Debatindlæg i Politiken: Kom nu Lego, Nordea, Novo...

I oktober 1986 forlod General Motors, USA’s største og ældste bilfabrikant, Sydafrika og landets apartheidregime. Det blev døbt ’the most significant U.S. corporate pullout ever’.

Man kan dog ikke give General Motors æren for at gå forrest i kampen mod apartheid. 22 amerikanske virksomheder havde allerede forladt landet samme år. Og apartheidregimet begyndte vel at mærke i 1948.

Det synes rimeligt at konkludere, at både General Motors og de øvrige virksomheder – herunder Pepsi – kun nødtvunget og efter mange års pres ønskede at begå så direkte en politisk handling.

Virksomhederne handlede snarere ud fra det grundprincip, som økonomen Milton Friedman fremlagde i 1970: ”Virksomheders sociale ansvar består i at øge deres overskud.”

Prompte reaktioner imod Trump

Lad os spole tiden frem til 2017. I Det Hvide Hus sidder en præsident, der – blandt en lang række af kontroversielle handlinger og udmeldinger – ikke evner at skabe tilstrækkelig afstand mellem sig selv og den ekstreme højrefløj.

Nærmere betegnet de voldelige nynazister, der i Charlottesville protesterede nedrivningen af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee, hvilket blandt andet førte til en ung, kvindelig moddemonstrants død.

Præsident Trump har påpeget af tre omgange, at både nynazisterne og moddemonstranterne bærer skylden for de voldelige optøjer. Og denne gang har en lang række amerikanske virksomheder reageret prompte. Heriblandt General Motors og Pepsi.

Et skelsættende øjeblik for erhvervslivet

Mary T. Barra, CEO for General Motors, har opfordret til, at USA ”samler sig om og styrker de værdier og idealer, der forener os – tolerance, inklusion og mangfoldighed”, mens Darren Walker, der sidder i bestyrelsen for Pepsi og er direktør for Ford, har påpeget, at ”dette er et skelsættende øjeblik i det amerikanske erhvervslivs historie”.

Desuden har virksomhedsledere fra Merck, Under Armour og Intel trukket sig fra et af Trumps rådgivningspaneler. Præcis ligesom Elon Musk fra Tesla og Martin Winterkorn fra Volkswagen gjorde det, efter Trump trak USA ud af Paris-aftalen.

”Vi tjener et større formål”

Starbucks er blandt de amerikanske virksomheder, der både tidligst og tydeligst har taget et socialt ansvar på sig, og bestyrelsesformand Howard Schultz går lodret imod Friedmans grundprincip og udtaler følgende om Starbucks: ”Vi tjener et formål, der er større end blot at tjene penge.”

Nancy Koehn har en klar melding om udviklingen i det amerikanske erhvervsliv, hvor så mange ledere nu udtaler sig åbenlyst politisk: ”I dag risikerer man at sætte sin virksomheds omdømme på spil, hvis man tier stille.”

Virksomhederne har reel politisk magt

Som det har vist sig igen og igen, har virksomhederne en reel politisk magt. Når de taler politikerne imod og truer med at flytte jobs til en anden del af landet, har det en effekt.

Det sås ikke mindst i North Carolina med den berygtede HB2-lov, der kræver, at transkønnede bruger det offentlige toilet, der matcher kønnet, de er født med.

PayPal annullerede sine planer om at udvide for 285 millioner dollars i statens største by, Charlotte, og der var kritiske røster fra blandt andre Apple og Google samt NBA, der trak stikket og rykkede deres all-star-kamp fra Charlotte til New Orleans.

Den republikanske guvernør Pat McCrory blev den første siddende guvernør i North Carolina til at tabe et genvalg i 166 år, og HB2-loven blev vurderet til at være den udslagsgivende faktor.

I Europa tier erhvervslivet stadigvæk stille

Som det så tit er tilfældet, er USA på forkant, når det kommer til samfundsmæssige tendenser som denne. I Europa vil vi, set i et bredt perspektiv, stadig hævde, at det stadig er bedst at tie stille. Sådan at gå rundt og slynge progressive politiske budskaber ud går direkte imod det, vi ifølge princippet om ”god ledelse” bør gøre.

