), at kulturen er noget, man opsøger, for at få lære noget nyt om verden (74%), og at kulturen understøtter børns faglige læring (80%).

Kulturen har således høj værdi og stor betydning for befolkningen – ikke blot i underholdningsøjemed, sådan som nogen måske fejlagtigt havde troet, men også i forhold til den offentlige debat, den almene dannelse og den faglige udvikling.

Sidenhen er der kommet endnu mere gang i valgkampen. Men at dømme ud fra den offentlige debat ser det ikke lyst ud i forhold til politikernes lyst til at beskæftige sig med kulturen. 

Hvorfor forholder det sig sådan?

Forfatter, historiker og konservativ folketingskandidat Nikolaj Bøgh begik i august en analyse for POV, som han ganske rammende kaldte Dansk kulturpolitik under afvikling, med hvilken han forsøgte at løse mysteriet.

”Kulturpolitikken ligger halvdød, efterladt på perronen, mens de store politiske temaer som velfærd, skat og udlændinge løber med al opmærksomheden,” konkluderede han og påpegede samtidig, hvordan kulturen historisk set har haft en prominent placering i dansk politik op igennem det 20. århundrede – ført an af de fire store parter, Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

”Hver især ønskede partierne at danne og kulturelt udvikle borgerne ud fra hvert deres udgangspunkt, hvilket også var ensbetydende med adgang til udviklende kulturoplevelser.”

Nedprioriteringen begyndte ifølge Bøgh, da Fremskridtspartiet kom til magten og, ikke mindst, ”da vore dages nyliberale bevægelser begyndte at stille spørgsmålstegn ved så godt som alle statens aktiviteter”.

Kulturens helt store problem anno 2019 modsvarer således – som jeg ser det – fuldkommen de spilleregler, som de nyliberale har stillet op: Kulturen er i politisk optik ganske enkelt ikke en brændende platform.

Til sammenligning har sundheds-, social-, ældre-, uddannelses- og immigrationsområderne – sammen med tonsvis af lobbyister, analyser og en hærskare af interessenter – hver især formået at etablere et retorisk greb i diskussionen af det givne område, der gør det fuldkommen urørligt.

Det er her, kulturlivet sakker agterud. Kunstnere og kulturaktører har ikke forstået, hvor essentielt det er i det politiske landskab at kunne kommunikere budskaber om brændende platforme ud til borgerne, politikerne, embedsværket og i sidste ende sig selv, hvis man skal have en relevans i vor tids medierede samfund.

Derfor består kulturdebatten ofte af følelsesmæssige udbrud kulturaktørerne imellem, såvel som interne kampe om fordelingen af de få midler, der nu engang er til rådighed.

Det særligt interessante er, at kulturlivet ikke behøver spille skuespil for at formidle kulturen som en brændende platform og dermed skaffe sig øget politisk opmærksomhed. For kulturen er en brændende platform.

Der er i disse fragmenterede opbrudstider i højere grad end nogensinde før behov for alt det, som kunstnerne og kulturaktørerne er så enestående gode til, og som ingen andre dele af samfundet kan bidrage med i samme grad: Udviklingen af vores evne til at tænke nye og kreative tanker og herigennem frembringe de nye idéer, vi som samfund skal leve af fremover. Af evnen til at forstå det, der ligger uden for vores umiddelbare forståelsesramme. Af den empati, der er altafgørende for, at vi ikke blot skubber resten af verden væk fra os.

Kunsten og kulturen burde derfor sidestilles politisk med miljøet og klimaet, og beslutningstagerne burde endegyldigt indse, at vores mentale trivsel – og kunsten og kulturens betydning herfor – naturligvis er lige så vigtig som vores fysiske sundhed.

Håbet om, at det kommende valg vil have kulturen som et af sine omdrejningspunkter, er imidlertid støt dalende. Men der er grund til at håbe, at der forud for det næstefolketingsvalg vil være langt flere kandidater, der tør tage ansvar for kulturen og placere den højt oppe på dagsordenen, hvor den rettidigt hører hjemme.

Skal dette lykkes, og skal kulturen få den samme fremtrædende placering som eksempelvis sundheds- og udlændingepolitikken, skal kulturlivets aktører og interessenter indse, at det kun er med etableringen af en brændende platform, at man kan opnå den politiske bevågenhed og position, man ønsker sig.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 25. april 2019.