Folketingsvalg: Tag kulturen med

6154231034_94b4997f1a_b.jpg

Det er mediernes ansvar at få folketingskandidater til at mene noget om kultur

Der mangler en vision for Kulturdanmark. Godt nok er der ganske mange positive eksempler på enkeltstående initiativer, projekter og begivenheder, der på egen hånd søger at udvikle kulturen og dens rolle i vores samfund. Men den overordnede, ambitiøse og politisk funderede vision for, hvad vi egentlig vil med kulturen i vores land -den mangler.

Skal sådan en vision frembringes, formuleres og føres ud i livet, kræver det i første omgang, at kulturen bliver sat på dagsordenen i langt højere grad, end det er tilfældet i dag. Det primære ansvar for, at det kommer til at ske, kan man måske mene ligger hos kunstens og kulturens egne folk. For det er trods alt dem, det hele drejer sig om. Og det ville bestemt ikke være nogen dårlig idé, hvis flere kunstnere og kulturaktører tog sig en efteruddannelse i journalistik og kommunikation, så de dermed fik skærpet evnen til at sætte en dagsorden i det offentlige rum.

Men ligesom immigrationspolitik ikke kun vedrører flygtninge og indvandrere, sundhedspolitik ikke kun vedrører sundhedspersonalet, og erhvervspolitik ikke kun vedrører erhvervslivet, så vedrører kulturpolitik heller ikke kun kunstnerne og kulturaktørerne.
Kulturen er et bredt samfundsmæssigt anliggende, som vedrører os alle sammen. Som borgere, som publikum og som forbrugere.

Derfor er det afgørende, at medierne erkender, at det er dem, der kan og skal begynde at prioritere kulturen markant mere. Så den bredt funderede, kompetente og visionære debat om kulturen vil blive taget. Så alle gode indspark vil blive hørt. Så det bliver tydeligt for enhver, at kulturen i sandhed optager danskerne, hvad enten kulturdebatten handler om kritik af det aktuelle kunst-og kulturudbud, fordelingen af støttekroner eller betingelserne for innovation. Eller mere overordnede tematikker som vores lokale, nationale og globale identitet og kulturen som et vigtigt samfundsøkonomisk parameter.

Det er i høj grad medierne, der sætter dagsordenen i samfundet - også den politiske. Hvis medierne prioriterer kulturen, vil politikerne således få en øget forståelse for, hvorfor kulturen bør være et vigtigt tema for dem. Og med et folketingsvalg lige om hjørnet er timingen den helt rette, hvis kulturen for alvor skal på dagsordenen. Skal man være realistisk, er det næppe sandsynligt, at de helt store redaktionelle omprioriteringer kommer til at finde sted rundt omkring i de danske mediehuse over de kommende par måneder. Der er dog stadig et vist råderum, der kan udnyttes inden for de eksisterende rammer. Om det så er den politiske redaktør, der lader kulturen spille en afgørende rolle i sin dækning, eller kulturjournalisten, der sætter kandidaterne stævne -og afkræver dem visionære bud på, hvordan fremtidens kulturpolitik skal lyde.

Hvis blot redaktørerne og journalisterne vil være med til at tage et ansvar, så vil kunsten og kulturens aktører det med sikkerhed også. Og dermed kan begge parter i fællesskab sikre, at politikerne får de indspark og den altafgørende inspiration, som de har brug for forud for det kommende folketingsvalg.

Indlæg bragt på mitfyn.dk

Fyld kvalitet i de tomme kulturpaladser

Kulturværftet_Exterior_3.jpg

Gennem de sidste to årtier har vi brugt et tocifret milliardbeløb på kulturbyggerier overalt i landet. Men det kreative og kunstneriske indhold har manglet, og derfor har byggerierne ikke indfriet potentialet.

Skal vi have et velfungerende kulturliv, er der to grundlæggende og indbyrdes afhængige parametre, der skal være i orden: Rammerne og indholdet. Det giver ingen mening at have flotte rammer, hvis man ikke også har en strategi for det kreative og kunstneriske indhold, der skal fyldes i dem. En strategi, som kan sikre, at man ikke blot får et kulturhus, der gør præcis det samme som alle andre tilsvarende institutioner rundt om i landet. Denne pointe har vi imidlertid overset i for høj grad i Danmark. Gennem de sidste to årtier har vi brugt et tocifret milliardbeløb på kulturbyggerier.
På at bygge kulturpaladser overalt i landet. Fra København til Hjallerup, fra Aalborg til Jægerspris.

Motivationen var ganske klar. Godt hjulpet på vej af Pine & Gilmores teorier om oplevelsesøkonomien fik vi etableret en solid tro på, at kulturen kunne hjælpe os med alverdens udfordringer. Med at øge indtjeningen, styrke turismen, brande byer og dermed tiltrække nye borgere – og sikre, at de eksisterende ikke flytter bort.

Det handler om indhold. Det virkede simpelt nok. Men i virkeligheden var det dømt til at gå galt. Fordi vi netop manglede at prioritere indholdet. I stedet fokuserede vi exceptionelt meget på anlægsudgifter og sekundært på den traditionelle drift. Derfor har vi i dag en situation, hvor mange kulturhuse lider af iltmangel – og langt fra indfrier det potentiale, de for så vidt stadig har.