I stedet overlader vi meningsudgydelserne til politikerne, de professionelle meningsdannere og – på en god dag – kunstnerne og kulturaktørerne. Foruden naturligvis menigmand, der takket være Facebook har fået en sæbekasse, hvorfra alt og alle kan råbes op. Eller råbes af, i det mindste.

Men hvis vi alligevel kommer til at følge trop og gøre amerikanerne kunsten efter, sådan som vi plejer, kunne vi så ikke lige så godt trykke speederen i bund? Hvorfor vente den sædvanlige årrække, før vi kan høre progressive udmeldinger fra folk som Lars Fruergaard Jørgensen, Jørgen Vig Knudstorp, Thomas Borgen, Casper von Koskull og Niels B. Christiansen? Ikke blot i form af velafrundede CSR-politikker, men i form af konkrete og kontante udmeldinger, der går magthaverne imod.

Amerikanerne har netop fat i den lange ende denne gang. Det er godt, at Friedmans grundprincip er blevet passé, og det er af det gode, at omverdenen kræver, at virksomheder ikke blot er til for at skabe profit – men for at tjene noget større: Nemlig almenvellet.

Dette indlæg blev oprindeligt bragt i Politiken lørdag den 30. september 2017.

Journalistikken skal gentænkes

Digitaliseringen forandrer alt, også kulturen, journalistikken og kritikken, måden, vi taler og skriver på. Facebook. Instagram. Twitter. Snapchat. Det er ikke bare nye værktøjer til at kommunikere med hinanden. Det er små revolutioner i samfundets kommunikationsstruktur, der skaber store forandringer i dets grundstruktur. For når præmisserne for den demokratiske samtale ændrer sig, ændrer demokratiet sig også.

Vagthunden har fået snor på

Den pointe blev kraftigt understreget, da Kulturministeriet i sidste uge udgav sin rapport om Globaliseringen af den danske mediebranche. Rapporten viser, at den publicistiske tradition, der har været en fast følgesvend for det moderne demokrati siden oplysningstiden, er i fare for at erodere. Indefra såvel som udefra.

Publicisme handler om, at en journalistisk historie produceres ud fra sin samfundsrelevans, uden hensyntagen til politiske eller økonomiske interesser. Det er pressen som vagthund og fjerde statsmagt, dem, der sikrer, at magthaverne bliver kigget efter i sømmene, og at der bedrives oplysende og reflekterende journalistik med det formål, at morgendagens samfund er mere oplyst end gårsdagens.

Performancetal på Facebook og Google

Rapporten konkluderer, at det nu er sådan, at ”de sociale medier både indgår direkte og indirekte i nyhedsmediernes journalistiske processer”, og at performancetal på Facebook, Google og andre digitale tjenester er blevet et nyt fikspunkt for definitionen af historiers relevans og væsentlighed, fordi man er tvunget til at tiltrække brugere via gratis indhold, der distribueres bredt via disse platforme. Og hvis man vil begå sig godt på Facebook og Google, må man opfylde deres kriterier for god performance. Kort sagt. Historierne skal vække opsigt i newsfeed’et og føre til et klik på det splitsekund, fingeren glider forbi.

Samtidig angiver 48 procent af de adspurgte medarbejdere i danske mediehuse, at Facebook har ”stor betydning” for en histories produktion, mens hele 97 procent angiver, at det har ”nogen betydning”. Og når det kommer til distributionen af journalistiske historier, angiver 84 procent, at Facebook har ”stor betydning”, mens 100 procent – hver og én! – siger, at det har ”nogen betydning”. Kort sagt: Når man former sin historie, skal man tænke på, hvordan den kan få et liv på Facebook, ellers kan man glemme drømmen om, at den lever et stærkt liv i offentligheden.

