Kulturaktørerne må kæmpe for ytringsfriheden i fællesskab

DEBAT: Kulturaktører må ikke lade sig skræmme af terrorangrebet i København. Kun ved at støtte hinanden i at holde fast i de demokratiske værdier, kan vi også i praksis opretholde og styrke demokratiet, skriver Christian Have fra Have Kommunikation.

Hvis nogen spørger, så står vi stålfast på vores ytringsfrihed. Den er en altafgørende del af det demokratiske fundament, der sikrer, at vores samfund består.
Ikke desto mindre vil begivenheder som dem, der fandt sted i København 14. februar 2015, altid tvinge os til at genoverveje, hvor langt vi vil gå for at forsvare denne dyrebare ytringsfrihed.

Det er nemt nok at sige, at vi ikke vil lade os afskrække af en enkelt persons vanvittige handlinger. Men når det handler om i praksis at afholde et arrangement – om det så er en debat med en skikkelse, der skal tale åbent og offentligt om blasfemi eller andre kontroversielle emner om teaterforestillinger, museumsudstillinger eller prisuddelinger – så manifesterer udfordringen sig pludselig ganske tydeligt.

Så spørger vi pludselig os selv, om det er udfordringen værd. Besværet. Risikoen. For vi ved, at risikoen er markant større ved sådanne arrangementer. Risikoen for, at den demokratiske dialog forvandles til et mareridtsscenario, hvor ytringsfriheden i bogstaveligste forstand undertrykkes af automatvåben. Eller det, der er endnu værre.

Er det så ikke nemmere og mere trygt bare at lade være? Så stor forskel gør det enkeltstående arrangement vel heller ikke, tænker vi, inden vi når frem til, at det nok er nemmest bare at lade nogle andre tage teten.

Lad ikke frygten diktere
Heri ligger problemet. For sådan vil vi aldrig være ene om at tænke. Tværtimod er det en fristende tankegang for rigtig mange. Og i det øjeblik, vi lader frygten diktere vores handlinger, har vi tabt. ’Terror’ betyder som bekendt netop ’frygt’, og det er denne frygt, som en terrorhandling har til formål at indgyde i os.

Derfor skal vi som samfund holde fast i det eneste, der til syvende og sidst kan overvinde frygten: det demokratiske, solidariske sammenhold.

Skal vi erstatte frygt med mod, kræver det netop, at vi kan mærke, at vi ikke står alene. Det gælder i allerhøjeste grad for kulturinstitutionerne, der hver især kan fristes til at lade være med at lægge hus til de arrangementer, de ellers havde lyst til at afholde. Og for kunstnerne, der kan fristes til ikke at ytre sig og frembringe den kunst, som de ellers gerne ville. Denne fristelse må de ikke falde for.

De bør gøre lige præcis, hvad de har lyst til. Og offentligt give deres indbyrdes støtte til kende.

For kun ved at stå sammen, ved aktivt og offentligt at støtte hinanden i at holde fast i de demokratiske værdier, og ved selv at turde tage teten, kan vi også i praksis opretholde og styrke demokratiet.

Bragt på Altinget.dk den 24. marts 2015