Melodi Grand Prix: Folkefest eller Europas Waterloo?

Underholdning: I 1956 startede Eurovisionen Det Europæiske Melodi Grand Prix, der dengang bestod af syv lande i en lille sangkonkurrence, som de færreste havde forestillet sig skulle blive til mere end et harmløst underholdningsshow i en begrænset tidsperiode.

Dengang skulle sangen fremføres på originalsproget - live - og der var strenge regler for offentliggørelse før, under og efter konkurrencen.

I 1957 deltog Danmark for første gang, og det blev starten til en kærlighedsaffære mellem Grand Prix'et og Danmark, der nu har varet i 60 år - med få afbrydelser.

I 1963 vandt Danmark så for første gang det Europæiske Melodi Grand Prix med den legendariske "Dansevise" med Grethe og Jørgen Ingmann, efterfulgt af Brdr. Olsen i 2000, og hattricket fik vi i 2013 i form af "Only Teardrops" med Emmilie de Forest.

Men hvad er det, der gør Grand Prix'et til den unikke begivenhed, der folder hele det store følelsesregister ud, fra den mest loyale og begejstrede fanskare til en kulturelite, der elsker at hade det?

Hvad er det for en forskel, en popsang kan gøre for et lands identitet og selvforståelse? Hvordan bliver en pointafgivning i en simpel sangkonkurrence til kult på lige fod med DR's nytårshilsen, 90-års fødselsdagen: "The same procedure as last year, Miss Sophie?"

Noget af forklaringen skal findes uden for det traditionelle underholdningsunivers.

For nok er Grand Prix'et et spændende underholdningsshow med et indbygget konkurrencemoment på et tværnational niveau.

Nok er det en folkefest, hvor alle kan deltage, engagere sig og have en mening uanset køn, alder og social status. Nok er Grand Prix'et et storslået scenografisk show med lys, fest, farver og kostumer, der trodser selv det vildeste Las Vegas-show.

Nok er Grand Prix'et et forudsigeligt popunivers med 3-minutters popsange, som oftest er glemt, førend voteringen er færdig på selve aftenen.

Men det er også meget mere!

I et stadig mere og mere fragmenteret Europa med store flygtninge- og immigrationsudfordringer. Med et stadigt større pres på national identitet g selvforståelse. Med en terrortrussel hængende på hvert et gadehjørne og en arbejdsløshed, der sætter spørgsmålstegn ved EU, politikerne og det repræsentative demokrati.

Dér står Grand Prix'et som en af de få søjler, der for en kort stund får os til at føle en sammenhængskraft og får Europa til at synge sammen, skaber en form for interkulturel dialog og en forståelse for hinandens forskelligheder.

Grand Prix'et har i høj grad også udviklet sig til en vigtig platform og manifestation for LGBT-organisationerne i hele Europa og deres kamp for seksuelle minoriteters ytringsfrihed og rettigheder.

Højdepunktet var naturligvis den østrigske dragqueen Conchita Wursts sensationelle sejr i København i 2014, der brød "lydmuren" med sangen "Rise like a Phoenix", der skrev sig ind i pophistorien som symbolet på, hvor langt Europa og Grand Prix'et var nået med hensyn til at sætte en værdi- og kønspolitisk agenda.

Grand Prix'et er i det seneste årti blevet et stadigt mere strømlinet og kommercielt underholdningsshow og står nu ved en skillevej.

Skal vi tilbage til "de gode gamle dage" med nationale farver og forskelligheder og sange på de enkelte landes sprog?

Eller skal det udvikle sig i et stadigt mere stringent og konceptuelt tv-show med minimal fokus på de nationale forskelligheder?

Med over 120 millioner seere og en tilsvarende unik trafik på sociale medier er Grand Prix'et blevet en vigtig brandingplatform og på sæt og vis en metafor for Europas dilemma, fremtid og værdier.

Om det så bliver Europas "Waterloo"...? Det vil tiden vise!

Oprindeligt bragt i Danmark den 13. maj 2017.