Datoen var den 30. september. Der var over en måned tilbage af den amerikanske valgkamp, hvilket er særdeles lang tid i denne sammenhæng. Alt kunne stadig nå at ske.
Der kan eksempelvis dukke lydoptagelser op, hvor den ene kandidat praler med, hvordan hans kendisstatus tillader ham at udføre seksuelle overgreb på kvinder. Eller FBI kan annoncere, at de har fået fat i endnu flere af den anden kandidats potentielt problematiske e-mails.
Meningsmålingerne stod klart i Clintons favør. Det højt respekterede medie FiveThirtyEight, som ved tidligere valg har ramt mere plet end nogen andre valgspåkoner, gav på denne dato Clinton 67,5% chance for at vinde valget mod Trumps 32,5%.
Alligevel havde jeg det på fornemmelsen. Trump ville vinde valget. Min fornemmelse var så stærk, at jeg – i en klumme om mediernes fascination af Trumps Twitter og hvordan hans ”post-faktuelle, kontroversielle og følelsesladede udbrud bliver gjort til verdensomspændende nyhedshistorier” – meldte følgende ud til offentligheden:
”Den 8. november 2016 bliver Donald Trump valgt til USA’s 45. præsident.”
I løbet af oktober nåede Clintons chancer for at vinde ifølge FiveThirtyEight helt op på 88,1%. Det var den 17. oktober, ti dage efter offentliggørelsen af de stærkt sexistiske optagelser med Trump. Hun endte med at have en 71,4%-chance på valgdagen – knap 4% bedre end den 30. september.
Men det gik – som bekendt – som det gik. Trump vandt. Og ikke blot med en lille smule, men særdeles overbevisende. Han sikrede sig 290 af de 538 valgmænd mod Clintons 228.
Celebritykulturen har ladet apatien vokse frem
Min fornemmelse for Trumps sejr var baseret på to primære aspekter.
For det første celebritykulturen, ”der har gødet det amerikanske samfund og ladet apatien, egocentreringen og historieløsheden vokse frem”, så Trump kan ”indkassere høsten”, som jeg formulerede det i en anden klumme, publiceret den 17. juni. Her skrev jeg endvidere:
”Ligesom tyskerne var det i 1920’erne og 30’erne, er amerikanerne i Trumps udlægning et stort, overlegent og livskraftigt folk, der har sat sit karakteristiske præg på hele den vestlige kultur. Men de har lidt et nederlag. Ikke en verdenskrig som tyskerne, men otte år med en socialistisk inspireret præsident, der har presset landet i en snart ugenkendelig retning.
Fortællingen om Trump bliver, præcis ligesom fortællingen om Hitler, dermed fortællingen om den mytologiske politiker, der adskiller sig markant fra sit lands andre politikere ved at insistere på at borgerne skal befries fra de lænker, de er blevet pålagt dem, så de dermed kan genindtræde i fordums storhed. Make America great again, lyder Trumps motto som bekendt.”
Det største nederlag til big data nogensinde
For det andet havde jeg en stigende og velbegrundet skepsis over for big data. Selv det mest sofistikerede analyseapparat – som eksempelvis det utal af meningsmålinger, som FiveThirtyEight baserer deres beregninger på – kan ikke indfange folks følelser og dermed deres egentlige motivationer.
Man skulle tro, at de fejlagtige meningsmålinger op til Brexit allerede havde lært os alle sammen lektien. Men så sent som den 26. oktober kunne CNN levere ”5 grunde til, at Trump ikke er en gentagelse af Brexit”. Her citerede CNN blandt andet deres egen Poll of Polls, i hvilken Clinton havde et ”sundt forspring”.
CNN tog grueligt fejl. Ligesom New York Times, FiveThirtyEight og en alenlang liste af andre medier også gjorde det.
Hvis meningsmålinger skal give mening, kræver det ikke blot, at de vitterligt er repræsentative, men netop også, at folk siger deres sande mening. Og det har folk tydeligvis ikke gjort i disse.
Kombinationen af disse to aspekter – celebritykulturens største sejr siden 1933 og det største nederlag til big data nogensinde – baner vejen for politiske partier og kandidater af en observans, vi ikke just er vant til. Naturligvis også i Europa, og i endnu højere grad, end det allerede er tilfældet. De politiske landkort er i gang med at transformere sig selv, og vi har med garanti kun set begyndelsen.
Den kollektive empati skal føre os videre
Hvis vi ikke længere kan udvise tillid til big data, når vi gerne vil have en fornemmelse af folkestemningen, må vi ty til nye og anderledes midler. Det er for mig at se på tide, at vi hver især giver vores egen sunde fornuft og kritiske sans en chance til. At vi indser, at vi har en dømmekraft, som er fuldt fungerende uden om enhver meningsmåling.
Det er på tide, at vi lidt hyppigere udskifter Excel-arkenes dunkle dybder med berigende kunst og kulturelle oplevelser, der kan udvikle vores empati og medmenneskelige fatteevne en lille smule mere. At vi lytter til hinanden og gør, hvad vi kan for at skærpe vores evner til begribe fænomener, følelser og forståelser, der ved første møde føles fremmede for os.
Det er mere end noget andet vores kollektive empati, der skal føre os videre. Som individer, som samfund og som art.
Big data rummer selvsagt ingen empati i sig selv. Og celebritykulturen? Ikke alene rummer den ingen empati. Den dræner os også for den empati vi allerede har.