Det er de usynlige robotter, der styrer os

Frygten for, at menneskeheden bliver overmandet af ikke-menneskelige skabninger, har altid fascineret os dybt. Det er især rumvæsner, der har indtaget rollen som dem, der ønsker at udslette den menneskelige race.

I det 20. århundrede begyndte rumvæsnerne imidlertid at få skarp konkurrence fra kunstigt intelligente robotter, som ikke kan skelnes fra rigtige mennesker – såkaldte ”humanoids”. James Camerons The Terminator med Arnold Schwarzenegger i skikkelse af T-800, har skabt den vestlige verdens primære kulturelle referenceramme i denne kontekst.

Måske er det vores fascination af humanoids og det, at de indtil videre ikke udgør nogen reel trussel i den virkelige verden, der har gjort os så blinde over for, hvor stor en indflydelse kunstig intelligens allerede har på vores liv og det globale samfund.

Men lad os holde op med at tænke på kunstig intelligens som noget, der nødvendigvis skal have menneskelig form. I stedet bør vi fokusere på de algoritmer, der udgør den egentlige intelligens. Så bliver det hurtigt tydeligt, at vores handlinger i høj grad allerede styres af kunstig intelligens.

Det altoverskyggende eksempel er Facebooks algoritme, der styrer hvilket indhold, som platformens mere end 2 milliarder brugere får lov at se og interagere med. Gang på gang har virksomheden forsøgt at justere algoritmen for at få den til at fungere bedre, men det har vist sig at være et Sisyfosarbejde, da det er fuldkommen umuligt at gennemskue, hvordan så mange brugeres adfærd vil blive påvirket af de større og mindre justeringer.

Det betyder i praksis, at Facebook, fra den øverste ledelse og ned til de individuelle udviklere, naturligvis ikke har kontrol over det, de har skabt – og det samme gør sig gældende for øvrige platforme som Twitter, Instagram og YouTube. Jo større og mere komplekse platformene er, jo mindre mulighed har mennesket for at styre eller påvirke udviklingen af algoritmerne, som oven i købet selv overtager styringen i højere og højere grad.

Algoritmerne er blevet hverdagens usynlige robotter. Netop fordi de ingen fysisk manifestation har, og dermed ikke er til at tage og føle på, udgør de en markant større trussel.

Hvis konsekvensen af den manglende kontrol med algoritmerne blot var, at vi fik anbefalet skøre kattevideoer, selv om vi egentlig foretrækker hunde, eller at vi fik præsenteret mosters feriebilleder lidt for mange gange, så var det nok til at leve med.

Men algoritmerne har efterhånden mangt og meget på samvittigheden. Fra selvmordsudløsende mobning til folkeforfølgelse i Myanmar, fra en udradering af privatsfæren til Brexit og valget af Donald Trump.

Trumps vej til magten er det allermest rammende eksempel på den magt, som den kunstige intelligens har fået – netop fordi det virker usandsynligt, at han ville have erobret Det Hvide Hus, hvis ikke algoritmerne fungerede til hans fordel. 

Med kraftig og veldokumenteret hjælp fra russerne blev Trump hjulpet på vej af antidemokratiske tiltag som falske nyhedshistorier, trolls og bots – den digitale pendant til humanoids – som kun kunne fungere i det omfang, algoritmerne tillod det.

Hvis vi godtager, at hverken Facebooks Mark Zuckerberg, Twitters Jack Dorsey eller YouTubes Susan Wojcickiønskede at assistere Trump i det omfang, deres platforme tillod det, tydeliggør det blot i hvilken grad, de har mistet kontrollen over dem. Hvis de da nogensinde har haft den.

Magten tilhører i stedet algoritmerne, som vi konstant møder i vores hverdag via vores telefoner, tablets og computerskærme, i hjemmet og bilen, på arbejdspladsen og i det offentlige rum. De er udviklet til at belønne det, der genererer aktivitet og trafik, med selvforstærkende synlighed – og samtidig begrave det, der ikke gør. Dette er grunden til, at den digitale nyhedsstrøm er endnu mere sensationspræget end forsiden af en tabloidavis.

Så hvordan kan vi blive bedre til at håndtere algoritmerne i året, der kommer, som blandt andet byder på et dansk folketingsvalg?

Den ene mulighed er, at teknologimastodonterne og deres ejere tager ansvaret på sig og bruger deres næsten uanede ressourcer på at gøre platformene mere humanistiske og bæredygtige, frem for kun at tænke i trafiktal og profitmaksimering. Men denne løsning har naturligvis lange udsigter.

Den anden mulighed er, at vi hver især tager ansvaret på os og kraftigt reducerer vores brug af platformene. Her i januar måned er det populært at lave et nytårsforsæt om at spise sundere, dyrke mere motion eller kvitte smøgerne. 

Herfra skal lyde en opfordring om at føje et enkelt nytårsforsæt til listen:

Bliv bedre til at bruge slukknappen.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 22. december 2018.