Audi i partnerskab med Det Kgl. Teater

”Kunstnere skal holde op med at tro, at de er noget særligt, som erhvervslivet ikke må røre ved. Samfundet kan intet uden kunsten, men heller ikke uden erhvervslivet. Jo før vi indser det, jo bedre – for de her partnerskaber kan være kunstens redning i en tid med store besparelser."

Sådan udtaler Christian Have sig til Altinget i deres artikel om partnerskabet mellem Audi og Det Kgl. Teater. Partnerskabet indebærer blandt andet, at en Audi A5 vil indgå i teatrets opsætning af Homers "Odysseen", at en ny bilmodel vil blive lanceret på Store Scene i Skuespilhuset, at der skal produceres tolv nye podcasts i samarbejde med Audi.

Læs artiklen her.

DR på skafottet: Hvor bliver forsvarstalen af?

”Når vi i dag ser TV-avis og læser aviser, opfatter vi os selv som økonomiske enheder. Det er jo statistik, det er procenter, det er kontingenter, og det er pengestørrelser hist og pist. Hvem taler om det der er den egentlige baggrund for det hele? Hvad er et menneske? Hvad er meningen med menneskelivet? Det må være dét, der er starten på en politik! Man kan jo ikke have et politisk standpunkt, hvis man ikke har en mening om, hvad samfundet og det enkelte menneske skal bruge denne politik til.”

Citatet tilhører Otto Leisner, en af de største personligheder i dansk tv-historie – og dermed i historien om DR. Han udtalte sig kun sjældent politisk. Men det gjorde han ved denne lejlighed, da han i 1983 blev interviewet af Erling Bundgaard i Lørdagshjørnet.

Man fornemmer, at nu afdøde Leisner kunne have sagt det samme i dag. Måske med endnu større frustration i stemmen, nu hvor DR står over for historisk store nedskæringer i det kommende medieforlig.

Ingen fra DR holder imidlertid den forsvarstale, der tydeliggør hvad det egentlig er for et fundament, som DR har skabt under det danske samfund. Stilheden er larmende. Derfor må det være op til os andre at tale DRs sag.

Takket være Fjernsyn for dig har vi fået klassikere som Bamses Billedbog, Ingrid og Lillebror, Kaj og Andrea, Bullerfnis og Fredagsbio, som har skabt en fælles referenceramme for danske børn gennem generationer.

På dramafronten har DR leveret den ene seersucces efter den anden i form af Matador, Huset på Christianshavn, Alle elsker Debbie, Riget, Taxa, Rejseholdet, Krøniken og naturligvis megasucceserne fra de senere år – Borgen og Forbrydelsen, som har bidraget væsentligt til at sætte Danmark på det globale tv-landkort. DR kan også tage en god del af æren for dogmebølgen, som blev støttet med 15,5 millioner kroner i 1997.

Lørdagsunderholdningen har fra tid til anden kunnet samle over tre millioner danskere foran skærmen, takket være værter som Leisner og Bundgaard og udsendelser som Kvit eller dobbelt, H.O.P.L.A., Gæt og grimasser og førnævnte Lørdagshjørnet. Og med vidt forskellige udsendelser som Den Store Bagedyst og Bonderøven har DR bevist sin fortsatte evne til at forene de danske seere.

På den musikalske front har DR leveret alt fra Melodi Grand Prix og X Factor til sit eget symfoniorkester og big band såvel som nogle af Europas bedste kor.

På radiofladen har vi alt fra klassisk til beat og hele kanaler til både de unge og de gamle. Og på både radio- og tv-siden holder DRs nyhedsafdeling det danske samfund i ørene, kommenterer og kritiserer – og får os alle til at reflektere.

Det er selvsamme DR, der nu – med rette – kritiseres for en lang række skandalesager og overforbrug.

Men det DR, der nu skal på skafottet og rundbarberes, er den samme institution, der har spillet en afgørende rolle i skabelsen af det mangfoldige og kulturelt stærke samfund, som vi har i dag.

Spørgsmålet er, om det er til gavn og glæde for mange andre end de politikere, der fører kniven?

Oprindeligt publiceret i Fyens Stiftstidende 18. september 2017.

Nycirkus-uddannelse har stort potentiale

Nycirkus-uddannelsen skal have sin bevilling forlænget – og sin status ændret fra forsøgsuddannelse til blivende. Ellers vil vi som samfund spilde det økonomiske, publikumsmæssige og æstetiske potentiale, kunstformen rummer, skriver 12 kulturaktører.

Historier fra kunsten og kulturens verden handler ofte om de alvorlige udfordringer, som både udøvere og den givne branches repræsentanter står over for.

