Kend din politiker på kultursynet

Hvad vil du helst – opereres for kræft eller en tur i teatret?

I den evindelige debat om, hvad de offentlige kroner skal bruges på, er det ikke svært at fremstille kulturen som et uvigtigt område. En hvilken som helst meningsmåling med en variation af ovenstående spørgsmål kan bruges til at påvise, at danskerne går højt op i sundhedsvæsenet og er ligeglade med kulturen.

Men det giver et skævvredet billede af virkeligheden. På samme måde som hvis folk skulle vælge imellem at få mad på bordet hver dag eller have sex tre gange om ugen. Det fornuftige valg i forhold til selvopretholdelsen ville selvsagt være maden, men det ville være tåbeligt at konkludere, at danskerne så er ligeglade med, hvor meget sex de har.

Begge dele spiller afgørende roller i det gode liv, præcis ligesom både et stærkt sundhedsvæsen og et rigt og inspirerende kulturliv spiller afgørende roller i det velfungerende samfund.

Når danskerne den 21. november skal til kommunal- og regionsvalg, vil mange imidlertid afgive deres stemme baseret på, hvordan givne lokalpolitikere prioriterer de helt grundlæggende elementer i vores samfund. Det er der i sig selv ikke noget forgjort i, for det er naturligvis afgørende, at sundhedsvæsenet, folkeskolen, ældreplejen og transportmulighederne imødekommer borgernes behov så godt som muligt.

Det er imidlertid værd at huske på, at den politiske debat om emner som disse i vid udstrækning handler om midlerne snarere end målene. Ingen går til valg på, at vi skal blive sygere og dummere, eller at det skal være mere besværligt at komme fra A til B. Alle er enige om, at vi skal blive sundere og klogere, og at vi nemt skal kunne bevæge os mellem hjemmet, arbejdspladsen og fritidsaktiviteterne. De primære stridspunkter er derfor altid, hvordan disse mål skal nås.

Anderledes står det til på kulturområdet, hvor der er en reel uenighed om, hvilken rolle kultur skal spille i samfundet – og ikke mindst hvor stor denne rolle skal være.

Perspektiverne spænder fra den ubetingede fejring af ytringsfriheden til udøvelsen af selektiv censur. Fra kulturen som værende det, der skal åbne os op over for den store verden, til at den snarere skal forstærke nationalfølelsen. Nogen mener, at kultur er noget, som folk kan hygge sig med i deres fritid, mens andre mener, at den er en altafgørende generator for vækst og udviklingen af fremtidens samfund.

Så hvis man ønsker en bedre forståelse for, hvad de dybereliggende forskelle er mellem politikerne på stemmesedlen, kan man oplagt spørge ind til deres syn på kulturen. Ofte vil svarene, man får, samtidig give et bedre indblik i den enkelte politikers menneskesyn, end når vedkommende udtaler sig om øvrige områder.

Spørg hvilken som helst politiker, hvilket sundhedsvæsen Danmark skal have, og vedkommende vil svare, at vi skal have det, der hjælper flest mulige patienter gennem en så effektiv udnyttelse af ressourcerne som muligt.

Men spørger du en politiker, hvordan vi som samfund skal prioritere kulturen, vil den dybereliggende ideologi, der driver værket hos vedkommende, langt hurtigere afsløre sig. Ikke mindst hos de politikere, der slet ikke føler, at de bør tage stilling til kulturen.

Oprindeligt bragt i Fyens Stiftstidende, 6. november 2017.

Unbuzz: Storytelling

Mit bidrag til Jonathan Løws Unbuzz-projekt.

Jonathan beskriver projektet således:

"Indenfor ledelse, iværksætteri og innovation drukner vi i disse år i buzzwords. Det vil sige faglige eller tekniske ord eller begreber, som bruges af et stort antal mennesker, men som de færreste kender den præcise betydning af.

På den ene side er der næsten altid noget om et ord, når det bliver brugt i flæng. Uanset om vi taler co-creation, content marketing, digital transformation, millennials, forandringsledelse, storytelling eller omnichannel, så er dette væsentlige begreber at kende til.

På den anden side har mange af dem noget fluffy over sig, fordi de typisk bliver populære, inden der er konsensus om, hvad de præcist dækker. Idéen bag #UNBUZZ er at bede dygtige danske ledere, entreprenører og praktikere om at komme med jordnære og handlingsorienterede bud på, hvad vi så rent faktisk kan bruge disse fluffy begreber til i vores hverdag."

Se alle videoerne her.

