Et tilbageblik på det danske kulturliv: Hvad vil vi huske 2018 for?

2018 er med ét blevet til 2019, og lad os i denne anledning kigge nærmere på, hvordan det danske kulturliv klarede sig i 2018.

En begivenhed, der kom på alle kulturinteresseredes læber, var ansættelsen af Rane Willerslev som ny direktør for Nationalmuseet. Med sin berømte og berygtede ’kedsomhedsknap’ og tv-føljetonen Ranes museum fik han skabt opmærksomhed og debat omkring de danske museer på en måde, som de fleste museumsdirektører kun kan drømme om. Det bliver særligt spændende at følge hans videre færd i det kommende år.

To af dansk kulturlivs supertankere, Det Kgl. Teater og Gyldendal, havde også begge vagtskifte i det forgangne år. Det Kgl. Teater fik sig Kasper Holten, mens Morten Hesseldahl forlod teatret og i stedet indtog førertrøjen hos Danmarks ældste forlag. For både Holten og Hesseldahl byder 2019 på markante udfordringer, da der skal skabes nye fortællinger, som kan cementere de to gamle giganters fortsatte relevans og nødvendighed i et tiltagende digitalt samfund.

Efter årtier som trofast demokratisk hjørnesten i det danske samfund førte angrebene på DR i 2018 til historiske nedskæringer på 420 millioner kroner. En kortsigtet løsning i en tid, hvor amerikanske teknologimastodonter og de dertil hørende ’fake news’ og ’bot armies’ i tiltagende grad udfordrer demokratiet og den frie presse, hvormed behovet for public service kun er stigende.

Regeringens grønthøster på de årlige 2% fortsatte naturligvis, også inden for kulturområdet. Dog med den glædelige nyhed, at teatre, museer, landsdelsorkestre og kunstneriske uddannelsesinstitutioner fik et løft på 759 millioner kroner, som sendes tilbage i det kulturelle kredsløb over de næste fire år. Samlet set er der dog stadig tale om nedskæringer på kulturområdet, hvilket er en mærkværdig prioritering, nu hvor den danske økonomi samlet set stortrives.

På oplevelsesfronten har 2018 budt på kultur af højeste kvalitet over hele landet. De tre landsdelsscener i Odense, Aarhus og Aalborg har virkelig formået at markere sig. Det samme gælder de store festivaler – ført an af Roskilde Festival, Grøn Koncert og Heartland Festival, som på hver deres måde er fortsat med at sætte de standarder, som resten af festival-Danmark må følge.

I litteraturens verden har vi haft fantastiske gensyn med to af vores vigtigste og mest markante forfattere, nemlig Helle Helle og Knud Romer. På det store lærred har vi kunnet glæde os over alt fra Bille Augusts Lykke-Per til Ditte & Louises filmdebut, mens to film med ganske små budgetter, En frygtelig kvinde og Den skyldige, på forbilledlig vis blev to af årets største biografsucceser.

Inden for musikkens verden er den altoverskyggende begivenhed naturligvis en tragisk én af slagsen – nemlig Kim Larsens død. Men de rørende mindekoncerter, Heartbeats-podcasten Yummi Yummi og Larsens generobring af hitlisterne har tjent som en kærkommen påmindelse om, hvor stor en berigelse én mand kan give millioner af menneskers liv.

Nu, hvor vi skuer mod det nye år, er der samlet set god grund til optimisme på det danske kulturlivs vegne. Men vi må ikke tage kulturen for givet. Vi er nødt til at passe godt på den og give den masser af næring – i form af såvel kærlighed og kolde kontanter.

Tilbage er der blot at ønske jer alle et rigtig godt og velsigtnet nytår – i kulturens tegn!

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende den 1. januar 2019.