Tilfredsstil algoritmerne

Monopol? Ja, det er første tanke. Og den næste er, at Facebooks distributionsprincip jo ikke har meget med de journalistiske relevanskriterier at gøre – det handler i stedet om de berømte algoritmer, der placerer historier ud fra en uigennemskuelig mosaik af parametre, baseret på den enkelte brugers interesser og præferencer. Så meget for den brede folkeoplysning. Sat på spidsen har historierne ikke til formål at gøre folk klogere, men at tilfredsstille algoritmernes spil.

Læsningen bliver endnu mere bekymrende, når ovenstående parres med en række af rapportens andre tal. Adspurgt om, hvad de sociale medier forstærker ved nyhedshistorien, svarer 90 procent af medarbejderne det sensationelle og følelsesladede, 70 procent konfliktvinklen, 70 procent ligeledes markedsføringen og 50 procent den demokratiske debat. Det er selvfølgelig et spørgsmål om, hvorvidt man anskuer glasset som halvt fuldt eller halvt tomt, men faktum er, at man med publicistiske briller på ville have ønsket, at det sidste tal lå i toppen.

What to do?

Spørgsmålet er så, hvad vi kan og skal gøre ved den udvikling. To muligheder melder sig.

Enten satser vi som samfund hårdt på en revitalisering af de gamle medier. Men alene et tal fra rapporten slår den drøm ihjel. 99 procent af væksten inden for det digitale annoncemarked finder sted på Google og Facebook. Det levner ikke meget til andre spillere – ja, der er reelt tale om recession.

Eller også satser vi på at skabe nye formater for substantiel journalistik og kritik på de nye medieplatforme. Det står ikke mejslet i sten, at Facebook (eller fremtidige udgaver heraf) skal domineres af hygge-chat og hurtige mavefornemmelser.

Medier er muligheder. Ikke i sig selv gode eller onde, de kan som regel bruges til hvad som helst. Derfor er digitaliseringen heller ikke i sig selv noget negativt. Den er både en socialiseringsproces og en demokratiseringsproces, en forbedring af mulighederne for at kommunikere – der i sin latinske rod betyder ”at gøre noget fælles” – og en forbedring af mulighederne for at komme til orde. Men den risikerer at blive til noget negativt, hvis ikke der produceres kvalificeret, debatskabende, oplysende indhold til eksempelvis Facebook.

Fremtidens kulturjournalistik

Netop dette står i centrum på den store internationale konference om Fremtidens Kulturjournalistik, som afvikles på Aarhus Teater i dag, torsdag 28. september. Her præsenteres de foreløbige erfaringer fra projektet Gentænk Kulturjournalistik – Gentænk Teateranmeldelsen – som er et samarbejde mellem Aarhus 2017, Region Midt, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aarhus Teater og Have Kommunikation.

Gennem det seneste halve år har et korps bestående af 12 unge anmeldt teatrets forestillinger for teatret selv. Formålet har været at eksperimentere med, hvordan der kan skabes en ny teaterkritik på sociale medieplatforme. Negative anmeldelser behandles fuldt ud på lige fod med positive. De offentliggøres på teatrets website og Facebookplatform – og er dermed frit tilgængelige for publikum og andre interesserede.

Gentænk Teateranmeldelsen er et laboratorium, et sted, hvor de sociale mediers potentiale for at udgøre rammen for en god og substantiel kulturkritik testes. En valgte emojis som eneste alfabet i sin anmeldelse af forestillingen Morph af Kristján Ingimarsson, en anden anmeldte #AMLET udelukkende ved brug af hashtags (#), en tredje skrev en festsang som refleksion over Lyden af de skuldre vi står på, en fjerde skrev en anmeldelse baseret udelukkende på SMS-dialog, og adskillige har testet potentialet i videoanmeldelser.

Det bliver til vidt forskellige typer anmeldelser og kulturjournalistik, der hver især udgør utraditionelle indgange til en teaterforestilling. Det er ikke kritik, som vi kender det fra de store dagblade, men det er forsøg på at finde de formater, der kan udvikle sig til nye platforme for kritik i fremtiden.

Institutionerne skal selv lave journalistik

Gentænk Kulturjournalistik handler således om at finde måder, hvorpå kulturjournalistikken kan vinde indpas på ikke mindst sociale medier. Det er en tilgang, der fastholder, at en levende kulturel offentlighed er et fællesanliggende for os alle – og dermed også for de etablerede kulturinstitutioner.