Det drejer sig ofte om digitaliseringen, der i større eller mindre grad har reduceret en række væsentlige indtægtskilder. For mange er svigtende publikumstal en fortløbende udfordring. Og endelig sker det også, at tiderne simpelthen skifter, hvormed en given kunstform ganske enkelt ikke længere er så vedkommende, som den var engang.

Tænk, hvis der fandtes en kunstform, der både økonomisk, publikumsmæssigt og æstetisk kunne udgøre den positive modfortælling til alle de nedslående historier.

Det gør der: Nycirkus. Det er stadig en relativt ny scenekunstform på dansk grund, men den er ved at vinde solidt fodfæste.

Stor efterspørgsel – især blandt de unge

I sæsonen 2015-2016 var næsten hver tiende scenekunstforestlling i Danmark nycirkus. Forestillingerne tiltrak over 135.000 publikummer, svarende til knap fem procent af alle teaterpublikummer i sæsonen. Særligt de unge under 25 år er blevet grebet af nycirkus, og omtrent en ud af ti unge teatergængere så en nycirkusforestilling – mod blot en ud af tyve, der så en ballet- eller danseforestilling.

I perioden fra 2014-2016 har 5.000 elever og 400 lærere endvidere modtaget nycirkus-undervisning, takket være 18 forskellige kommuner, der har sat nycirkus på dagsordenen med projektet ’Nycirkus på skoleskemaet’.

I Aarhus har cirkustræning gennem en årrække været brugt som inklusionsaktivitet i socialt belastede områder, og i Odense – hvor børnecirkusforeningen Cirkus Flik Flak har haft til huse i mange år – åbnede der i 2016 et produktions hus for professionalle nycirkuskompagnier.

Et altafgørende parameter for den voksende danske nycirkussucces skal findes i det faktum, at vi siden 2014 har haft en dedikeret nycirkus-uddannelse i kraft af AMoC – Akademiet for Moderne Cirkus, som er placeret i regi af AFUK.

I 2018 udløber bevillingen til uddannelsen imidlertid. Hvis ikke den bliver fornyet, risikerer vi som samfund at gå glip af et stort, ulmende nycirkuspotentiale.

Katalysator for kulturen og oplevelsesøkonomien

Kigger vi på andre lande, der har satset på nycirkus i højere grad, end vi har herhjemme, får vi et tydeligt indblik i, hvor stor en katalysator nycirkus kan være for kulturen og oplevelsesøkonomien.

Canadiske Cirque du Soleil sætter den globale nycirkusstandard, og efterspørgslen på forestillingerne er enorm. Ikke mindre end 40 millioner mennesker har set en Cirque du Soleil-forestilling, og virksomheden bag er verdens største producent af scenekunstforestillinger. Således er Cirque du Soleil også blandt Canadas største eksportvarer.

Vi behøver dog ikke krydse Atlanten for at finde glorværdig inspiration på denne front – faktisk kan vi nøjes med Øresund. I Sverige har Cirkus Cirkör nemlig også opbygget et sandt nycirkusimperium i løbet af de forgangne to årtier.

Med 30 fastansatte og 200 freelancere tilknyttet står Cirkus Cirkör bag forestillinger, der opføres over hele verden og indtil nu er blevet set af mere end 2 millioner mennesker. Desuden har 400.000 svenske børn modtaget nycirkus-undervisning i regi af Cirkus Cirkör, og den årlige omsætning ligger i omegnen af 30 millioner danske kroner.

I Danmark har vi særdeles gode forudsætninger for at gøre canadierne og svenskerne kunsten efter. Også selv om vi aktuelt halter en smule bagefter.

Det vigtigste, vi kan gøre, er netop at fastholde og videreudvikle et uddannelsesmiljø, som kan udgøre en dynamo for etableringen af en egentlig branche inden for de kommende 5-10 år. Ideelt set ved at integrere uddannelsen på Den Danske Scenekunstskole, hvilket vil gøre det lettere at skabe frugtbare og innovative samarbejder med andre af scenekunstens discipliner.

94 procent af britiske dimittender er i arbejde

På teatrene er efterspørgslen efter dimittenderne allerede stor. Hvert andet teater vurderer, at behovet for nycirkusartister kun vil stige. Nycirkus-uddannelsen i London har en opløftende statistik: Hele 94% af de færdiguddannede lever af at være artister tre år efter deres dimission.

