Uden et rigt kunst- og kulturliv vil fremtidens byer ikke være bæredygtige

På den nyligt overståede udgave af Kulturmødet havde jeg fornøjelsen af at interviewe Kristoffer Lindhardt Weiss. Udgangspunktet var debatbogen Kritisk by, som Weiss har været redaktør på og ligeledes ydet vigtige bidrag til.

Bogens altoverskyggende pointe er, kort fortalt, at Danmarks største byer bevæger sig væk fra at være det, som Weiss klassificerer som velfærdsbyertil i stedet at blive velstandsbyer.

Det vil sige, at vi i stigende grad har byer, hvor det ikke længere er velfærdsbegrebets retfærdighedsprincip og påbud om tilgængelighed og transparens, der dikterer, hvordan byer indrettes og udvikles. I stedet er det i stigende grad markedet, der dikterer udviklingen.

Resultatet bliver byer, der ganske vist er æstetisk flotte, med store åbne pladser og rig mulighed for rekreation – men hvor kun samfundets elite har råd til at bo.

Med andre ord dikteres udviklingen i en velstandsby af, hvad der giver det bedste return-on-investment, og ikke af, hvad der kommer almenvellet til gode.

Den medfølgende gentrificering tvinger borgere, der er mindre bemidlede på den økonomiske front, ud af byen. Dermed bliver den urbane livsstil i stigende grad forbeholdt et smalt – og rigt – segment af befolkningen.

Weiss klassificerer det fundamentale modsætningsforhold mellem velfærdsbyernes ideologiske grundlag og velstandsbyens barske realiteter som værende det 21. århundredes største urbane udfordring.

Uden at hævde, at Weiss & co. decideret har overset noget i deres imponerende og overbevisende analyse af problematikken, vil jeg imidlertid gerne bidrage med en nuancering.

Den bæredygtige byudvikling handler i allerhøjeste grad om at sikre, at byerne ikke blot bliver elitære enklaver. Det er i denne sammenhæng ikke nok at sikre billigere lejligheder, så alle, der kunne tænke sig at bo i byen, også har råd til det. Det er naturligvis et vigtigt skridt på vejen, men demografisk diversitet kan ikke egenhændigt garantere et spændende, inspirerende og pulserende byliv.

I denne forbindelse er vi nødt til at ty til et område, der er særdeles inkompatibelt med den markedsfikserede tankegang, der karakteriserer velstandsbyen, og som derfor har svære kår – netop fordi dets værdi ikke først og fremmest lader sig måle i kroner og øre: Kunsten og kulturen.

Det er netop kunsten og kulturen, der udgør enhver bys pulsåre. Det kan man også høre sig selv sige, når man kommenterer på fraværet af kunst og kultur i en by – for da siger man jo netop, at byen ikke har nogen puls.

Det, som et rigt kunst- og kulturliv bidrager med til en by, er langt mere end blot underholdning, hvor legitimt det end er, at ønske for sine borgere, at de også har det sjovt indimellem.

Kunsten og kulturen er nemlig det, der kan tilføre en by den ekstra og eksplicit menneskelige dimension, så den i sandhed bliver bæredygtig.

Med velstandsbyen har vi set, at det måske går godt på overfladen – men på de indre linjer bliver byen mindre og mindre bæredygtig. Det er kunsten og kulturen, der sikrer mangfoldigheden og kreativiteten, som inspirerer og udvikler såvel byen som helhed og menneskene, der bebor den. Det har vi allerede set med kvarterer som Soho i London, Greenwich Village i New York og Montmartre i Paris, som alle har spillet altafgørende roller for de pågældende byers udvikling.

Selvfølgelig skal vi fokusere på at sikre vores byer mod stigende vandstande og terrortrusler. Men overser vi vigtigheden af, at der også er noget, der positivt påvirker folk, så kollapser byudviklingen først. Uden kreativitet og inspiration er der ingen, der har overskud til at begynde at forstå vigtigheden af, at vi indfrier FN’s 17 Verdensmål – og så er vi lige vidt.

Det er netop kunsten og kulturen, der åbner vores sind, øger vores empati og gør os mere åbne over for forandringer. En by med et højt kreativitetsniveau er således markant mere omstillingsparat, når det kommer til de udfordringer, som enhver by står over for.

I et byudviklingsperspektiv er det dermed altafgørende, at vi ikke blot levner plads til kunsten og kulturen, men i stedet proaktivt skaber fantastiske rammer for kunstnerisk og kulturel udfoldelse.

Det gælder ikke blot scener, gallerier og spillesteder. Det drejer sig i lige så høj grad om at etablere steder, der imødekommer en bred vifte af udfoldelser, lysten til at eksperimentere og krydsbefrugtningen mellem forskellige typer af aktører, der naturligt vil møde hinanden.

Det vil typisk være steder, der måske ikke er lige så flotte, som endnu en nyanlagt fortovsstrækning langs havnebassinet. Til gengæld har de langt større sandsynlighed for at være effektive hjertestartere for byens altafgørende puls.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 3. september 2019.