På vagt over for påvirkning under de to kommende valg: Valgkamp uden sociale medier – og indblanding

Den første halvdel af 2019 skal danskerne til stemmeurnerne to gange. Den 26. maj er der nemlig Europa-Parlamentsvalg, og senest den 17. juni vil der være folketingsvalg.

For mange danskere vil disse to valg umiddelbart føles som så mange andre. De tv-transmitterede debatter vil givetvis have samme form som sidste gang, der var valg. Den offentlige debat vil sikkert syde med valgflæsk, og journalisternes forsøg på at vride klare svar ud af politikerne vil have den samme tvivlsomme succesrate, vi er vant til.

Den vestlige verden er imidlertid i opbrud, og de demokratiske grundværdier er under pres, og indholdsmæssigt vil disse to valg derfor være markant anderledes end nogen andre valg i de fleste danskeres levetid. Vi er kort sagt tvunget til at udvide vores opmærksomhed, så den går ganske langt ud over den hjemlige andedam og i stedet favner hele kloden.

Der findes mange finansielle, sociologiske og kulturelt funderede forklaringer på, hvorfor den vestlige verden er i opbrud netop nu. Det element, som dog går igen i hver eneste forklaring, er de store digitale platforme som Facebook, Twitter og YouTube, som i de forgangne par år har vist sig at være ekstremt sårbare, når det kommer til fjendtlige magters misbrug af dem.

I USA er der ikke længere nogen tvivl om, at Rusland aktivt udnyttede de sociale medier til at hjælpe en demokratisk udfordret præsident til magten. I Tyskland har vi netop bevidnet den største datalækage i landets historie. I forbindelse med Storbritanniens skæbnesvangre afstemning om EU-medlemskabet, er det tilsvarende blevet fastslået, at tusindvis af russiske og iranske internetrobotter søgte at påvirke briterne til at stemme for det, vi nu kender som Brexit.

Herhjemme har Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, taget initiativ til en gentlemanaftale, der forpligter partierne til at informere hinanden om de lækager og hackerangreb, der ifølge PET er begrundet mistanke om, at det danske folkestyre udsættes for. Aftalen følger op på regeringens 1,5 milliarder store satsning på at styrke Danmarks cyberforsvar, som blev præsenteret i maj sidste år.

De antidemokratiske kræfter arbejder for den vestlige verdens opbrud, og fordi de allerede har haft held hermed, forvandles valgkampen, så den ikke længere handler så meget om rød mod blå blok, men i stedet om, hvem der bedst kan bevare selve demokratiet, vores værdigrundlag og de institutioner, som udgør vores vigtigste værn mod nedbrydningen af velfærdssamfundet:

Frie og uafhængige public service-medier. Et uddannelsessystem på højeste niveau. Et folkestyre, hvor tilliden mellem vælgerne og de folkevalgte understøttes i stedet for at nedbrydes. Et kulturliv, der sikrer den kritiske og mangfoldige dialog. Den samlede velfærdsmodel, der sikrer, at også samfundets dårligst stillede har en stemme.

I denne kritiske tid ville det være smukt, hvis politikerne ville gå foran og demonstrere, hvordan en valgkamp kunne fungere på demokratiets præmisser – og ikke på de præmisser, som de amerikanske teknologimastodonter bag de digitale platforme har opstillet.

Konkret kunne man forestille sig, at alle politikere, der kan stemmes på, aftaler, at valgkampen bliver fuldkommen Facebook-, Twitter- og YouTube-fri.

At dialogen med vælgerne først og fremmest ville foregå på det, vi nu betragter som værende en gammeldags facon: Via aviser, tv og radio såvel som vælgermøder og debatter rundt om i landet.

At alle offentligt støttede medieplatforme fra deres side gjorde alt for at imødekomme denne demokratiske tilgang til den politiske proces – ikke mindst ved at vriste sig fri fra de digitale platformes greb og kun formidle valgkampen via de kanaler, digitale såvel som analoge, som de har fuldkommen kontrol over.

Måske er det for meget at drømme om. Men det ville uden tvivl forbedre vilkårene for den autentiske dialog. Vælgerne ville blive mere tilfredse, og vi ville få et mere sammenhængende Danmark, som tør byde en ny fremtid velkommen. En fremtid, hvor det internationale samarbejde og demokratiet begge forstærkes markant.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 24. januar 2019.

