Publicistiske værdier er truet af teknologimastodonterne

6856181503_5b87b73925_o.jpg

Vi lever netop nu i en tid, hvor hele verden har fokus på værdien af, at pressen kan ytre sig frit - om det så er gennem tegninger eller skrevne ord. Derfor er det mere relevant end nogensinde at se på de vilkår, som den såkaldte frie presse opererer under. Der er nemlig andet og mere end religiøs ekstremisme, der kan underminere de publicistiske værdier. De trues også af teknologimastodonterne, som både styrer vores adfærd og det indhold, vi præsenteres for.

Vi har i Danmark en stolt publicistisk tradition med stærke værdier, som opretholder og udvikler vores demokrati, og som derfor er værd at bevare. Men de danske mediehuse er i krise. Læsertallene falder støt, og danskerne foretrækker at indtage deres nyheder på nettet. Og helst uden at betale for dem.

Opgiver vi som samfund kampen for at bevare de publicistiske værdier, overlader vi samtidig de kriseramte medier til en uvis skæbne. En mulighed er, at de uddør. En anden er, at de bliver overtaget af skikkelser som Rupert Murdoch - eller vitterligt Rupert Murdoch selv - som entydigt prioriterer kapitalen og magten over demokratiet, dannelsen og debatten.

Det umiddelbart mest sandsynlige scenarie er imidlertid, at medierne i kampen for deres overlevelse i endnu højere grad kommer til at danse efter teknologimastodonternes pibe. Det er Google og Facebook, som med deres uanede mængder af data kender alt til og samtidig styrer vores adfærd på nettet og vælger hvilket indhold, vi præsenteres for.

Det er en markant trussel, som vi bliver nødt til at tage alvorligt nu: At globale, privatejede virksomheder overtager magten over informationsstrømmen i vores samfund. Virksomheder med platforme, som medierne distributionsmæssigt er totalt afhængige af.

Det så vi med al tydelighed i Tyskland i november 2014. Mediekoncernen Axel Springer, som blandt andet udgiver Europas største avis, Bild, ønskede, at Google skulle betale gebyrer for at bringe uddrag af artikler i søgeresultater. Som respons fjernede Google alt undtagen overskrifterne fra resultaterne. Webtrafikken faldt radikalt. Efter to uger gav Axel Springer op. Længere tid tog det ikke, før selv så stor en koncern måtte indse, at det ikke var en kamp, der var værd at tage.

Der er ingen tvivl om, at Google og Facebook har enorme muligheder for at kannibalisere og kapitalisere på de traditionelle medier og mediehuse, og mit bud er, at denne proces for længst er sat i gang.

Netmedier som Huffington Post og BuzzFeed repræsenterer et andet aspekt af samme problematik. Med en konsekvent strategi lancerer de hundredvis af historier hvert eneste døgn, og de to nyhedstjenester er endt på henholdsvis første-og andenpladsen over udgivere, der genererer størst Facebook-aktivitet.

Overskrifterne på nogle af tjenesternes mest populære og delte historier lyder: »7 things happy couples do all the time«, »Do not get married unless you ask your partner these 39 questions« og »How climate change will end wine as we know it«. Der er næppe en Pulitzer-pris på vej til nogen af skribenterne. Men det er netop Facebook-aktivitet, som historierne er blevet udviklet og designet til at skabe. For aktivitet skaber øget omsætning, der igen styrker bundlinjen, som altid er i centrum for tjenester som disse.

Hvis vi som samfund ønsker at have uafhængige medier, som kan udfylde rollen som den fjerde statsmagt, kræver det, at vi går helt nye veje. Men hvilke veje bør vi gå? Mange steder i Vesteuropa er vi i kraft af BBC, ZDF, ARD, NRK, SVT og naturligvis DR og TV 2 allerede fortrolige med, hvad det vil sige at lade den fjerde statsmagt operere på offentlige midler.

Ud fra danskernes tillid til public service-kanalerne kan vi vurdere, at det ikke er nogen dårlig konstellation.
DR og TV 2 topper nemlig listen over de nyhedsmedier, som danskerne finder mest troværdige, og TV Avisen og TV 2 Nyhederne er danskernes foretrukne nyhedskilder.

Der er således alt andet end et modsætningsforhold mellem at modtage offentlige kroner og at kunne levere troværdig nyhedsjournalistik.

Derfor er tiden inde til, at vi gentænker den offentlige mediestøtte og betragteligt forhøjer beløbet, som den brede skare af danske medier modtager - med særligt henblik på de særligt kriseramte bladhuse. De 370 millioner, der er blevet uddelt i 2014, er i den store sammenhæng en beskeden pris at ville betale for at opretholde et demokrati.

