CCR reducerer kulturens afhængighed af offentlige støttekroner

Den 8. november er jeg moderator på konferencen Culturconomy. Her vil topfolk fra erhvervslivet, kulturen og den politiske verden tale om, hvordan kunst og kultur kan betragtes som en vækstmotor.

Blandt andre vil Tiger-stifter Lennart Lajboschitz, kulturminister Bertel Haarder, Ph.D. og kulturøkonom Trine Bille fra CBS og James Davis fra Google Cultural Institute tale om kulturøkonomi, og hvordan kulturlivet og erhvervslivet kan indgå i nye, kreative samarbejder.

For kunsten og kulturen indeholder et stort potentiale, hvis vi blot løsriver os fra gårsdagens tanke om, at kunsten kun er til for kunstens skyld og ikke også må have et kommercielt formål.

Virkeligheden er, at de offentlige kulturkroner kun vil blive færre de kommende år, så hvis det danske samfund skal opretholde et stærkt kunst- og kulturliv, kalder det på nye tanke- og handlemønstre.

Kunst er alles ansvar

Kunst har en afgørende betydning for vores samfund, fordi det skaber forandring, fornyelse og forståelse blandt samfundets borgere. Alle borgere er i praksis modtagere af kunst og kultur, og derfor er det vigtigt at understrege, at et aktivt kunst- og kulturliv langt fra kun er relevant for eliten. Det er relevant for alle borgere, hvorfor det også er alles ansvar, at dansk kunst- og kulturliv får en central placering i borgernes bevidsthed.

Allerede tilbage i 2013 beskrev jeg i min bog Ansvar eller anarki, hvordan nye partnerskaber på tværs af kunstnere, kulturfolk og erhvervsliv kunne være fremtidens løsning på de udfordringer, som kunst- og kulturlivet står overfor.

 Læs om konkrete eksempler på CCR og få mere viden om emnet på   www.corporateculturalresponsibility.dk  .

Læs om konkrete eksempler på CCR og få mere viden om emnet på www.corporateculturalresponsibility.dk.

Jeg omtalte for første gang begrebet CCR – Corporate Cultural Responsibility – som en udbygning af det velkendte og allerede velintegrerede CSR. Men CCR går skridtet videre og giver virksomhedernes ansvar en ekstra dimension.

I 2015 udkom så Den nye guldalder, som rummer konkrete anvisninger til, hvordan sådanne partnerskaber bør fungere – og talrige cases, der allerede har tegnet et klart billede af, at Corporate Cultural Responsibility er en mulig løsning på kulturlivets finansieringsproblemer.

CCR handler om, at virksomheder tager et medansvar for at genopbygge, aktivere, drive og tilpasse et samfunds kulturelle identitetsfaktorer såsom sproget, musikken, kunsten, litteraturen og troen. Det handler kort sagt om, at der på tværs af partnerskaber skabes et stærkere og bedre samfund. Det er værdifuldt for både kunsten, men i høj grad også for virksomhederne.

CCR-partnerskaber sikrer nye markeder og målgrupper

Dette forudsætter en grundlæggende mentalitetsændring hos kunstnere og kulturaktører såvel som hos virksomhederne.

  • Virksomhederne skal betragte de nye partnerskaber som en mulighed for at nå nye markeder og målgrupper gennem nye tankegange og få øget cultural resonance
     
  • Kunstnerne og kulturaktørerne skal betragte virksomhederne som en hjælp til at nå nye målgrupper via nye platforme og forretningsmuligheder – uden det hæmmer kreativiteten og den kunstneriske frihed 

Hvis begge parter formår at indgå i et sådant partnerskab, skabes en merværdi, der er til gavn for kunstneren, virksomheden og resten af samfundet. Samtidig er det oplagt for fonde at betragte CCR som en mulighed for at sikre bæredygtigheden i projekter og kulturinstitutioner, der allerede har modtaget støtte. Fondene har historisk set spillet en vigtig rolle for dansk kulturliv, og det er afgørende, at de bevarer denne rolle.

Alt sammen vil dette medvirke til, at dansk kunst- og kulturliv får mulighed for at agere mere levende og frit, da det i mindre grad vil være afhængigt af den offentlige støtte.