Musikhandlingsplanen skal sikre bedre rammer for kulturen

Af Christian Have, Ole Dreyer (medlem af Kodas bestyrelse, formand for Musikforlæggerne) og Niels Mosumgaard (formand for DPA og formand for Koda)

Den kom i sidste øjeblik, den her gang. Musikhandlingsplanen.

Lige op til jul og lige før deadline 1. januar. Og kulturministeren har forklaret, at efter at hun har mødt musikbranchen, så var der ikke den store grund til at forandre så meget på den.

Der er masser af gode og nødvendige initiativer i gang, der håndteres professionelt, som hun sagde.

Rammerne for et kulturliv

Men hvorfor har vi egentlig en musikhandlingsplan?

Uden at gå i historiske detaljer, så er det jo, fordi Kulturministeriet varetager kulturen i det hele taget. Kultur forstået som public service – det, vi giver til hinanden.

Der bor en forståelse af dannelse i den tanke, og for at dannelsen skal nå bredest muligt ud, så skal der skabes nogle ordentlige rammevilkår for oplysning, kunst, musik, teater, film og alt det, vi forstår som kultur.

Det er jo også DR og bibliotekerne. Alt det, vi giver til hinanden, alt det, vi giver hinanden gennem staten.

Alt det, der også er til diskussion i disse år, for hvem bestemmer egentlig, hvad dannelse er? Er det programlæggerne i DR, Kulturministeriet selv, folkeskolelærerne, musikskolelærerne, programlæggerne på de regionale spillesteder?

Musikhandlingsplanen skaber rammerne

Spørgsmålene er mange, og svarene er mange. Men helt grundlæggende er musikhandlingsplanen til for at skabe rammevilkårene for musikken i Danmark.

Indholdet og kulturen skaber vi sammen og løbende, og det er hele tiden i forandring. Kultur er mange ting og betyder noget forskelligt, alt efter hvem man spørger.

Men rammerne er vigtige: Rammerne er de kreative fag i skolen, musikskolerne og billedskolerne for eksempel.

Vi skal have mulighed for at opleve musikken på spillesteder, se teater i teatrene, se film. Og det skal skabes af nogen. Så musikhandlingsplan er lige som filmforlig og teaterloven udtryk for de rammevilkår, som staten, regeringen og Folketinget mener er det, der skal til for at have et kulturliv.

Om det er flere eller færre penge til det enkelte område, er så det, vi slås om der.

Markedet for kulturprodukter 

De rammevilkår er vigtige. Men de er ikke det hele. Musikhandlingsplanen er ikke hele musiklivet.

For når rammerne er sat, og de bedste eller mest ambitiøse vil videre, så åbner markedet sig. Og markedet er benhårdt.

Der er en virkelig bred elite af musikere, sangskrivere, filmskabere og billedkunstnere og folk, der skaber populære spil, som har en økonomisk, en kommerciel virkelighed.

Sangskrivere, producere, forlæggere, pladeselskaber, filmproducenter og mange flere, som arbejder på et globalt marked for de kreative produkter, som har mange kendetegn, for eksempel at vi elsker dem eller hader dem, at de betyder noget for os.

Handleplanen skal sikre produktive kreative erhverv

Og der kan kapitaliseres meget mere, end det sker i disse år.

Vi kan arbejde og få danskproduceret kunst ud på markederne, hvis vi anerkender, at musikhandlingsplanen skaber rammerne, men de bedste skaber økonomi, som rækker længere end de rammer.

De kreative erhverv er primære erhverv ligesom fiskeri og landbrug, og potentialet er enormt.

Hvis vi for eksempel kan holde musikrettighederne i landet, så pengene går tilbage til Danmark, så kan vi blive ved med at have en musikhandlingsplan, som både er en del af dannelsen og det, vi giver til hinanden, men også forudsætningen for, at vi kan have produktive kreative erhverv, hvor man er villig til at betale for at se Lukas Graham i Royal Arena eller lytte til Mø i sine højtalere.

Her er rammerne sprængt og markedet for et kreativt erhverv åbnet.

Oprindeligt publiceret på Altinget den 15. januar 2019.

