Tid til opgør med meningsmålingernes marginalisering af kulturområdet

Altingets seneste meningsmåling er endnu et eksempel på en retorisk marginalisering af kulturområdet, mener Christian Have og Thomas Gammeltoft. De ønsker et opgør og har derfor taget initiativ til en nuanceret analyse af danskernes kultursyn.

Af Christian Have, kreativ direktør og indehaver, Have Kommunikation, og Thomas Gammeltoft, CEO, Copenhagen Film Fund

Så skete det igen: Danskerne blev bedt om at prioritere kulturen i forhold til samfundets øvrige velfærdsområder.

Konkret skete det i form af Norstats netop publicerede meningsmåling for Altinget og Jyllands-Posten. I kontekst af besparelserne på kulturområdet blev de adspurgte bedt om at vurdere, hvad der var vigtigst – kulturen eller ”fx sundhed og uddannelse”.

Da 48 procent af danskerne anser sådanne områder som værende vigtigere end kultur, blev konklusionen den forventelige: Danskerne bakker op om kulturbesparelserne.

Igen og igen får vi præsenteret tilsvarende meningsmålinger, der på ny får skildret kulturen som værende et uvigtigt område.

Som i 2014, da A&B Analyse i en undersøgelse for Altinget bad befolkningen om at rangere, hvilke velfærdsområder der skulle have flere penge – hvilket resulterede i en klar bundplacering til kulturen. Eller året efter, da en Megafon-undersøgelse for Politiken slog fast, at 51 procent af danskerne ønsker, at der skal spares på kulturområdet, når det holdes op imod øvrige statslige udgifter.

Danskerne er de største kulturforbrugere i EU

Der er imidlertid noget, der ikke stemmer overens: Målinger fra EU viser, at danskere er de største kulturforbrugere i Europa: 5,5 procent af danskernes årlige forbrug går til kulturaktiviteter og -produkter, og 85 procent af befolkningen deltager mindst én gang om året i en kulturel aktivitet.

Den primære forklaring på denne diskrepans skal naturligvis findes i selve den måde, hvorpå danskerne bliver spurgt om deres syn på kulturen. Den komparative tilgang – ”hvad er vigtigst, X eller Y?” – huserer i stor stil inden for den offentlige debat om kulturområdet og har gjort det i mange år. Men det er ikke sådan, vi generelt debatterer de offentlige budgetter i Danmark.

Danskerne får aldrig spørgsmålet om, hvorvidt de offentlige kroner helst skal gå til politiet eller hospitalerne, kræftoperationer eller infrastruktur, folkeskolen eller ældreplejen. Alle disse områder er integrerede og fuldt ud nødvendige for et velfungerende velfærdssamfund, og derfor giver det ikke mening at bede folk om at vælge. Heller ikke når det kommer til kulturområdet.

Det giver sig selv, at man ville foretrække at blive opereret for kræft, snarere end at komme en tur i teatret. Sådan ville selv den mest dedikerede teaterentusiast prioritere. Men den retoriske fælde opstår, når man på baggrund af den komparative tilgang konkluderer, at fordi X er vigtigere end Y, så er Y fuldkommen uvigtigt.

Bed danskerne om at vælge mellem fuldkommen at undvære enten mad eller sex. Blot fordi ethvert fornuftigt menneske ville tilvælge maden, skulle det så betyde, at det er uvigtigt, hvor meget sex vedkommende har?

Nuanceret analyse på vej

Det er tid til én gang for alle at tage et opgør med denne retoriske marginalisering af kulturområdet.

Derfor har Altingets Kulturpolitiske Netværk sammen med Tænketanken Mandag Morgen, støttet af en række markante kulturinstitutioner og –aktører, taget sagen i egen hånd. Netop i disse dage lægger vi sidste hånd på en vidtfavnende kulturanalyse, som vi vil præsentere resultaterne af på den anden side af nytår.

I denne analyse er den komparative tilgang fuldkommen udeladt, og det samme er de helt overordnede, binære og dermed unuancerede spørgsmål om, hvorvidt kulturområdet eksempelvis skal tilføres flere midler eller ej.

