Vi har digitaliseret vores kommunikation. Vores kalender. Vores arbejdsliv. Vores ferieminder. Musikken, vi lytter til, filmene, vi ser, og spillene, vi spiller. Selv samværet med hinanden kan, takket være Skype og FaceTime, foregå digitalt.
Den absolut vigtigste ressource, vi har, kan vi imidlertid ikke digitalisere: Tiden.
Hver eneste gang, der sker et teknologisk fremskridt, lægges vægten altid på, hvordan en given aktivitet nu er blevet hurtigere, nemmere og smartere. Jovist, e-mailen når hurtigere frem end det fysiske brev, og det er nemmere at følge med i, hvad der sker rundt omkring i verden ved at kigge på sin smartphone, end ved at købe og læse en gammeldags avis.
Den kollektive overbegejstring har det imidlertid med at sætte ind. Pludselig får vi hundrede gange så meget post, som vi gjorde før, og vores smartphones er blevet en besættelse, som vi konstant kaster et blik på, hvad enten vi tænker over det eller ej.
Samlet set tegner den teknologiske udvikling således et billede af, at menneskeheden igen og igen spænder ben for sig selv. Motivationen bag de teknologiske landvindinger er stort altid, at vi gerne vil have det lidt lettere. Men i praksis har vi tydeligvis en trang til at gøre alting sværere for os selv, end vi på nogen måde behøver.
Åbner der sig et tidsrum i vores evigt travle hverdag, er vores intuitive reaktion ikke at lade det stå åbent. Tværtimod. Vi fylder det blot ud med mere af det, der overvælder os. Vi øger vores tilgængelighed og vores ambitionsniveau i forhold til jobbet, familien og vennerne. Vi fortæller os selv, at fordi vi kan nå mere, så skal vi også opnå mere.
Det er særligt grelt på den professionelle front, og antropolog Dennis Nørmark udtrykte klart problematikken i et interview med Politiken den 14. april:
“For 100 år siden forudsagde store økonomer og tænkere, at vi i dag kun ville arbejde 15 timer om ugen. De mente, at den teknologiske udvikling ville gøre os mere og mere effektive, så vi gradvis kunne skrue ned for arbejdstiden og få mere tid til at nyde livet. De havde fuldstændigt ret – vi er blevet meget effektive. Men hver gang vi har haft muligheden for at gå ned i arbejdstid og få mere tid til os selv, har vi bare fyldt mere ligegyldigt arbejde ind i tilværelsen. I dag er mange af os jo til grin for vores egen tid.”
Der er ingen tvivl om, at et mere hensigtsmæssigt forbrug af vores tid ville gøre vores daglige liv lettere. Samtidig kan vi dog også trække en forbindelseslinje mellem en forbedring af vores egen sindstilstand og vores muligheder for at forbedre det globale samfund, vi er en del af.
Lad os træde et stort skridt tilbage og kigge på verden, som den ser ud netop nu: Antidemokratiske verdensledere. Flygtningekriser. Teknologigiganternes misbrug af vores private data. Klimaforandringer. Der er ikke mangel på årsager til at bekymre sig for verdens fremtid eller kampe, vi kan påtage os for at forbedre den.
Når vi føler os pressede fra alle sider, kommer de fleste af os imidlertid til at mangle overskud til andet end blot at komme gennem hverdagen. Og så bliver det svært også at skulle kæmpe for klimaet, almenvellet og demokratiet.
Så hvis vi virkelig vil gøre en forskel, er vi nødt til først at bringe os selv i balance og kæmpe for at få den tid, vi har mistet, tilbage igen.
Der er mange måder hvorpå, man kan hjælpe sig selv med at få livet og hverdagen mere i balance. Her foreslås blot én overordnet idé: Planlagt nedetid.
Det er pudsigt nok et udtryk fra den digitaliserede verden. Det henviser til et tidsrum, hvor eksempelvis en server skal have sin software opdateret, og hvor et website eller en anden onlinetjeneste midlertidigt ikke kan tilgås. Professionelle serviceudbydere annoncerer altid denne planlagte nedetid, så brugerne har fået en advarsel på forhånd.
Begrebet er en af de få ting, vi virkelig kan lade os inspirere af fra den ellers så tidsrøvende digitale verden, når det kommer til at genvinde vores dyrebare tid.
Vi bør, kort sagt, planlægge nedetid for os selv. Ikke kun i form af den årlige sommerferie og juledagene, og heller ikke kun i form af at tage en velfortjent fridag i ny og næ. Nej, den planlagte nedetid bør være et dagligt tilbagevendende fænomen.
Lige så vel som vi indplacerer møder på jobbet og kaffeaftaler med venner og bekendte i vores kalender, bør vi målrettet planlægge et tidsrum hver dag, som vi helliger os selv og det, der beriger os, fornyer vores energi og styrker vores lyst til livet. Måske drejer det sig blot om en halv time om dagen. Det kan være om morgenen, efter fyraften, eller når børnene er lagt i seng.
Uanset hvad bør denne planlagte nedetid respekteres i lige så høj grad, som vi respekterer alle de aftaler, vi indgår med andre mennesker.
Ligesom de digitale serviceudbydere, kan vi fint lade vores omverden vide, hvornår vi er utilgængelige. Andre mennesker har det som bekendt med at tilpasse sig den tilgængelighed, som vi selv beslutter os for at have.
Det er naturligvis op til hver enkelt, hvad nedetiden skal fyldes ud med.
Måske er det vitterligt ingenting. Bare at sidde for sig selv med tid til at tænke over tilværelsen er en luksus, som de færreste under sig selv.
Måske er det kvalitetstid med børnene eller ægtefællen, hvor man virkelig får snakket og hygget sig sammen.
Måske er det at gøre noget godt for et andet menneske, fordi man ved, at det føles godt og altid er meningsfuldt at gøre noget godt for andre.
Eller måske er det at dedikere sig selv til den idé eller det projekt, som man i årevis har omtalt for enden af sætningen ”hvis bare jeg havde tid til…”.
Hvad man end beslutter sig for, bør fokus være at tilbageerobre den tabte tid, som mennesket utvivlsomt har brug for, men som digitaliseringen har fået os til at bruge på alt muligt overflødigt.
Hvis det lykkes at etablere en kollektiv bevidsthed om nødvendigheden af at genvinde tiden, både lokalt, nationalt og internationalt, har det potentiale til at blive en transformativ bevægelse, der kan åbne op for positive forandringer – over hele kloden.
Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 6. maj 2018.