Løsningen er, at vi øger vores fokus på indhold – gennem bæredygtige og langsigtede investeringer, frem for blot hurtige projektløsninger.

Offentligt-privat samarbejde: Det betyder først og fremmest, at de lokale kulturaktører rundt om i landet skal tage ejerskab af udfordringen. Men de kan ikke løfte opgaven alene. Den skal løftes sammen med det offentlige, borgerne, erhvervslivet og fondene. Der skal helt nye kreative partnerskaber og driftsmodeller til, hvis vi for alvor skal få indfriet kulturhusenes potentiale.

Heldigvis findes der allerede en række eksempler, som alle parter kan lade sig inspirere af. I Helsingør har kommunen, Kulturværftet og en række lokale erhvervs- og vidensinstitutioner fat i den lange ende med deres samarbejde. Det samme gælder Sangens Hus, der er et samarbejde mellem Kulturministeriet, kommunerne, Det Obelske Familiefond, erhvervslivet og borgere over hele landet.
Endnu et stærkt eksempel findes i Kulturmødet, hvor en bred vifte af partnere har fundet sammen: Morsø Kommune, Region Nordjylland, Bikubenfonden, Spar Nord Fonden, Augustinus Fonden, en række vidensinstitutioner og naturligvis det lokale erhvervsliv. Disse aktører har bevist, at det sagtens kan lade sig gøre at gå nye og frugtbare veje. Gennem partnerskaber, som kommer alle til gode. Hvor alle partnere bidrager med det, de har særligt gode forudsætninger for at bidrage med. På både drifts- og indholdssiden.

Så lad os få mange flere af sådanne partnerskaber, som kan udvikle kulturhusene. Lad os være modige nok til at have et højt ambitionsniveau. Så de eksisterende rammer kan fyldes ud med et kvalitetsindhold, der taler til morgendagens kulturforbruger – som netop regner kvalitetsindholdet som en præmis.

På dagsordenen til valget
Det kommende folketingsvalg er en passende anledning til at få sat denne problematik på dagsordenen. Lykkes det at engagere såvel borgerne som de private og offentlige aktører, er der et reelt håb forude for de mange kulturpaladser.

Bragt på altinget.dk d. 9 december 2014.

Dialog på Kulturmødet på Mors

Christian Have forklarer, hvordan kulturmødet er med til at skabe dialog om kulturpolitiske tiltag.

Til Politiken siger Christian Have:

“Det er selvfølgelig især kulturinteresserede, der kommer, men det er netop ikke tilrettelagt sådan, at nogle holder oplæg, og andre hører på. Der lægges op til dialog, og i år er det ikke bare de sædvanlige, der er rykket vestpå for at sige det samme, som de siger i København”

»Af en eller anden grund udviser Christiansborg-politikere ikke så stor interesse for kunst og kultur, så det er godt med et lokalt initiativ, hvor man prøver at lade folk definere, hvor det kommende års debat skal hen, og hvordan det samfund, vi alle er en del af, kan udvikles«.

Artikel bragt på Politiken.dk 22/08-2014. Læs artiklen her.

Kulturens forkæmper fylder rundt

portrait_sitting.jpg

Det hele startede i musikkens verden. På Sandbjergskolen i Stenløse besluttede en gruppe skolekammerater, at det kunne være spændende at lave en popgruppe. For at blive berømte. Så de fire unge drenge – Mike, Peter, Otto og Christian – fordelte instrumenterne i mellem sig og gav sig i kast med at indfri deres ambitioner. De kaldte sig Mabel og lagde ud med at booke en koncert i skolens gymnastiksal. Derfra kom de hurtigt videre ud i den store verden, og debutalbummet Another Fine Mess! (1977) udkom således i 26 forskellige lande. Året efter fik bandet så sit helt store, folkelige gennembrud, da Mabel snuppede sejren i det danske Melodi Grand Prix med Boom Boom.

Herefter fulgte et fem år langt internationalt eventyr for bandet, som blandt andet inkluderede faste ophold i Madrid og New York. Eventyret sluttede i 1983, og trommeslager Christian Have forlod musikbranchen for i stedet at blive selvstændig kommunikationsmand.

Kulturformidlingens foregangsmand
Den første kunde i butikken var Bodil Udsen, som blev Haves mentor og skytsengel. Herefter fik han fast tilknytning hos en række teatre, herunder Gladsaxe Teater, Nørrebro Teater og Østre Gasværk, og fundamentet for det, der fortsat består som Have Kommunikation, blev lagt i disse tidlige år. Have har været en forgangsmand inden for kommunikation og markedsføring af kulturen, og hans tilgang har fra begyndelsen været, at det kunstneriske indhold – i arbejdet for et større publikum og flere midler – ikke må kompromitteres.

