I 2010 lancerede Apple et banebrydende produkt: iPad.
I 2011 advarede Jeppe Bundsgaard, ph.d. og forsker i digitale læremidler hos Aarhus Universitet, mod indkøb af iPads til de danske skoleelever i en artikel i Folkeskolen.
”Vi må hele tiden spørge, hvilke mål, vi vil nå med undervisningen. Derfor skal vi ikke begynde med teknologien,” udtalte han.
I 2012 slog en PISA-undersøgelse fast, at elever, der bruger iPad, klarer sig dårligere i skolen end dem, der ikke gør. DR interviewede Bundsgaard, der her udtalte:
”Min pointe har været, at teknologien ikke alene gør nogen forskel i undervisningen. Men det gør den jo så – til det værre.”
I 2013 kørte debatten, blandt andet i Berlingske og Folkeskolen, om forældrenes utilfredshed med at skulle stå til ansvar for de dyre iPads, som skolen så ivrigt stak i hænderne på børnene.
I 2014 slog et pilotprojekt i Rødovre Kommune fast, at selv om iPad’en øgede motivationen blandt eleverne (og via lommeregneren fik dem til at regne bedre og via stavekontrollen til at stave bedre), så virkede iPad’en også distraherende. Teknologien i sig selv fjernede nemlig elevernes fokus fra det egentlige indhold, de gerne skulle lære noget af.
I 2015 slog en OECD-rapport fast, at digitaliseringen af undervisningen ikke øger elevernes færdigheder.
DR skildrede i denne forbindelse, hvordan Danmark sammen med Australien lå helt i top på digitaliseringsfronten. Over 80% af eleverne brugte internettet ugentligt, hvilket næsten er det dobbelte af gennemsnittet blandt alle OECD-landene. Elevernes færdigheder inden for læsning, matematik eller naturvidenskab lå imidlertid under OECD-gennemsnittet.
DR havde igen fat i Bundsgaard:
”Man har haft en naiv forestilling om, at IT løser problemet for os. Men det er ikke en teknisk udfordring at få teknik i klasselokalet. Den virkelige udfordring er at få ændret didaktikken bag undervisningen.”
I 2016 opfordrede IT-lektor Jesper Balslev fra Københavns Erhvervsakademi i en artikel i Version2 folkeskolelærerne til at droppe deres ”iPad-fix”.
I stedet efterspurgte han en målsætning om at ”udvikle vores evner til at tænke abstrakt, kritisk, kreativt, paradoksalt og komplekst, som World Economic Forum i en rapport i år mener er de kompetencer, vi får brug for i fremtiden?”
I 2017 kunne Politiken fortælle, at børns tegnefærdigheder var dalende. Skylden blev placeret hos iPad’en. 2 ud af 3 børnehavebørn meddelte desuden, at de foretrak iPad’en fremfor at lege med deres kammerater.
I marts i år kom Balslev så igen på banen. Efter at have sammenholdt ikke mindre end 120 rapporter fra ind- og udland om effekten af iPads kunne han konkludere følgende over for DR:
”Man kan se, at de effekter, man havde håbet, ville indtræffe, ikke er indtruffet, og man kan se, at der i stedet er nogle kontraeffekter.”
I samme artikel interviewede DR socialdemokraten Lone Jacobi Sørensen fra Odder Kommune, som ganske godt opsummerer, hvorfor det, Balslev kaldte ”iPad-fixet” ikke er blevet droppet for længst. Hun påpeger, at de 8 millioner kroner, kommunen har brugt på iPads, er givet godt ud:
”Det er nu engang sådan, at den digitale og teknologiske udvikling er der, og det er noget, de unge anvender i deres fritidsliv, og derfor er det også vigtigt, at vi tager den med ind i vores skoler.”
Det stærkeste eksempel på, hvad det gør ved undervisningen at droppe iPad’en og andre teknologiske hjælpemidler, finder vi desværre ikke herhjemme.
I stedet må vi en tur til USA, hvor BASIS Independent Schools skaber opsigtsvækkende resultater, og der findes både charterskoler (gebyrfri) og privatskoler i BASIS-systemet.
Et af de grundlæggende principper er her, at iPads, computere og andre teknologiske hjælpemidler er erstattet med blyanter og notesbøger, ligesom ForældreIntra er erstattet med hæfter, hvor lektier og kommunikationen med hjemmet nedfældes i hånden.
TV 2 besøgte i april en BASIS-skole på Manhattan, og engelsklærer Sarah Moriarty udtalte blandt andet følgende:
”Børnene er vokset op i en teknologisk verden, og er jo allerede bedre til at begå sig på computere og iPads end os voksne. Så det er slet ikke der, vi skal lære dem noget. Det, vi skal fokusere på, er at gøre dem til kritisk tænkende individer, og vi ved, at man bedre optager information, når man skriver det ned i hånden.”
Den faglige leder Mike Scionti udtalte desuden:
”Vi tror på, der er noget meget magisk i forholdet mellem lærer og elev, ansigt til ansigt, og det kan ikke komme til udtryk på samme måde, hvis der er en skærm mellem dem.”
Hvis BASIS-skolerne var et land, ville det ligge nr. 1 på OECD-landenes rangliste – langt over både USA og Danmark.
Skulle man tro, at det skyldtes særligt strikse, resultatorienterede og ikke specielt behagelige lærere, kan man roligt tro om. BASIS-skolerne scorer nemlig også højere end alle andre skoler, når det kommer til elevernes forhold til lærerne og følelsen af, at de interesserer sig for elevernes velbefindende, behandler dem rimeligt og yder den nødvendige hjælp, når behovet opstår.
BASIS har også en skole i Silicon Valley, informationsteknologiens hovedstad, og selv her nyder ”low tech”-konceptet stor succes. Målet er at skabe den rette balance mellem de digitale og fysiske aspekter af tilværelsen.
Det har således intet at gøre med teknologiforskrækkelse.
Tværtimod handler det om, præcis som Jeppe Bundsgaard påpegede det tilbage i 2011, at spørge sig selv om, hvad det egentlig er, man gerne vil opnå. Dernæst kan man så gruble over, hvordan man opnår dette, og hvilken rolle teknologien bør spille heri.
Vil man gerne frembringe næstekærlige, kompetente, kreative og kritisk tænkende skolebørn, er løsningen således ikke at stikke en iPad i hovedet på dem. Det har vi vidst fra begyndelsen, og gennem de forgangne er vi blevet mindet om dette gang på gang – på gang.
Forhåbentlig er 2018 året, hvor den danske folkeskole endelig dropper sit ”iPad-fix” og lader sig inspirere grundigt af det amerikanske ”low tech”-koncept. Det ville være til gavn for både elever, forældre og samfundet som helhed.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 10. juli 2018.