Danmark har skrevet under på, at børn har ret til et liv med kunst og kultur

Børn har ret til "fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv", og der bør være "passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse".

Sådan står der skrevet i FN's Børnekonvention. Med 196 lande som medunderskrivere - alle lande undtagen evigt genvordige USA - er det den mest udbredte menneskerettighedstraktat i verden. Det er ikke blot en erklæring om gode intentioner, som man som underskrivende land så vil prøve at efterleve. Det er en traktat, som man forpligter sig på at efterleve.

Det er, naturligt nok, retten til mad, sundhed, skolegang og beskyttelse mod vold, som folk typisk kan huske, når de skal liste elementer fra Børnekonventionen. Men netop derfor er det ekstra vigtigt at hæfte sig ved kunsten og kulturens plads i traktaten.

Det er et område, som for nemt bliver overset - og som man i praksis kan fornemme bliver overset, når kunsten og kulturens rolle i børn og unges liv og ikke mindst folkeskolen bliver diskuteret herhjemme.

PISA-fiseringen af folkeskolen har markant forringet vilkårene for de kreative fag, hvor elevernes præstationer ikke lader sig sammenligne på samme måde, som når de har en matematikprøve eller diktat. Og rundt omkring i landets kommuner er kunsten og kulturen ofte gjort til et område, som man kan vælge til eller fra, alt efter hvordan prioriteringerne nu er.

I ingen af tilfældene anses kunsten og kulturen som en grundlæggende menneskerettighed, og især ikke som noget, der sikrer vores yngste generationer "fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv".

Det er den velkendte og udbredte kortsigtethed, der er forklaringen på situationen. Det er mere åbenlyst, hvad retstavning og matematik afstedkommer af brugbare evner, så som samfund har vi tendens til at prioritere disse højere end undervisning i eksempelvis musik og billedkunst.

Det bliver vi åbenbart ved med, selv efter det for længst er blevet påvist, at børn, der udfolder sig kreativt som børn har det med at blive mere innovative som voksne (jf. f.eks. Rex LaMore, Michigan State University, 2013). Og det er naturligvis godt for samfundsøkonomien at have masser af borgere, der kan udvikle nye løsninger, produkter og services - hvis vi nu skal holde os til de let målbare parametre.

De allervigtigste parametre er imidlertid ikke nær så målbare.

Danmark har netop været vært for den internationale konference Children, Art & Culture + Sustainability, som fandt sted i Silkeborg og Aarhus den 15.-17. november. Jeg havde fornøjelsen af at være moderator, og ved konferencen satte prominente aktører som professor Anne Bamford fra University of Arts London og Lone Belling fra Liv og Lederskab problematikken omkring kunst og kultur til børn og unge i perspektiv af FN's Verdensmål.

Disse 17 mål adresserer ikke i sig selv kunst og kultur eksplicit, men som det blev gjort tydeligt på konferencen, er det netop kunsten og kulturen, der kan spille en altafgørende rolle i kampen for at nå dem.

Uanset om vi taler klima, ligestilling, fattigdomsbekæmpelse eller ansvarligt forbrug, er det kunsten og kulturen, der kan udvikle det, som Lone Belling kalder vores etiske kompas. Det er netop vores grundlæggende evne til at forstå vores medmennesker, deres baggrunde, udfordringer og kulturer, der kommer til at være udslagsgivende for, hvordan vi løser verdens udfordringer.

Det er naturligvis fint, at vi kan stave til "sustainability", og at vi kan udregne, hvor mange børn, der hvert år dør af fattigdom. Men det er naturligvis ikke disse evner, der udvikler vores empati - vores evne til at forstå med hjertet, hvorfor vi i fællesskab bør skride til handling og gøre verden til et bedre sted.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 2. december 2017.

Velkommen i kulturklubben, Ikast-Brande

Ikast-Brande Kommune kunne i maj løfte sløret for en lokalpolitisk nyskabelse: Kommunen fik sin første kulturpolitik nogensinde.