Måske burde det være en public service-forpligtigelse for dem, at de ikke blot skal markedsføre sig selv, men også levere journalistiske bidrag om deres aktiviteter? For en forestilling på Aarhus Teater er ikke blot et produkt, som interesserede kan købe. Den er et kulturelt udtryk, en koncentreret, intens spejling af livet, som det ser ud i dag, så ud i går og måske vil se ud i fremtiden.

Institutionerne har den faglige indsigt og nære adgang til stoffet. Og det er i deres interesse, at der i offentligheden bibeholdes et vedvarende fokus på kulturlivets rigdom og betydning. Mediebilledet bliver stadig mere fragmenteret, de gamle mediehuse mister – som vi har set – hele tiden terræn, og dermed kan vi ikke længere forvente, at de har styrken til at sætte standarden for den kritiske journalistik.

Det er ikke en realistisk ambition at revitalisere disse medier – i hvert fald ikke over en bred kam – men det er realistisk at udvikle nye formater til de platforme, som den teknologiske udvikling har givet os.

Ny teknik skaber ny kultur. Sådan har det altid været. Så er det op til os at sikre, at denne nye kultur også er udtryk for fremgang.

Forfattet sammen med direktionsmedlem i Have Kommunikation, Rasmus Navntoft. Oprindeligt publiceret på Altinget den 28. september 2017.

Audi i partnerskab med Det Kgl. Teater

”Kunstnere skal holde op med at tro, at de er noget særligt, som erhvervslivet ikke må røre ved. Samfundet kan intet uden kunsten, men heller ikke uden erhvervslivet. Jo før vi indser det, jo bedre – for de her partnerskaber kan være kunstens redning i en tid med store besparelser."

Sådan udtaler Christian Have sig til Altinget i deres artikel om partnerskabet mellem Audi og Det Kgl. Teater. Partnerskabet indebærer blandt andet, at en Audi A5 vil indgå i teatrets opsætning af Homers "Odysseen", at en ny bilmodel vil blive lanceret på Store Scene i Skuespilhuset, at der skal produceres tolv nye podcasts i samarbejde med Audi.

Læs artiklen her.

DR på skafottet: Hvor bliver forsvarstalen af?

”Når vi i dag ser TV-avis og læser aviser, opfatter vi os selv som økonomiske enheder. Det er jo statistik, det er procenter, det er kontingenter, og det er pengestørrelser hist og pist. Hvem taler om det der er den egentlige baggrund for det hele? Hvad er et menneske? Hvad er meningen med menneskelivet? Det må være dét, der er starten på en politik! Man kan jo ikke have et politisk standpunkt, hvis man ikke har en mening om, hvad samfundet og det enkelte menneske skal bruge denne politik til.”

Citatet tilhører Otto Leisner, en af de største personligheder i dansk tv-historie – og dermed i historien om DR. Han udtalte sig kun sjældent politisk. Men det gjorde han ved denne lejlighed, da han i 1983 blev interviewet af Erling Bundgaard i Lørdagshjørnet.

Man fornemmer, at nu afdøde Leisner kunne have sagt det samme i dag. Måske med endnu større frustration i stemmen, nu hvor DR står over for historisk store nedskæringer i det kommende medieforlig.

Ingen fra DR holder imidlertid den forsvarstale, der tydeliggør hvad det egentlig er for et fundament, som DR har skabt under det danske samfund. Stilheden er larmende. Derfor må det være op til os andre at tale DRs sag.

Takket være Fjernsyn for dig har vi fået klassikere som Bamses Billedbog, Ingrid og Lillebror, Kaj og Andrea, Bullerfnis og Fredagsbio, som har skabt en fælles referenceramme for danske børn gennem generationer.

På dramafronten har DR leveret den ene seersucces efter den anden i form af Matador, Huset på Christianshavn, Alle elsker Debbie, Riget, Taxa, Rejseholdet, Krøniken og naturligvis megasucceserne fra de senere år – Borgen og Forbrydelsen, som har bidraget væsentligt til at sætte Danmark på det globale tv-landkort. DR kan også tage en god del af æren for dogmebølgen, som blev støttet med 15,5 millioner kroner i 1997.