I stedet er vores fokus danskernes syn på konkrete kulturpolitiske spørgsmål. Såsom deres opbakning til og syn på nationale, lokale og regionale kulturinstitutioner, produktionen af spillefilm, dansk tv-drama og museernes rolle i det danske samfund.

Eliminering af diskrepansen

Målet med analysen er at eliminere den førnævnte diskrepans og herigennem få en klarere opfattelse af, hvilke former for kultur danskerne støtter op om – ikke kun gennem deres forbrug, men også politisk – og hvilke de ikke gør.

Derudover ønsker vi at skabe en bedre forståelse af, hvordan danskerne generelt opfatter kulturbegrebet.

Vi ved endnu ikke, hvilke resultater analysen vil munde ud i. En analyse af denne art, som indsamler udspecificeret viden om danskernes syn på kulturområdet og -begrebet, er nemlig aldrig blevet udført før på nationalt plan.

Hvad resultaterne end vil vise, ser vi frem til en markant mere nuanceret debat af kulturområdet forud for det kommende folketingsvalg. En debat, der ikke blot bør handle om ”flere eller færre penge til kulturen”, men i stedet om, hvordan vi bedst muligt kan sikre det kulturliv, som kommer flest mulige danskere til glæde og gavn.

Oprindeligt bragt på Altinget den 11. december 2018.

Erstat dommedagsfortællingerne om klimaet med historier om håb og handling

Forestil dig, at du går til lægen og får at vide, at du højst har tre måneder tilbage at leve i.

Hvordan har du tænkt dig at tilbringe dine sidste dage? Bliver du sparsommelig med udgifterne, begynder du at spise sundere, og lægger du dine dårlige vaner på hylden? Næppe, for det er svært at se, hvad formålet skulle være, hvis du alligevel skal herfra om ganske kort tid.

Det forekommer markant mere sandsynligt, at du snarere vil prøve at få så meget ud af tilværelsen, som du kan under disse omstændigheder – i form af fantastiske oplevelser, overdådige måltider og kvalitetstid med dem, du holder allermest af. Givetvis med en tendens til overforbrug, da det er din sidste chance for at bruge løs af opsparingen.

Forestil dig nu en anden situation, hvor lægen fortæller dig, at du risikerer at dø om tre måneder, hvis du ikke lægger dit liv markant om.

Der skal medicinering, en ny diæt, mere motion og et karriereskift til, hvis dine odds for egen overlevelse skal øges. I dette tilfælde vil du sandsynligvis tage lægens ord til efterretning og gøre alt, hvad du kan for at forblive i live.

Den udslagsgivende forskel på disse to scenarier er naturligvis håbet. Så længe, vi har håbet, er vores motivation helt anderledes, end hvis alt håb dømmes ude.

Denne grundlæggende psykologi gør sig også gældende, når vi snakker om den samlede menneskehed og motivationen i forhold til at imødekomme klimaforandringerne gennem en drastisk omlægning af tilværelsen.

Hvis menneskeheden skal motiveres til at passe bedre på kloden, fungerer hverken kolde fakta eller dystopiske fremtidsscenarier. Det frembringer følelsen af, at det alligevel er for sent, og så kan vi lige så godt få mest muligt ud af tilværelsen, mens muligheden stadig foreligger.

Før eller siden er det selvfølgelig for sent, hvis vi ikke skrider til handling. Men så længe, der er selv det mindste håb forude, har vi pligt til at fokusere på, hvordan dette håb kan gøres til virkelighed gennem konkrete handlinger. På globalt, nationalt og individuelt plan.

Det vigtigste greb, vi kan ty til i denne sammenhæng, er de store fortællinger, som taler til vores følelser og kan flytte os steder hen, som det rent rationelle ikke kan. Hvis videnskabelige fakta var tilstrækkelige, var de dystopiske vinde vendt for længst.

Jon Christensen fra Institute of Environment and Sustainability på University of California i Los Angeles har udført et særligt interessant studie i denne forbindelse.