Offentliggørelsen var resultatet af en proces, der startede i juni 2016. Processen involverede borgerne i kommunen, der ifølge formand for kultur- og fritidsudvalget, Helle Mathiasen (FL), boblede over af gode idéer og entreprenørskab.

Samtidig var det en proces, som engagerede byrådsmedlemmerne på tværs af partiskel, hvilket muliggjorde, at både Venstre-folk og socialdemokrater har udtrykt begejstring over resultatet og i dag tager ejerskab af politikken.

Kigger man nærmere på den officielle tekst i Ikast-Brandes kulturpolitik, kan man se, hvilken gavn kulturen skal gøre i kommunen. Den skal sikre den lokale sammenhængskraft. Den skal sætte borgernes drivkræfter og engagement fri. Derudover skal den gøre Ikast-Brande mere attraktiv for tilflyttere. Den skal få kulturinstitutionerne og erhvervslivet til at spille langt mere sammen. Endelig skal kulturen bidrage til at udtrykke kommunens særlige DNA - det, der adskiller Ikast-Brande fra Danmarks 97 andre kommuner.

Med sin proaktive kulturpolitik er Ikast-Brande officielt blevet en del af en støt voksende klub: Den klub af kommuner, der forstår potentialet i kulturen og vigtigheden af at satse på den. Men selv om klubbens størrelse vokser, har den langt fra 98 medlemmer endnu.

Forhåbentlig vil det kommunalvalg, der venter lige om hjørnet, bidrage til, at medlemskabet vil stige kraftigt i den nære fremtid. For hvordan man end vender og drejer det, står det klart, at de kommuner, der forstår at prioritere kulturen, står stærkere end dem, der ikke gør. Foruden alle de gode parametre, som man i Ikast-Brande fokuserer på, spiller kulturen i øvrigt en væsentlig rolle i forhold til at tiltrække to andre kategorier end blot tilflyttere: Virksomheder og turister.

Blandt klubbens mest prominente medlemmer finder man Fredericia, som er blevet intet mindre end Danmarks musicalhovedstad. Odense, som næsten har taget patent på nationaldigteren. Lejre, der er blevet synonym med formidling af vikingetiden. Faaborg-Midtfyn, der med Heartland Festival tiltrækker masser af mennesker - ikke mindst fra hovedstaden - som vil udforske landets bedste bud på en tidssvarende festival. Morsø, der er hjemsted for Kulturmødet. Viborg, der både udvikler og tiltrækker alverdens talenter inden for animation.

Der er et stykke vej endnu, men måske Ikast-Brande snart vil have samme skarpe kulturelle profil, som disse kommuner har?

Den 28. november, præcis en uge efter kommunalvalget, er der en helt unik chance for at møde en vifte af de aktører, der er med til at sætte standarden for, hvordan kulturen kan udfolde sig i kommunale rammer. Det sker ved konferencen Vækst Med Kultur, som finder sted på Børsen i København. Her kan man desuden møde de to politikere, der på landsplan har de bedste forudsætninger for at indfri kulturens samfundsmæssige potentiale: Kulturminister Mette Bock og erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 19. november 2017.

Kend din politiker på kultursynet

Hvad vil du helst – opereres for kræft eller en tur i teatret?

I den evindelige debat om, hvad de offentlige kroner skal bruges på, er det ikke svært at fremstille kulturen som et uvigtigt område. En hvilken som helst meningsmåling med en variation af ovenstående spørgsmål kan bruges til at påvise, at danskerne går højt op i sundhedsvæsenet og er ligeglade med kulturen.

Men det giver et skævvredet billede af virkeligheden. På samme måde som hvis folk skulle vælge imellem at få mad på bordet hver dag eller have sex tre gange om ugen. Det fornuftige valg i forhold til selvopretholdelsen ville selvsagt være maden, men det ville være tåbeligt at konkludere, at danskerne så er ligeglade med, hvor meget sex de har.