Giv os den gensidige respekt tilbage

USA har fået en bully-in-chief.

Med Donald Trump er verdens mægtigste embede blevet en platform for mobning, og i vores globaliserede tidsalder smitter det af på resten af verden. Når USA's præsident mobber, blåstempler han også, at menigmand gør det.

Blandt ofrene for Trumps mobning finder man hans politiske modstandere, ikke mindst de øvrige republikanske kandidater i primærvalgene – såsom ”Little Marco” Rubio, Carly Fiorina med den ”hovedpinefremkaldende stemme”, og Jeb Bush, som blev kaldt ”en skændsel for sin familie”. Hertil kommer naturligvis en uendelig stime af personlige angreb mod Hillary Clinton.

Hele befolkningsgrupper har også fået Trumps afsky at mærke. Det sker indirekte, som i Trumps direktiv om at forbyde transseksuelle at gøre tjeneste i militæret, og med den stærkt aggressive tone mod fortrinsvist sorte sportsudøvere fra NFL og NBA, der har gjort stilfærdig protest mod Trump. Men det sker også fuldkommen eksplicit som i Trumps stempling af mexicanske immigranter som kriminelle, pushere og voldtægtsforbrydere.

Trump-inspireret mobning i skolen

Den adfærd, som USA's præsident udviser, smitter lidet overraskende af på befolkningen. Det ses tydeligt i de utallige sammenstød mellem borgere af forskellig politisk observans – om det så er demonstranter, der står ansigt-til-ansigt med moddemonstranter, eller i kommentarsporene på Facebook og YouTube.

Det ses imidlertid også i skolerne, hvor Trump-inspireret mobning nu har kronede dage. Som i Californien, hvor en hvid elev fra 8. klasse meddelte en sort elev, at ”nu hvor Trump har vundet, er du nødt til at tage tilbage til Afrika, hvor du hører til”. Eller i Kentucky, hvor en dreng fra 3. klasse, jagtede en latinamerikansk pige rundt, mens han råbte ”build the wall”.

Danmark har også et stort mobbeproblem

Det er ikke kun USA, der har et problem med mobning. De samme grundlæggende mobbemekanismer er til stede herhjemme, og Lillian Zøllner fra Center for Selvmordsforksning lægger særligt vægt på den digitale mobning, som hun kalder ”et meget stort samfundsproblem”.

Det er, ifølge centrets analyse af 15 års mobbetendenser (2001-2016) i folkeskolen, endnu værre at blive mobbet via Facebook end ansigt til ansigt i skolegården, da den digitale mobning øger risikoen for selvskade betragteligt. Og kombineres mobningen med de sociale mediers evige pres på særligt de unge for altid at fremstå smuk, sej, glad og populær, står vi med en særdeles giftig cocktail.

Unge menneskers gensidige nedbrydning på de sociale medier er selvfølgelig et stort nok problem i sig selv. Men vi er tvunget til at se det i et større perspektiv. For det er disse unge mennesker, der skal overtage samfundet og de mangfoldige problemer, som vores klode står overfor.

Lad de ældre generationer inspirere de yngre

Hvis ikke vi i fællesskab gør en grundig indsats for at få genetableret en mere respektfuld tone – i såvel skolegården som i nyhedsdækningen og blandt politikerne – kan vi således se frem til generationer af borgere, der må bruge uanede mængder energi på at navigere rundt mellem personangreb og håndtering af deres sociale angst.

Der er mange måder, at gribe udfordringen an på. Herfra skal lyde en opfordring til, at de generationer, som stadig kan huske en tid før Facebook, Twitter og YouTube – forældrene og bedsteforældrene – tager et ansvar for at formidle til de yngre generationer, hvad det egentlig vil sige at udvise respekt og have omtanke for andre mennesker. Det gælder alle. Fra bedstemoderen med barnebarnet på skødet til statsministeren fra Folketingets talerstol.

Lader vi stå til, er der ingen tvivl om, hvad konsekvensen vil være. Så vil Donald Trump nemlig blot være den første i en lang række af verdensledere, der er markant bedre til at skabe ravage på de sociale medier, end til at sikre nogen form for fremskridt.

Oprindeligt bragt i Avisen Danmark den 6. oktober 2017.

Debatindlæg i Politiken: Kom nu Lego, Nordea, Novo...

I oktober 1986 forlod General Motors, USA’s største og ældste bilfabrikant, Sydafrika og landets apartheidregime. Det blev døbt ’the most significant U.S. corporate pullout ever’.