Det er de usynlige robotter, der styrer os

Frygten for, at menneskeheden bliver overmandet af ikke-menneskelige skabninger, har altid fascineret os dybt. Det er især rumvæsner, der har indtaget rollen som dem, der ønsker at udslette den menneskelige race.

I det 20. århundrede begyndte rumvæsnerne imidlertid at få skarp konkurrence fra kunstigt intelligente robotter, som ikke kan skelnes fra rigtige mennesker – såkaldte ”humanoids”. James Camerons The Terminator med Arnold Schwarzenegger i skikkelse af T-800, har skabt den vestlige verdens primære kulturelle referenceramme i denne kontekst.

Måske er det vores fascination af humanoids og det, at de indtil videre ikke udgør nogen reel trussel i den virkelige verden, der har gjort os så blinde over for, hvor stor en indflydelse kunstig intelligens allerede har på vores liv og det globale samfund.

Men lad os holde op med at tænke på kunstig intelligens som noget, der nødvendigvis skal have menneskelig form. I stedet bør vi fokusere på de algoritmer, der udgør den egentlige intelligens. Så bliver det hurtigt tydeligt, at vores handlinger i høj grad allerede styres af kunstig intelligens.

Det altoverskyggende eksempel er Facebooks algoritme, der styrer hvilket indhold, som platformens mere end 2 milliarder brugere får lov at se og interagere med. Gang på gang har virksomheden forsøgt at justere algoritmen for at få den til at fungere bedre, men det har vist sig at være et Sisyfosarbejde, da det er fuldkommen umuligt at gennemskue, hvordan så mange brugeres adfærd vil blive påvirket af de større og mindre justeringer.

Det betyder i praksis, at Facebook, fra den øverste ledelse og ned til de individuelle udviklere, naturligvis ikke har kontrol over det, de har skabt – og det samme gør sig gældende for øvrige platforme som Twitter, Instagram og YouTube. Jo større og mere komplekse platformene er, jo mindre mulighed har mennesket for at styre eller påvirke udviklingen af algoritmerne, som oven i købet selv overtager styringen i højere og højere grad.

Algoritmerne er blevet hverdagens usynlige robotter. Netop fordi de ingen fysisk manifestation har, og dermed ikke er til at tage og føle på, udgør de en markant større trussel.

Hvis konsekvensen af den manglende kontrol med algoritmerne blot var, at vi fik anbefalet skøre kattevideoer, selv om vi egentlig foretrækker hunde, eller at vi fik præsenteret mosters feriebilleder lidt for mange gange, så var det nok til at leve med.

Men algoritmerne har efterhånden mangt og meget på samvittigheden. Fra selvmordsudløsende mobning til folkeforfølgelse i Myanmar, fra en udradering af privatsfæren til Brexit og valget af Donald Trump.

Trumps vej til magten er det allermest rammende eksempel på den magt, som den kunstige intelligens har fået – netop fordi det virker usandsynligt, at han ville have erobret Det Hvide Hus, hvis ikke algoritmerne fungerede til hans fordel. 

Med kraftig og veldokumenteret hjælp fra russerne blev Trump hjulpet på vej af antidemokratiske tiltag som falske nyhedshistorier, trolls og bots – den digitale pendant til humanoids – som kun kunne fungere i det omfang, algoritmerne tillod det.

Hvis vi godtager, at hverken Facebooks Mark Zuckerberg, Twitters Jack Dorsey eller YouTubes Susan Wojcicki ønskede at assistere Trump i det omfang, deres platforme tillod det, tydeliggør det blot i hvilken grad, de har mistet kontrollen over dem. Hvis de da nogensinde har haft den.

Magten tilhører i stedet algoritmerne, som vi konstant møder i vores hverdag via vores telefoner, tablets og computerskærme, i hjemmet og bilen, på arbejdspladsen og i det offentlige rum. De er udviklet til at belønne det, der genererer aktivitet og trafik, med selvforstærkende synlighed – og samtidig begrave det, der ikke gør. Dette er grunden til, at den digitale nyhedsstrøm er endnu mere sensationspræget end forsiden af en tabloidavis.

Så hvordan kan vi blive bedre til at håndtere algoritmerne i året, der kommer, som blandt andet byder på et dansk folketingsvalg?