Lørdagsunderholdningen har fra tid til anden kunnet samle over tre millioner danskere foran skærmen, takket være værter som Leisner og Bundgaard og udsendelser som Kvit eller dobbelt, H.O.P.L.A., Gæt og grimasser og førnævnte Lørdagshjørnet. Og med vidt forskellige udsendelser som Den Store Bagedyst og Bonderøven har DR bevist sin fortsatte evne til at forene de danske seere.

På den musikalske front har DR leveret alt fra Melodi Grand Prix og X Factor til sit eget symfoniorkester og big band såvel som nogle af Europas bedste kor.

På radiofladen har vi alt fra klassisk til beat og hele kanaler til både de unge og de gamle. Og på både radio- og tv-siden holder DRs nyhedsafdeling det danske samfund i ørene, kommenterer og kritiserer – og får os alle til at reflektere.

Det er selvsamme DR, der nu – med rette – kritiseres for en lang række skandalesager og overforbrug.

Men det DR, der nu skal på skafottet og rundbarberes, er den samme institution, der har spillet en afgørende rolle i skabelsen af det mangfoldige og kulturelt stærke samfund, som vi har i dag.

Spørgsmålet er, om det er til gavn og glæde for mange andre end de politikere, der fører kniven?

Oprindeligt publiceret i Fyens Stiftstidende 18. september 2017.

Nycirkus-uddannelse har stort potentiale

Nycirkus-uddannelsen skal have sin bevilling forlænget – og sin status ændret fra forsøgsuddannelse til blivende. Ellers vil vi som samfund spilde det økonomiske, publikumsmæssige og æstetiske potentiale, kunstformen rummer, skriver 12 kulturaktører.

Historier fra kunsten og kulturens verden handler ofte om de alvorlige udfordringer, som både udøvere og den givne branches repræsentanter står over for.

Det drejer sig ofte om digitaliseringen, der i større eller mindre grad har reduceret en række væsentlige indtægtskilder. For mange er svigtende publikumstal en fortløbende udfordring. Og endelig sker det også, at tiderne simpelthen skifter, hvormed en given kunstform ganske enkelt ikke længere er så vedkommende, som den var engang.

Tænk, hvis der fandtes en kunstform, der både økonomisk, publikumsmæssigt og æstetisk kunne udgøre den positive modfortælling til alle de nedslående historier.

Det gør der: Nycirkus. Det er stadig en relativt ny scenekunstform på dansk grund, men den er ved at vinde solidt fodfæste.

Stor efterspørgsel – især blandt de unge

I sæsonen 2015-2016 var næsten hver tiende scenekunstforestlling i Danmark nycirkus. Forestillingerne tiltrak over 135.000 publikummer, svarende til knap fem procent af alle teaterpublikummer i sæsonen. Særligt de unge under 25 år er blevet grebet af nycirkus, og omtrent en ud af ti unge teatergængere så en nycirkusforestilling – mod blot en ud af tyve, der så en ballet- eller danseforestilling.

I perioden fra 2014-2016 har 5.000 elever og 400 lærere endvidere modtaget nycirkus-undervisning, takket være 18 forskellige kommuner, der har sat nycirkus på dagsordenen med projektet ’Nycirkus på skoleskemaet’.

I Aarhus har cirkustræning gennem en årrække været brugt som inklusionsaktivitet i socialt belastede områder, og i Odense – hvor børnecirkusforeningen Cirkus Flik Flak har haft til huse i mange år – åbnede der i 2016 et produktions hus for professionalle nycirkuskompagnier.

Et altafgørende parameter for den voksende danske nycirkussucces skal findes i det faktum, at vi siden 2014 har haft en dedikeret nycirkus-uddannelse i kraft af AMoC – Akademiet for Moderne Cirkus, som er placeret i regi af AFUK.

I 2018 udløber bevillingen til uddannelsen imidlertid. Hvis ikke den bliver fornyet, risikerer vi som samfund at gå glip af et stort, ulmende nycirkuspotentiale.