Man kan dog ikke give General Motors æren for at gå forrest i kampen mod apartheid. 22 amerikanske virksomheder havde allerede forladt landet samme år. Og apartheidregimet begyndte vel at mærke i 1948.

Det synes rimeligt at konkludere, at både General Motors og de øvrige virksomheder – herunder Pepsi – kun nødtvunget og efter mange års pres ønskede at begå så direkte en politisk handling.

Virksomhederne handlede snarere ud fra det grundprincip, som økonomen Milton Friedman fremlagde i 1970: ”Virksomheders sociale ansvar består i at øge deres overskud.”

Prompte reaktioner imod Trump

Lad os spole tiden frem til 2017. I Det Hvide Hus sidder en præsident, der – blandt en lang række af kontroversielle handlinger og udmeldinger – ikke evner at skabe tilstrækkelig afstand mellem sig selv og den ekstreme højrefløj.

Nærmere betegnet de voldelige nynazister, der i Charlottesville protesterede nedrivningen af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee, hvilket blandt andet førte til en ung, kvindelig moddemonstrants død.

Præsident Trump har påpeget af tre omgange, at både nynazisterne og moddemonstranterne bærer skylden for de voldelige optøjer. Og denne gang har en lang række amerikanske virksomheder reageret prompte. Heriblandt General Motors og Pepsi.

Et skelsættende øjeblik for erhvervslivet

Mary T. Barra, CEO for General Motors, har opfordret til, at USA ”samler sig om og styrker de værdier og idealer, der forener os – tolerance, inklusion og mangfoldighed”, mens Darren Walker, der sidder i bestyrelsen for Pepsi og er direktør for Ford, har påpeget, at ”dette er et skelsættende øjeblik i det amerikanske erhvervslivs historie”.

Desuden har virksomhedsledere fra Merck, Under Armour og Intel trukket sig fra et af Trumps rådgivningspaneler. Præcis ligesom Elon Musk fra Tesla og Martin Winterkorn fra Volkswagen gjorde det, efter Trump trak USA ud af Paris-aftalen.

”Vi tjener et større formål”

Starbucks er blandt de amerikanske virksomheder, der både tidligst og tydeligst har taget et socialt ansvar på sig, og bestyrelsesformand Howard Schultz går lodret imod Friedmans grundprincip og udtaler følgende om Starbucks: ”Vi tjener et formål, der er større end blot at tjene penge.”

Nancy Koehn har en klar melding om udviklingen i det amerikanske erhvervsliv, hvor så mange ledere nu udtaler sig åbenlyst politisk: ”I dag risikerer man at sætte sin virksomheds omdømme på spil, hvis man tier stille.”

Virksomhederne har reel politisk magt

Som det har vist sig igen og igen, har virksomhederne en reel politisk magt. Når de taler politikerne imod og truer med at flytte jobs til en anden del af landet, har det en effekt.

Det sås ikke mindst i North Carolina med den berygtede HB2-lov, der kræver, at transkønnede bruger det offentlige toilet, der matcher kønnet, de er født med.

PayPal annullerede sine planer om at udvide for 285 millioner dollars i statens største by, Charlotte, og der var kritiske røster fra blandt andre Apple og Google samt NBA, der trak stikket og rykkede deres all-star-kamp fra Charlotte til New Orleans.

Den republikanske guvernør Pat McCrory blev den første siddende guvernør i North Carolina til at tabe et genvalg i 166 år, og HB2-loven blev vurderet til at være den udslagsgivende faktor.

I Europa tier erhvervslivet stadigvæk stille

Som det så tit er tilfældet, er USA på forkant, når det kommer til samfundsmæssige tendenser som denne. I Europa vil vi, set i et bredt perspektiv, stadig hævde, at det stadig er bedst at tie stille. Sådan at gå rundt og slynge progressive politiske budskaber ud går direkte imod det, vi ifølge princippet om ”god ledelse” bør gøre.

I stedet overlader vi meningsudgydelserne til politikerne, de professionelle meningsdannere og – på en god dag – kunstnerne og kulturaktørerne. Foruden naturligvis menigmand, der takket være Facebook har fået en sæbekasse, hvorfra alt og alle kan råbes op. Eller råbes af, i det mindste.

