Have News: Juni 2015

Kære allesammen,

I ønskes et rigtig godt valg og en god valgaften. 
 
Mange af jer har opfordret mig til at genoptage mit nyhedsbrev – så det gør jeg hermed.

Med nyhedsbrevet vil jeg prøve at perspektivere de forskellige potentialer og udfordringer, der findes i det danske kulturliv. Således vil jeg formidle alt fra vigtige rapporter til debatter, kronikker og symposier, som jeg selv enten er deltager i eller forfatter af eller som andre aktører i ind- og udland står bag.
 
Målet med nyhedsbrevet er vidensdeling og værdiskabelse – ikke markedsføring. Derfor modtager jeg med glæde idéer til indhold, som I mener bør formidles til modtagerne. Samtidig ville det være fedt, hvis I som modtagere fra tid til anden har lyst til at dele indholdet og sprede budskabet om nyhedsbrevet i jeres respektive netværk. Planen er, at nyhedsbrevet vil udkomme omtrent en gang om måneden.
 
Jeg håber, I vil synes om nyhedsbrevet, og at det kan bidrage til at sætte kunsten og kulturen endnu mere på dagsordenen – det har den brug for. 

Bedste hilsner,
Christian

 

CCR-platform undervejs

Et af de særligt spændende emner netop nu er naturligvis CCR – Corporate Cultural Responsibility – som jeg præsenterede i min seneste bog, Ansvar eller anarki

Den store interesse for emnet har været en positiv overraskelse, ikke mindst da Kulturministeren besluttede at lave et dialogmøde om CCR i samarbejde med CKO (Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi) med undertegnede som moderator og oplægsholder. 

Mødet fandt sted den 21. april på Teatret ved Sorte Hest, og 50 udvalgte aktører fra dansk kultur‐ og erhvervsliv med Kulturministeren i spidsen diskuterede potentialerne i CCR. 

Udfaldet af mødet var heldigvis positivt, og der arbejdes nu videre på at skabe en platform for CCR i Danmark, hvor der både kan forskes, udvikles og opsamles cases – alt sammen for at være med til at validere CCR for kultur‐ og erhvervslivet. 
 

 

Ny bog på vej

Inspireret af de mange positive reaktioner på min første bog om CCR, Ansvar eller anarki, er jeg ved at lægge sidste hånd på en ny bog om emnet. Den vil rumme cases fra ind‐ og udland, der eksemplificerer, hvordan CCR skal anvendes og implementeres – ikke mindst set fra erhvervslivets synspunkt. Hvad er return‐of‐investment ved CCR‐initiativer, og hvordan kan man måle effekterne? Bogen udkommer i løbet af efteråret 2015. 

 

Kulturmødet på Mors 2015

Jeg opfordrer hermed alle til at deltage i Kulturmødet på Mors, som for tredje år i træk inviterer til kulturel debat med landets politikere, aktører, kunstnere og erhvervsfolk. 

Kulturmødet er gratis og åbent for alle, og mere end titusind forventes at samles til både debatter og oplevelser den 20.‐22. august i Nykøbing Mors. 

Clement Kjersgaard, Stéphanie Surrugue, Helle Solvang og undertegnede styrer slagets gang under de store paneldebatter og inviterer til aktiv deltagelse fra alle, så muligheder og udfordringer i kulturen kan blive belyst fra forskellige vinkler. 

Deltagerne vil diskutere problemstillinger og potentialer indenfor et bredt kulturbegreb, hvor der blandt andet skal diskuteres kunstnerisk ytringsfrihed, talent, børn og unge, ansvar og forvaltning. 

Læs mere på:
www.kulturmoedet.dk

 

Officiel åbning af Sostrup Slot den 22. august

Rigtig mange mennesker lever i en virkelighed, hvor de sjældent stopper op for at mærke livet, men halser af sted for at nå det hele. Alt for sjældent giver vi os selv en pause til refleksion og fordybelse, så vi kan komme derind, hvor vi kan mærke, at vi lever, og ikke bare overlever livet. 

Sostrup Slot bliver et sted, der lige præcis kommer til at udgøre rammen omkring denne form for refleksion og fordybelse. Et sted, hvor kunsten og kulturen spiller en markant rolle – som et refugium med en stærk kulturel dimension. Nøgleordene for Sostrup Slot er bevægelse og transformation. Vi skal have mulighed for at arbejde med både krop, ånd og sjæl. 

I kirken, klostergården, staldbygningerne og selve slotsbygningen vil der blive afholdt alt fra litterære aftener, debatter, foredrag, dans, skuespil og klassiske koncerter mm.. Stedet byder derudover på en restaurant og en café samt en overdækket klostergård med plads til op mod trehundrede gæster. Der er desuden rige overnatningsmuligheder på stedet. Med andre ord er det en sand kulturperle, der åbner på Djursland. 

Den officielle åbning af slottet vil finde sted den 22. august 2015 – i forlængelse af Kulturmødet på Mors. Ejeren af Sostrup Slot, Kirsten Bundgaard Swift, vil denne dag åbne slottet op for både befolkningen og inviterede gæster. Programmet for dagen offentliggøres, når vi kommer den nærmere. 
 

Læs mere på: www.sostrup.org

Artikel i Berlingske i går. Læs den her.