Det store potentiale i nycirkus skal naturligvis ikke blot afkodes rent økonomisk. En vigtig del af forklaringen ligger netop i, at nycirkus som kunstform er progressiv, moderne og med både æstetisk og social kant. Nycirkus har en demokratisk ånd og således en vilje til at udtrykke sig om og forholde sig til sin samtid på en måde, som traditionelt cirkus aldrig har villet eller kunnet.

Samtidig er nycirkus dragende, fordi det kombinerer den klassiske fascination af, hvad det er menneskeligt muligt at udtrykke med sin krop, med en hypermoderne æstetik.

Nycirkus er, kort sagt, fremtidens scenekunstform. Den har bevist sig selv både økonomisk, publikumsmæssigt og æstetisk. Og derfor bør den belønnes med et uddannelsesmiljø af højeste, internationale kvalitet.

Afsendere:

  • Michael Eigtved, lektor, Institut for Kunst og kulturvidenskab, Københavns Universitet
  • Hans Christian Gimbel, tidligere leder af Republique
  • Martin Lyngbo, instruktør og tidligere teaterdirektør, Mungo Park
  • Lena Brostrøm, formand Dansk Artist Forbund, DAF
  • Dorthe Vincentzen, Dansk Artist Forbund
  • Kitte Wagner, direktør Malmø Stadsteater, tidligere direktør Nørrebro Teater
  • Louise Kaare Jakobsen, Københavns Internationale Teater
  • Kitt Johnson, koreograf og leder af X-act
  • Søren Møller, landsformand, DGI
  • Knud Foldschack, advokat og bestyrelsesformand for AMoC
  • AnneSophie Bergmann Steen, rektor, AMoC
  • Christian Have, indehaver, Have Kommunikation

Oprindeligt bragt på Altinget.dk/kultur den 5. september 2017.

Dansk film i krise: Hvor blev de store fortællinger af?

Lad os spole filmrullen tilbage til 1988. Efter 27 år uden så meget som en nominering skete det endelig: Danmark sikrede sig sit første eksemplar af verdens mest eftertragtede filmpris, og Oscar-statuetten blev tildelt Gabriel Axel for hans mesterværk, Babettes gæstebud.

Succesen skulle vise sig at være alt andet end en enlig svale. Året efter gjorde Bille August nemlig Axel kunsten efter og vandt den selvsamme pris for Pelle Erobreren. Og i 1990 modtog Kaspar Rostrup en nominering for Dansen med Regitze.

Samtidig var en ung instruktør ved navn Lars von Trier begyndt at markere sig, såvel i Danmark som på det internationale filmmarked, og med Riget fra 1994 cementerede hans unikke kunstneriske udtryk sig i den brede befolknings bevidsthed.

Med Dogme 95-manifestet fik von Trier sammen med Thomas Vinterberg gjort det klart for resten af verden, at Danmark på filmfronten var et historiefortællerland i international klasse. Væk med overdådige budgetter, filmtricks og overflødig action. Frem med det håndholdte kamera og et fokus på gribende fortællinger.

I årene siden er det på mange måder gået strygende for både dansk film og tv-fiktion. Skildringer af dansk romantik (Italiensk for begyndere), politik (Borgen) og krimi (Forbrydelsen) har alle gået deres internationale sejrsgang. I 2011 beviste Susanne Bier med Hævnen, at Danmark stadig har Oscarværdige film at byde på. Det samme gjorde nomineringerne til Efter brylluppet, En kongelig affære, Jagten, Krigen og Under sandet.

Så hvorfor er der stadig så megen snak om, at dansk film er i krise? Både filmskabere, branchefolk og kritikere udviser utilfredshed med dansk films status anno 2017. De vitale, kunstnerisk nyskabende fortællinger udebliver. Risikovilligheden er blevet mindre. Der er for lidt tid til at udvikle manuskripterne. Og således laves der hellere sikre hits end satses på unge talenter.

Den oplagte forklaring, som mange tyer til, handler – lidet overraskende – om økonomi. DVD-salget er dalet kraftigt og har efterladt et hul på en lille milliard. Samtidig har streaming skabt disruption i en branche med en mange årtier lang tradition for, hvordan nye film skal vises, ses og sælges. Der er imidlertid ikke meget vundet ved blot at anskue problematikken i et økonomisk perspektiv. For så overser man nemlig to perspektiver, som netop kan hjælpe dansk film frem mod en ny tinde.

For det første bør filmskabere erkende, at det, de skaber, ikke blot behøver være en film. Antallet af veje, der kan føre fra manuskript til publikum, er større end nogensinde før. Aldrig har der været så mange platforme, produktionsmetoder og distributionskanaler tilgængelige. Så den romantiske forestilling om kun at ville skabe film til det store lærred bør tilsidesættes.