Den ene mulighed er, at teknologimastodonterne og deres ejere tager ansvaret på sig og bruger deres næsten uanede ressourcer på at gøre platformene mere humanistiske og bæredygtige, frem for kun at tænke i trafiktal og profitmaksimering. Men denne løsning har naturligvis lange udsigter.

Den anden mulighed er, at vi hver især tager ansvaret på os og kraftigt reducerer vores brug af platformene. Her i januar måned er det populært at lave et nytårsforsæt om at spise sundere, dyrke mere motion eller kvitte smøgerne. 

Herfra skal lyde en opfordring om at føje et enkelt nytårsforsæt til listen:

Bliv bedre til at bruge slukknappen.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 22. december 2018.

Et tilbageblik på det danske kulturliv: Hvad vil vi huske 2018 for?

2018 er med ét blevet til 2019, og lad os i denne anledning kigge nærmere på, hvordan det danske kulturliv klarede sig i 2018.

En begivenhed, der kom på alle kulturinteresseredes læber, var ansættelsen af Rane Willerslev som ny direktør for Nationalmuseet. Med sin berømte og berygtede ’kedsomhedsknap’ og tv-føljetonen Ranes museum fik han skabt opmærksomhed og debat omkring de danske museer på en måde, som de fleste museumsdirektører kun kan drømme om. Det bliver særligt spændende at følge hans videre færd i det kommende år.

To af dansk kulturlivs supertankere, Det Kgl. Teater og Gyldendal, havde også begge vagtskifte i det forgangne år. Det Kgl. Teater fik sig Kasper Holten, mens Morten Hesseldahl forlod teatret og i stedet indtog førertrøjen hos Danmarks ældste forlag. For både Holten og Hesseldahl byder 2019 på markante udfordringer, da der skal skabes nye fortællinger, som kan cementere de to gamle giganters fortsatte relevans og nødvendighed i et tiltagende digitalt samfund.

Efter årtier som trofast demokratisk hjørnesten i det danske samfund førte angrebene på DR i 2018 til historiske nedskæringer på 420 millioner kroner. En kortsigtet løsning i en tid, hvor amerikanske teknologimastodonter og de dertil hørende ’fake news’ og ’bot armies’ i tiltagende grad udfordrer demokratiet og den frie presse, hvormed behovet for public service kun er stigende.

Regeringens grønthøster på de årlige 2% fortsatte naturligvis, også inden for kulturområdet. Dog med den glædelige nyhed, at teatre, museer, landsdelsorkestre og kunstneriske uddannelsesinstitutioner fik et løft på 759 millioner kroner, som sendes tilbage i det kulturelle kredsløb over de næste fire år. Samlet set er der dog stadig tale om nedskæringer på kulturområdet, hvilket er en mærkværdig prioritering, nu hvor den danske økonomi samlet set stortrives.

På oplevelsesfronten har 2018 budt på kultur af højeste kvalitet over hele landet. De tre landsdelsscener i Odense, Aarhus og Aalborg har virkelig formået at markere sig. Det samme gælder de store festivaler – ført an af Roskilde Festival, Grøn Koncert og Heartland Festival, som på hver deres måde er fortsat med at sætte de standarder, som resten af festival-Danmark må følge.

I litteraturens verden har vi haft fantastiske gensyn med to af vores vigtigste og mest markante forfattere, nemlig Helle Helle og Knud Romer. På det store lærred har vi kunnet glæde os over alt fra Bille Augusts Lykke-Per til Ditte & Louises filmdebut, mens to film med ganske små budgetter, En frygtelig kvinde og Den skyldige, på forbilledlig vis blev to af årets største biografsucceser.

Inden for musikkens verden er den altoverskyggende begivenhed naturligvis en tragisk én af slagsen – nemlig Kim Larsens død. Men de rørende mindekoncerter, Heartbeats-podcasten Yummi Yummi og Larsens generobring af hitlisterne har tjent som en kærkommen påmindelse om, hvor stor en berigelse én mand kan give millioner af menneskers liv.

Nu, hvor vi skuer mod det nye år, er der samlet set god grund til optimisme på det danske kulturlivs vegne. Men vi må ikke tage kulturen for givet. Vi er nødt til at passe godt på den og give den masser af næring – i form af såvel kærlighed og kolde kontanter.

Tilbage er der blot at ønske jer alle et rigtig godt og velsigtnet nytår – i kulturens tegn!

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 1. januar 2019.