Begge dele spiller afgørende roller i det gode liv, præcis ligesom både et stærkt sundhedsvæsen og et rigt og inspirerende kulturliv spiller afgørende roller i det velfungerende samfund.

Når danskerne den 21. november skal til kommunal- og regionsvalg, vil mange imidlertid afgive deres stemme baseret på, hvordan givne lokalpolitikere prioriterer de helt grundlæggende elementer i vores samfund. Det er der i sig selv ikke noget forgjort i, for det er naturligvis afgørende, at sundhedsvæsenet, folkeskolen, ældreplejen og transportmulighederne imødekommer borgernes behov så godt som muligt.

Det er imidlertid værd at huske på, at den politiske debat om emner som disse i vid udstrækning handler om midlerne snarere end målene. Ingen går til valg på, at vi skal blive sygere og dummere, eller at det skal være mere besværligt at komme fra A til B. Alle er enige om, at vi skal blive sundere og klogere, og at vi nemt skal kunne bevæge os mellem hjemmet, arbejdspladsen og fritidsaktiviteterne. De primære stridspunkter er derfor altid, hvordan disse mål skal nås.

Anderledes står det til på kulturområdet, hvor der er en reel uenighed om, hvilken rolle kultur skal spille i samfundet – og ikke mindst hvor stor denne rolle skal være.

Perspektiverne spænder fra den ubetingede fejring af ytringsfriheden til udøvelsen af selektiv censur. Fra kulturen som værende det, der skal åbne os op over for den store verden, til at den snarere skal forstærke nationalfølelsen. Nogen mener, at kultur er noget, som folk kan hygge sig med i deres fritid, mens andre mener, at den er en altafgørende generator for vækst og udviklingen af fremtidens samfund.

Så hvis man ønsker en bedre forståelse for, hvad de dybereliggende forskelle er mellem politikerne på stemmesedlen, kan man oplagt spørge ind til deres syn på kulturen. Ofte vil svarene, man får, samtidig give et bedre indblik i den enkelte politikers menneskesyn, end når vedkommende udtaler sig om øvrige områder.

Spørg hvilken som helst politiker, hvilket sundhedsvæsen Danmark skal have, og vedkommende vil svare, at vi skal have det, der hjælper flest mulige patienter gennem en så effektiv udnyttelse af ressourcerne som muligt.

Men spørger du en politiker, hvordan vi som samfund skal prioritere kulturen, vil den dybereliggende ideologi, der driver værket hos vedkommende, langt hurtigere afsløre sig. Ikke mindst hos de politikere, der slet ikke føler, at de bør tage stilling til kulturen.

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende, 6. november 2017.

Unbuzz: Storytelling

Mit bidrag til Jonathan Løws Unbuzz-projekt.

Jonathan beskriver projektet således:

"Indenfor ledelse, iværksætteri og innovation drukner vi i disse år i buzzwords. Det vil sige faglige eller tekniske ord eller begreber, som bruges af et stort antal mennesker, men som de færreste kender den præcise betydning af.

På den ene side er der næsten altid noget om et ord, når det bliver brugt i flæng. Uanset om vi taler co-creation, content marketing, digital transformation, millennials, forandringsledelse, storytelling eller omnichannel, så er dette væsentlige begreber at kende til.

På den anden side har mange af dem noget fluffy over sig, fordi de typisk bliver populære, inden der er konsensus om, hvad de præcist dækker. Idéen bag #UNBUZZ er at bede dygtige danske ledere, entreprenører og praktikere om at komme med jordnære og handlingsorienterede bud på, hvad vi så rent faktisk kan bruge disse fluffy begreber til i vores hverdag."

Se alle videoerne her.

Giv os den gensidige respekt tilbage

USA har fået en bully-in-chief.

Med Donald Trump er verdens mægtigste embede blevet en platform for mobning, og i vores globaliserede tidsalder smitter det af på resten af verden. Når USA's præsident mobber, blåstempler han også, at menigmand gør det.