Mediestøttens aktuelle niveau vil ikke være højt nok til at sikre mediernes fortsatte udvikling og eksistens. Og vi kan allerede nu se, at det ikke er højt nok til at tillade dem at holde fokus på det, som vi i udgangspunktet ønsker at støtte dem i. Tværtimod er en bred vifte af de etablerede mediehuse i en trist kamp mod tiden, som tvinger dem så langt ud af deres komfortzone, at udbyttet - i et publicistisk perspektiv - er stort set ikkeeksisterende.

Så lad os praktisere hjælp til selvhjælp.
Lad os sikre mediehusene en markant tilførsel af økonomiske ressourcer, for herigennem hjælper vi også os selv og sikrer den demokratiske samfundsudvikling.

De publicistiske værdier kan dog langt fra sikres gennem en ressourcetilførsel alene. Der ligger et stort ansvar hos medierne selv, og de bør hver især blive markant bedre til at bevise, at de formår at indfri deres publicistiske potentiale.

For det første bør medierne bevæge sig bort fra det overdrevne fokus på breaking news. Dette fænomen resulterer typisk i en dækning, hvor den egentlige historie bliver så fragmenteret, at den også bliver vanskelig at overskue for modtagerne. Omdrejningspunktet er ofte en væsentlig begivenhed, som fortjener stor dækning, men problemet er, at kriteriet bliver, at man skal være først, snarere end at være bedst.
I øvrigt viser en ny undersøgelse fra Roskilde Universitet (Kleis Nielsen og Schrøder, 2014), at så få som syv procent af danskerne overhovedet ynder at følge breaking news på nettet.

For det andet bør medierne fokusere mindre på datamining af deres modtagere. Det er en underkendelse af redaktørernes ekspertise, når man desperat jagter og præsenterer de historier, som man ved, der er mange klik i. Samtidig er det en 180-graders vending, der i realiteten lader modtagernes ofte ubevidste adfærd sætte agendaen snarere end afsendernes kompetente, redaktionelle vurderinger.

Der er ingen tvivl om, at de ekstra klik genererer nogle ekstra annoncekroner, og at dette på kort sigt skaber en yderligere omsætning. Men det er ikke en bæredygtig tilgang, som på nogen måde styrker den egentlige kvalitet af det journalistiske arbejde, som det givne medie er sat i verden for at lave.

For det tredje bør medierne holde op med at fokusere så kraftigt på de forskellige medieplatforme. Medierne har ikke adskilte modtagergrupper i det omfang, som mange af dem lader til at tro.

90 procent af danskerne er online. 66 procent har en smartphone. 41 procent har en tablet. Med andre ord er danskerne brugere af adskillige platforme på én gang, og netop derfor bør fokus på forskellige brugertyper afløses af et fokus på de mennesker, man henvender sig til. På at levere kvalitetsjournalistik, som kan gøre en forskel i den verden, vi alle sammen lever i.

For det fjerde bør tendensen til at medier har økonomisk motiverede udensomaktiviteter begrænses. Og det er uanset, om det er Ekstra Bladet, der vil agere kasino, eller Berlingske og Politiken, der vil sælge blendere, designerure og cava til deres læsere. Denne tendens bekymrende, fordi den i sin kerne ingen publicistisk værdi har.
Tværtimod repræsenterer tendensen en grundlæggende distraktion, fordi grænsen mellem troværdigt nyhedsmedie og købmandsbutik - eller kasino - fuldkommen udviskes.

For det femte bør medierne stille sig selv en række vigtige spørgsmål om deres værdimæssige grundlag. Ellers kommer vi til at opleve endnu en kaskade af ærgerlige sager, der tyndslider troværdighedsforholdet mellem medierne på den ene side og henholdsvis borgere, politikere og domstole på den anden.

Vi står netop nu på et tidspunkt i mediehistorien, der er lige så afgørende, som da Gutenberg i 1400-tallet opfandt trykkekunsten og revolutionerede, hvordan vi distribuerede magt og viden - og skabte forudsætningen for fremkomsten af avismediet.

I dag er udfordringerne nogle ganske andre, men der er ikke mangel på muligheder. Hvis vi klogt tager kampen op, vil vi kunne frembringe en situation, hvor både teknologimastodonterne og de publicistiske mediehuse vil kunne leve side om side. Og hvor de hver især kan bidrage til den demokratiske værdiskabelse.

Men det kræver, at de er i balance.

Indlæg bragt  i Berlingske, Sektion 3 (Kultur), Side 14, den 16. januar 2015