Men hvis vi alligevel kommer til at følge trop og gøre amerikanerne kunsten efter, sådan som vi plejer, kunne vi så ikke lige så godt trykke speederen i bund? Hvorfor vente den sædvanlige årrække, før vi kan høre progressive udmeldinger fra folk som Lars Fruergaard Jørgensen, Jørgen Vig Knudstorp, Thomas Borgen, Casper von Koskull og Niels B. Christiansen? Ikke blot i form af velafrundede CSR-politikker, men i form af konkrete og kontante udmeldinger, der går magthaverne imod.

Amerikanerne har netop fat i den lange ende denne gang. Det er godt, at Friedmans grundprincip er blevet passé, og det er af det gode, at omverdenen kræver, at virksomheder ikke blot er til for at skabe profit – men for at tjene noget større: Nemlig almenvellet.

Dette indlæg blev oprindeligt bragt i Politiken lørdag den 30. september 2017.

Journalistikken skal gentænkes

Digitaliseringen forandrer alt, også kulturen, journalistikken og kritikken, måden, vi taler og skriver på. Facebook. Instagram. Twitter. Snapchat. Det er ikke bare nye værktøjer til at kommunikere med hinanden. Det er små revolutioner i samfundets kommunikationsstruktur, der skaber store forandringer i dets grundstruktur. For når præmisserne for den demokratiske samtale ændrer sig, ændrer demokratiet sig også.

Vagthunden har fået snor på

Den pointe blev kraftigt understreget, da Kulturministeriet i sidste uge udgav sin rapport om Globaliseringen af den danske mediebranche. Rapporten viser, at den publicistiske tradition, der har været en fast følgesvend for det moderne demokrati siden oplysningstiden, er i fare for at erodere. Indefra såvel som udefra.

Publicisme handler om, at en journalistisk historie produceres ud fra sin samfundsrelevans, uden hensyntagen til politiske eller økonomiske interesser. Det er pressen som vagthund og fjerde statsmagt, dem, der sikrer, at magthaverne bliver kigget efter i sømmene, og at der bedrives oplysende og reflekterende journalistik med det formål, at morgendagens samfund er mere oplyst end gårsdagens.

Performancetal på Facebook og Google

Rapporten konkluderer, at det nu er sådan, at ”de sociale medier både indgår direkte og indirekte i nyhedsmediernes journalistiske processer”, og at performancetal på Facebook, Google og andre digitale tjenester er blevet et nyt fikspunkt for definitionen af historiers relevans og væsentlighed, fordi man er tvunget til at tiltrække brugere via gratis indhold, der distribueres bredt via disse platforme. Og hvis man vil begå sig godt på Facebook og Google, må man opfylde deres kriterier for god performance. Kort sagt. Historierne skal vække opsigt i newsfeed’et og føre til et klik på det splitsekund, fingeren glider forbi.

Samtidig angiver 48 procent af de adspurgte medarbejdere i danske mediehuse, at Facebook har ”stor betydning” for en histories produktion, mens hele 97 procent angiver, at det har ”nogen betydning”. Og når det kommer til distributionen af journalistiske historier, angiver 84 procent, at Facebook har ”stor betydning”, mens 100 procent – hver og én! – siger, at det har ”nogen betydning”. Kort sagt: Når man former sin historie, skal man tænke på, hvordan den kan få et liv på Facebook, ellers kan man glemme drømmen om, at den lever et stærkt liv i offentligheden.

Tilfredsstil algoritmerne

Monopol? Ja, det er første tanke. Og den næste er, at Facebooks distributionsprincip jo ikke har meget med de journalistiske relevanskriterier at gøre – det handler i stedet om de berømte algoritmer, der placerer historier ud fra en uigennemskuelig mosaik af parametre, baseret på den enkelte brugers interesser og præferencer. Så meget for den brede folkeoplysning. Sat på spidsen har historierne ikke til formål at gøre folk klogere, men at tilfredsstille algoritmernes spil.

Læsningen bliver endnu mere bekymrende, når ovenstående parres med en række af rapportens andre tal. Adspurgt om, hvad de sociale medier forstærker ved nyhedshistorien, svarer 90 procent af medarbejderne det sensationelle og følelsesladede, 70 procent konfliktvinklen, 70 procent ligeledes markedsføringen og 50 procent den demokratiske debat. Det er selvfølgelig et spørgsmål om, hvorvidt man anskuer glasset som halvt fuldt eller halvt tomt, men faktum er, at man med publicistiske briller på ville have ønsket, at det sidste tal lå i toppen.

What to do?

Spørgsmålet er så, hvad vi kan og skal gøre ved den udvikling. To muligheder melder sig.