Han slår fast, at den mest effektive måde at inspirere folk til at tage klimaforandringerne seriøst og omlægge deres adfærd er de fortællinger, der fungerer på to niveauer på samme tid: Selvfølgelig skal fortællingerne konkret formidle, hvad man kan gøre på individuelt niveau. Men det er afgørende, at det individuelle niveau sammenkobles med et globalt niveau, så det dermed bliver tydeligt, at mange små handlinger kan have den største effekt.

Det er netop fortællingerne om, at det enkelte lille menneske kan være med til at gøre den helt store forskel, der er de allervigtigste at få fortalt netop nu. Det er markant bedre, at mange gør en lille forskel, end at få gør en stor. Det er således vigtigt, at fortællingerne hverken er for dystopiske eller komplicerede – ellers afføder de blot apati.

De fortællinger, vi har brug for, skal fortælles på alle niveauer af samfundet. I hjemmet. I folkeskolen. På gymnasierne og universitetet. På arbejdspladsen. I foreningerne. 

Hvis disse fortællinger kommer fra græsrødderne, vil de have potentiale til at skabe en lydhørhed og forståelse i det politiske system, hvormed de kan få den gennemslagskraft, vi ultimativt ønsker.

Er der brug for inspiration, kan man følge Christensens anbefalinger og kigge nærmere på Californiens guvernør Jerry Brown, hvis formidlingsstrategi på klimaområdet Christensen har givet det rammende navn:

”Sunny with a chance of apocalypse.”

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 11. december 2018.

Det er tid til et opgør med nulfejlskulturen

Nulfejlskulturen har gjort sit indtog. Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvor den kommer fra, for den har ingen afsender. Men den er opstået på tværs af en lang række niveauer i samfundet. 

I folkeskolen og på de videregående uddannelser, hvor karakterræset og præstationsangsten under eksamensperioderne kan få de studerende til bukke under. På private og offentlige arbejdspladser, hvor medarbejdernes indsats måles og vejes i hidtil uset grad. I de personlige relationer, hvor ikke mindst de sociale medier understøtter tendensen til at fremstille alting som værende perfekt – arbejdslivet, ferierne, familielivet, vennerne, festerne og, ikke mindst, udseendet.

Som fænomen har nulfejlkulturen dermed fået mange forskellige ben at gå på, og de fleste af os er i kontakt med den i en eller anden grad hver eneste dag. Enten i vores eget private liv eller gennem familiemedlemmer, venner eller kolleger, der kæmper med opretholdelsen af fortællingen om sig selv som værende fejlfri.

Det er ikke svært at sætte en finger på de aspekter ved nulfejlskulturen, der på overfladen kan virke så medrivende. For selvfølgelig bidrager den til at øge ambitionsniveauet og dermed udløse de bedst mulige resultater.

Den bidrager til et billede af øget effektivitet. Til et skærpet fokus på, hvordan opgaver løses bedst muligt. Til idéen om den perfektion, som af mange kan synes så efterstræbelsesværdig. Når noget er perfekt, er det jo, sådant helt bogstaveligt, så godt som det overhovedet kan være, og det er naturligvis et ønskværdigt resultat.

Eller er det?

Det altafgørende problem ved nulfejlskulturen er netop, at det, vi i alle mulige sammenhænge forsøger at leve op til, er standarder, som andre har sat. Nogen har bestemt for os, hvad et perfekt resultat er, og nulfejlskulturen får os så til at orientere os efter dette foruddefinerede fikspunkt.

Set i det helt store perspektiv har det den konsekvens, at det bremser den menneskelige udvikling. Hvis vi skal udvikle os – som individer og som samfund – er vi nødt til at bryde med de paragraffer, der begrænser os.

Erklærede paragrafryttere formår aldrig at skubbe samfundet i en ny retning. De formår blot at opretholde status quo uden hensyntagen til, hvorvidt tingene nu kunne gøres på en bedre og måske mere menneskelig måde. Enhver fravigelse fra paragrafferne ville betyde en tur uden for den trygge komfortzone, og de nye tanker, dette kunne afføde, er ikke velkomne.

Men det er netop, når vi bevæger os uden for komfortzonen, at de banebrydende gennembrud sker. Det er her, kreativiteten trives. Her vi lærer os selv bedre at kende. Her de store opfindelser bliver skabt og de mest inspirerende resultater opnås.