Blandt ofrene for Trumps mobning finder man hans politiske modstandere, ikke mindst de øvrige republikanske kandidater i primærvalgene – såsom ”Little Marco” Rubio, Carly Fiorina med den ”hovedpinefremkaldende stemme”, og Jeb Bush, som blev kaldt ”en skændsel for sin familie”. Hertil kommer naturligvis en uendelig stime af personlige angreb mod Hillary Clinton.

Hele befolkningsgrupper har også fået Trumps afsky at mærke. Det sker indirekte, som i Trumps direktiv om at forbyde transseksuelle at gøre tjeneste i militæret, og med den stærkt aggressive tone mod fortrinsvist sorte sportsudøvere fra NFL og NBA, der har gjort stilfærdig protest mod Trump. Men det sker også fuldkommen eksplicit som i Trumps stempling af mexicanske immigranter som kriminelle, pushere og voldtægtsforbrydere.

Trump-inspireret mobning i skolen

Den adfærd, som USA's præsident udviser, smitter lidet overraskende af på befolkningen. Det ses tydeligt i de utallige sammenstød mellem borgere af forskellig politisk observans – om det så er demonstranter, der står ansigt-til-ansigt med moddemonstranter, eller i kommentarsporene på Facebook og YouTube.

Det ses imidlertid også i skolerne, hvor Trump-inspireret mobning nu har kronede dage. Som i Californien, hvor en hvid elev fra 8. klasse meddelte en sort elev, at ”nu hvor Trump har vundet, er du nødt til at tage tilbage til Afrika, hvor du hører til”. Eller i Kentucky, hvor en dreng fra 3. klasse, jagtede en latinamerikansk pige rundt, mens han råbte ”build the wall”.

Danmark har også et stort mobbeproblem

Det er ikke kun USA, der har et problem med mobning. De samme grundlæggende mobbemekanismer er til stede herhjemme, og Lillian Zøllner fra Center for Selvmordsforksning lægger særligt vægt på den digitale mobning, som hun kalder ”et meget stort samfundsproblem”.

Det er, ifølge centrets analyse af 15 års mobbetendenser (2001-2016) i folkeskolen, endnu værre at blive mobbet via Facebook end ansigt til ansigt i skolegården, da den digitale mobning øger risikoen for selvskade betragteligt. Og kombineres mobningen med de sociale mediers evige pres på særligt de unge for altid at fremstå smuk, sej, glad og populær, står vi med en særdeles giftig cocktail.

Unge menneskers gensidige nedbrydning på de sociale medier er selvfølgelig et stort nok problem i sig selv. Men vi er tvunget til at se det i et større perspektiv. For det er disse unge mennesker, der skal overtage samfundet og de mangfoldige problemer, som vores klode står overfor.

Lad de ældre generationer inspirere de yngre

Hvis ikke vi i fællesskab gør en grundig indsats for at få genetableret en mere respektfuld tone – i såvel skolegården som i nyhedsdækningen og blandt politikerne – kan vi således se frem til generationer af borgere, der må bruge uanede mængder energi på at navigere rundt mellem personangreb og håndtering af deres sociale angst.

Der er mange måder, at gribe udfordringen an på. Herfra skal lyde en opfordring til, at de generationer, som stadig kan huske en tid før Facebook, Twitter og YouTube – forældrene og bedsteforældrene – tager et ansvar for at formidle til de yngre generationer, hvad det egentlig vil sige at udvise respekt og have omtanke for andre mennesker. Det gælder alle. Fra bedstemoderen med barnebarnet på skødet til statsministeren fra Folketingets talerstol.

Lader vi stå til, er der ingen tvivl om, hvad konsekvensen vil være. Så vil Donald Trump nemlig blot være den første i en lang række af verdensledere, der er markant bedre til at skabe ravage på de sociale medier, end til at sikre nogen form for fremskridt.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 6. oktober 2017.