Enten satser vi som samfund hårdt på en revitalisering af de gamle medier. Men alene et tal fra rapporten slår den drøm ihjel. 99 procent af væksten inden for det digitale annoncemarked finder sted på Google og Facebook. Det levner ikke meget til andre spillere – ja, der er reelt tale om recession.

Eller også satser vi på at skabe nye formater for substantiel journalistik og kritik på de nye medieplatforme. Det står ikke mejslet i sten, at Facebook (eller fremtidige udgaver heraf) skal domineres af hygge-chat og hurtige mavefornemmelser.

Medier er muligheder. Ikke i sig selv gode eller onde, de kan som regel bruges til hvad som helst. Derfor er digitaliseringen heller ikke i sig selv noget negativt. Den er både en socialiseringsproces og en demokratiseringsproces, en forbedring af mulighederne for at kommunikere – der i sin latinske rod betyder ”at gøre noget fælles” – og en forbedring af mulighederne for at komme til orde. Men den risikerer at blive til noget negativt, hvis ikke der produceres kvalificeret, debatskabende, oplysende indhold til eksempelvis Facebook.

Fremtidens kulturjournalistik

Netop dette står i centrum på den store internationale konference om Fremtidens Kulturjournalistik, som afvikles på Aarhus Teater i dag, torsdag 28. september. Her præsenteres de foreløbige erfaringer fra projektet Gentænk Kulturjournalistik – Gentænk Teateranmeldelsen – som er et samarbejde mellem Aarhus 2017, Region Midt, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aarhus Teater og Have Kommunikation.

Gennem det seneste halve år har et korps bestående af 12 unge anmeldt teatrets forestillinger for teatret selv. Formålet har været at eksperimentere med, hvordan der kan skabes en ny teaterkritik på sociale medieplatforme. Negative anmeldelser behandles fuldt ud på lige fod med positive. De offentliggøres på teatrets website og Facebookplatform – og er dermed frit tilgængelige for publikum og andre interesserede.

Gentænk Teateranmeldelsen er et laboratorium, et sted, hvor de sociale mediers potentiale for at udgøre rammen for en god og substantiel kulturkritik testes. En valgte emojis som eneste alfabet i sin anmeldelse af forestillingen Morph af Kristján Ingimarsson, en anden anmeldte #AMLET udelukkende ved brug af hashtags (#), en tredje skrev en festsang som refleksion over Lyden af de skuldre vi står på, en fjerde skrev en anmeldelse baseret udelukkende på SMS-dialog, og adskillige har testet potentialet i videoanmeldelser.

Det bliver til vidt forskellige typer anmeldelser og kulturjournalistik, der hver især udgør utraditionelle indgange til en teaterforestilling. Det er ikke kritik, som vi kender det fra de store dagblade, men det er forsøg på at finde de formater, der kan udvikle sig til nye platforme for kritik i fremtiden.

Institutionerne skal selv lave journalistik

Gentænk Kulturjournalistik handler således om at finde måder, hvorpå kulturjournalistikken kan vinde indpas på ikke mindst sociale medier. Det er en tilgang, der fastholder, at en levende kulturel offentlighed er et fællesanliggende for os alle – og dermed også for de etablerede kulturinstitutioner.

Måske burde det være en public service-forpligtigelse for dem, at de ikke blot skal markedsføre sig selv, men også levere journalistiske bidrag om deres aktiviteter? For en forestilling på Aarhus Teater er ikke blot et produkt, som interesserede kan købe. Den er et kulturelt udtryk, en koncentreret, intens spejling af livet, som det ser ud i dag, så ud i går og måske vil se ud i fremtiden.

Institutionerne har den faglige indsigt og nære adgang til stoffet. Og det er i deres interesse, at der i offentligheden bibeholdes et vedvarende fokus på kulturlivets rigdom og betydning. Mediebilledet bliver stadig mere fragmenteret, de gamle mediehuse mister – som vi har set – hele tiden terræn, og dermed kan vi ikke længere forvente, at de har styrken til at sætte standarden for den kritiske journalistik.

Det er ikke en realistisk ambition at revitalisere disse medier – i hvert fald ikke over en bred kam – men det er realistisk at udvikle nye formater til de platforme, som den teknologiske udvikling har givet os.

Ny teknik skaber ny kultur. Sådan har det altid været. Så er det op til os at sikre, at denne nye kultur også er udtryk for fremgang.

Forfattet sammen med direktionsmedlem i Have Kommunikation, Rasmus Navntoft. Oprindeligt publiceret på Altinget den 28. september 2017.