Som den største basketballspiller i historien, Michael Jordan, engang udtrykte det i en tv-reklame for Nike: ”Jeg har brændt mere end 9.000 forsøg i min karriere. Jeg har tabt næsten 300 kampe. 26 gange har jeg skullet tage det skud, der kunne have vundet kampen – og brændt. Jeg har fejlet igen og igen og igen i mit liv. Og det er derfor, jeg har opnået succes.”

Kommunikationseksperten Rebekka Bøgelund har lanceret en podcast om emnet, som hun netop kalder Nulfejlskultur. Blandt gæsterne finder man, foruden Christian Have, direktør for Innovation Lab, Kim Bisgaard, og CEO for IIH Nordic, Henrik Stenmann. Podcasten er frit tilgængelig på Apple Podcasts og nulfejlskultur.libsyn.com.

Vi kan ikke lovgive os ud af nulfejlskulturen. Den er nødt til at blive overvundet af os selv.

Vi skal naturligvis ikke dyrke fejlene i sig selv, men det er altafgørende for vores udvikling og trivsel, at vi skaber en kultur, hvor der er pladstil fejl. Hvor vi indser, at de udgør livsvigtige erfaringer, som vi kan lære en masse af, og at fejl naturligt opstår, når man afprøver nye idéer og forsøger at bevæge sig i nye retninger.

Kort sagt: Så længe vi gør vores bedste, skal det være okay fejle. Både i vores privatliv, i skolen og på arbejdspladsen. Vi vil blive både gladere, friere og mere kreative af det.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 3. december 2018.

Kulturen på P1: "Kultur- og erhvervsliv i ske"

Kulturen på P1 bragte en længere diskussion af mødet mellem kultur- og erhvervsliv i anledning af konferencen Vækst med Kultur, som Have Kommunikation og Dansk Erhverv stod bag.

Beskrivelsen af diskussionen lyder som følger:

“Kultur- og erhvervsliv i ske: Kulturen har brug for pengene, og erhvervslivet har brug for eksponeringen. Og i dag mødes de to – kultur- og erhvervsliv – til en konference om, hvordan man bedst bruger hinanden. Vi tager diskussionen med i studiet – hvor går grænsen for, hvor tæt man kan ligge i ske?”

Hør hele udsendelsen her.

Artikel i Politiken om Vækst med Kultur: "Er det fremtiden?"

I kølvandet på den netop afholdte konference Vækst med Kultur, som Have Kommunikation og Dansk Erhverv stod bag, har Politiken bragt en artikel, som Christian Have blev interviewet til. Her følger et uddrag:

»Man har tidligere haft en tendens til at se kulturverdenen som en størrelse, der ikke var en integreret del af samfundet. Den opfattelse vil vi gerne ændre og sige, at kulturen så absolut er en vigtig del af vores samfund på en række områder. Det er den store agenda. Og det, tror vi, skal ske gennem partnerskaber med erhvervslivet på mange niveauer«, siger han.

Christian Have henviser til erfaringerne fra blandt andet Storbritannien, hvor organisationen Arts & Business har haft stor succes med at facilitere partnerskaber mellem virksomheder og såvel kunstnere som kulturinstitutioner.

»Du kan selvfølgelig ikke sammenligne Storbritannien og Danmark fuldstændigt, men de steder i verden, hvor det offentlige, det private og kulturlivet er gået sammen om at skabe nogle meningsfulde platforme, er der virkelig opstået nogle interessante samarbejder«, fortæller han og understreger, at man er bevidst om, at mange kunstnere sandsynligvis vil rynke på næsen ved udsigten til at skulle samarbejde med ’storkapitalen’.

»Vi siger, at der eksisterer et potentiale her, og så skal vi høre, hvad aktørerne selv tænker, er den rigtige måde at gribe det an på. Det handler bestemt ikke om at kommercialisere kunst- og kulturlivet, for så mister man jo lige præcis den ’unikhed’ og kant, som er det, mange virksomheder finder interessant«, siger han.