”Hvis menneskeheden virkelig var i stand til at forårsage klimaforandringer, ville vi ikke snakke om andet. Lige så snart, du tændte for fjernsynet, ville alting handle om dette. Overskrifterne, radioen, aviserne – du ville aldrig læse eller høre om andet. Det ville være som om, der var udbrudt en verdenskrig. Men ingen talte nogensinde om det.”
Sådan skildrede svenske Greta Thunberg sit første møde med klimavidenskabens dystre fremtidsscenarier for kloden, vi alle bebor. Hun var 8 år gammel.
I dag er hun 16 år, og ved den nyligt gennemførte klimamarch i København var hun hovedattraktion for de fremmødte, og blandt de omtrent 25.000 deltagere fandt man partilederne fra Socialdemokratiet, De Konservative, Socialistisk Folkeparti, Alternativet, Enhedslisten og De Radikale.
I løbet af det sidste års tid er Thunberg gået fra at være en ganske ukendt svensk teenager, der lancerede en personlig skolestrejke for klimaet foran den svenske rigsdag, til nu at være blevet indstillet til Nobels Fredspris. Undervejs har hun blandt andet mødt Paven, fået ros af Barack Obama, holdt tale ved FN’s klimatopmøde og World Economic Forum, i det britiske parlament og i EU-parlamentet – og samtidig fået opbygget en følgerskare på over 3 millioner mennesker på de sociale medier.
Den verdensomspændende fascination af Thunberg skulle man umiddelbart mene var af det gode. Som 8-årig konstaterede hun jo om klimakrisen, at ingen nogensinde talte om den. Men det gør de vel så nu?
Det er dét, der er spørgsmålet.
Som de forgangne måneder er gået, er mediedækningen af Thunberg eksploderet. Selvfølgelig i hendes hjemland og her til lands, men så sandelig også langt uden for Skandinavien – med al tydelighed illustreret af Time Magazine, der placerede Thunberg på sin feterede forside.
Men er det klimakrisen og det akutte behov for at løse den, som medierne frem for alt beskæftiger sig med, når de tildeler Thunberg spandevis af spalteplads og dyrebare minutter i nyhedsfladerne på tv? Nej, desværre ikke.
Det er i langt højere grad historien om Thunberg selv. Om hendes forvandling fra ukendt teenager til klimakampens unge stjerne. Om diagnoser og komplekse familieforhold. Om de særlige forudsætninger, hun enten har haft eller ikke har haft for at opnå den status, hun har i dag.
Det er bestemt en fascinerende historie, og både sladderblade og de såkaldt seriøse medier trives fantastisk godt med at formidle sådanne fortællinger om personlig forvandling. Med den simple før-og-efter-struktur – som også er anvendt herover – er de nemme for journalisterne at formidle, og den brede befolkning labber ivrigt sådanne opløftende og inspirerende fortællinger i sig.
Men netop det, at Thunberg repræsenterer så stærk en fortælling, er samtidig hendes akilleshæl i forhold til den mission, hun har kastet sig ud i – og der er en reel risiko for, at mediedækningen af Thunberg følger den klassiske kurve, hvor den dramatiske opbygning af hendes person følges op af en tilsvarende dramatisk nedrivning.
Skal vi tro Thunberg selv, er hendes mål imidlertid alt andet end at lade sig selv og sin person være omdrejningspunkt for det globale medievirvar.
Hun understreger gang på gang, at hun blot er en budbringer, og at det, som vi alle sammen bør beskæftige os med og tage gravalvorligt, er den klimaforskning, som videnskaben har præsenteret os gennem årtier. Det er dog et budskab, som synes at gå renere ind hos børn og unge, end det gør hos de voksne.
For de yngste generationer udgør Thunberg indiskutabelt et forbillede, som man som ung aktivist kan spejle sig i. Hun har uden tvivl demonstreret, at det sagtens kan lade sig gøre for en person uden stemmeret at spille en markant rolle, når den politiske dagsorden skal sættes.
Men blandt de ældre generationer reduceres hun ofte til den føromtalte fascinerende historie. I samme ombæring gøres hun til et brand, som ikke mindst politikere kan læne sig op ad for hermed at tiltuske sig lidt legitimitet ved at signalere, at de er på samme side som Thunberg.
Men ingen er reelt set på Thunbergs side, hvis de ikke har en lige så radikal tilgang til bekæmpelsen af klimaforandringerne, som hun har, og det er der ikke ligefrem mange politikere, der kan prale af at have.
Derfor er det altafgørende, at vi alle – og især medierne og politikerne – holder op med at forveksle vores fascination af Thunberg med, at vi gør nogen reel indsats for klimaet.
Personfikseringen ligger nok så ligefor, når vi pludselig står over for så unik en skikkelse som Thunberg. Men hvis vi ikke erstatter vores lyst til at dyrke hende som en stjerne med en vilje til rent faktisk at lytte til hende, kan det på alle måder komme til at koste os dyrt.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 11. juni 2019.