For det andet bør problematikken vendes rundt, så økonomien ikke spiller nogen afgørende rolle i den indledende skaberproces. Den gode historie bør – uanset genre – altid have førsteprioritet.

Det betyder, at fokus fremover bør ligge på, hvordan vi som filmland kan skabe og udvikle store og relevante fortællinger, der bevæger publikum. På udvikling af både morgendagens talenter og filmbranche. På at have mod til at prioritere anderledes i de kommende forhandlinger om en ny filmlov.

Sidst, men ikke mindst, betyder det, at vi skal sætte fokus på, at publikums adfærd hele tiden ændrer sig. Og netop nu er denne adfærd inde i en mere radikal forandringsproces, end vi nogensinde har set før.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark søndag den 3. september 2017.

Kristeligt Dagblad: Talekunsten er på ny rykket ind på kulturscenen

Forskellige afskygninger af det talte ord – fra historiefortællinger til kunstnersamtaler – er markant til stede på aktuelle festivaler og kulturudbud over hele landet. I en digital og visuel tid søger vi tilbage til det, som har været der siden begyndelsen: Ordet.

Det talte ord. Det er temaet for en hel festival, der i disse dage finder sted i Odense. Spoken Word Festival, som begivenheden hedder, hylder det talte ord gennem blandt andet samtaler, historiefortælling, rap, talekunst og poesi.

H.C. Andersens fødeby er ikke ene om at sætte fokus på det talte ord. Også Kulturmødet Mors og kunstfestivalen Copenhagen Art Week, der begge finder sted i den kommende uge, har samtaler med kulturpersonligheder på programmet. Gennem sommeren har også flere andre kulturtilbud på den ene eller den anden måde dyrket det talte ord. Det gælder ikke mindst festivalen Heartland på Egeskov Slot på Fyn, som netop sælger sig selv på være en festival, der kombinerer live-samtaler og samtidskunst.

Arrangementerne er en del af en større bølge, der har været med til at fastslå det talte ords genkomst i samfundet og ikke mindst på kulturscenen. En tendens, som også er blevet bemærket af en af kulturlivets markante observatører og stemmer, ChristianHave, der er kreativ direktør for Have Kommunikation og engageret i det samtaleorienterede Kulturmødet Mors.

- Det står helt klart, at det talte ord er i fremgang. Talks og debatter skyder frem alle steder både i de mindste formater ude på biblioteker og lignende i kommunerne og helt oppe på festivalniveau. Det er en stor tendens, som startede for nogle år siden, men som nu virkelig begynder at brede sig for alvor, siger Christian Have.

Og hvad der kan forklare den øgede interesse for den mundtlige tale og samtale, har han også et bud på.

- Den tiltagende digitalisering betyder, at vi taler meget ikke-fysisk med hinanden. Der vil altid komme en form for modbølge eller opstå et andet behov, og jeg ser det her som en naturlig konsekvens af en øget digitalisering. Vi bliver for så vidt mere og mere interesserede og optagede af det talte ord, og vi har måske også brug for en form for fysisk samvær og sociale relationer til at give os mening i en dagligdag, der stadig er mere digital, siger Christian Have.

Arrangører af forskellige kulturelle arrangementer har opdaget og forstået folkets behov for at mødes, tale og lytte, mener Christian Have, og derfor er de trådt til med en platform, hvor ordene kan leve og føre den efterspurgte mening og berigelse med sig.

- Forståelsen for det talte ord og området omkring bliver større og større, og flere og flere mennesker kommer til arrangementer, hvor ordet er i centrum. Vi ser i dag en fantastisk tilstrømning til noget, hvor man for 10 år siden ville have tænkt, "hvem gider at komme til det?".

I dag er der nemlig mange, der søger arrangementer, hvor der er mulighed for at lytte og blive klogere, mener Christian Have.

- Det er et stort ønske om og interesse for at gå bagved og få mere at vide om, hvad det egentlig er, der har bevæget en kunstner til at udtrykke sig på en bestemt måde.-

- Der har været en tendens til, at debatter har været et spørgsmål om, hvem der vinder. Det har været konfrontationsdebatter, hvor den ene tryner den anden, og det tror jeg, mange er trætte af, for vi bliver hverken beriget eller klogere af at lytte til det. Derfor opstår et behov for mere berigende, talte ord fra nogen, der gerne vil gøre os klogere og har noget på hjerte, siger han.

Læs resten af artiklen på Kristeligt-Dagblad.dk, hvor den oprindeligt blev publiceret den 19. august 2017.