Det har hele karrieren igennem ligget Have på sinde at være forud for sin tid. Det er han lykkes med adskillige gange, men han har også måttet tage de tæsk, der følger med, når tingene ikke er gået, som han spåede. Allerede i 1984 demonstrerede han sit fremsyn, da han var med til at udarbejde en rapport om kultursponsorering og erhvervslivets interesse for at støtte kulturlivet – længe før, det var så naturligt for erhvervslivet og kulturen at mødes, som det i dag er blevet.

Samtidig har Have været blandt de første til effektivt at anvende prisoverrækkelser og events som deciderede kommunikationsværktøjer. Øvrige fokusområder i Haves virke tæller kulturturismen som samfundsmæssig løftestang, de digitale platformes rolle i kulturformidlingen og farerne ved den celebritykultur, der har fæstnet sit greb om hele den vestlige verden.
Senest har han med bogen Ansvar eller anarki taget hul på diskussionen om, hvem der skal betale for fremtidens kultur. Netop udviklingen af bæredygtige forretningsmodeller inden for kulturelle og kreative virksomheder er blandt Haves aktuelle fokusområder.

Den alsidige portefølje
I front for Have Kommunikation har Christian Have blandt andet arbejdet med Oscar-vinderne Babettes gæstebudPelle Erobreren ogHævnen, støttekoncerten Rock for Afrika, der indvarslede en ny tid for samarbejde mellem NGO’er og kulturlivet, Eurovision Song Contest 2001 i Parken – og ikke mindst den meget omdiskuterede fejring af 200-året for H.C. Andersen, der for Have blev et godt eksempel på, hvor meget man kan lære af de ting, der ikke går helt som de skal.

Blandt de mange store navne, Have har arbejdet sammen med – fra Michael Jackson til Susanne Bier – er der også en masse uetablerede kunstnere, aktører fra det kreative vækstlag og humanitære organisationer, der indgår i Haves portefølje.

Lige så berejst i dag som i Mabel-tiden
Have har i flere sammenhænge sagt, at han aldrig har følt, at han går på arbejde – han har viet sit liv til at sikre kunsten og kulturen de bedst mulige vilkår. I 2010 trådte han ned som direktør for sin egen virksomhed og blev i stedet kreativ direktør. Det åbnede op for, at han kunne bruge mere af sin tid på at forfatte bøger, forelæse, holde foredrag og være moderator. På at være den stemme i kulturlivet, som mange næppe havde forventet, at han ville blive, da de så ham med den hjerteklædte stortromme på maven i 1978.

Arbejdet og ikke mindst de mange foredrag og forelæsninger fører Have lige så vidt omkring i verden, som dengang han var turnerende musiker med Mabel. Han rejser dog ikke kun i embedsmedfør. Ikke mindst Egypten er en hyppig destination for Have, når han helt selv kan vælge, hvor i verden han gerne vil hen. Her udforsker han de gamle civilisationers måder at tænke og operere på, og det er blevet et område, som han dyrker med stadigt større ildhu på sine rejser.

Et meget privat menneske
Selv om han så vidt har brugt tre årtier på at arbejde med kulturpersonligheder – skuespillere, instruktører, popstjerner, billedkunstnere og forfattere – er Have aldrig selv blevet en kendis. Med undtagelse af de situationer, hvor han decideret er afsender, foretrækker han at opholde sig under radaren – både professionelt og privat. Så selv om mange kender til Christian Have, er den egentlige indercirkel forbeholdt de ganske få.

Foruden det fortsatte arbejde for Have Kommunikation og de mange rejser, dedikerer Have sig i høj grad også til sin status som morfar. Datteren Renee har nemlig selv to døtre, og børnebørnene betyder alt for Have. Derfor har han også besluttet, at 60-års fødselsdagen skal fejres sammen med de to børnebørn og Haves mange gudbørn. Der bliver dermed ingen reception eller fest. I stedet går turen til Zoologisk Have og Tivoli sammen med børnene, som repræsenterer fremtiden – den tid, som Have allerhelst vil fokusere på.

 

Fakta om Christian Have

  • Sidder i bestyrelsen for bl.a. Det Kgl. Teater, Wonderful Copenhagen, Den Danske Publicistklub, Copenhagen Jazz Festival, Dansk Talentakademi, Gerlev Idrætshøjskole og Frederiksbergske Museer (formand)
  • Medinitiativtager til Årets Reumert, scenekunstens store pris, sammen med Bikubenfonden
  • Har forfattet syv bøger, bl.a. Synlighed er eksistens (2004), Det store sceneskift (2008), Drømmen om berømmelse (2010), Kreativ vækst via nye medier (2013) og Ansvar eller anarki (2013)
  • Vinder af adskillige priser, bl.a. Teater 1-prisen (2003) for sit engagement og nytænkning af teatret i Danmark, en Sabre Award (2006) for arbejdet med fejringen af 200-året for H.C. Andersen, en Stevie Award (2007) som Best Communications Executive (vundet personligt) og en Stevie Award (2008) for Årets Reumert
  • Sidder i advisory board for bl.a. Musikhuset Aarhus, Da Danmark blev til…, DARE2mansion, Creative Business Cup og Filmby Århus, og er ambassadør for Dansk Folkehjælp og Platform4