Katalysator for kulturen og oplevelsesøkonomien

Kigger vi på andre lande, der har satset på nycirkus i højere grad, end vi har herhjemme, får vi et tydeligt indblik i, hvor stor en katalysator nycirkus kan være for kulturen og oplevelsesøkonomien.

Canadiske Cirque du Soleil sætter den globale nycirkusstandard, og efterspørgslen på forestillingerne er enorm. Ikke mindre end 40 millioner mennesker har set en Cirque du Soleil-forestilling, og virksomheden bag er verdens største producent af scenekunstforestillinger. Således er Cirque du Soleil også blandt Canadas største eksportvarer.

Vi behøver dog ikke krydse Atlanten for at finde glorværdig inspiration på denne front – faktisk kan vi nøjes med Øresund. I Sverige har Cirkus Cirkör nemlig også opbygget et sandt nycirkusimperium i løbet af de forgangne to årtier.

Med 30 fastansatte og 200 freelancere tilknyttet står Cirkus Cirkör bag forestillinger, der opføres over hele verden og indtil nu er blevet set af mere end 2 millioner mennesker. Desuden har 400.000 svenske børn modtaget nycirkus-undervisning i regi af Cirkus Cirkör, og den årlige omsætning ligger i omegnen af 30 millioner danske kroner.

I Danmark har vi særdeles gode forudsætninger for at gøre canadierne og svenskerne kunsten efter. Også selv om vi aktuelt halter en smule bagefter.

Det vigtigste, vi kan gøre, er netop at fastholde og videreudvikle et uddannelsesmiljø, som kan udgøre en dynamo for etableringen af en egentlig branche inden for de kommende 5-10 år. Ideelt set ved at integrere uddannelsen på Den Danske Scenekunstskole, hvilket vil gøre det lettere at skabe frugtbare og innovative samarbejder med andre af scenekunstens discipliner.

94 procent af britiske dimittender er i arbejde

På teatrene er efterspørgslen efter dimittenderne allerede stor. Hvert andet teater vurderer, at behovet for nycirkusartister kun vil stige. Nycirkus-uddannelsen i London har en opløftende statistik: Hele 94% af de færdiguddannede lever af at være artister tre år efter deres dimission.

Det store potentiale i nycirkus skal naturligvis ikke blot afkodes rent økonomisk. En vigtig del af forklaringen ligger netop i, at nycirkus som kunstform er progressiv, moderne og med både æstetisk og social kant. Nycirkus har en demokratisk ånd og således en vilje til at udtrykke sig om og forholde sig til sin samtid på en måde, som traditionelt cirkus aldrig har villet eller kunnet.

Samtidig er nycirkus dragende, fordi det kombinerer den klassiske fascination af, hvad det er menneskeligt muligt at udtrykke med sin krop, med en hypermoderne æstetik.

Nycirkus er, kort sagt, fremtidens scenekunstform. Den har bevist sig selv både økonomisk, publikumsmæssigt og æstetisk. Og derfor bør den belønnes med et uddannelsesmiljø af højeste, internationale kvalitet.

Afsendere:

• Michael Eigtved, lektor, Institut for Kunst og kulturvidenskab, Københavns Universitet
• Hans Christian Gimbel, tidligere leder af Republique
• Martin Lyngbo, instruktør og tidligere teaterdirektør, Mungo Park
• Lena Brostrøm, formand Dansk Artist Forbund, DAF
• Dorthe Vincentzen, Dansk Artist Forbund
• Kitte Wagner, direktør Malmø Stadsteater, tidligere direktør Nørrebro Teater
• Louise Kaare Jakobsen, Københavns Internationale Teater
• Kitt Johnson, koreograf og leder af X-act
• Søren Møller, landsformand, DGI
• Knud Foldschack, advokat og bestyrelsesformand for AMoC
• AnneSophie Bergmann Steen, rektor, AMoC
• Christian Have, indehaver, Have Kommunikation

Oprindeligt bragt på Altinget.dk/kultur den 5. september 2017.